You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WEEK 7

De tidlige søndagskampe – kl. 18.00:
Detroit Lions @ Atlanta Falcons
Med fyringen af Dan Quinn vågnede Falcons endelig op til dåd, da de tromlede hen over Vikings i sidste uge. Matt Ryan og Julio Jones fandt endelig hinanden, og selvom Lions’ forsvar er bedre end Vikings’, bør Falcons kunne flytte bolden effektivt hvis Ryan, Jones og resten af kasteangrebet kan holde niveauet fra sidste uge. Lions’ offensiv leverede også sin bedste indsats i sæsonen hidtil i sidste uge, da Jaguars blev sænket i Jacksonville. Angrebet har vist løbende fremskridt henover sæsonen, og et matchup med Falcons’ forsvar bør ikke umiddelbart give anledning til at forvente at Stafford og co. dykker nævneværdigt i niveau. Der er altså umiddelbart lagt i ovnen til et relativt højtscorende opgør. Men hvem vinder? Jeg er fristet til at gå med Lions, men hjemmebanefordelen tilter mig over til Falcons, stupid as that may be.

Detroit Lions 27 @ 31 Atlanta Falcons

Cleveland Browns @ Cincinnati Bengals
Browns drømmer om slutspil, og i flere af kampene i år har spillet også været derefter. Problemet for dem er, at de to kampe de har spillet mod de Steelers og Ravens – de to hold de skal forsøge at vippe af pinden indenfor divisionen – er endt med store afklapsninger på 6-38 og 7-38. Det kan stadig blive til en slutspilsplads, men hvis ikke de får hævet bundniveauet er det svært at have den store tiltro til dem på den lange bane. For Bengals handler alt i bund og grund om den endnu længere bane – om at få udviklet de unge talenter, ikke mindst Joe Burrow, så holdet kan få succes i årene fremover. Sidste uges kamp burde have kastet en sejr af sig efter en 21-0-start, men den føring blev formøblet og det andet nederlag på stribe en realitet. Nu venter så revanchen for 30-35-nederlaget i Cleveland i Week 2 i kampen om Ohio. Selvom det endte med en sejr på ”kun” fem point var Browns i fin kontrol med det første møde, men nu har de altså ikke fordelen af hjemmebane. Bengals vandt 33-25 på hjemmebane sidste år – i sæsonens sidste kamp, og blot deres anden sejr i sæsonen – og har vundet fire af de seneste fem møder på hjemmebane. Bengals lokker, men Browns har hidtil vundet de kampe de bør vinde, og jeg satser på at de gør det samme denne gang.

Cleveland Browns 27 @ 20 Cincinnati Bengals

Green Bay Packers @ Houston Texans (TV3 Sport)
Efter at have fået stryg af Buccaneers i sidste uge, skal Packers forsøge at komme tilbage på sporet mod Texans. Det bliver dog uden left tackle David Bakhtiari, der er ude med skade og running back Aaron Jones er også tvivlsom til opgøret. Texans er kommet i gang efter fyringen af Bill O’Brien og kunne let have gået ind til denne kamp med to sejre på stribe, hvis ikke for Titans’ comeback, der fremtvang overtid i sidste uge. Angrebet har præsteret markant bedre de seneste par kampe i forhold til før fyringen af O’Brien, og har nu et matchup mod et Packers-forsvar, der har tilladt 30+ i tre af fem kampe. Offensivt havde Packers en grim off-day mod Bucs, men efter fire kampe med 30+ point er det næppe en kamp, der kun kaster ti point af sig, man skal hæfte sig mest ved. Packers bør præstere bedre, men på udebane mod et Texans-hold, der virker til at være kommet i gang, kan det godt blive en svær opgave. Jeg tager Packers, men føler mig ikke overvældende sikker i min sag.

Green Bay Packers 34 @ 27 Houston Texans

Carolina Panthers @ New Orleans Saints
Efter tre sejre på stribe matte Panthers atter forlade banen med et nederlag efter en tæt kamp mod Bears. Nu går turen til New Orleans hvor Saints venter ovenpå en friuge. Saints har fået rettet lidt op på den dårlige sæsonstart med back-to-back-sejre inden friugen – overlegne sejre var det dog ikke just; først bagud 0-14 fra start mod Lions inden et fint comeback, og siden en overtidssejr mod Chargers, som kunne have taget sejren i ordinær tid, hvis ikke for et brændt 50-yard field goal. Panthers har i bund og grund vist det bedste spil af de to hold over den seneste tid, men to ugers forberedelse bør hjælpe for Saints, der dog ser ud til at skulle klare sig uden både Michael Thomas og Emmanuel Sanders i kastespillet. Meget af angrebet er dog gået gennem Alvin Kamara i forvejen, men med færre trusler på ydersiden bør det blive sværere for selv Kamara. Panthers-offensiven har ikke sprudlet, men defensiven har gjort nok i de fleste kampe til at det heller ikke har været nødvendigt. Saints har haft overtaget i de indbyrdes møder de seneste år, og hvor fristende det end er at skyde på at Panthers’ forsvar holder Brees, Kamara og co. i skak, så satser jeg på at værterne finder en måde at sætte point på tavlen på alligevel – og i hvert fald at deres forsvar kan holde Panthers-angrebet tilpas meget nede til at det kan blive til en sejr.

