You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2020 – WEEK 2

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
New York Giants @ Chicago Bears
Med tre touchdowns af Mitchell Trubisky i fjerde quarter fik Bears vendt et truende nederlag til en snæver sejr i et flot comeback ude mod Lions. Giants havde svært ved at få gang i løbeangrebet mod Bears, og det lagde et stort pres på Daniel Jones, der viste nogle gode tegn i et svært matchup, men også i sidste ende manglede det sidste for at kunne føre holdet til en sejr. Bears’ forsvar ligner ikke just et meget lettere matchup end Steelers’, så det kan nok engang blive svært at holde drives i live og sætte point på tavlen – omvendt bør Giants’ forsvar kunne finde mere succes i denne uge og tilsikre at angrebet ikke skal score ligeså meget som der var behov for i sidste uge. Det lugter af et relativt lavtscorende opgør, hvor Giants umiddelbart ligner det bedste hold, men Bears i kraft af hjemmebanen bør kunne udligne den fordel en smule. When in doubt: Home team.

New York Giants 13 @ 17 Chicago Bears

Atlanta Falcons @ Dallas Cowboys
To hold, der skuffede i første runde – mens Falcons’ nederlag måske ikke i sig selv var overraskende, var måden hvorpå de blev blæst af banen på hjemmebane en skuffelse. Cowboys viste nogle lovende ting, men kunne ikke gøre det nødvendige for at hente sejren ude mod Rams. Nu tager de så imod Falcons på hjemmebane, men skaderne er væltet ned over Mike McCarthys mandskab, der står svækket tilbage uden startere som Leighton Vander Esch, Sean Lee, Anthony Brown, Blake Jarwin og La’el Collins – og har Tyson Smith tvivlsom til opgøret. Falcons er bedre stillet på skadesfronten, men fik forsvaret udstillet af Seahawks, og på papiret ser det også ud til at kunne blive svært at stoppe Cowboys-angrebet i den her kamp. Matt Ryan og co. bør dog også selv kunne flytte bolden effektivt og sætte point på tavlen, og det peger i retning af en kamp, der meget vel kan den højestscorende i denne runde. Jeg går med værterne.

Atlanta Falcons 31 @ 38 Dallas Cowboys

Detroit Lions @ Green Bay Packers
Efter fire nederlag på stribe fik Packers vendt bøtten og hentet to sejre mod Lions i sidste sæson. Overlegent var det dog ikke just med 23-22 og 23-20 blev kampene vundet – i begge tilfælde med et field goal af Mason Crosby i sidste sekund. Historisk har Lions haft det uhyre svært på Lambeau med 23 nederlag på stribe fra 1992 til 2014 – de fem møder siden har dog kastet tre Lions-sejre af sig (dog også hjulpet på vej af et fravær af Aaron Rodgers i to af dem). Packers vandt uden stort besvær mod Vikings i sidste uge – Aaron Rodgers nød godt af fraværet af tilskuere i Minneapolis og trak gentagne gange Vikings offside så han kunne få et gratis spil, og han maltrakterede problemfrit Vikings’ cornerbackgruppe. Defensivt var det svært at få et klart indtryk af hvor Packers stod, og mod et Lions-hold, der atter er uden Kenny Golladay, bør Packers igen have en fordel. Lions må undvære Desmond Trufant, og det betyder dermed endnu engang at Rodgers får et indbydende matchup – om end gæsterne kan give debut til deres førsterundevalg Jeff Okudah.

