You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WEEK 16

Lørdagsbold:
Kl. 19.00:
Tampa Bay Buccaneers @ Detroit Lions (TV3 Sport)
Lions er ramt af skader på et i forvejen svagt spillende forsvar, og må klare sig uden indtil flere trænere på sidelinjen – herunder interim coach Darrell Bevell. Med intet at spille for mod et Bucs-hold, der kæmper for at få femteseedningen – aka retten til at spille mod NFC East-vinderen – ser det svært ud. Lions-forsvaret har tilladt mindst 30 point i fire kampe på stribe – 46 mod Titans i søndags – og Bucs har sat 26 og 31 på tavlen i de to kampe siden friugen, og har nu et dårligere forsvar i vente. Det skal kaste den tredje sejr på stribe af sig for Tom Brady og co.

Tampa Bay Buccaneers 34 @ 17 Detroit Lions

Kl. 22.30:
San Francisco 49ers @ Arizona Cardinals
Løbet er kørt for Niners i denne sæson, mens Cardinals kæmper for sit slutspilshåb. Med to sejre på stribe har Kliff Kingsburys mandskab spillet sig ind i varmen, men der er kun én sejr ned til Bears, og der venter et besøg hos Rams i Week 17, så der er ikke plads til at smide noget. Niners har tabt tre på stribe og tillod hele 41 point til Cowboys i søndags – de fik dog også sat 33 point på tavlen og viste noget liv på angrebet, og har nu et matchup mod et Cardinals-hold, der har været sårbart på forsvaret i løbet af sæsonen. På hjemmebane bør Cardinals dog have en fordel, og mens divisionsopgør hurtigt kan udligne nogle af de fordele, der på papiret ser ud til at være, så bør værterne have både formen, motivationen og skadessituationen på deres side til at hente sejren.

San Francisco 49ers 20 @ 30 Arizona Cardinals

Kl. 02.15:
Miami Dolphins @ Las Vegas Raiders (TV3 Sport)
For få uger siden lå Raiders lunt i svinget i jagten på en slutspilsplads i AFC. Nu er løbet så godt som kørt med to sejre op til de to hold, der aktuelt ligger på hver side af grænsen mellem slutspil og tidlig offseason – Dolphins sidder på syvendeseedningen, mens Ravens banker på udenfor. Raiders har tabt fire af de seneste fem, senest efter overtid mod Chargers, men har i kraft af at den kamp blev spillet torsdag i sidste uge, haft ekstra tid til at forberede sig til dette opgør, og til at få Derek Carr klar fra den skade, der tvang ham ud af den seneste kamp. Dolphins fik rejst sig fra nederlaget til Chiefs og hentede den efterhånden årlige sejr mod Patriots hjemme i Miami, som endegyldigt eliminerede Patriots fra slutspil, og holdt Dolphins inde i varmen. Sejre i denne kamp og i næste uge hos Bills – som har vundet divisionen, og potentielt kan stå uden noget at spille for i den kamp – vil sikre slutspil til Brian Flores’ mandskab allerede året efter de angiveligt tankede (og fejlede i forsøget på det, med tanke på hvordan de sluttede sæsonen), uagtet udfaldet af andre kampe. To udekampe er ikke sjove at skulle slutte af med, og Raiders’ dårlige form til trods, kan Dolphins ikke tillade sig at tage let på kampen. Men forsvaret bør være stærkt nok til at dæmme op for Raiders-offensiven, og Dolphins kan også lave spil på både angreb og special teams. Det er ikke en gimme, men det er en kamp de skal vinde, som de to hold har spillet på det seneste.

Miami Dolphins 34 @ 20 Las Vegas Raiders

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
New York Giants @ Baltimore Ravens (TV3 Sport)
Giants lever stadig i NFC East, men de har brug for at Washington smider mindst én kamp mere end Giants selv måtte gøre, hvis det skal kunne blive til divisionstitel – og sejr i divisionen er eneste håb for slutspil for Joe Judges mandskab. Ravens har brug for hjælp for at nå slutspillet, men skal også selv gøre det nødvendige – og det starter med en sejr i denne kamp, inden Bengals venter i næste uge. Siden den overraskende sejr over Seahawks har Giants tabt to på stribe klart, og blot sat samlet 13 point på tavlen mod Cardinals og Browns, og Ravens-defensiven bliver heller ikke let at få skovlen under. Nuvel, Browns scorede 42 point mod dem, men det er også den eneste gang i de seneste fire uger Ravens har tilladt over 20 point. Med et angreb, der samtidig har scoret 40+ i to på stribe og 34+ de seneste tre uger, bør der være lagt i ovnen til endnu en Ravens-sejr, selvom Giants undervejs i sæsonen har leveret stærke defensive præstationer.

