You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WEEK 12

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Las Vegas Raiders @ Atlanta Falcons
Efter tre sejre på stribe, måtte Raiders forlade banen med et nederlag, da Chiefs på et sent touchdown fik sejret i Las Vegas med 35-31. Falcons fulgte to sejre og en friuge op med en grim præstation i nederlaget til Taysom Hill og Saints, og faldt til 3-7. Mens det ville være nok til at kæmpe med om NFC East-titlen, så er det milevidt fra toppen af NFC South og tre sejre fra den aktuelle syvendeseedning i NFC, og løbet virker til at være kørt for Raheem Morris’ tropper. Falcons er 3-2 siden fyringen af Dan Quinn, og har fordelen af hjemmebane i den her uge – en tidlig kamp på østkysten for et Raiders-mandskab, der holder til tre tidszoner væk – men Raiders virker som det bedre hold, og de er fine 4-1 på udebane i denne sæson, og har vist stærkt offensivt spil i de seneste uger. Selvom forsvaret er svært at blive klogt på, så bør de kunne gøre nok til at vinde.

Las Vegas Raiders 34 @ 24 Atlanta Falcons

Los Angles Chargers @ Buffalo Bills
Endnu et vestkysthold, der tager turen på tværs af landet til en tidlig kamp. Efter Chargers – med mere besvær end man umiddelbart måtte bryde sig om – fik sænket Jets med 34-28 på hjemmebane, går turen nu til Buffalo, hvor Bills har haft en friuge til at sunde sig oven på Cardinals’ Hail Murray-sejr. Efter de (lidt for) hårdt tilkæmpede sejre mod divisionsrivalerne Jets og Patriots, viste Bills sig i stand til at kæmpe med mod to af NFCs bedste mandskaber i sejren over Seahawks og nederlaget til Cardinals. Chargers har generelt også vist at de kan spille op med mange af de bedre hold i ligaen – men også at de kæmper med at vinde de kampe, og selv har det svært mod nogle af de mindre gode hold – så jeg kan sagtens se holdet, langt hen af vejen takket være Justin Herbert, give Bills kamp til stregen, men ser det også som ganske sandsynligt at de i sidste ende mangler det allersidste for at tage sejren.

Los Angeles Chargers 27 @ 31 Buffalo Bills

New York Giants @ Cincinnati Bengals
Med Joe Burrow ude for sæsonen efter sin grusomme knæskade i sidste uge, er det Brandon Allen, der står foran at trække starten bag én af NFLs dårligste offensive linjer i denne kamp mod Giants. Giants har vundet to på stribe siden 1-7-starten, og kommer frisk fra en bye, men mangler endnu at hente en sejr udenfor divisionen. De vil dog med en sejr i denne kamp bringe sig i front af divisionen (i hvert fald indtil Eagles spiller mandag), i kraft af at være 2-0 mod Washington, og det bør give masser af motivation til denne udekamp. 27-17-sejren over Eagles for to uger siden var første gang i seks kampe Giants ikke fik et opgør afgjort indenfor tre point – sejre på ét og tre point over Washington, nederlag på tre til Cowboys, ét til Eagles og to til Bucs gik forud for opgøret – og mod et Bengals-hold, der har fået slukket ethvert håb for denne sæson, og ødelagt optakten til næste sæson, med Burrows skade, skal det blive til den tredje sejr på stribe. Allen fik en fin NFL-debut hos Broncos sidste år mod Browns, men derefter fulgte to kampe, hvor han ramte på blot 42% af sine kast med et touchdown og to interceptions. Der er pænt med våben i Bengals’ angreb, og det kan hjælpe ham lidt på vej, men i sidste ende vil alt andet end en relativt sikker Giants-sejr være en artig overraskelse.

