You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP 2010s ALL-DECADE TEAM

2019 er lagt bag os, og vi kan dermed samle op på ikke bare et år, men et helt årti, af football med et kig på de bedste spillere fra 2010’erne. Selvom slutspillet endnu mangler at blive spillet, vil de – set i det store billede – få kampe ikke have indflydelse på hvilke spillere, der klaret cuttet.

Flere positioner på holdet giver sig selv, men der har også været nogle meget hårde valg imellem, og især to ting har kunnet give udfordringer i sammensætningen af holdet: Har jeg glemt nogle spillere fra især starten af årtiet? Og når der kun skal fokuseres på hvad en spiller har præsteret i løbet af 10’erne, hvordan skal man vægte spillere, der ikke har spillet mange sæsoner kontra spillere, der har nydt godt af at spille det meste af årtiet?

OFFENSE:
Quarterback Tom Brady, New England Patriots
Aaron Rodgers og Drew Brees var også i spil, men i sidste ende må valget falde på Tom Brady. Rodgers har vist et højere topniveau, men dermed ikke sagt at Bradys topniveau ikke også har været uhyre højt, og dertil kommer et bundniveau – 2019 undtaget – som de andre ikke kan stå mål med. Han har naturligvis nydt godt af ligaens bedste head coach, men Brady har selvfølgelig også andel i Patriots’ dominans henover hele årtiet, både i divisionen (dens øvrige elendighed undlader vi at påtale yderligere) og i konferencen – 10 af 10 divisionstitler og otte konferencefinaler på stribe, med mulighed for en niende i år. Absolut dominans, og selvom jeg mener Belichick er hovedarkitekten bag den succes, så har Brady været en uundværlig del af den.

Running back LeSean McCoy, Philadelphia Eagles/Buffalo Bills/Kansas City Chiefs
Der har været masser af dygtige running backs på banen i dette årti, og spillere som Frank Gore, Marshawn Lynch, Le’Veon Bell, Ezekiel Elliott, Todd Gurley, Arian Foster, Jamaal Charles og Christian McCaffrey har alle været inde og vende i større eller mindre omfang. I sidste ende stod valget dog mellem to spillere, der har nydt godt af at kunne spille hele årtiet – Adrian Peterson og LeSean McCoy. Mens jeg foretrækker Peterson set over hele karrieren, kan jeg dog ikke komme udenom at det også er påvirket af nogle år i 00’erne, og når boet skal gøres op for hele årtiet er det McCoy, der fører alle running backs i touchdowns og yards from scrimmage med en relativt bred margin. De seneste år hos Bills og Chiefs har ikke ført det store med sig, men hans bedste sæsoner har været gode nok til at give ham pladsen.

Wide receiver Antonio Brown, Pittsburgh Steelers/New England Patriots
Se bort fra hans antics henover det seneste års tid, og se hvad Brown har leveret på banen, og han er selvskrevet til dette hold. Der er spillere der er større, hurtigere og i stand til at dominere mere med fysikken end Brown, men ingen har som Brown formået konstant at være fri – måske med undtagelse af Michael Thomas, der dog må se på udefra til dette hold, da han simpelthen har haft for få år til at vise det frem i forhold til de andre på listen.

Wide receiver Calvin Johnson, Detroit Lions
Det tidlige karrierestop skal ikke afholde Megatron fra at tage en velfortjent plads på listen. Selvom han i løbet af de sidste sæsoner ikke var ligeså dominerende som vi havde set tidligere i karrieren, siger det en del, at hans season lows i de seks sæsoner han spillede i årtiet var 77 catches, 1077 yards og 5 touchdowns – og at kun Antonio Brown og Julio Jones kan slutte sig til Megatron som spillere, der har opnået seks sæsoner med de stats (og Brown og Jones har altså haft ni sæsoner til at gøre det). Bundniveauet var ganske enkelt højere end langt størstedelen af ligaens topniveau, og man kan kun drømme om hvad det kunne være blevet til, hvis han havde valgt at tage nogle flere sæsoner. Hans 62 touchdowns i 90 kampe i årtiet overgås kun af fem spillere (to af dem på 63), som alle har spillet minimum 21 kampe flere end ham, og er 14 flere end Mike Evans, der er den næste på listen (som nummer 15) med ”kun” 90 kampe.