Detroit Lions 17 @ 37 Green Bay Packers

Minnesota Vikings @ Indianapolis Colts (TV3 Sport)
To hold med slutspilsforhåbninger, der kom skidt fra land i sidste uge. Colts stod for ét af ugens mest overraskende nederlag, da de måtte se sig slået af Jaguars, mens Vikings leverede noget af det dårligste defensive spil i Mike Zimmer-æraen. Taberen vil falde til 0-2 og stå uden i en situation hvor der ikke er plads til mange dårlige præstationer resten af vejen, hvis den skal stå på slutspil i år. Vikings’ cornerbackgruppe havde en forfærdelig kamp mod Packers, og kan få endnu et svært matchup mod Colts’ receiverkorps. Trods nederlaget til Jaguars havde Philip Rivers overordnet set en solid Colts-debut, og det var i højere grad receiverne, der svigtede ham end ham, der ikke gjorde det nødvendige. Med Marlon Macks skade står rookie Jonathan Taylor overfor en større rolle, men han har et svært matchup mod Vikings-forsvaret. Ligesom Vikings skal Colts også finde nogle andre takter frem på forsvaret i denne uge i et matchup, der umiddelbart ser sværere ud end Jaguars. På hjemmebane får Colts fordelen og hvis ikke Vikings får gang i pass rush og/eller coverage er det svært at se dem hente sejren – hvis de gør, er der kvalitet nok på holdet (og spørgsmålstegn nok ved Colts) til at det bliver værterne der falder til 0-2.

Minnesota Vikings 20 @ 27 Indianapolis Colts

Buffalo Bills @ Miami Dolphins
Bills kom overlegent fra land med sejren over Jets, mens Dolphins trods enkelte gode takter aldrig for alvor kom tæt på mod Patriots. Forsvaret gjorde hvad det kunne, men angrebet kunne slet ikke få gang i noget og tre turnovers af Ryan Fitzpatrick gjorde bestemt ikke noget for at hjælpe det på vej. For Bills havde Josh Allen én af sine bedste kampe i karrieren, og mens kampen nok engang gav prøver på både det gode og det grimme fra ham, må man nok så småt acceptere at det bare er en del af hans spil – og så må Bills satse på at de har omgivet ham med et tilpas godt hold, både i kraft at et stærkt forsvar og de rette spillere på angrebet, til at de kan overkomme det. Det skal ikke afvises at Dolphins-defensiven kan volde problemer for Bills’ pass catchers, men det er omvendt også svært at se Dolphins få gang i angrebet mod det her Bills-forsvar. Bills har vundet fem af de seneste seks møder, og det burde blive til seks af syv inden dagen er omme, trods udebane.

Buffalo Bills 24 @ 13 Miami Dolphins

San Francisco 49ers @ New York Jets
Ovenpå en skuffende premiere tager 49ers turen på tværs af landet til dette møde med et Jets-hold, der leverede én af første rundes dårligste præstationer. Gæsterne må offensivt klare sig uden George Kittle, der blev skadet i sidste uge, mens Richard Sherman er ude på forsvaret. For værterne er offensiven svækket af fravær af Denzel Mims, Jamison Crowder og Le’Veon Bell, og det gør det ikke just til en lettere opgave at skulle levere overraskelsen, trods hjemmebane. Jets ligner ét af ligaens dårligste hold, og mens Niners ikke just lignede ét af ligaens bedste i første runde, så bør de stadig være gode nok til at tage sejren her. Chris Herndon er ét af de få våben der er tilbgae for Sam Darnold – og 49ers forsvarer typisk tight ends ret godt.

San Francisco 49ers 27 @ 10 New York Jets

Los Angeles Rams @ Philadelphia Eagles
Sammen med Colts var Eagles ét af de mest skuffende mandskaber i første runde. Foran 17-0 midtvejs gennem andet quarter gik angrebet helt i stå, og forsvaret tillod 27 ubesvarede point. Rams leverede omvendt en fin præstation i hjemmesejren over Cowboys, men skal altså nu på tværs af landet til et matchup mod et hold de ikke har slået siden 2004 – Eagles har vundet seks møder på stribe, herunder de seneste to (2017 og 2018) på udebane. Eagles er fortsat plaget af en del fravær, men skulle dog gerne få Miles Sanders tilbage på running back og også Lane Johnson tilbage på right tackle. Udfordringen for værterne er så naturligvis at linjen fortsat mangler to projekterede startere, og nu skal op mod Aaron Donald. Goff og Wentz – de to først valgte spillere i 2016-draften – har kun mødt hinanden én gang hidtil, og det var det opgør hvor Wentz i 2017 blev skadet, så han missede resten af sæsonen; han var ude igen da de tørnede sammen i 2018. Lad os satse på en kamp hvor de begge får mulighed for at spille den til ende denne gang. Hjemmeholdet får fordelen, selvom jeg slet ikke føler mig overbevist om noget hvad de her to hold angår.

