You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 16: SATURDAY NIGHT FOOTBALL FEVER

Saturday Night Football Fever:
Kl. 19.00:
Houston Texans @ Tampa Bay Buccaneers (TV3 Sport)
Med sejren på udebane mod Titans fik Texans taget et stort skridt nærmere AFC South-titlen. Da Titans nu ikke kan ende bedre indbyrdes eller opnå en bedre record indenfor divisionen, kan Texans dermed sikre sig divisionstitlen med en sejr i åbningskampen af denne prægtige runde af kampe, vi har i vente her i weekenden.

Bucs har dog vist god form i de seneste uger og går denne kamp i møde med fire sejre på stribe – og kun et nederlag til Saints i løbet af de seneste seks runder. Gæsterne er dog hårdt ramt af skader i receiverkorpset, hvor Mike Evans og Scotty Miller er sat på IR, mens Chris Godwin er ude med en skade. Den decimerede gruppe af pass catchers forhindrede dog ikke Jameis Winston og co. i at sætte 38 point på tavlen mod Lions i søndags – bl.a. takket være tre touchdowns af Breshad Perriman. Defensiven er også trådt lidt i karakter over de senere uger, og det kan samlet være med til at give problemer for et Texans-hold, hvis niveau har været meget varieret i løbet af sæsonen – fantastiske præstationer i sejre fulgt op af grufulde nederlag. De leverede en flot sejr mod Titans, men hvilken udgave tropper op i dag?

Jeg kan sagtens se Bucs tage sejren, men med muligheden for at lukke divisionen og ikke lade Titans få en livline, satser jeg på at Deshaun Watson og co. får leveret godt nok spil til at vinde.

Houston Texans 23 @ 20 Tampa Bay Buccaneers

Kl. 22.30:
Buffalo Bills @ New England Patriots (3+)
Efter 19 års slutspilstørke er Bills nu for anden gang på tre sæsoner under Sean McDermott klar til slutspillet. De kan dog sætte trumf på, hvis de vinder de sidste to kampe i sæsonen, og Patriots’ udfordringer fortsætter i næste uge mod Dolphins – to Bills-sejre og to Patriots-nederlag vil betyde at Bills vinder AFC East for første gang siden 1995.

Det forudsætter dog at Bills kan tage til Foxborough og vinde, og historisk er der ikke meget der taler i den retning. Patriots er 33-4 mod Bills siden 2001 – og de to seneste nederlag har været hhv. en ligegyldig kamp i uge 17, hvor starterne blev bænket i pausen, og et 0-16-nederlag mens Tom Brady sad ude med karantæne. Brady og Patriots er dog ikke hvad de har været i tidligere år. Forsvaret leverer fortsat virkelig stærkt spil, men angrebet er plaget af skader og dårligt niveau. Bills lukkede godt ned for Patriots’ angreb i det første møde i år, men måtte alligevel se sig slået, fordi Patriots’ defensiv fik alt det værste frem i Josh Allen.

Jeg tør absolut ikke afvise at Patriots’ forsvar igen kan redde angrebet, og mens jeg føler mig overbevist om at Bills er gode nok på forsvaret til at Patriots ikke sætter mange point på tavlen, så kan det sagtens være at de 17 point fra det første møde vil vise sig nok igen i dag. Med divisionssejren indenfor rækkevidde og en mulighed for at bevise at de er det bedste hold i divisionen, tror jeg Bill Belichick får holdet til at spille godt nok til at tage sejren. Men jeg er overhovedet ikke overbevist om det.

Buffalo Bills 13 @ 16 New England Patriots

Kl. 02.15:
Los Angeles Rams @ San Francisco 49ers (3+)
Med nederlaget til Falcons i søndags har 49ers fået sat sig selv under pres i NFC West. Seahawks har gendindtaget føringen i divisionen, og kan nøjes med ”bare” at vinde i næste uge for at være sikret divisionen – hvis 49ers taber i dag og vinder i næste uge, kan de stadig vinde divisionen via en Strength of Victory-tiebreaker, men den er ikke nødvendigvis givet. En sejr i næste uge er påkrævet uanset hvad, men en sejr hér vil altså betyde at der ikke er tvivl om at de tager divisionen med en sejr over Seahawks. Dertil kommer, at et nederlag fulgt op af et nederlag i næste uge, kan beyde at 49ers ender helt nede som sjetteseed i NFC – og dermed ikke skal til Dallas/Philadelphia, men til en noget sværere udebane i Wild Card-runden. Meget er stadig åbent, men 49ers har bestemt grund til at spille efter sejren, selvom denne kamp er den mindst afgørende af de to, der er tilbage.

Rams havde fundet melodien og gjort klar til at presse på for et wild card, men så gik turen til Dallas i søndags, og et 21-44-nederlag har nu tvunget de forsvarende NFC-mestre ud i en situation hvor de skal vinde ud og Vikings tabe ud for at det kan blive til slutspilsdeltagelse. Det er en mulighed, der naturligvis skal jagtes – Vikings har et par svære kampe, så to nederlag til dem skal absolut ikke udelukkes – og ganske givet også vil blive det.

49ers var i fuld kontrol i 20-7-sejren i de to holds første møde i år, men forsvaret spiller ikke længere helt så dominerende, og Rams har fået lidt mere styr på angrebet. Værterne kan dog glæde sig over at få Richard Sherman tilbage fra skade, og med hjemmebanefordel oveni hatten, bør Niners kunne gøre det nødvendige for at tage sejren.

Los Angeles Rams 17 @ 30 San Francisco 49ers

239 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top