Wide receiver Julio Jones, Atlanta Falcons
Spillere som Larry Fitzgerald, DeAndre Hopkins og A.J. Green presser på for den sidste plads, men jeg går i sidste ende med Julio Jones, der fører alle receivers i receiving yards i årtiet som den eneste over 12000 yards og én af blot tre over 10000 (Brown, Fitzgerald). Det har knebet lidt med at nå i end zone – ikke mindst når man holder det op mod hans receiving yards; over 200 yards for hvert touchdown – men det skal i sidste ende ikke afholde ham fra at tage den sidste plads.

Tight end Rob Gronkowski, New England Patriots
Der er en lille håndfuld spillere, der er selvskrevet til dette mandskab, men måske ingen i højere grad end Rob Gronkowski. Man kan kun spekulere i hvad det kunne være blevet til, hvis ikke Gronk havde været ramt af et utal af skader, men hans 79 receiving touchdowns (foruden tolv i slutspilskampe) er flest i ligaen på tværs af alle positioner i løbet af årtiet. Dertil kommer hans forrygende spil som blocker og vi står tilbage med den vel nok mest komplette spiller på positionen nogensinde.

Left tackle Joe Thomas, Cleveland Browns
Mens der er hold, der henover årtiet har kæmpet med at kunne søsætte gode offensive linjer, har flere hold været særdeles velbesatte på i hvert fald left tackle-positionen henover det meste af årtiet. Joe Thomas er et let valg som All-Decade, men spillere som Tyron Smith, Jason Peters, Joe Staley, Trent Williams, Andrew Whitworth, Jake Long og Duane Brown har også leveret spil på fornemt niveau i løbet af de seneste ti år. I sidste ende giver Thomas dog sig selv som valget, som en spiller, der befandt sig på eller nær toppen af spillere på positionen fra det øjeblik han først indtog banen indtil sit karrierestop forud for sidste sæson. Thomas kunne godt lade lidt tilbage at ønske i løbespillet, men som pass protector var han i sin egen liga og det må i sidste ende gøre udslaget.

Left guard Evan Mathis, Cincinnati Bengals/Philadelphia Eagles/Denver Broncos/Arizona Cardinals
Det er svært at finde linjemænd, der har været ligeså dominerende som Evan Mathis var det i de tidlige år af årtiet. En stærk pass blocker og en altdominerende run blocker, der alligevel virkede til konstant at være undervurderet. Skader kostede ham en del spilletid og gjorde ham mindre effektiv mod slutningen af karrieren, og det er om noget dét der skal koste ham pladsen på dette hold, men i sidste ende får han belønningen for sin dominans på Eagles’ linje mellem 2011 og 2014, med især de første tre år som højdepunkter.

Center Jason Kelce, Philadelphia Eagles
Én af de positioner hvor det har været sværest for mig at vælge. Tre spillere har for mig at se skilt sig ud på positionen i løbet af 10’erne, og hvis nogen vil foretrække Travis Frederick eller Nick Mangold, så skal de ikke høre et ondt ord fra mig. Mangold lider lidt under at have spillet en pæn del af sin imponerende karriere i 00’erne – og vel reelt set at have haft sine bedste sæsoner i dét årti – mens Frederick pga. skader og færre sæsoner til at levere storspil ender med at falde bag Kelce, der for mig at se har haft det højeste topniveau af de to, og mere kontinuerligt har befundet sig i toppen af ligaen på positionen. Det officielle All-Decade-hold kunne jeg godt forestille mig ende med Maurkice Pouncey på denne position – hjulpet på vej af 8 Pro Bowls og 5 1st/2nd-Team All-Pro’s – men omend han har fået etableret sig som en stærk spiller på positionen, har han for mig at se aldrig været den bedste i ligaen; til gengæld har han via uretmæssig hype (allerede startende i draften) fået opbygget et ry, som hans spil reelt set ikke har matchet, hvorfor han i min bog ikke er i spil.

Right guard Marshal Yanda, Baltimore Ravens
Kampen om at være ligaens bedste right guard har i en stor del af årtiet stået mellem Yanda og Zack Martin, og dermed er det også helt naturligt mellem de to valget i sidste ende skal træffes til dette hold. Ligesom på center er det lidt en ”can’t go wrong”-situation med to kandidater, der begge har højt bundniveau og et skyhøjt topniveau. Yanda får fordelen af at have vist det over længere tid og have vist det højeste topniveau af de to.