New York Giants 27 @ 10 Cincinnati Bengals

Tennessee Titans @ Indianapolis Colts (TV3 Max)
Blot 17 dage efter en overraskende klar Colts-sejr hos Titans, skal Mike Vrabels mandskab nu forsøge at få revanche i Indianapolis, og med DeForest Buckner, Denico Autry og Bobby Okereke dømt ude til kampen, er Colts’ defensive front svækket til opgøret, hvilket bør kunne komme Derrick Henry til gode. Også offensivt er Colts ramt, da Jonathan Taylor er dømt ude, mens Philip Rivers spiller kampen trods en tåskade. Begge mandskaber måtte gennem overtid i søndags for at hente sejre – Colts hjemme mod Packers, Titans ude mod Ravens – og ligger på 7-3 side om side i toppen af AFC South. En sejr til Colts vil effektivt bringe dem halvanden sejr foran Titans med fem kampe tilbage – begge hold med tre udekampe i de fem opgør; Colts har dog hjemmekampe mod begge de øvrige divisionsrivaler, mens Titans skal på besøg hos både Texans og Jaguars, foruden Packers. Titans’ special teams-enhed gjorde, med et forfærdeligt tredje quarter, sit for at ødelægge holdets chancer i det seneste opgør, og Colts kan næppe satse på en gentagelse. Værterne har generelt formået at vinde de kampe de bør vinde – med undtagelse af Jaguars i Week 1 – og har generelt haft et godt tag på Titans, historisk set. Titans’ spil siden 5-0-starten har ladet noget tilbage at ønske, men fraværssituationen i betragtning, er deres matchup ikke helt skidt den her gang. Jeg går med værterne, i kraft af hjemmebanen, men det er ikke med overvældende god mavefornemmelse.

Tennessee Titans 23 @ 24 Indianapolis Colts

Cleveland Browns @ Jacksonville Jaguars
Først var det Minshew. Så var det Luton. Nu er det så Mike Glennon, der er under center for Jaguars, når de skal forsøge at stoppe deres stime på ni nederlag mod et Browns-hold, der kæmper for at fastholde deres tag i én af AFCs slutspilspladser, forud for den sidste måned af sæsonen. Browns har ikke just leveret overbevisende spil i den seneste måneds tid – stort nederlag til Steelers, snæver sejr over Bengals, nederlag til Raiders og to snævre sejre over Texans og Eagles. Vejret har sikret svære betingelser i de seneste uger på hjemmebane, og har haft noget at sige ift. hvor tætte og lavtscorende nogle af hjemmekampene er blevet. Nu venter nogle bedre betingelser – og ét af ligaens dårligste hold – og det bør give Nick Chubb, Baker Mayfield og co. muligheden for at vise at deres kvaliteter.

Cleveland Browns 30 @ 10 Jacksonville Jaguars

Carolina Panthers @ Minnesota Vikings
Efter tre sejre på stribe var det en skuffende præstation Vikings lagde for dagen mod Cowboys i søndags. Nederlaget sendte dem til 4-6, og de ligger aktuelt to sejre fra en slutspilsplads. Med et par svære udekampe hos Bucs og Saints på programmet i de sidste fire runder, kan det blive svært at nå mere end 9-7 – og selv dét kræver en overraskelse på udebane, samt at de rydder bordet i de øvrige kampe, inkl. to divisionsopgør. Panthers kan ikke nå mere end 9-7, og det vil kræve at de vinder ud – og trods 20-0-sejren over Lions i søndags, virker det ikke overvældende sandsynligt for et hold, der havde tabt fem på stribe inden den kamp. Gæsterne har Teddy Bridgewater tilbage under center, når han vender tilbage til Minnesota, hvor han startede karrieren i 2014, men det ligner en svær kamp for gæsterne, der dog kan glæde sig over udsigten til en friuge efter opgøret. Forsvaret lukkede ned for Lions i sidste uge, men havde tilladt samlet 79 i de to kampe forinden, og 23+ i otte af ti kampe inden opgøret, så det var ikke just vanlig standard. Vikings må formentlig klare sig uden Adam Thielen, og det svækker kasteangrebet ganske markant inden dette opgør – og lægger umiddelbart op til endnu mere Dalvin Cook, i et matchup, der bør være favorabelt for ham. Jeg kan sagtens se Panthers trække sig sejrrigt ud af opgøret, men sidste uge var umiddelbart lidt en afvigelse fra hvad vi ellers har set fra begge disse hold, og jeg satser på at Vikings kommer tilbage på sporet og holder liv i slutspilshåbet.

