You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 12

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Tampa Bay Buccaneers @ Atlanta Falcons
Falcons har fået gang i spillet de seneste kampe. Ændringer i play-calling på forsvaret har fået løftet det defensive niveau og blot tilladt tolv point til Saints og Panthers, mens angrebet også har vist fremskridt. Nu venter den tredje kamp på stribe mod en divisionsrival – inden Saints og Panthers venter igen i de kommende to uger for at afslutte stimen på fem divisionsopgør efter friugen – og en mulighed for den tredje sejr på stribe. Bucs har tabt fem af de seneste seks kampe og var i søndags aldrig tæt på sejren mod Saints. Medmindre Falcons finder spillet fra før friugen frem igen bør denne ligge til dem.

Tampa Bay Buccaneers 13 @ 27 Atlanta Falcons

Denver Broncos @ Buffalo Bills
Det har knebet med at fastholde det stærke defensive niveau efter friugen for Bills, og med et angreb der fortsat har lidt udfordringer med at vise stabilt spil er det blevet til to nederlag i de fem kampe siden deres bye. Selvom angrebet fortsat er ustabilt er det dog blot blevet til én turnover i de fem kampe – efter kun én turnoverfri kamp i de første fem uger. Broncos fulgte sin overraskende sejr over Browns inden friugen op med en stærk første halvleg mod Vikings, inden føringen blev formøblet i anden halvleg. På 3-7 er løbet så godt som kørt, og mens der kan findes lidt trøst i at angrebet har vist solidt spil i de to kampe, så skal der formentlig mere til hvis de skal tage til Buffalo og vinde. De gjorde det nær i udekampen i Minneapolis, men måden de tabte på kan meget vel sidde i holdet endnu og gøre det svært at rejse sig, ligesom de ikke har haft to uger til at gøre klar til denne kamp – og så er det heller ikke en modstander Vic Fangio kender ligeså indgående som Vikings var. For Bills handler det om at bevare fokus på denne kamp og ikke se forbi et middelmådigt Broncos-hold, med en noget mere profileret Thanksgiving-kamp mod Cowboys på programmet på torsdag. Jeg kan godt se Bills ende med at smide den her, men jeg tager alligevel værterne.

Denver Broncos 16 @ 24 Buffalo Bills

New York Giants @ Chicago Bears
Ovenpå en friuge efter nederlaget i lokalopgøret mod Jets, skal Giants forsøge at stoppe sin stime på seks nederlag mod et Bears-hold, der har store offensive udfordringer og kan have et forestående Thanksgiving-opgør mod divisionsrivalerne Lions i tankerne. På hjemmebane er Bears favoritter, men med usikkerhed på quarterbackpositionen – even more so efter Mitchell Trubisky måtte udgå/blev bænket (hvad end der er mest retvisende) i søndags – kan vi godt have en overraskelse i vente. Det kræver dog at Giants får dirket op for et Bears-forsvar, der efter et par svage kampe omkring friugen har fået fundet sig selv lidt over den seneste måned. Trods dét har de stadig tabt tre af de fire kampe i den periode, men Giants’ defensiv giver omvendt ikke megen anledning til at forvente endnu en kamp hvor Bears ikke kan formå at sætte point på tavlen. To ugers forberedelse bør hjælpe Giants, men angrebets mange turnovers og forsvarets manglende niveau, gør det noget nær umuligt for mig at vælge dem, så selvom det absolut ikke er med god fornemmelse i maven, må jeg gå med Bears.

New York Giants 23 @ 27 Chicago Bears

Pittsburgh Steelers @ Cincinnati Bengals
Steelers har haft ekstra tid til at forberede sig til dette opgør, men med hele efterspillet fra sidste torsdags skændige afslutning på Browns-opgøret, er spørgsmålet hvor fokuseret holdet og spillerne har været på et møde med 0-10-Bengals. Selv uden efterspillet og karantænen til Maurkice Pouncey, var der i spillet på banen rigelig grund til at være bekymret omkring Steelers, men trods Mason Rudolphs horrible kamp, er det stadig et Steelers-hold, der havde hentet fire sejre på stribe inden mødet med Browns. Om noget vil jeg være mere bekymret for at de ser forbi Bengals fordi revancheopgøret mod Browns venter allerede i næste runde. Bengals har seks skud i bøssen i forsøget på at undgå at gå sejrsløse gennem sæsonen – med 16. runde i Miami som den på papiret bedste mulighed. Jeg vil dog ikke afvise at sejren kan komme allerede her – Steelers og Bengals har tit givet hinanden tætte opgør, og mens Steelers absolut har haft overtaget (har vundet ni på stribe, 13 af de seneste 14 og 17 af de seneste 20 opgør), er seks af de seneste otte afgjort indenfor én scoring. Jeg mangler dog i sidste ende den sidste mavefornemmelse og det sidste mere eller mindre gode argument for at skulle gå med Bengals. De kæmper for meget på angrebet til at jeg kan overbevise mig selv om at de leverer overraskelsen.

