You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WILD CARD SATURDAY

Wild Card Saturday:
Kl. 19.05: Indianapolis Colts @ Buffalo Bills
For tredje gang på fire sæsoner under Sean McDermott har Bills spillet sig i slutspillet. De foregående to gange er det endt med et exit i første kamp – i 2017-sæsonen en grim kamp mod Jaguars, der blev tabt 3-10, og sidste år et 19-22-overtidsnederlag til Texans efter en 16-0-føring midtvejs gennem tredje quarter. De to kampe var på udebane, men efter den første divisionssejr i 25 år, kan Bills nu også se frem til at spille en slutspilskamp på hjemmebane – og med (et begrænset) publikum på lægterne.

Bills har afsluttet sæsonen på uhyre imponerende vis med 48 point i snit i de sidste tre kampe – og hele 58 i søndagens udradering af Dolphins, på trods af at Josh Allen lod Matt Barkley tage over på quarterback fra starten af anden halvleg. Siden deres friuge i Week 11 har Bills vundet seks kampe på stribe, alle med mindst ti point.

Både Stefon Diggs og Cole Beasley har døjet med skader, og Beasley – der sad ude i sidste uge – ser reelt tvivlsom ud til opgøret. Isaiah McKenzie præsterede flot i hans fravær mod Dolphins, men det vil stadig være et slag at skulle klare sig uden Beasley. Til gengæld var John Brown tilbage efter et længere fravær i sidste uge, så Colts’ defensiv bør få sin sag for med eller uden Beasley.

Colts sluttede sæsonen med fire sejre i de sidste fem kampe, og burde have lukket af med sejre i dem alle fem. En svag anden halvleg mod Steelers blev dog kostbar, og endte også med at koste divisionen, og Frank Reichs mandskab står nu med den svære opgave at skulle forbi først Bills og siden Chiefs for at holde liv i Super Bowl-drømmen. Skal de forbi Bills i denne kamp vil det formentlig kræve enten at Bills går ud og slet ikke rammer det niveau vi har set fra dem i den seneste tid, eller at Colts leverer en komplet indsats – og selv Colts’ allerbedste vil næppe være nok hvis Bills spiller deres allerbedste.

Philip Rivers skal finde ind i en rytme og afholdes fra at føle sig tvunget til at tage nogle af de chancer, der har haft en tendens til at blive straffet i løbet af sæsonen. Colts er oppe mod det forsvar, der fremtvang tredjeflest turnovers i den regulære sæson. Bills leverede stærkt spil på forsvaret i slutningen af sæsonen, men har i løbet af året haft enkelte defensive udfald. Tilsvarende har Colts på angrebet generelt holdt et stabilt niveau – siden friugen har de i ni af ti kampe fået sat mindst 24 point på tavlen, men der kan dog ikke herske tvivl om at de i flere kampe har efterladt en del point på banen, og mod et brandvarmt Bills-angreb vil det blive svært at følge med, hvis ikke offensiven rammer topniveauet. Hvis Bills tager en føring og tvinger bolden over i Rivers’ hænder ser det rigtig svært ud for Colts, der har et glimrende løbeangreb med et solidt matchup mod Bills’ løbeforsvar.

Gæsterne er bestemt ikke uden chancer, men Bills er i min bog én af rundens største favoritter, og det ligner endelig at Bills har et hold, der kan levere den første slutspilssejr siden Dolphins blev slået 37-22 i Wild Card-runden i 1995-sæsonen – sidst Bills spillede en hjemmekamp i slutspillet.

Indianapolis Colts 24 @ 34 Buffalo Bills

Kl. 22.40: Los Angeles Rams @ Seattle Seahawks
Tredje møde i sæsonen mellem NFC West-rivalerne. Rams tog sejren hjemme i november med 23-16, men kom aldrig tæt på i 9-20-nederlaget i Seattle for to uger siden. Nu står gæsterne så måske uden Jared Goff, men kan de alligevel lave overraskelsen?

Med de stærke receivers Russell Wilson har til rådighed har det været skuffende at se hvor meget Seahawks har ladet meget tilbage at ønske på den offensive side af bolden i anden del af sæsonen. Mens angrebet var stærkt i første del af sæsonen og forsvaret svagt, har Seahawks fået bedre styr på defensiven mod slutningen af den regulære sæson, uden dog at være aldeles overbevisende. I de første otte kampe i sæsonen scorede Seahawks mindst 27 point i alle kampe – og tillod 23+ i alle kampe. I de sidste otte har de tilladt max. 23 i alle kampe, og kun to gange scoret 27+.

Det var i netop det første opgør mod Rams at angrebet for første gang ramte muren, og det omvendte opgør osede heller ikke just af offensiv firepower. Brandon Staley har haft en forrygende første sæson som defensiv koordinator for Rams, og hans stærke forsvar har i dén grad voldt problemer for Seahawks-offensiven. Jeg sidder ikke just med fornemmelsen af at Seahawks pludselig skulle eksplodere i et pointorgie denne gang heller.

