You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 16

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Jacksonville Jaguars @ Atlanta Falcons
For anden gang siden friugen leverede Falcons en gedigen udebaneoverraskelse, da de slog 49ers i søndags, efter i Week 10 at have sænket Saints i New Orleans. Trods den forfærdelige sæson spiller holdet stadig igennem, og kan altså volde problemer for hvem som helst. Jaguars har fået sagt farvel til Tom Coughlin, og måske det kan være med til at vende stemningen en smule i truppen, og tillade dem at følge op på sejren over Raiders. Det holdt hårdt i Oakland i søndags, men to touchdowns fra Gardner Minshew til Chris Conley i fjerde quarter fik sikret Jaguars en sejr ovenpå fem nederlag på stribe. Jaguars er bestemt i stand til at levere overraskelsen her, men kan Falcons fortsætte hvor de slap mod Niners, bør de tage sejren.

Jacksonville Jaguars 20 @ 30 Atlanta Falcons

Baltimore Ravens @ Cleveland Browns
Sidste år præsterede Browns for første gang et sweep af en divisionsrival, siden deres tilbagevenden til ligaen, da de vandt begge kampe mod Bengals. Nu står de så med muligheden for at gøre det samme mod AFCs aktuelle topseedede mandskab. En overraskende (klar) sejr i Baltimore tidligere på året skal nu følges op på hjemmebane i Cleveland. Browns er sikret at blive det eneste hold, der går gennem dette årti uden en winning season, men de kan med to sejre i de sidste to kampe sikre at de ikke går gennem årtiet med lutter losing records, ved trods alt at slutte af på 8-8. Det bliver dog ikke let mod et brandvarmt Ravens-mandskab, der med en sejr vil kunne endegyldigt sikre sig hjemmebanefordel gennem AFC-slutspillet. At Ravens har revanche til gode vil ganske givet også sikre noget ekstra motivation for gæsterne mod et Browns-hold, der efter tre sejre på stribe har tabt to af sine seneste tre, og blev løbet i sænk af Cardinals i søndags. Hvordan skal det så ikke gå mod Ravens?

Baltimore Ravens 38 @ 21 Cleveland Browns

Carolina Panthers @ Indianapolis Colts
Colts var chanceløse mod Saints, og virker i det store hele til at være gået i stå. En ekstra uge til at få Hilton og Mack tættere på fuld styrke, og en mere overkommelig modstander i form af Panthers, foruden hjemmebane, bør dog kunne komme Frank Reichs tropper til gode. Panthers har bænket Kyle Allen og giver rookie Will Grier chancen fra start. Det kan måske give holdet et boost – ligesom i Kyle Allens første starter – men det er umiddelbart svært at have den store tiltro til at en rookie, der så horribel ud i preseason, får vendt skuden for et hold, der har tabt seks på stribe.

Carolina Panthers 13 @ 20 Indianapolis Colts

Cincinnati Bengals @ Miami Dolphins
Med to sejre op til Dolphins, Giants og Redskins er Bengals så godt som sikret topvalget i næste års draft. Det kan blive sikret med et nederlag i Miami hér. Dolphins ligner det mindst dårlige af de to hold, og har hjemmebanefordelen mod et Bengals-hold, der er ramt af skadesfravær i receiverkorpset, og det her er en kamp de skal kunne vinde. The Bengals are on the clock.

Cincinnati Bengals 13 @ 24 Miami Dolphins

Pittsburgh Steelers @ New York Jets
Ovenpå nederlaget til Bills, er Steelers blevet sat lidt under pres i kampen om AFCs sidste wild card. Efter Texans sikrede sig AFC South-titlen lørdag, kan både Steelers og Titans stå foran et møde reservespækkede mandskaber i Week 17. Steelers har den umiddelbare tiebreakerfordel, så længe de vinder ud, så en sejr hér vil give Steelers en matchbold inden næste uge. Jets har kæmpet med spillet de seneste uger, startende med nederlaget til Bengals, og mens de fik hentet en sejr mod Dolphins, var det absolut ikke kønt. Steelers er svære at blive kloge på, men vi har ikke desto mindre at gøre med et mandskab, der – alle bekymringerne til trods – havde vundet syv af otte kampe inden i søndags. Mike Tomlin skal kunne få sit mandskab til at hente sejren her.

