You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – DIVISIONAL SUNDAY

Kl. 21.05:
Houston Texans @ Kansas City Chiefs (3+)
Med Ravens’ nederlag til Titans, er der nu pludselig hjemmebanefordel i AFC-finalen på højkant når Chiefs tager imod Texans. Andy Reids mandskab rammer slutspillet i fremragende form efter seks sejre på stribe til at lukke sæsonen, men har revanche til gode når Texans komme på besøg. Bill O’Briens mandskab leverede en flot præstation i 31-24-sejren på hjemmebane for næsten præcis tre måneder siden, men denne gang foregår det altså på Arrowhead Stadium og Chiefs har fået rettet lidt op på defensiven siden det første møde.

Chiefs, der i seks af de første ti kampe tillod mindst 26 point, har siden deres nederlag til Ryan Tannehill og Titans i Week 10 fået strammet op på forsvaret og blot tilladt 11,5 point i snit i de seks seneste kampe. Kvaliteten af de angreb de stod overfor kan dog diskuteres – Chargers scorede 21 og 17, Patriots 16, mens Raiders, Broncos og Bears blev holdt til 9, 3 og 3 – så forsvaret skal i sig selv ikke have hele æren. Det her Texans-angreb er på papiret bedre end hvad de ellers har mødt. På angrebet har Chiefs ikke for alvor funklet i denne sæson på samme måde som i 2018, men skulle det her ende i et shootout, har jeg tiltro til at det også kan træde i karakter i denne kamp.

Texans-forsvaret har kæmpet mod kastet i flere kampe i år, og kom også skidt fra land i sidste uge mod Bills, inden J.J. Watt trådte i karakter efter pausen, ovenpå en aldeles anonym første halvleg, og fik løftet forsvaret. Den bageste enhed får dog sit at se til med Tyreek Hill, Sammy Watkins, Travis Kelce, Mecole Hardman og co., så det skal være den gode udgave der tropper op til kamp. Det samme skal det være på angrebet – en første halvleg på niveau med Bills-kampen har jeg svært ved at se dem kunne overkomme igen.

På angrebet kan nøglen for Texans meget vel være om Will Fuller bliver klar til kampen eller ej. Den hurtige receiver er en game-time decision, og forskellen på hvad angrebet – og Deshaun Watson – leverer når han spiller og ikke spiller er markant. DeAndre Hopkins er den bedste receiver, men den dimension Fuller tilføjer til angrebet er tæt på uundværlig, og mod et Chiefs-secondary, der trender i den rigtige retning er der behov for alle mand for at levere overraskelsen. Selv dét er jeg dog ikke overbevist om er nok. Texans er bestemt ikke uden chancer, men Chiefs bør være bedre på praktisk talt alle parametre – så længe den offensive linje ikke bliver man-handled af Texans’ defensive front – og med hjemmebanen oveni, må jeg gå med værterne.

Houston Texans 20 @ 30 Kansas City Chiefs

Kl. 22.40:
Seattle Seahawks @ Green Bay Packers (3+)
På papiret den tætteste kamp i denne weekend, og skal man tro de to holds spil henover sæsonen, er der også masser af grund til at forvente et tæt opgør. Blot fire af Seahawks’ 17 kampe i denne sæson, herunder tre af fem nederlag, er ikke afgjort indenfor én scoring, mens det har været tilfældet i seks af Packers’ 16 kampe (fire sejre, to nederlag). Tilbage står Seahawks med en 11-2-record i one-score games, mens Packers er 9-1 i dem.

For Packers er der revanche til gode for NFC-finalenederlaget i 2014 – de to holds seneste møde i slutspillet – og skal man tro historikken mellem de to hold, når de mødes på Lambeau, så er der gode muligheder for en sejr. Mens Packers har tabt fire på stribe i Seattle, startende med den famøse MNF-kamp med replacement refs i 2012, er de 3-0 på Lambeau i samme periode, og har vundet otte på stribe på hjemmebane gående tilbage til 2003.

Værterne har langt fra været overbevisende i år, men de har fået gjort det nødvendige i langt de fleste kampe – og når det så er gået galt, er det gået helt galt, som mod Chargers og 49ers. Forsvaret har leveret solidt spil, og ikke mindst tilføjelserne af Za’Darius Smith og Preston Smith har opgraderet pass rushet, der bør have et solidt matchup mod Seahawks’ offensive linje. Offensivt blomstrede Aaron Rodgers op i nogle kampe midt på sæsonen, men han er kommet noget ned på jorden igen på det seneste og fremstår stadig som en spiller, der bare ikke kan få spillet til at gå op i en højere enhed – hans evner kan ingen betvivle og i stort set hver kamp laver han spil, der beviser hvad han er i stand til, men de bliver krydret med for mange middelmådige spil og efterlader en sukkende efter mere. Foruden Davante Adams har han dog heller ikke meget af kvalitet at kaste til. Running back Aaron Jones er toer på holdet i targets og har lavet gode ting med bolden i hænderne, men der mangler noget stabilitet i dybden i receiverkorpset – Allen Lazard er umiddelbart den spiller bag Adams, der virker til at have gjort sig mest fortjent til Rodgers’ tillid, men hans spilletid lever ikke helt op til det.

Seahawks-forsvaret fik relativt let spil mod Eagles og Josh McCown i sidste uge, men havde haft sit at kæmpe med i kampene inden da – Seahawks lukkede sæsonen med fem kampe på stribe med mindst 24 point tilladt, og i kampe mod andre hold end Eagles er de oppe på syv på stribe og ti af de seneste elleve. Selv mod et Packers-angreb med lidt usikkerhed bliver det ikke en let opgave, selvom det bestemt hjælper at Jadeveon Clowney er ved at være tilbage på fuld styrke. Offensivt er løbeangrebet stadig hårdt ramt af fravær, og det var bestemt ikke overbevisende spil Travis Homer (11 carries, 12 yards) og Marshawn Lynch (6 carries, 7 yards) leverede i søndags. Russell Wilson gjorde det nødvendige og fodrede D.K./Decaf Metcalf bolden for 160 yards og et touchdown, men betingelserne for Metcalf og Tyler Lockett bliver nok lidt sværere denne gang. Slipper Seahawks Wilson løs, i stedet for at insistere på at (fejle med at) etablere løbet, vil gæsterne stå med klart bedre kort på hånden, og selv i et halvsvært matchup vil jeg give Wilson fordelen, hvis han får lov at styre taktstokken.

Jeg har haft fornemmelse for Seahawks hele ugen, og hælder nok stadig svagt i den retning, men jeg føler mig langt sikker i min sag. Seahawks plejer at være stærke i slutspillet, og jeg ser hellere en tredje kamp mellem dem og 49ers i NFC-finalen end et Packers-hold på besøg i San Francisco i jagt efter revanche for sin ydmygelse tidligere på sæsonen. Det håb får lov at bestemme.

Seattle Seahawks 23 @ 20 Green Bay Packers

239 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top