Men hvad med Rams’ angreb? Det er endnu uvist om det bliver Jared Goff eller John Wolford under center, og mens Wolford leverede en solid præstation mod Cardinals i sidste uge, og Sean McVay har vist sig som en effektiv schemer, så vil han stadig være en spiller, der starter sin første slutspilskamp i sin anden karrierestart. Og som vi ofte har set før, så kan et hold samle sig effektivt bag en backup og overpræstere en smule i hans første kamp, hvorefter der præsteres på det ”forventede” niveau i den efterfølgende kamp. Måske er springet fra Goff til Wolford ikke så stort igen, måske kan McVay fortsætte med at få det bedste ud af Wolford – et godt scheme kan gøre meget for at dække over det. Hvem end der starter, forventer jeg ikke at Rams sætter mange point på tavlen, og det lugter generelt af en kamp hvor de to forsvar vil have overtaget.

Rams har haft nogle underlige udfald henover sæsonen med skuffende nederlag til både 49ers og Jets (pudsigt nok 20-23 i begge kampe) – begge de nederlag kom ugen efter en overraskende god præstation. Nu præsterede de bedre end ventet mod Cardinals i sidste uge, så får vi endnu et let-down i denne uge? Med en slutspilskamp mod en rival skulle det dog være muligt at få holdet gjort klar og motiveret til kamp, og kan forsvaret spille op til sit bedste, er de slet ikke uden chancer her. Under McVay er Rams 5-3 mod Seahawks, og selv i sæsoner med større hjemmebanefordel end i år, har de vist sig i stand til at tage til Seattle og vinde. Uden den helt store fornemmelse for kampen, går jeg dog med Seahawks. Kan Russell Wilson genfinde niveauet fra tidligere på året, bør han dog kunne gøre forskellen i en formodet lavtscorende affære, hvor turnovers kan vise sig afgørende – og her har Seahwaks umiddelbart klaret sig bedst på det seneste; Rams har tabt kampen om turnovers i tre kampe på stribe, mens Seahwaks har vundet den i de tre seneste kampe.

Los Angeles Rams 16 @ 19 Seattle Seahawks

Kl. 02.15: Tampa Bay Buccaneers @ Washington
Med Bucs i slutspillet på et wild card, vil Tom Brady for første gang skulle spille en Wild Card-kamp på udebane – hos Patriots var det altid som divisionsvinder han nåede slutspillet. På ægte Brady-manér bliver det dog timet sådan at det er i en sæson hvor hjemmebanefordel reelt intet betyder, og mod en 7-9-divisionsvinder, der kan være tvunget til at starte en backupquarterback. Some guys have all the luck…

Alex Smiths lægskade volder igen problemer for veteranen, efter han spillede igennem den i sejren over Eagles i søndags, og med Dwayne Haskins smidt på porten, kan det meget vel ende med at blive Taylor Heinicke, der trækker starten – i givet fald hans blot anden start i karrieren, efter at have startet en enkelt kamp for Panthers i 2018. Hans eneste optræden for Washington kom mod netop Panthers for to uger siden, hvor han overtog fra Dwayne Haskins og leverede en solid indsats i forsøget på at føre holdet tilbage i fjerde quarter. Angrebet omkring Heinicke – hvis det bliver ham der starter – er også ramt af nogle småskader, med både Terry McLaurin og Antonio Gibson ramt. Begge ventes dog at spille, trods hhv. ankel- og tåskader – som de også gjorde i sidste uge, hvor McLaurin grev syv bolde og et touchdown, mens Gibson fik 20 touches. Om de er på 100% er en anden sag.

Washingtons vej til sejr kræver en storkamp af forsvaret, og med en stærk defensiv front er der bestemt potentiale for at Chase Young og co. kan volde Tom Brady problemer. Om det er nok til at holde et angreb, der siden friugen har været i storform – 26, 31, 47 og 44 point – nede, er en anden sag, men Washington har ikke tilladt over 20 point i syv kampe på stribe, så der skulle om ikke andet være mulighed for at Bucs ikke stikker alt for meget af. For Bucs ventes Mike Evans at spille, men han er ikke nødvendigvis på 100%. Dertil kommer at LeSean McCoy er ude med sygdom. Kan Bucs’ velspillende offensive linje holde Brady nogenlunde fri af pres, bør der være tilpas mange våben at arbejde med til at selv Washingtons forsvar får sin sag for.

Hvor gerne jeg end vil skyde på at værterne får gjort det til en træls dag på kontoret for Brady og Bucs-offensiven, har jeg bare svært ved at se det her for alvor blive spændende. Selv hvis Alex Smith spiller, er Washington-angrebet for begrænset til at jeg ser dem følge med. De skal ud og levere en defensiv præstation a la Saints eller Bears for for alvor at have en god chance, og jeg ser bare Bucs-angrebet være for velkørende i øjeblikket til at se det ske.

Tampa Bay Buccaneers 27 @ 13 Washington

 333 total views,  2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top