Pittsburgh Steelers 23 @ 10 New York Jets

New Orleans Saints @ Tennessee Titans (TV3 Sport)
Texans har sikret sig AFC South, så Titans er nu på jagt efter den sidste plads i slutspillet via et wild card. Det kan i teorien sikres med et nederlag her og en sejr over Texans i næste uge, men det kræver også at andre resultater flasker sig. Der er dog heller ikke garanti for at det er nok at vinde ud – hvis Steelers gør det samme vil de tage pladsen. Skal Titans i slutspillet er det kampen i næste uge, der for alvor er afgørende – den skal vindes for at de har en chance – og det er nok heldigt nok med tanke på hvem modstanderen er i dette opgør. Saints var overlegne i sejren over Colts i mandags, men selvom de har sikret sig divisionen for længst, er der ikke plads til at smide kampe med den tætte kamp om førsteseedningen i NFC. Titans har drillet flere kvalitetshold, og på hjemmebane vil jeg bestemt ikke afvise at de kan levere overraskelsen, men jeg går med Saints.

New Orleans Saints 27 @ 23 Tennessee Titans

New York Giants @ Washington Redskins
Både Giants og Redskins lever i yderste teori i kampen om topvalget i næste års draft – hvis Bengals vinder ud og de taber ud, kan vil det være den delt dårligste record – men realistisk set er der ikke noget nævneværdigt på spil her. Med Eli Manning på quarterback fik Giants brudt sin stime af nederlag med en klar sejr over Dolphins. Nu er Eli tilbage på bænken og Daniel Jones under center, og selvom det på den lange bane er fornuftigt at spille Jones, så er det ikke nødvendigvis ham der giver dem bedst chancer for en sejr nu. Redskins har spillet mere konkurrencedygtigt football end Giants over den seneste måned, og kan få revanche for 3-24-nederlaget i starten af sæsonen.

New York Giants 17 @ 24 Washington Redskins

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Oakland Raiders @ Los Angeles Chargers
Raiders er kollapset med fire grimme nederlag på stribe. Den sidste kamp i Oakland så længe ud til at ville kaste en sejr af sig, men Jaguars fik lov at hente comebacksejren. Chargers fulgte deres overlegne sejr over netop Jaguars op med en tilsvarende grim præstation mod Vikings. Hvem ved hvilken udgave der møder op her? Raiders vandt det første møde i Oakland 26-24, hvilket var med til at bringe dem ind i kampen om slutspilspladser. Den mulighed har de så formøblet siden da. Nu kan Chargers så i stedet spille sig op på siden af Raiders på 6-9 forud for sidste runde.

Oakland Raiders 21 @ 27 Los Angeles Chargers

Detroit Lions @ Denver Broncos
Lions’ mareridtsæson vil ingen ende tage. Trods syv nederlag på stribe og en 1-10-record siden deres 2-0-1-start, får Matt Patricia tilsyneladende endnu en sæson til at forsøge bare at gentage hvad hans forgænger, Jim Caldwell, blev fyret for at levere tre gange på fire år; en winning season. Han kan dog glæde sig over at få Kerryon Johnson tilbage fra skade til denne kamp, men det ændrer ikke på at David Blough stadig er under center, og skal op mod et Broncos-forsvar, der bør have fordelen. Broncos fik ikke gang i noget offensivt mod Chiefs i søndags, men havde inden da leveret en stærk offensiv præstation mod Texans, og mod Lions’ elendige forsvar, skulle der være god mulighed for at Drew Lock og co. kan have overtaget og sikre sejren til værterne.

Detroit Lions 10 @ 27 Denver Broncos

Kl. 22.25:
Arizona Cardinals @ Seattle Seahawks
Seahawks kom tilbage på toppen af NFC West med sejren over Panthers i søndags. På trods af at de spiller et divisionsopgør her – og 49ers gjorde det samme lørdag – er denne kamp i princippet underordnet for Seahawks i kampen om divisionen; så længe de vinder over 49ers i næste uge er det ligegyldigt hvordan den her kamp går, selv efter 49ers’ sejr i nat. Cardinals vandt overlegent over Browns i søndags, men har en noget anden opgave foran sig her mod et Seahawks-mandskab, der dog er ramt af flere fravær – Jadeveon Clowney, Quandre Diggs og Duane Brown er skadet og Josh Gordon suspenderet – og generelt har haft svært ved at levere overbevisende sejre i år. Af Seahawks’ elleve sejre i år er ti af dem vundet indenfor én scoring (1-8 point). Den ene der blev vundet større? 27-10 ude mod Cardinals tilbage i Week 4. Cardinals er bedre spillende nu end dengang, men jeg tror ikke at det er nok til at vælte Seahawks af pinden. Og selvom Seahawks ikke behøver vinde her for at vinde divisionen, så kan en sejr være afgørende i jagten på en bye week – eller en femteseedning frem for en sjetteseedning i slutspillet, hvis de skulle smide divisionen.