Carolina Panthers 20 @ 26 Minnesota Vikings

Arizona Cardinals @ New England Patriots
To af tre kampe siden friugen er endt med nederlag for Cardinals, og selv sejren krævede et mindre mirakel fra Kyler Murray og DeAndre Hopkins på kampens sidste spil for ikke at ende i et nederlag. Programmet har dog også været svært med Dolphins, Bills og Seahawks. I næste uge venter en hjemmekamp mod Rams, der kan blive afgørende i kampen om slutspilspladser og potentielt divisionstitlen i NFC West, men først går turen til den anden del af landet til denne kamp mod et Patriots-mandskab, der efter back-to-back-sejre – først med hiv og sving mod Jets, så noget mere overraskende sikkert mod Ravens – måtte se sig slået af Texans i Houston i søndags. Mod et generelt velspillende Cardinals-hold, ser det svært ud for Bill Belichicks tropper, om end hjemmebanen bør give en fordel. Om det så er nok er en anden side af sagen. Jeg tager gæsterne, der ligner det mere komplette og velspillende mandskab.

Arizona Cardinals 28 @ 20 New England Patriots

Miami Dolphins @ New York Jets
Jets er kommet tættere på sæsonens første sejr i de seneste uger, men nederlag til Patriots og Chargers har sendt Adam Gases tropper til 0-10. Sam Darnold vender tilbage under center efter en måned på sidelinjen, men det er ikke garanteret at det bliver en opgradering over Joe Flacco, som veteranen har spillet i især de seneste kampe. Mens Jets har fået den unge quarterback tilbage, må Dolphins vende tilbage til sin veteran, da Tua Tagovailoas skade holder ham ude og sender Ryan Fitzpatrick tilbage under center. Kampen om AFCs slutspilspladser er tæt, og Dolphins ligger aktuelt side om side med Raiders i kampen om syvendeseedningen, mens de blot er én sejr efter Bills i divisionen. Forudsat Colts og Titans ikke spiller uafgjort, vil ét af de hold være på 7-4 efter denne runde, og så vil en Dolphins-sejr altså sende dem op på siden af taberen af den kamp (potentielt med et three-way tie, hvis Raiders vinder deres kamp – og et four-way tie hvis Browns taber, med potentiale for et five-way tie hvis Ravens spiller og vinder mod Steelers). Forud for sidste uges kamp var Dolphins var sluppet afsted med nogle sejre i kraft af forsvaret og special teams, men trods et tidligt stort spil af forsvaret, der gav et hurtigt touchdown, formåede angrebet ikke at lavere noget i resten af opgøret. Hvis det fortsætter ind i denne uge, kan vi sagtens se Jets bryde deres dårlige stime – og med Raiders, Seahawks, Rams, Browns og Patriots på programmet i de sidste fem kampe, er det ikke just fordi der er mange oplagte muligheder for at få sæsonens første sejr. Hjemme mod en divisionsrival er vel så god en chance man kan få? De holdt Bills i skak i et 10-18-nederlag og tabte 27-30 på et sidste sekunds field goal til Patriots på hjemmebane. Dolphins er favoritter og bør vinde, men jeg er voldsomt fristet af at gå med værterne – men jeg gør det ikke. Dolphins har hidtil formået at rejse sig fint fra deres nederlag; 11-21 i Week 1 blev ganske vist fulgt op af et nederlag hjemme mod Bills, men derefter er fulgt 31-13 over Jaguars og 43-17 over 49ers – begge på udebane – efter nederlag. Jeg tænker det enten bliver en snæver Jets-sejr eller en klar Dolphins-sejr – og jeg går med procenterne og skyder på Dolphins.