Los Angeles Rams 24 @ 28 Philadelphia Eagles

Denver Broncos @ Pittsburgh Steelers
To af mandskaberne, der var i aktion mandag nat, tørner sammen i et af søndagens tidlige opgør. Broncos var ikke langt fra sejren mod Titans, om end det i sidste ende mere var et spørgsmål om Stephen Gostkowskis manglende evne til at sætte point på tavlen end Broncos’ egne kvaliteter. Forsvaret gjorde det ok, men lod Titans køre mange lange drives, og offensivt klikkede det ikke for alvor for Drew Lock og co., der dog også mødte et stærkt forsvar. Det gør de igen i denne kamp, og med fortsat usikkerhed om Courtland Sutton, der i hvert fald ikke vil være på 100% hvis han spiller, peger pilen umiddelbart i retning af hjemmeholdet. Steelers gjorde god figur i sæsonpremieren og på hjemmebane mod et Broncos-forsvar der formentlig stadig vil kæmpe lidt med at skabe pres, bør Ben Roethlisberger og co. gøre det nødvendige for at komme på 2-0.

Denver Broncos 13 @ 23 Pittsburgh Steelers

Carolina Panthers @ Tampa Bay Buccaneers
To mandskaber, der begge har gennemgået en del forandringer i offseason. På den baggrund – og med tanke på Bucs’ modstander – var det ikke så overraskende igen at de begge måtte forlade banen med et nederlag i sidste uge. Man kan lægge alverdens spin ned over Tom Bradys Buccaneer-debut, og selvom der er forklaringer – både gode og dårlige – så kommer man ikke udenom at det ikke var nogen imponerende kamp fra historiens mest succesfulde quarterback. Brady leverede sin tredje kamp på stribe med en pick-six og nærmer sig så småt Matt Schaub-territorium hvad dén stime angår. Mod et Panthers-forsvar, der tillod 34 point mod Raiders, bør Brady og Bucs-offensiven dog have noget lettere spil i denne uge, og så er opgaven ”bare” at tilsikre at gæsternes angreb ikke får sat for meget på tavlen. Panthers gjorde bedre figur end jeg havde ventet på angrebet i sidste uge, men jeg tvivler på at de i sidste ende kan gøre nok til at hente sejren her.

Carolina Panthers 20 @ 34 Tampa Bay Buccaneers

Jacksonville Jaguars @ Tennessee Titans
Gardner Minshew og co. kom stærkt fra land med en flot præstation hjemme mod Colts. Nu venter så endnu et divisionsopgør mod et Titans-mandskab, der løb solen sort med Derrick Henry mod Broncos – og rundt regnet havde et brændt Gostkowski-spark for hvert Henry-carry (meget rundt regnet…). Titans har domineret hjemmeopgørene mod Jaguars de seneste år – de har vundet seks på stribe på hjemmebane (30-9, 42-20 de seneste to år) og er 7-2 i de seneste ni opgør ude og hjemme. Tendensen bør fortsætte her – hvis Minshew vil det anderledes, er det måske så småt tid til at begynde at tage Jags lidt alvorligt.

Jacksonville Jaguars 17 @ 30 Tennessee Titans

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Washington @ Arizona Cardinals
Ron Riveras mandskab leverede et flot comeback på vej mod sejren over Eagles i søndags. Nu tager de så turen til Phoenix, hvor et andet hold, der overraskede artigt i første runde, tager imod. Kyler Murray viste fremragende kemi med DeAndre Hopkins fra start, og det er svært at se Washington have dét der skal til for at lukke ned for Hopkins. Det handler – ligesom i sidste uge – om at få skabt pres fra den gruopvækkende defensive front, og Cardinals’ offensive linje er absolut ikke blandt ligaens allerbedste, så Young, Allen, Kerrigan og co. skulle have mulighed for at gøre det til en træls dag for Kyler Murray. Washington-angrebet bør kunne sætte lidt point på tavlen, men jeg har i sidste ende svært ved at se Haskins og co. gøre nok til at hente sejren.