New York Giants 16 @ 31 Baltimore Ravens

Cincinnati Bengals @ Houston Texans
Bengals tog røven på Steelers i mandags, men nu venter så en ikke-divisionsrival på en kort uge på udebane, så det kan meget vel blive en kamp hvor Zac Taylors mandskab kommer tilbage på jorden inden de i næste uge skal forsøge at gentage bedriften fra Steelers-kampen mod en anden divisionsrival, Ravens. Texans har tabt tre på stribe, og mens de blev kørt over af Bears for to uger siden har de været ganske konkurrencedygtige i deres to kampe mod Colts (men igen… divisionsrival). På papiret burde der ikke være tvivl om at Texans er det bedste hold, men de har været virkelig uimponerende i år. Ikke desto mindre bør de hive denne hjem mod et Bengals-hold, der er i et dårligt spot til at bygge ovenpå overraskelsen fra i mandags.

Cincinnati Bengals 17 @ 27 Houston Texans

Chicago Bears @ Jacksonville Jaguars
Efter Jets’ sejr mod Rams er Jaguars pludselig i førersædet i kampen om topvalget i draften. Bears har med to sejre på stribe fået rejst sig fra seks kampe i streg uden sejr, og er kun én sejr fra Cardinals, der indtager syvendeseedningen. Så hvad vil være mere 2020-agtigt end at Jaguars vinder her? Hvis ikke det var fordi at Bears rent faktisk virker til at scheme fornuftigt på angrebet og få godt spil ud af Trubisky ville jeg være fristet til at spå overraskelsen. Men det gør de, så det gør jeg ikke.

Chicago Bears 34 @ 14 Jacksonville Jaguars

Atlanta Falcons @ Kansas City Chiefs
Chiefs har kurs mod en friuge i slutspillet, mens Falcons nærmer sig en offseason hvor der skal findes ny træner og general manager. Chiefs har ikke været overlegne i den seneste tid – de har vundet ni på stribe, men den største sejr i de seneste seks kampe har været på seks point. Falcons er uden Julio Jones, og formøblede en føring på 17 point mod Bucs i søndags. De har nu tabt tre på stribe siden 43-6-udraderingen af Raiders – alle tabt indenfor fem point. På papiret burde der være klasseforskel, men spørgsmålet er så om tiden er kommet til at få rettet lidt op på de seneste tendenser, eller om man skal gå ud fra at trenden fortsætter. Jeg går med korrektionen.

Atlanta Falcons 24 @ 38 Kansas City Chiefs

Cleveland Browns @ New York Jets
Jets fik hentet sejren, der sikrer at de undgår 0-16. Browns vandt uden større besvær over Giants og har med Bengals’ sejr i mandags nu pludselig mulighed for at vinde divisionen. Selvom det er på udebane, er det her en af den slags kampe, der ikke må tabes for Browns. De bør være bedre på alle parametre og med 0-16 ude af scope for Jets, er der ikke dén motivation at grave frem for værterne. Browns vinder sjældent overbevisende stort, men de bør være i tilpas kontrol med en kamp som denne til at tage sejren.

Cleveland Browns 23 @ 14 New York Jets

Indianapolis Colts @ Pittsburgh Steelers
Tre nederlag på stribe – og spillet har så sandelig været til det – har kostet Steelers førsteseedningen, og kan nu risikere at koste dem divisionen, hvis ikke de får rettet op på spillet. Et nederlag her og en Browns-sejr over Jets, vil efterlade mødet i næste uge mellem de to mandskaber som en kamp om divisionen. Colts er ligeledes i hård kamp om sin division, og skal have hjælp for at spille sig forbi Titans. Da Colts har tabt til Ravens tidligere på året, kan et nederlag her efterlade Colts på samme antal sejre som Ravens (og måske Dolphins), og sende Colts udenfor slutspillet før sidste runde. Så der er noget pres på Frank Reichs mandskab inden denne svære kamp. Med Braden Smith ude og Anthony Castonzo småskadet – listet som Questionable – har Steelers’ defensive front og pass rush et indbydende matchup mod Philip Rivers, og det peger om ikke andet lidt imod at Colts ikke kommer til at sætte overvældende mange point på tavlen. Spørgsmålet er så om Steelers selv kan gøre det – de har ikke krydset 20 point i fire kampe på stribe, og Roethlisberger så særdeles skidt ud mod Bengals, og nu skal han og holdet spille denne kamp på en kort uge. Hjemmebanefordelen – i det omfang den overhovedet findes i år – taler for Steelers, og det her kan godt lugte af en kamp hvor Rivers kommer til at dumme sig når han bliver sat under pres. Det virker voldsomt for Steelers at vinde elleve kampe til at starte sæsonen og så pludselig tabe fire – måske fem – men det er ikke urealistisk. Colts har vundet fem af de seneste seks, og mens det ikke altid har været overbevisende, så har de i det store hele gjort det nødvendige. Jeg føler mig overhovedet ikke sikker på det her bud, men jeg holder fast i den aktuelle form og går med gæsterne.