Miami Dolphins 33 @ 17 New York Jets

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
New Orleans Saints @ Denver Broncos
Taysom Hill fik en fin sejr ud af sin starterdebut i sidste uge, og selvom spillet ikke hele vejen igennem matchede de stats han i sidste ende kunne vise frem, så var det en præstation, der overgik forhåndsforventningerne. Nu står han så som den soleklart bedste startende quarterback når Saints gæster et Broncos-hold, der har fået sat samtlige quarterbacks ud af spil efter en positiv test til Jeff Driskel og en vurdering af både Drew Lock, Brett Rypien og Blake Bortles som high-risk close contacts. Rookie-receiver Kendall Hinton, der spillede quarterback i sine første år hos Wake Forest, inden han blev konverteret til receiver, er rykket op fra practice squad for at være under center mod Saints’ stærke forsvar. Hvordan Broncos kommer til at køre deres angreb må være anyone’s guess – masser af løb er jo nok det oplagte bud – men uanset hvad, vil det nok kræve en monsterindsats af forsvaret, at gøre denne kamp tæt. Jeg kan sagtens se et Broncos-mandskab, der er møgsure og føler sig uretfærdigt behandlet, når ikke kampen bliver flyttet, gå ud og volde Saints’ angreb problemer – og Taysom Hills solide første kamp kan sagtens blive fulgt op af noget mindre imponerende i kamp nummer to (det ville langt fra være første gang vi oplevet noget sådant) – og holde det lavtscorende nok til at angrebet får chancen for at hente sejren. Forsvaret lukkede jo flot ned for Dolphins’ angreb i sidste uge, så hvorfor ikke gentage det, med ekstra motivation til denne kamp? Men jeg tager stadig Saints.

New Orleans Saints 17 @ 9 Denver Broncos

San Francisco 49ers @ Los Angeles Rams
49ers runder NFC West af, er fortsat hårdt ramt af fravær, og kan nu se frem til at blive fordrevet fra Santa Clara pga. coronarestriktioner i amtet. Rams har kæmpet med at sætte mange sejre sammen på stribe, men har ikke desto mindre kæmpet sig til tops i divisionen med deres 7-3-record ovenpå to sejre på stribe siden friugen – deres tredje two-game win streak i sæsonen; det er endnu ikke blevet til tre på stribe. Tre på stribe er hvad 49ers har af nederlag, men de har haft to uger til at gøre klar til denne kamp, og ser ud til at få både Raheem Mostert og Jeff Wilson tilbage til deres backfield. Men det er stadig Nick Mullens bag center mod en defensiv front med Aaron Donald, og det skal Sean McVays tropper kunne udnytte til at sikre sig i hvert fald endnu en uge på toppen af divisionen.

San Francisco 49ers 16 @ 30 Los Angeles Rams

Kl. 22.25:
Kansas City Chiefs @ Tampa Bay Buccaneers (3+)
Endnu en skidt Primetime-præstation af Bucs har sendt dem på 7-4, én sejr bag Saints i NFC South. Chiefs fik med møje og besvær hevet en sejr hjem fra Las Vegas og holder Steelers indenfor én sejr i kampen om AFCs førsteseedning. Nu tørner Tom Brady og Patrick Mahomes så sammen i Tampa, og Bucs skal forsøge – nok engang – at følge en skidt præstation op med en stærk indsats. Nederlaget til Bears i Primetime blev fulgt op af 38-10 hjemme mod Packers og senest blev Panthers pryglet med 46-23 efter en Primetime-afklapsning af Saints. I mandags var det så Rams, der formåede at trække det længste strå i et Primetime-opgør, og så er spørgsmålet om det også denne gang bliver fulgt op af en sejr. Chiefs har ikke været overbevisende i alle aspekter i denne sæson, men med Mahomes under center har de chancen i enhver kamp, og selv på udebane mod Bucs bør de være favoritter. Jeg kan dog ikke helt slippe følelsen af at Bucs formår at gøre det nødvendige for at hive sejren hjem. Forsvaret kan sagtens volde Chiefs problemer, og offensivt er der tilpas mange strenge at spille på – især hvis Tom Brady kan finde sit bedste spil frem – til at kunne følge med og evt. i sidste ende gøre det nødvendige for at tage sejren.