Arizona Cardinals 27 @ 31 Seattle Seahawks

Dallas Cowboys @ Philadelphia Eagles (3+)
The main event. NFC East kan finde sin afgørelse hér. Og vil formentlig gøre det. Vinder Cowboys er de sikret divisionen – vinder Eagles, kan Cowboys kun tage divisionen hvis de vinder over Redskins, mens Eagles taber til Giants i sidste runde. Og alt andet lige bør både Cowboys og Eagles kunne vinde deres kampe i næste uge (skriver han, velvidende at Eagles måtte i overtid for at slå Giants på hjemmebane så sent som for to uger siden). Eagles har kæmpet gevaldigt med at få spillet til at fungere i år, og selvom de går denne kamp i møde med to sejre på stribe, har det været hårdt tilkæmpede sejre mod bundskraberne i divisionen – ovenpå tre nederlag i træk, herunder til Dolphins. Cowboys har også haft sit at kæmpe med, men fik hul på bylden, efter tre nederlag, med sejren over Rams i søndags. Dak Prescott og co. var overlegne i det første møde – 37-10-sejr for to måneder siden – men får det næppe helt så let denne gang. Fornemmelsen taler dog mest for at de kommer til at hente sejren her.

Dallas Cowboys 30 @ 23 Philadelphia Eagles

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Kansas City Chiefs @ Chicago Bears (3+)
Bears kom ned på jorden oven på tre sejre på stribe, da Packers fik sænket dem i søndags. Chiefs fortsatte omvendt det fine comeback de har gang i i denne sæson. Forsvaret er begyndt at fungere og det hjælper offensiven, der er velspillende, uden at have nået sidste års høje niveau. Det er sidste gang i denne sæson Bears indtager Soldier Field og de kan give fansene en god afsked (until next time) og julegave med en sejr mod et af ligaens bedste angreb. Det bliver dog særdeles svært, hvis Chiefs fortsætter de defensive fremskridt de har vist den seneste måneds tid, og også fortsætter med at levere godt angrebsspil. Chiefs’ aktuelle opadgående formkurve virker mere til at stole på end den Bears leverede frem mod sidste uges nederlag, og selvom det er i Chicago, bør Chiefs kunne tage denne.

Kansas City Chiefs 26 @ 16 Chicago Bears

Monday Night Football – kl. 02.15:
Green Bay Packers @ Minnesota Vikings (TV3 Sport)
Afslutningen på den på papiret bedste runde i år finder sted i NFC North, hvor Packers med en sejr kan sikre sig divisionen, mens Vikings med en sejr kan skabe spænding inden sidste runde. Rams’ nederlag til 49ers har sikret Vikings pladsen i slutspillet, så nu handler det ”bare” om at få en så good seedning som muligt – og skal de væk fra sjetteseedningen, vil det kræve to sejre overhovedet at få den chance. Det er to hold jeg har svært ved for alvor at blive klog på – to gode hold, der dog kan have nogle udfald, som gør det besværligt at få en god fornemmelse af hvor de står. Vikings har været stærke på hjemmebane og er ubesejrede foran hjemmepublikummet i denne sæson. De har også forsvaret til at volde Packers problemer, som vi har set dem gøre det før. På dagen kan angrebet også gøre rigtig fin figur, men spørgsmålet er hvor meget det rammer dem at Dalvin Cook og måske også Alexander Mattison er ude til denne kamp – Mike Boone er en spændende afløser på running back, men han er trods alt ikke Dalvin Cook. Packers er gode nok til at kunne tage til Minneapolis og vinde, men i en tæt kamp som denne får hjemmeholdet fordelen.

Green Bay Packers 23 @ 24 Minnesota Vikings

398 total views, 2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top