Indianapolis Colts 20 @ 17 Pittsburgh Steelers

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Denver Broncos @ Los Angeles Chargers
To 5-9-hold i Week 16 – og ikke i NFC East. Med andre ord, en i det store hele aldeles ligegyldig kamp. Med det forbehold, naturligvis, at der er både spillere og trænere, der har noget på spil. Men i det store billede betyder denne kamp intet. To divisionsrivaler, der roder rundt otte sejre bag førerholdet i divisionen. Broncos vandt det første møde på et touchdown i sidste sekund, men har siden den sejr fundet sig til rette med kun at vinde hver tredje kamp. Og eftersom de vandt for to uger siden, så skal de altså tabe denne inden de slår Raiders i næste uge. Chargers har vundet to på stribe med tre point – først på et game-winning field goal i sidste sekund mod Falcons og senest, efter at have fået et field goal imod sig i overtiden, på et 1-yard touchdown af Herbert mod Raiders. Det har langt fra været overbevisende, og Anthony Lynns game management har været uhyre uimponerende, men sejrene er endelig kommet. Jeg har svært ved at lure hvor jeg har Broncos i øjeblikket, og jeg stoler generelt ikke på Chargers, og mens værterne slår mig som det bedste hold – selvom det ikke siger meget – har jeg lyst til at gå med Broncos, der generelt har haft overtaget i disse møder de seneste år. Selv i post-Manning-æraen har Broncos vundet seks af ni møder, om end dog kun to af fire hos Chargers. Jeg bryder mig ikke om det, men jeg tager Chargers, udelukkende fordi jeg vil bryde mig endnu mindre om at tage Broncos.

Denver Broncos 27 @ 30 Los Angeles Chargers

Carolina Panthers @ Washington
Efter fire sejre på stribe måtte Washington se sig besejret med 15-20 af Seahawks i søndags. Seahawks var egentlig i fin kontrol med kampen, men Washington-forsvaret fik overtaget, mens angrebet fik sat et touchdown på tavlen, der pludselig bragte spænding ind i kampen. I sidste ende manglede de dog det sidste. Ikke desto mindre holdet Ron Riveras mandskab fast i føringen i divisionen, og de kan med en sejr i denne kamp tage et stort skridt mod slutspil – og i hvert fald i første omgang tilsikre at Eagles ikke kan vinde divisionen. Panthers har ikke noget på spil, udover at lukke sæsonen ordentligt af og give sig selv et mentalt boost ind i offseason. Med otte nederlag i de sidste ni kampe har resultaterne ikke helt matchet spillet fra Panthers’ side, men det er med til at gøre det lettere at gå med værterne her. De har forsvaret til at gøre livet surt for Teddy Bridgewater og co., og selvom der er offensive bekymringer, bør der være nok at arbejde med til at kunne hente sejren.

Carolina Panthers 13 @ 19 Washington

Kl. 22.25:
Philadelphia Eagles @ Dallas Cowboys
Cowboys har brug for hjælp fra Panthers for at kunne vinde divisionen. Eagles har også brug for hjælp for Panthers for at kunne vinde divisionen. Hvis Giants taber til Ravens og Panthers slår Washington, har Eagles pludselig muligheden for selv at afgøre deres skæbne. En sejr hér og mod Washington i næste uge vil således sikre dem divisionstitlen på 6-9-1. Cowboys vil selv med en sejr her skulle bruge et Washington-nederlag i næste uge for at kunne nå slutspillet. Eagles vandt det første møde på hjemmebane med 23-9, og er så småt ved at begynde at spille ordentlig football igen efter bænkningen af Carson Wentz. Cowboys har også efterhånden fået rettet lidt op på spillet, og mens Bengals og Niners ikke helt kan måle sig med Saints og Cardinals, som Eagles har spillet op med de seneste par uger, så har det da nok kunnet være et boost for Mike McCarthys mandskab at prygle Bengals 30-7 og følge op med at sætte 41 point på tavlen mod Niners. Jeg stoler stadig ikke på Cowboys’ forsvar, og ser vi bort fra Bengals-kampen har de tilladt 28+ point i hver kamp siden deres friuge (28, 41, 34, 7, 33 i de fem kampe), og Eagles-offensiven er vågnet op med Hurts bag center. Den kan gå begge veje, men Eagles virker som det bedst spillende hold af de to, så jeg går med dem.