Pittsburgh Steelers 20 @ 13 Cincinnati Bengals

Miami Dolphins @ Cleveland Browns
Browns har vundet to på stribe og har et af de på papiret letteste kampprogrammer i liga i den resterende del af sæsonen, så på 4-6 er muligheden for slutspil der stadig. Det kræver formentlig fem sejre i de sidste seks runder, og mens de sejre absolut er til at finde, er det store spørgsmål om Browns kan færdiggøre opgaven. De spiller ustabilt og udisciplineret og må nu klare sig uden Myles Garrett resten af sæsonen – og uden Larry Ogunjobi i denne. Ligesom med Steelers er det også et stort spørgsmål om holdet kan rette fokus mod en på papiret let opgave ovenpå den sidste uge og med Steelers på programmet allerede igen i næste uge. Det er lidt af en trap game, men talentet bør kunne trumfe. Dolphins har fået hentet et par sejre, men kom ned på jorden igen i søndags mod Bills, og med et Browns-hold, der er turnoverfri i tre kampe, kan det blive svært at hente den tredje sejr. Forudsat Browns ikke stopper den solide stime, selvsagt – og de er udisciplinerede nok til at de kunne finde på det ved at tage den her sejr for givet.

Miami Dolphins 13 @ 23 Cleveland Browns

Carolina Panthers @ New Orleans Saints (TV3 Sport)
Panthers’ formkurve trender klart i den forkerte retning – ikke mindst fordi Kyle Allens spil er dykket på det seneste – og Saints kom, efter det skuffende nederlag til Falcons, tilbage på sporet med en let sejr over Bucs. Med Saints på hjemmebane og som det bedre hold, bør denne kamp ligge nogenlunde lige til højrebenet for dem. Panthers har dog jævnligt voldt problemer for Sean Paytons mandskab – de er 4-3 i New Orleans over de seneste syv sæsoner, og selv hvis vi ser bort fra den ligegyldige kamp i uge 17 sidste år, vil det være 3-3, dog med Saints som det vindende hold i to på stribe. Ron Riveras hold kan måske godt rejse sig en smule ovenpå de seneste skuffende præstationer, men jeg tror ikke det er nok til en sejr.

Carolina Panthers 17 @ 31 New Orleans Saints

Oakland Raiders @ New York Jets
Der er så småt kommet lidt gang i Jets-offensiven, og Adam Gases har vundet to kampe i træk og sat 34 point på tavlen i dem begge. Raiders er dog et stærkere hold end båd Giants og Redskins, og trods nogle defensive udfordringer, bør Sam Darnold og co. få sværere ved at finde point i denne uge. Jon Grudens mandskab har vundet tre på stribe og har et kampprogram, der er let nok til at sæsonen kan ende med at kaste en slutspilsoptræden af sig – sågar via en divisionstitel, hvis de vinder udekampen mod Chiefs. Inden de skal møde Chiefs skal de dog lige sikre sig sejren hér, og en udekamp på østkysten i det tidlige vindue er bestemt ikke en drømmekamp for Raiders. De bør dog være gode nok til at tage sejren.

Oakland Raiders 26 @ 16 New York Jets

Seattle Seahawks @ Philadelphia Eagles
Det tidlige vindues vel nok vigtigste kamp. Seahawks kæmper for divisionen i NFC West, og kan med en sejr her lægge pres på 49ers inden deres kamp mod Packers. Eagles er i en hård kamp om NFC East, hvor de er én sejr bag Cowboys. Med tre sejre op til et wild card er der ganske givet kun én slutspilsplads på spil i divisionen, og Eagles skal ud og finde flere sejre end Cowboys resten af vejen – det er bestemt også muligt når man ser på holdenes kampprogrammer, men det afgørende opgør er med al sandsynlighed når Eagles i næstsidste runde tager imod Cowboys og skal forsøge at udligne til 1-1 i indbyrdes opgør. Seahawks kommer fra en friuge ovenpå sejren over Niners – den anden overtidssejr på stribe til Pete Carrolls mandskab. Eagles er kommet ud af sit skadeshelvede i det bageste forsvar og bør kunne give Seahawks-angrebet lidt problemer, men jeg kan ikke greje hvor jeg har Eagles’ eget angreb i øjeblikket. De har dog fordelen af hjemmebane i et tidligt opgør på østkysten – Seahawks er dog 3-0 i sådanne kampe i år. Ligesom praktisk talt alle andre Seahawks-kampe i denne sæson har det været tætte opgør (blot én sejr og ét nederlag er ikke afgjort indenfor én scoring), og det bør dette også blive. Det kan sagtens blive Eagles der tager sejren, men jeg har lidt mere tiltro til at Seahawks har dét der skal til hvis der skal ét afgørende drive til for at levere sejren.