Right tackle Lane Johnson, Philadelphia Eagles
Lad der ikke herske tvivl om, at hvis dette hold blev sammensat med de bedste tackles, uafhængigt af position, så ville de to spots gå til left tackles. Ikke at der ikke har været dygtige right tackles, men det er på venstre side af linjen de mest dominerende spillere har linet op. På højre side har der været færre spillere, der år efter år har vist sig frem som nogle af de bedste på positionen – spillere som Andre Smith, Sebastian Vollmer, Bryan Bulaga og Mitchell Schwartz har tittet frem i kortere eller længere tid, men i sidste ende står Lane Johnson tilbage som den der har leveret varen mest stabilt.

DEFENSE:
Nose tackle Damon Harrison, New York Jets/New York Giants/Detroit Lions
Haloti Ngata og Vince Wilfork presser på for pladsen, og jeg overvejede længe Wilfork, som jeg dog må erkende havde sin absolutte storhedstid i slutningen af 00’erne fremfor starten af 10’erne. Der er ingen spiller i ligaen, der over anden halvdel af årtiet har været i nærheden af at matche hans absolutte kontinuerlige dominans i løbespillet – og jeg er heller ikke sikker på at man kan finde én fra starten af årtiet der gjorde det så konsekvent. ’Big Snacks’ har til alle tider ladet noget tilbage at ønske som pass rusher, men har dog fået gang i en lille smule på den front over de senere år. Det er dog helt og holdent på hans tendens til at æde running backs til både morgenmad, frokost og aftensmad – og diverse snacks i løbet af dagen – at han tager denne plads.

Interior defensive lineman J.J. Watt, Houston Texans
Den defensive udgave af Rob Gronkowski. Altdominerende i alt han laver, men et væld af skader har begrænset ham en smule – og alligevel er han til enhver tid vendt tilbage fra sine skader og har genfundet tidligere tiders niveau.

Interior defensive lineman Aaron Donald, St. Louis/Los Angeles Rams
Det piner mig at skulle udelade en af mine yndlingsspillere fra første halvdel af årtiet, Buffalo Bills’ evigt undervurderede Kyle Williams, fra dette hold, men sammen med Gronkowski var Watt og Donald de første navne der blev skrevet ind. To altdominerende spillere, der kombinerede for fem Defensive Player of the Year-titler i løbet af syv sæsoner. Jeg kan ikke gå anden vej end de to.

Edge rusher Von Miller, Denver Broncos
Få drafts har budt på ligeså mange pletskud i toppen – quarterbacks undtaget – som 2011-draften, hvor ni af de tolv først valgte spillere (tre quarterbacks undtaget) har haft mindst en Pro Bowl og otte af de tolv mindst én gang har været valgt som First Team All-Pro (A.J. Green – syv Pro Bowls til trods – har aldrig været First Team All-Pro). Den stærke draft afspejles også i at hele seks spillere har fundet vej til dette hold, herunder fire af de første elleve valgte spillere. Von Miller, andenvalget i draften, er den først valgte af disse fire. Med sine 106 sacks over ni sæsoner har Miller samlet ti sacks flere sammen i dette årti end nogen anden spiller, og undervejs blev Miller i 2016 den højest betalte defensive spiller i NFL-historien. Blandt mange forrygende kampe står hans kamp i Super Bowl-sejren over Panthers, hvor han efter at have samlet 2,5 sacks og to forced fumbles (den ene returneret for touchdown af Malik Jackson) sammen blev kåret til Super Bowl-MVP.

Edge rusher Khalil Mack, Oakland Raiders/Chicago Bears
Endnu et sted hvor jeg har været voldsomt i tvivl. Chandler Jones’ høje bundniveau og 96 sacks i 119 kampe – kun matchet af J.J. Watt i syv færre kampe og overgået af Von Miller – var tæt på at give ham pladsen, men jeg kan i sidste ende ikke komme udenom Khalil Mack, der måske ikke kan måle sig med de andre på sacks (61,5 i 94 kampe), men hvis impact går langt ud over de rå tal, om end han har vist sig frem på andre måder end med sacks (ingen anden spiller har på færre end 100 kampe fremtvunget 20+ fumbles). Mack blev kåret til NFLs Defensive Player of the Year i 2016 og endte som nummer to bag Aaron Donald i 2018-sæsonen.