Carolina Panthers 20 @ 24 New Orleans Saints

Buffalo Bills @ New York Jets
Bills har tabt to på stribe siden deres 4-0-start. Jets har tabt seks på stribe med mindst 10 point og led sæsonens første shutout i sidste uge. Man skal aldrig sige aldrig, men Adam Gase er stadig head coach hos Jets, så… aldrig nogensinde om jeg kunne drømme om at gå med Jets her. Lad os bare tage nummer syv på stribe.

Buffalo Bills 34 @ 10 New York Jets

Pittsburgh Steelers @ Tennessee Titans
Det femte møde siden divisionsomlægningen i 2002 hvor to ubesejrede hold med mindst fem sejre mødes – og blot anden gang siden Manning og Brady tørnede sammen i 2007 (alle fire kampe siden 2002 har haft enten Peyton Manning eller Tom Brady som den ene startende quarterback). Det er to hold, der absolut har sine mangler, og har måttet kæmpe hårdt for at gå denne kamp i møde som ubesejret. Titans kom på 3-0 med sejre på samlet seks point, og satte en sen udligning på tavlen for at fremtvinge overtid mod Texans i søndags. Resultatmæssigt har det set bedre ud for Steelers, hvis snævreste sejr har været på fem point, men spillemæssigt har man kunnet ønske sig meget mere end de har vist – i hvert fald indtil udraderingen af Browns i søndags. På papiret ser jeg Steelers som det bedste, men Tannehill og Titans har hjemmebanefordelen, og man kan ikke tage fra dem at de har mestret at hive tætte kampe hjem. Endnu en svær kamp at spå om, og jeg burde nok gå med hjemmebanefordelen – men jeg tager Steelers og satser på at de kan bygge videre på det offensive spil fra de seneste par kampe mod et Titans-hold, der har tilladt 30+ i tre af fem kampe.

Pittsburgh Steelers 31 @ 26 Tennessee Titans

Dallas Cowboys @ Washington
Med Eagles’ sejr torsdag er Cowboys vippet af pinden i toppen af NFC East – i hvert fald indtil denne kamp er færdigspillet. Efter en skrækkelig debut for Dalton som starter, i Dak Prescotts fravær, skal der nogle helt andre boller på suppen i denne uge, hvis Cowboys skal genvinde føringen i divisionen. Washington har blot én sejr, og har tabt fem på stribe, men den defensive front har et indbydende matchup mod Cowboys’ svækkede offensive linje, og kan pass rushet nå ind til Dalton, kræves der ikke meget af angrebet før en sejr kan blive en realitet. Med Kyle Allen under center er der dog ikke mange andre hold end Jets jeg er klar til at spå Washington slå – selvom jeg fuldt ud anerkender muligheden for at Cowboys’ skader og evne til at forære bolden til modstanderen kan koste dem endnu et nederlag.

Dallas Cowboys 20 @ 17 Washington

De sene søndagskampe:
Kl. 21.05:
Tampa Bay Buccaneers @ Las Vegas Raiders
Raiders’ offensive linje har været sendt i COVID-19-karantæne det meste af ugen, men skulle være klar til kamp ovenpå friugen. Sidst vi så Raiders fik de sænket Chiefs på Arrowhead, men med forberedelsen til denne kamp forstyrret, kan det blive svært at følge op på den gode præstation. Bucs har også en flot præstation at følge op på efter storsejren mod Packers, og nu skal de på udebane, hvor de blot er 1-2 hidtil. Forsvaret har vist solidt spil det meste af sæsonen, og især cornerbackduoen Jamel Dean og Carlton Davis kan give problemer for Raiders’ receivers. Jeg ville være særdeles fristet til at gå med Raiders under normalt omstændigheder, men med optakten til kampen i tankerne, går jeg med gæsterne.

Tampa Bay Buccaneers 26 @ 20 Las Vegas Raiders

Kl. 21.25:
Kansas City Chiefs @ Denver Broncos
Ovenpå skuffelsen mod Raiders fik Chiefs rejst sig med en god præstation i mandags mod Bills. Nu venter så en tur til Denver, hvor Drew Lock og co. skal forsøge at følge op på sejren over Patriots. Spillet var ikke overbevisende i sejren, og det er svært at se endnu en kamp uden touchdowns være nok til at slå Chiefs. I de to møder i sidste sæson satte Broncos samlet ni point på tavlen, og mens de bør få mere ud af det denne gang, er det svært at se dem bryde stimen på ni nederlag på stribe.

