You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WEEK 7: GIANTS @ EAGLES

Thursday Night Football – kl. 02.20:
New York Giants @ Philadelphia Eagles (3+)
1-5 gæster 1-4-1 – og vinderen vil som minimum dele føringen i divisionen målt på antal sejre indtil Cowboys gæster Washington i weekenden (og hvis Giants vinder denne kamp og Washington vinder på søndag, vil der være en halv sejr fra top til bund i en division, der føres på 2-5). NFC East er i sandhed NFC Least i øjeblikket, og det er ikke just fordi denne første kamp i Week 7 skriger på at blive set live af os, der potentielt skal sidde oppe om natten for at se den – og/eller har et alternativ i en præsidentdebat. Lave seertal ahead?

Men kampen skal spilles, og man skal aldrig udelukke en spændende kamp i NFL – heller ikke disse hold imellem. Giants leverede en ikke voldsomt skøn, men dog tæt, kamp da de tabte snævert til Cowboys for to uger siden, og da de slog Washington 20-19 i søndags, mens Eagles mod al logik formåede at kæmpe sig tilbage og gøre det tæt mod Ravens i 28-30-nederlaget i søndags – ugen efter et ganske underholdende nederlag til Steelers; en kamp der fulgte to tætte kampe mod Bengals (uafgjort 23-23) og Niners (25-20-sejr).

Eagles har haft overtaget i de indbyrdes møder de seneste år med sejre i syv opgør på stribe – og seks på stribe på hjemmebane – og selvom ingen af holdene har imponeret i år, har Eagles overordnet set lignet det mindst ringe af de to mandskaber. Eagles kan se frem til at få DeSean Jackson og Lane Johnson tilbage i aktion i denne uge, mens en skade nu har sendt til Zach Ertz ud af spil, og tvinger værterne ned på tredjevalg Richard Rodgers som starter – også Miles Sanders er dømt ude til denne kamp. Travis Fulgham har været lyspunktet for Eagles de seneste par kampe, men han har et svært matchup mod James Bradberry i denne uge.

For Giants har forsvaret vist noget liv, men for hver kamp hvor de lukker nogenlunde ned – tre kampe med færre end 20 point tilladt – har de en kamp hvor de kæmper – tre med 26+ (herunder 36 og 37 i to); og hidtil har det været i de ulige uger forsvaret ikke er mødt op til kamp. Angrebet spillede ikke dårligt mod Washington i søndags, men foruden de 34 point mod Cowboys har de ikke sat flere end 20 point på tavlen i andre kampe end søndagens. Det har dels hængt på at de har været matchet op mod nogle gode forsvar, men også at angrebet simpelthen mangler kvalitet og stabilitet – og det starter på quarterback med Daniel Jones. Jones kan få Sterling Shepard tilbage i nat, men det er fortsat usikkert om han er klar til at blive aktivieret. Kasteangrebet går primært gennem Darius Slayton – hans tre receiving touchdowns er de eneste tre i kastespillet for holdet i seks kampe – og mens han gør det solidt, er det svært at have nævneværdig tiltro til Giants’ evne til at flytte bolden gennem luften.

Det er et uinspirerende matchup through and through – og det bliver kun værre af det væld af fravær de to hold er ramt af. Carson Wentz’ betingelser er ikke imponerende, men hvis man prøver at se isoleret på hans spil, er det svært at konkludere andet end at hans niveau er dykket. Alligevel bør han vise sig markant bedre end Daniel Jones. Eagles ligner det bedste hold på de fleste parametre, og på hjemmebane bør de tage denne – men der er ikke meget der vil overraske mig i forhold til denne kamps udfald; det er kun hvis den reelt er velspillet jeg vil blive chokeret.

New York Giants 17 @ 30 Philadelphia Eagles

 208 total views,  2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top