Off-ball linebacker Bobby Wagner, Seattle Seahawks
Der har været hård kamp om titlen som NFLs bedste linebacker gennem størstedelen af årtiet. Både Bobby Wagner og Luke Kuechly kom ind i ligaen i 2012 – Kuechly som et førsterundevalg, Wagner i anden runde. Stort set siden dag 1 har de to kæmpet om at være ligaens bedste på positionen – ikke mindst siden Patrick Willis’ (og til dels NaVorro Bowmans) karrierestop  – og mens Kuechly har fået det mest hæder, mener jeg Wagner lige akkurat har været en tand bedre som lederen af Seahawks’ forrygende forsvar.

Off-ball linebacker Luke Kuechly, Carolina Panthers
At jeg foretrækker Wagner, skal dog ikke udelukke Kuechly. Jeg havde ikke valgt ham over Wagner som Defensive Rookie of the Year i 2012, og jeg mindes også at at der var andre jeg foretrak over ham som Defensive Player of the Year i 2013. Dermed ikke sagt at Kuechly ikke hører til i toppen på positionen. Det er uhyre tæt for mig når jeg skal vælge mellem ham og Wagner, og hvor fristende det end er at inkludere Patrick Willis må han se på udefra.

Cornerback Richard Sherman, Seattle Seahawks/San Francisco 49ers
Man kan ikke tale om defensiv football i 10’erne uden at tale om Seattle Seahawks – ikke mindst Legion of Boom. Og mens man kan diskutere hvilken af profilerne på Legion of Boom, der var den største – vi kommer til den anden om lidt – er Richard Sherman ualmindelig svær at komme udenom når snakken falder på enheden. Der var ganske enkelt ingen over eller ved siden af Sherman i første halvdel af årtiet, og mens effektiviteten faldt en smule over de efterfølgende år, har han i 2019, i sin anden sæson hos 49ers, leveret et stærkt comeback og atter indfundet sig blandt de bedste på positionen. Ni gange har en spiller i løbet af årtiet samlet 8+ interceptions sammen – Sherman har stået for to af dem (2012 og 2013) og ingen anden spiller har haft to sæsoner med 7+; dertil kommer at hans 35 interceptions er flest af alle i ligaen i dette årti.

Cornerback Patrick Peterson, Arizona Cardinals
Mens Sherman ret eksklusivt har passet den ene side af banen for Seahawks (og siden 49ers) har Cardinals i Patrick Peterson haft en cornerback, der er blevet brugt til at skygge modstandernes topreceiver. Foruden 2012-sæsonen med syv interceptions er det ikke med turnovers Peterson for alvor har markeret sig (18 interceptions og to forced fumbles i de øvrige otte sæsoner), men han kan lukke sin mand ned og har samtidig vist et uhyre højt bundniveau år efter år. At han i ni sæsoner endnu ikke har misset en kamp med skade – hans seks missede kampe i år pga. karantæne er de eneste han har misset siden han kom ind i ligaen – er endnu en imponerende bedrift.

Cornerback Chris Harris Jr., Denver Broncos
En spiller som Darrelle Revis kunne godt have gjort krav på den sidste plads på positionen, men dels må jeg medgive at han mangler en smule i 10’erne (talte 09-sæsonen med var han til gengæld noget nær selvskrevet), dels vil jeg gerne belønne en spiller, der kan dække slotten på et uhyre højt niveau. Og ingen cornerback har domineret fra slotten i 10’erne på samme måde som Chris Harris Jr., der især i midten af årtiet i årene omkring Super Bowl-triumufen var i en liga for sig selv. No Fly Zone blev opløst forud for 2018-sæsonen, men det afholdt ham ikke fra at fastholde et højt niveau, og mens han kan dække receivers både ind- og udvendigt er det fra slotten han er på sit bedste. Selv hvis ikke jeg dedikerede dette spot til en der kunne dække slotten, kunne pladsen meget vel være gået til Harris.