Washington 20 @ 28 Arizona Cardinals

Kl. 22.25:
Kansas City Chiefs @ Los Angeles Chargers (3+)
Chargers haltede sig vej til en grim sejr i Cincinnati i sidste uge, mens Chiefs næsten kørte på cruise-control i åbningssejren over Texans, og går ind til denne kamp med tre ekstra dages forberedelsestid. På papiret skulle der være klasseforskel på de to hold, og mens Chargers har hjemmebanefordel (måske endda mere end vanligt nu udeholdet ikke står for et flertal af tilskuere…) er det svært for alvor at se dem byde Chiefs op til dans. De har gjort det nogle gange de seneste år, men holdet stod umiddelbart stærkere dér end det gør nu – men spørgsmålet er om Anthony Lynn har fundet en formel til at drille rivalerne. Måske har han… men jeg er stadig ikke sikker på at det er nok.

Kansas City Chiefs 31 @ 20 Los Angeles Chargers

Baltimore Ravens @ Houston Texans
Texans’ hårde sæsonstart fortsætter. Fra en premiere hos de forsvarende Super Bowl-mestre til en hjemmekamp mod AFCs topseedede hold fra sidste sæson – to kampe på stribe mod de to seneste sæsones MVP – inden et besøg hos Steelers i næste uge. Få hold har et mere modbydeligt program fra starten af sæsonen end Bill O’Briens mandskab. Texans var i det store hele aldeles chanceløse hos Chiefs og det kunne en solid præstation af Deshaun Watson ikke forhindre. Det bliver ikke nødvendigvis lettere mod et Ravens-mandskab, der åbnede sæsonen som de spillede 2019-sæsonen – dominerende. De to hold mødtes i Baltimore sidste år, hvor Ravens maltrakterede Texans med 41-7. Så galt går det nok ikke denne gang, men Ravens bør vinde.

Baltimore Ravens 36 @ 17 Houston Texans

Sunday Night Football – kl. 02.20:
New England Patriots @ Seattle Seahawks (3+)
Cam Newton fik en glimrende debut for Patriots i sejren over Dolphins i sidste uge, men opgaven bliver noget sværere i denne uge, når turen går til Seattle til en kamp mod et Seahawks-mandskab, der endelig slap Russell Wilson fri fra starten af en kamp, og som følge deraf tromlede over Falcons. Også for Wilson og Seahawks bliver opgaven dog noget sværere i denne uge mod et stærkt Patriots-forsvar. Det er to hold, der har givet seerne tre tætte kampe siden Russell Wilson-æraen startede i Seattle. Seahawks vandt 24-23 hjemme i 2012, tabte som bekendt Super Bowl på deres sidste spil og vandt i 2016 31-24 i New England. Nu er det så første gang de står overfor et Patriots-hold uden Tom Brady – Seahawks har dog overordnet set også haft gode erfaringer med at møde Cam Newton. Newton er 2-6 i kampe mod Russell Wilson – med begge sejre i 2015-sæsonen (én i slutspillet). På hjemmebane bør de kunne gøre det nødvendige for at komme på 2-0, men Belichick og co. skal bestemt ikke dømmes ude.

New England Patriots 23 @ 29 Seattle Seahawks

Monday Night Football – kl. 02.15:
New Orleans Saints @ Las Vegas Raiders (TV3 Sport)
Raiders måtte kæmpe for sejren i Week 1, men fik gjort nok til at komme på 1-0 hos Panthers. Saints kom noget lettere til sejren på hjemmebane i et på papiret sværere matchup. Nu skal Brees og co. så på udebane, men umiddelbart ligner det en mere overkommelig opgave end Bucs på forhånd så ud til at blive. Jeg er stadig ikke solgt på Raiders (og især Derek Carr), og selvom Saints’ angreb med Brees er ret begrænset, så formår de altså bare at flytte kæderne – og selv uden Michael Thomas vil jeg forvente at de kan gøre det. Overbevisende bliver det ikke nødvendigvis, men de bør gøre nok.

New Orleans Saints 24 @ 17 Las Vegas Raiders

 290 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top