Philadelphia Eagles 30 @ 24 Dallas Cowboys

Los Angeles Rams @ Seattle Seahawks (3+)
Seahawks led for nylig et overraskende nederlag til Giants, men det var intet i forhold til det overraskende nederlag Rams led til Jets i søndags. Med det nederlag har Rams pludselig givet Seahawks matchbold i kampen om NFC West, så de med en sejr i denne kamp vil sikre sig divisionen – hvor Rams med en sejr mod Jets ville kunne vinde divisionen med en sejr i denne kamp. Nu står Rams i en situation hvor de skal vinde denne kamp, og derefter enten selv vinde over Cardinals eller have et Seahawks-nederlag til Niners i Week 17 for at få divisionen. Rams er måske dét hold Seahawks generelt har det sværest med, og de har blot vundet ét af de seneste seks møder – og det var så snævert det kunne være, 30-29. Sean McVay og co. har noget at bevise efter sidste uges fadæse, og Seahawks’ spil har bestemt ikke været overbevisende i den seneste tid – med undtagelse af udraderingen af Jets. Jeg ved ikke om Rams så forbi Jets med udsigt til den svære afslutning på sæsonen i sidste uge, men det havde altså konsekvenser, og nu er det op til dem selv at rette op på det. Jeg er generelt ikke meget for at gå mod Seahawks, og jeg kan stadig ikke greje hvad jeg har i Rams – men jeg tager gæsterne.

Los Angeles Rams 27 @ 24 Seattle Seahawks

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Tennessee Titans @ Green Bay Packers (3+)
To af de kampe jeg har sværet ved at gennemskue i denne uge er de to kampe, der relaterer sig til afgørelsen på AFC South. Colts-kampen er svær at lure, og det samme er denne. Som udgangspunkt er Packers på hjemmebane – med potentiale for at sikre sig hjemmebanefordel gennem slutspillet – jo en oplagt vej at gå mod et middelmådigt Titans-forsvar, men Titans har altså også vist sig i stand til at sætte point på tavlen med fem kampe på stribe med 30+ (30, 45, 35, 31, 46) og skal op mod et Packers-forsvar, der måske nok har lukket fint ned i de seneste kampe, men heller ikke just har været oppe mod nogle angreb, der for alvor skræmmer. Derrick Henry er brandvarm for Titans og Packers er ikke stærke mod løbet, og vi har set rigelig med kampe i tidens løb, hvor Packers bliver løbet i sænk. En god start fra Titans kan hurtigt stikke en kæp i hjulet på Packers, og vi har set flere eksempler på at Packers kæmper med at komme tilbage, hvis de falder bagud tidligt. Jeg går dog med værterne, der bør være komplette nok på angrebet og har et godt nok matchup mod Titans-defensiven til at det som minimum bør ende i et shootout, hvis Titans skal trække sig sejrrigt ud af kampen.

Tennessee Titans 31 @ 37 Green Bay Packers

Monday Night Football – kl. 02.15:
Buffalo Bills @ New England Patriots (TV3 Sport)
Bills har sikret sig AFC East, og nu går jagten så ind på den bedst mulige seedning i slutspillet. Og det starter mod Patriots, hvor Sean McDermott kan sikre at Bill Belichick må lide et sweep af en divisionrival for første gang siden 2000. Patriots har intet på spil i forhold til slutspil, men kan drille divisionsrivalerne i kampen om slutspilsseedning, og altså også forsøge at holde liv i deres stime af sæsoner uden at tabe begge kampe til en divisionsrival. Det er en imponerende stime, uagtet kvaliteten af divisionsrivalerne har ladet uhyre meget tilbage at ønske i stort set hele Belichicks tid. Men 2020 er åbenbart året hvor en masse ting skal ændre sig – Bills vinder divisionen, Browns kommer i slutspillet (og vinder måske divisionen?), Patriots misser slutspillet osv. – så hvorfor ikke også lade det være året, hvor holdet som Patriots og Brady om nogen havde taget på, leverer det her sweep?

Buffalo Bills 31 @ 20 New England Patriots

 510 total views,  2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top