Safety Earl Thomas, Seattle Seahawks/Baltimore Ravens
Som skrevet ved Richard Sherman, kan man diskutere hvem der var nøglen til Legion of Booms succes, men uomtvisteligt er det at Sherman og Earl Thomas var de to vigtigste profiler i enheden, og begge er for mig at se umulige at komme udenom til dette mandskab. Thomas’ karriere dækker over hele årtiet og hans bedste år var samtidig de bedste år for Seahawks’ defensiv. Hans 30 interceptions i 10’erne overgås kun af Richard Sherman (35) og Reggie Nelson (31) og dertil kommer 12 forced fumbles.

Safety Harrison Smith, Minnesota Vikings
Kampen om pladsen ved siden af Thomas er den svære på safety. Spillere som Eric Berry, Eric Weddle, Malcolm Jenkins og Devin McCourty har alle været uhyre velspillende og kunne snildt tage pladsen, men mit valg falder på den evigt undervurderede Harrison Smith. Jeg var ikke solgt på Smith da han gik i draften, men han har fået etableret sig som en uhyre alsidig safety, der både spiller løbet og dækker op på højt niveau, og han blomstrede for alvor op i Mike Zimmers defensive system, da Zimmer overtog hos Vikings i 2014.

SPECIAL TEAMS:
Kicker Justin Tucker, Baltimore Ravens
Tucker er ligaens bedste kicker og har været det i nogle år. Hans FG% på 90,8 er bedst i NFL-historien over ét procentpoint foran Harrison Butker, der dog kun har været i ligaen i tre år, mod Tuckers otte. Matt Prater presser lidt på for pladsen, som en af de få spillere, der kan matche Tucker i både skarpheden fra distancen og i de afgørende situationer, men han har i det samlede billede manglet en smule stabilitet på de kortere spark end Tucker, og det tilter i Ravens-kickerens favør.

Punter Johnny Hekker, St. Louis/Los Angeles Rams
Flere punters var i overvejelserne, og den stærkt undervurderede Thomas Morstead var fristende at gå med, men jeg kan i sidste ende ikke komme udenom Hekker, der har været fast at finde blandt de bedste på positionen siden han kom ind i ligaen. Andy Lee og Brett Kern kunne også overvejes, men jeg går med Hekker, der også har hædren på sin side med fire All-Pro-udtagelser i løbet af sine otte sæsoner.

Kick returner Cordarrelle Patterson, Minnesota Vikings/Oakland Raiders/New England Patriots/Chicago Bears
Med et snit på 29,9 yards pr. kick return overgås Cordarrelle Patterson kun af én spiller i NFL-historien i den kategori – Hall of Famer Gale Sayers, der snittede sine 30,6 yards på 91 returns mod Pattersons 204. Læg dertil at Patterson kun overgås af Joshua Cribbs og Leon Washington i kick return-touchdowns (begge med 8 mod Pattersons 7), og at Patterson bør have nogle gode år i sig endnu, og vi står med en spiller, der meget vel kan ende i toppen af begge lister. Hans snit er droppet en smule de seneste år, men han forbliver en faktor hver gang bolden sparkes til ham.

Punt returner Devin Hester, Chicago Bears/Atlanta Falcons/Baltimore Ravens
NFLs all-time leader i punt return-touchdowns (14 – nummer to har 10) stod “kun” for syv af sine touchdowns i dette årti, men ligesom Patterson var Hester en faktor hver eneste gang han linede op for at modtage et punt. Hvad end modstanderen sparkede i hans retning eller aktivt sparkede væk fra ham (ofte med kortere punts ud over sidelinjen) påvirkede Hester spillet, og hans syv return touchdowns på punts i årtiet er to flere end nogen anden.

DECADE AWARDS:
Most Valuable Player: Tom Brady
Når jeg holder stædigt på at en MVP i dagens NFL er nødt til at være en quarterback, med mindre der er ekstraordinært gode årsager til at det ikke skulle være tilfældet, så kan jeg ikke med god samvittighed gå anden vej end quarterbackpositionen, når jeg skal gøre status over et helt årti. Brady har langt fra altid været perfekt, og jeg vil fastholde at Bill Belichick er hovedårsagen til Patriots’ succes – men Brady har stadig væsentlig andel i at Patriots er kommet gennem 2010’erne med ti divisionstitler, otte konferencefinaler på stribe (med mulighed for en niende i denne sæson), fem Super Bowl-optrædener, heraf tre på stribe og fire i de seneste fem sæsoner, og tre Super Bowl-titler, mens Brady selv har taget to MVP-titler og to Super Bowl-MVPs.