Kansas City Chiefs 31 @ 34 Tampa Bay Buccaneers

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Chicago Bears @ Green Bay Packers (3+)
Fra 5-1 til 5-5. Det er gået hurtigt ned ad bakke for Bears siden den gode sæsonstart. Nu venter så et besøg på Lambeau Field mod et Packers-hold, der skal forsøge at revanchere overtidsnederlaget i Indianapolis i søndags og holde fast i toppen af divisionen og kampen om NFCs førsteseedning. Mitchell Trubisky er tilbage under center grundet en skade til Nick Foles, men det er svært at se det ændre det store for et Bears-hold, der ikke længere virker til at have det nødvendige der skal til for at hive de tætte sejre hjem, som de gjorde i starten af sæsonen. Packers bør være bedre på praktisk talt alle parametre og har generelt haft et godt tag på Bears, især på hjemmebane – Bears har blot vundet to gange i Green Bay siden 2008 – og med enkelte undtagelser har det generelt været ganske overlegne Packers-sejre

Chicago Bears 13 @ 31 Green Bay Packers

Monday Night Football – kl. 02.15:
Seattle Seahawks @ Philadelphia Eagles (TV3 Sport)
Vejrudsigten ser ikke lovende ud over Philadelphia til når Seahawks kommer på besøg, og mens det kan åbne for en tættere kamp, så er det umiddelbart svært at se det ændre markant på styrkeforholdet de to hold imellem. Seahawks har absolut sit at kæmpe med, men ligner det stærkeste af de to mandskaber. Eagles har tabt back-to-back siden friugen og givet afkald på føringen i NFC East, og efter endnu en skrækkelig kamp af Carson Wentz i søndags er snakken om en bænkning til fordel for Jalen Hurts taget til – om end det stadig virker til at være et stykke fra at ske. Seahawks får Chris Carson tilbage fra skade og har spillerne i alle faser af spillet til at give problemer for Eagles-forsvaret. Spørgsmålet er så hvad forsvaret kan stoppe – indtil nu i år har det ikke været meget, men Carlos Dunlap er vågnet op efter han er ankommet i Seattle og kan give problemer for et Eagles-angreb, der er hårdt svækket på den offensive linje. Det lover ikke godt for Wentz. Og dermed lover det heller ikke godt for Eagles.

Seattle Seahwaks 26 @ 17 Philadelphia Eagles

Tuesday Night Football – kl. 02.00:
Baltimore Ravens @ Pittsburgh Steelers
Lad os nu se om den overhovedet bliver spillet. Med et smitteudbrud hos Ravens, der ikke for alvor virker til at være under kontrol, er jeg stadig meget i tvivl om ikke NFL langt om længe må se sig nødsaget til at gøre brug af Week 18 for at få sæsonen afviklet. Steelers er også blevet ramt af smitte, mest bekymrende til James Conner (hans cancerhistorik i betragtning), og det kan meget vel kræve at der ikke kommer meldinger om nye smittetilfælde både mandag og tirsdag før denne kamp bliver afviklet. Hvis den gør, vil det blive et Ravens-hold, der er uden talrige spillere – herunder Lamar Jackson, Mark Ingram, J.K. Dobbins, Brandon Williams og Calais Campbell – og det tager lidt fusen ud af en kamp, hvor Steelers i forvejen ville være favoritter, men hvor de to holds historik kunne tale for at det, selv med Ravens’ aktuelle formkrise, kunne ende med at blive tæt. Som situationen tager sig ud nu, må fordelen gå ganske klart til Steelers. Men meget kan nå at ændre sig inden tirsdag nat.Baltimore Ravens 16 @ 24 Pittsburgh Steelers

 425 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top