Kansas City Chiefs 31 @ 17 Denver Broncos

San Francisco 49ers @ New England Patriots (3+)
Garoppolo vender tilbage. For første gang siden Patriots handlede Jimmy Garoppolo til 49ers skal han nu tørne ud mod sit gamle hold – endda på Gillette Stadium. Efter den horrible præstation mod Dolphins fik Niners rejst sig mod Rams i sidste uge, mens Patriots omvendt går ind til denne kamp med et grimt nederlag til Broncos i bagagen. Skaderne på den offensive linje spillede ganske givet ind, men i det store hele lignede Patriots et hold, der var ude af sync – måske forventligt for et hold, der grundet flere smittetilfælde ikke har haft mange træninger sammen i de seneste uger. Gæsterne må igen klare sig uden Raheem Mostert, men har i Jerick McKinnon en fin nok backup til at de burde kunne klare sig igennem. Fraværene har dog også hobet sig op på forsvaret, og med færre skader på Patriots’ offensive linje, er der en lille fordel at spore hér. Belichick bør også kende nok til Garoppolo til at have en idé om hvordan han skal dæmme op for ham – om det så kan eksekveres er en anden sag.

San Francisco 49ers 20 @ 23 New England Patriots

Jacksonville Jaguars @ Los Angeles Chargers
Minshew Mania kan nærme sig sin afslutning. Meldingerne peger i retning af at Gardner Minshews snor er kort forud for dette møde, og efter fem nederlag på stribe føler Doug Marrone tilsyneladende presset for at få et eller andet til at ske – hvordan et skifte til Mike Glennon skulle være en opgradering er dog anyone’s guess. Ligesom Jaguars har Chargers ikke vundet siden Week 1, men spillet har været milevidt bedre og alle fire nederlag har – i ægte Chargers-stil – været snævre nederlag, hvor et eller andet er gået galt til sidst; playing to extend the game mod Chiefs, Austin Ekelers tabte lateral med fri passage mod end zone mod Panthers, 24-7-føring formøblet mod Bucs og et brændt Michael Badgley-field goal mod Saints. Justin Herberts spil har ikke fortjent fire nederlag, og mod et Jaguars-hold, der rent faktisk spiller som et 1-5-hold, må tiden være kommet til at Herbert også får en sejr.

Jacksonville Jaguars 13 @ 34 Los Angeles Chargers

Sunday Night Football – kl. 01.20:
Seattle Seahawks @ Arizona Cardinals (3+)
Seahawks kan tage et vigtigt skridt i jagten på NFC West-titlen med en sejr her. Cardinals og Rams er de nærmeste forfølgere i divisionen, og en udesejr mod den ene af disse, vil give en klar fordel – foruden dét at have to sejre flere (eller tre nederlag færre) end Cardinals. Det var med hiv og sving at Seahawks fik hevet sejren hjem mod Vikings for to uger siden, og selvom angrebet generelt har været velspillende, har det ikke været uden problemer at Pete Carrolls mandskab står på 5-0. Forsvaret har haft uhyre svært ved at lukke ned for modstandernes receivers, men chefkok Russell Wilson har tilsikret at sejrene er blevet hevet hjem. Nu venter så et Cardinals-hold, der ovenpå et par skuffende nederlag har maltrakteret først Jets og senest Prescott-løse Cowboys. Udeholdet har af uransalige årsager haft overtaget når de to hold er tørnet sammen de seneste år – seks af de seneste syv indbyrdes opgør er endt med udesejr; Seahawks’ hjemmesejr sidste år er den eneste siden Cardinals vandt hjemme i 2016. Lad os bare satse på at den tendens fortsætter.

Seattle Seahawks 26 @ 21 Arizona Cardinals

Monday Night Football – kl. 01.15:
Chicago Bears @ Los Angeles Rams (TV3 Sport)
Bears fortsætter med at vinde, og selvom det ikke er kønt, og selvom det er svært at se den måde at vinde på være sustainable, så aftvinger det respekt at have hentet fem sejre – alle indenfor fire point (fire med fire point og én med ét point). Rams er 4-0 mod elendige NFC East og har tabt til Giants og 49ers – de to hold af en vis kvalitet, de har stået overfor. Så hvor står Rams egentlig? Jeg aner det ikke. På hjemmebane bør de kunne drille Bears, men indsatsen mod 49ers giver ikke megen anledning til at gå imod et hold, der – so far – har vist sig i stand til at vinde tætte kampe.

Chicago Bears 17 @ 13 Los Angeles Rams

 794 total views,  3 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top