Offensive Player of the Decade: Rob Gronkowski
Ingen offensiv spiller har i min bog domineret sin position i samme grad som Rob Gronkowski. Der har været fantastiske præstationer over en årrække fra mange spillere, men Gronk står for mig som den helt store offensive oplevelse i dette årti. En eminent blocker, en endnu bedre pass catcher – og en personlighed uden lige oveni hatten – og dominerende som ingen anden…

Defensive Player of the Decade: J.J. Watt
… det skulle da lige været J.J. Watt. Tredobbelt Defensive Player of the Year, femdobbelt All-Pro, to gange NFL sackleader og den første – og indtil nu eneste – spiller til at levere to 20+ sack-sæsoner (20,5 i både 2012 og 2014). 96 sacks i 112 kampe er et fabelagtigt snit, men dertil kommer 265 hits, 158 tackles for loss, 23 forced fumbles og 15 fumble recoveries. Watt har seks gange i karrieren spillet alle 16 regulære sæsonkampe – kun i rookiesæsonen nåede han ikke et tocifret antal sacks, og i fire af de øvrige fem har han nået mindst 16. Det er ganske enkelt enestående.

Coach of the Decade: Bill Belichick
Der er nogle no-brainers på såvel holdet som disse priser, men intet giver sig selv mere end at udnævne Bill Belichick til årtiets bedste træner. Som skrevet under MVP-gennemgangen, mener jeg at Belichick er hovedarkitekten bag Patriots’ succes, og i bund og grund kunne han næsten kåres til Coach of the Year hvert eneste år uden at det ville være en overdrivelse – vi skal dog helt tilbage til 2010 for at finde sidst det skete. Forventningerne til ham og Patriots er ganske enkelt blevet så store, at det efterhånden er umuligt at overgå dem i den regulære sæson, og det har afholdt ham fra at vinde prisen.

Assistant Coach of the Decade: Wade Phillips
Efter fyringen som Dallas Cowboys-head coach midtvejs gennem 2010-sæsonen fandt Wade Phillips tilbage til koordinatorgerningen, og i sine tre stop som defensiv koordinator i årtiet har han stået bag nogle aldeles fænomenale enheder – og ikke mindst defensive linjemænd. Hos Texans fra 2011 til 2013 stod han bag udviklingen af J. J. Watt i dennes tre første sæsoner, herunder den første af Watts Defensive Player of the Year-sæsoner (2012). Hos Broncos stod han for forsvaret i Super Bowl-sæsonen, der kulminerede med Von Millers Super Bowl-MVP-titel, mens en spiller som Malik Jackson for alvor brød ud i 2015-sæsonen. Efter to år hos Broncos gik turen så til Rams, hvor Aaron Donald tog det næste skridt i sin udvikling og vandt Defensive Player of the Year-titlen i back-to-back-sæsoner. I 2018 efter at have samlet 20,5 sacks sammen. Ti gange i historien har en spiller opnået mindst 20,5 sacks i en sæson – to af de ti sæsoner (Watt 2012, Donald 2018) er blevet præsteret i dette årti af en spiller, der har spillet under Wade Phillips, og yderligere én (Watt 2014) af en spiller, der tidligere havde spillet under Phillips.

Executive of the Decade: John Schneider
Bill Belichick har leveret et flot og kompromisløst arbejde med rostersammensætningen hos Patriots – en tjans, hvor træneren Belichick dog også flere gange har reddet beslutningstageren Belichick – og Howie Roseman på fornem vis vendte skuden hos Eagles efter Chip Kelly-fadæsen og fik gjort holdet til en Super Bowl-vinder. Begge var i overvejelserne, men valget falder på John Schneider. Perfekt har det langt fra altid været – se bare de seneste to førsterundevalg – men Schneider fortjener alverdens kredit for sin opbygning af Seahawks’ roster i starten af årtiet. Hans 2012-draft blev slagtet fra ende til anden i draft reviews, men står her 7-8 senere tilbage som vendepunktet for holdet, med tilføjelsen af både Russell Wilson og Bobby Wagner. Schneider har hele vejen igennem gjort det på sin egen måde, og mens jeg personligt nok ville føle mig lidt mere tryg med Roseman ved roret, så kan jeg ikke komme udenom at gå med Schneider her.

312 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top