Seattle Seahawks 20 @ 17 Philadelphia Eagles

Detroit Lions @ Washington Redskins
For blot anden gang siden uge 3 formåede Redskins at sætte et tocifret antal point på tavlen i søndags – det skete dog først da kampen for længst var afgjort, og kampen gav ikke meget håb om at Redskins er ved at få vendt spillet og sæsonen på hovedet. Lions har tabt tre på stribe og seks af de seneste syv, men selvom de er dårlige, er de ikke ligeså dårlige som Redskins. I hvert fald ikke hvis Matthew Stafford var under center. Med Jeff Driskel er der mere usikkerhed om hvad angrebet kan præstere. Han spillede dog en solid kamp mod Cowboys i søndags, og har et lettere matchup her, og jeg kan ikke gå med Redskins i øjeblikket, så by default: Lions it is.

Detroit Lions 30 @ 17 Washington Redskins

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Jacksonville Jaguars @ Tennessee Titans
Efter Texans’ sejr torsdag ligger holdene i AFC South pt. På 7, 6, 5 og 4 sejre – men Titans og Jaguars (på hhv. 5 og 4) har muligheden for at mindske afstanden til Texans med én her. Titans har tre kampe mod Colts og Texans på programmet i de sidste fem runder, så de er ikke længere bagud end at de kan nå at hente divisionen – men så skal de også vinde her. Med to ugers forberedelse ovenpå sejren over Chiefs, mens Jaguars blev ydmyget af Colts, skulle Titans være bedst klædt på til at hente sejren her. Deres løbeangreb har også et indbydende matchup mod et løbeforsvar der har tilladt 200+ yards i to kampe på stribe.

Jacksonville Jaguars 16 @ 31 Tennessee Titans

Kl. 22.25:
Dallas Cowboys @ New England Patriots (3+)
Patriots slap nådigt fra en svag indsats mod Eagles i søndags, takket være et velspillende forsvar og en stærk special teams-enhed. Tom Brady har kæmpet med spillet gennem en god portion af sæsonen, bag en skadesramt og svag offensiv linje og med et svækket receiverkorps, men selvom der er faktorer, der har besværliggjort det, har Brady også selv sin del af ansvaret. Defensiven kommer på en svær opgave her mod Cowboys’ angreb, men trods udfaldet mod Ravens, er det svært at gå imod forsvaret. På hjemmebane ville jeg nok være gået med Cowboys her, men Patriots i Foxborough er en uhyre svær opgave, og det får lov at gøre udslaget for mig, selvom jeg ikke tør afvise at Cowboys kan overraske.

Dallas Cowboys 17 @ 27 New England Patriots

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Green Bay Packers @ San Francisco 49ers (3+)
49ers fik rejst sig ovenpå nederlaget til Seahawks, da de slog Cardinals i sidste uge. Det stærke forsvar, som i de første syv kampe aldrig tillod flere end 20 point har i de seneste tre runder tilladt 25, 27 og 26, og holdet står foran en trio af stærk modstandere. Dette opgør følges op af udekampe hos Ravens og Saints, og med Seahawks blot én sejr efter (som de potentielt kan have hentet inden denne kamp starter) er der lagt lidt pres på Kyle Shanahans mandskab inden dette opgør. Packers har haft to ugers forberedelse til opgøret efter de slog Panthers, og det giver en lille fordel til gæsterne. Niners kan dog glæde sig over at det ser ud til at de får både Emmanuel Sanders, George Kittle og Deebo Samuel klar til kampen – om end ikke nødvendigvis på 100% – og det kan være med til at gøre forskellen. Hvis Aaron Rodgers får frit spil vil det blive uhyre svært, så forsvaret skal løfte niveauet, men det er absolut heller ikke utænkeligt at det sker. Tough call, men jeg går med værterne.

Green Bay Packers 20 @ 23 San Francisco 49ers

Monday Night Football – kl. 02.15:
Baltimore Ravens @ Los Angeles Rams (TV3 Sport)
Lamar Jackson og Ravens viste uhyggelig styrke i sejren over Texans i sidste uge, men det er ikke nødvendigvis de offensive evner, der skal give anledning til frygt for resten af ligaen. Forsvaret er også for alvor ved at have fundet sig selv, og med tilføjelsen af Marcus Peters er det kun blevet endnu stærkere i den bageste enhed. Rams er svære at blive kloge på, og mens deres forsvar – ovenpå de horrible kampe mod Bucs og Seahawks – også har vist fremskridt (12,8 point tilladt i snit over de seneste fem kampe), er angrebet så småt gået i stå. Blot 29 point er det blevet til i de to kampe mod Steelers og Bears siden friugen, og nu venter så Ravens’ defensiv. Bag en maltrakteret offensiv linje kan det blive en hård dag på kontoret for Jared Goff og løbeangrebet – og mon ikke Marcus Peters er på udkig efter et stort spil eller to mod sit gamle hold? Rams har fordelen af hjemmebane, men jeg vil stadig ikke afvise at det her kan gå hen og blive grimt tidligt, hvis ikke deres forsvar rammer dagen.

Baltimore Ravens 34 @ 17 Los Angeles Rams

317 total views, 2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top