You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WEEK 12: THANKSGIVING FOOTBALL

Thanksgiving Football:
Kl. 18.30:
Houston Texans @ Detroit Lions (TV3 Sport)
Med Steelers-Ravens udsat, står vi tilbage med et par relativt uinspirerende kampe her til aften. Men spilles skal kampene – og optakt skal der også laves, selv til de mindre sjove kampe. Dermed ikke sagt at der ikke kan blive underholdning eller spænding i de to kampe, der er på programmet her til aften – næsten tværtimod. Jeg kan sagtens se det ende med to tætte opgør, om end begge bestemt også har potentiale til at blive fusere.

For Lions og Texans er der dømt en gentagelse af én af de mere underholdende Thanksgiving-kampe vi havde i det forgangne årti – i hvert fald hvis det skal være med de to faste hold. For otte år siden tørnede disse to mandskaber således også sammen, og det blev et opgør hvor 2x Johnson – Andre for Texans, Calvin for Lions – beviste at de var to af ligaens, på det tidspunkt, bedste receivers. Andre samlede 188 yards sammen på ni catches, mens Calvin måtte nøjes med otte catches for 140 yards – til gengæld fandt han også vej til end zone i en kamp, som Andre og Texans dog hev hjem med 34-31 efter overtid.

2020-udgaverne af de to hold har ikke just imponeret i år, og mens Texans kan gå denne kamp i møde ovenpå én af sæsonens vel nok bedste præstationer i 27-20-sejren over Patriots, går Lions ind til opgøret efter sæsonens uden sammenligning ringeste indsats i 0-20-nederlaget til P.J. Walker og Panthers.

Lions er fortsat ramt af fravær af Kenny Golladay, mens rookie-running back D’Andre Swift er en game-time decision. Texans får left tackle Laremy Tunsil tilbage efter han missede kampen i søndags med sygdom. Så på papiret står Texans stærkere, mens Lions måske får opgraderet på en ikke overvældende vigtig position. Hvad skal vi så forvente? Stabilitet har ikke just været dét, der har kendetegnet de to mandskaber i år, så bare fordi Lions var horrible i søndags, er det ikke ensbetydende med at de leverer endnu en håbløs indsats i dag, og bare fordi Texans spillede en god kamp søndag, skal det ikke afvises at de falder sammen i dette opgør.

Det positive for Texans er dog, at de har vundet to af deres seneste tre kampe, og kun tabte snævert i de svære betingelser hos et Browns-hold, der burde være meget bedre, så mens jeg ikke vil kalde det stabilitet, så er det mindre grimt end tidligere. Forsvaret har vist lidt fremskridt siden det tidlige touchdown de fik imod sig mod Jaguars for atten dage siden, men jeg kan godt stadig se det være lidt skrøbeligt.

Lions tillod kun tyve point mod Panthers, så på papiret var det ikke nødvendigvis forsvarets skyld at det gik så galt – det hører dog med, at holdet to gange fik intercepted Walker i end zone, og hvis ikke for de turnovers ville det nok have set endnu grimmere ud. Det var dog angrebets totale evneløshed i opgøret, der i sidste ende kostede. Nul point mod et hold, der i de to forgangne kampe havde tilladt samlet 79, var en fadæse. Men vi har dog at gøre med et Lions-hold, der i alle kampe inden da i sæsonen havde sat mindst 20 point på tavlen, så det nok ikke dét opgør vi skal lægge mest i.

Deshaun Watson er den bedste quarterback i opgøret, og Texans ligner det mest stabile af de to hold, men Lions har fordelen af hjemmebane på en kort uge, og jeg vil på ingen måde blive chokeret hvis de hiver sejren hjem. Men ser man på de seneste sejre de har fået, så snakker vi et comeback, der aldrig skulle være sket mod Falcons og et 59-yard field goal for at undgå at formøble en 14-points føring mod Washington. Kudos til Stafford og co. for at få sat de point på tavlen, men det er ikke meget der skulle være gået anderledes for at det at best var 1-4 i de seneste fem – og overtid for at undgå 0-5. Jeg stoler mest på Texans af de to hold – i hvert fald så længe Kenny Golladay er ude for Lions.

Houston Texans 30 @ 20 Detroit Lions

Kl. 22.30:
Washington @ Dallas Cowboys (TV3 Sport)
Cowboys har revanche til gode når de tager imod Ron Riveras mandskab i den sidste af dagens to kampe. Washington hev problemfrit en 25-3-sejr hjem for en måned siden, da de tildelte Cowboys deres andet nederlag på stribe efter Dak Prescotts skade – og undervejs i opgøret fik skadet Andy Dalton. Det blev til yderligere to nederlag for Mike McCarthys mandskab, inden de i sidste uge kom ud af friugen, smadrede vandmelonerne og overraskede med en 31-28-sejr på udebane mod Vikings.

Dalton var tilbage under center til opgøret i søndags, og siden det første møde har også Washington fået skiftet ud på quarterback, da Kyle Allens skade har givet Alex Smith comeback. Han fik endelig en sejr igen i søndags i 20-99-sejren over Bengals – i endnu et opgør, hvor Washington fik skadet en quarterback, denne gang i form af en uheldig og grusom knæskade til Joe Burrow. Antonio Gibson fik en del flere chancer end J.D. McKissic for at røre bolden og besvarede med 94 yards og et touchdown på jorden, foruden et 10-yard catch. McKissic er dog fortsat – af uransalige årsager – den foretrukne passing down-back, og det kan komme til at koste for Gibson, hvis Cowboys udnytter hjemmebanen til at tage en tidlig føring.

Opgøret er det første af tre udekampe på stribe for Washington – Steelers og 49ers venter i de kommende to kampe – mens Cowboys også har udekampe i vente i de kommende to runder (Ravens og Bengals), og trods de to holds 3-7-records er de, sammen med Giants på ligeledes 3-7, blot en halv sejr fra Eagles i toppen af divisionen – et Eagles-hold, der har Seahawks, Packers, Saints og Cardinals på programmet i deres kommende fire kampe – så det er to hold med alt at spille for i denne kamp.

Washingtons pass rush vågnede lidt op mod Bengals, men det var først efter Joe Burrows skade, at de begyndte at omsætte deres muligheder til sacks. Mod et Cowboys-hold, der generelt formåede at beskytte Dalton godt i søndagens sejr, er det langt fra givet at det viser sig specielt effektivt i aften.

Kan Cowboys undgå at falde håbløst bagud fra start, bør der være rimelige muligheder for at holde gang i angrebet, og på hjemmebane på Thanksgiving i et divisionsopgør hvor der er alt at spille for – og mulighed for at revanchere et grimt nederlag – er der i hvert fald ingen undskyldning for ikke at levere varen. Cowboys har generelt haft overtaget i de indbyrdes møder, og har vundet de seneste fire møder på hjemmebane. Jeg satser på at de tager den femte på stribe.

Washington 20 @ 27 Dallas Cowboys

 295 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top