You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 10

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Detroit Lions @ Chicago Bears
Bears har tabt fire på stribe, mens Lions har tabt fire af de seneste fem, så det er to divisionsrivaler i dårlig form, der tørner sammen i Chicago. Matt Nagys mandskab vandt begge indbyrdes møder sidste år, men forud var gået fem sæsoner hvor Bears blot havde vundet ét af ti møder. Værternes angreb er til rotterne i øjeblikket, med David Montgomery som noget nær det eneste lyspunkt, og Lions’ defensiv har haft det svært på det seneste. Jeg kan dog ikke gå med Bears som de spiller på angrebet i øjeblikket. Forsvaret bør kunne holde det tæt og give angrebet en chance, men Lions-offensiven skal være i stand til at gøre nok til at tage sejren – med forbehold for at Stafford er i fare for at misse kampen; hvis Jeff Driskel trækker starten kunne det meget vel blive en Bears-sejr, selvom jeg bestemt ikke vil afvise at de stadig kan finde en måde at tabe på.

Detroit Lions 17 @ 14 Chicago Bears

Baltimore Ravens @ Cincinnati Bengals
Fra en kamp mod et ubesejret hold til en kamp mod et sejrsløst hold. Frisk fra triumfen mod Patriots, skal Ravens nu op mod Bengals, der har brugt sin friuge på at skifte quarterback til rookie Ryan Finley. Finley er bestemt ikke talentløs, men han bør være overmatched, og så længe Ravens ikke tager sejren for givet efter sejren mod Patriots, bør de vinde let her.

Baltimore Ravens 34 @ 13 Cincinnati Bengals

Buffalo Bills @ Cleveland Browns
Browns er i frit fald efter nederlaget til Broncos, mens Bills rejste sig fint fra Eagles-nederlaget og fik forsvaret tilbage på sporet mod Redskins. Browns-offensiven bør være en lidt sværere opgave, men som Freddie Kitchens’ mandskab spiller i øjeblikket er det svært at have tiltro til at de skal gøre nævneværdigt væsen af sig. Den offensive linje er horribel, holdet er udisciplineret, og spillerne virker simpelthen til bare at tro at de kan komme sovende til sejre fordi de spiller for spiller er stærkere end mange andre hold. Men det går bare ikke så længe de ikke formår at spille sammen som hold. På papiret burde Bills få det relativt svært – Browns har spillerne på forsvaret til at volde problemer for angrebet, mens offensiven har masser af dygtige spillere – men der skal nogle helt andre boller på suppen fra værternes side. Spørgsmålet er om nederlaget til Broncos kan fungere som et længe ventet wake-up call. Det skal ikke afvises, men jeg vil se det før jeg tror det. Bills’ defensive front bør dominere Browns’ offensive linje, og deres backfield skulle kunne dæmme nogenlunde op for Browns’ pass catchers.

Buffalo Bills 23 @ 16 Cleveland Browns

Atlanta Falcons @ New Orleans Saints
Både Saints og Falcons har haft en friuge til at forberede sig til dette divisionsopgør. Saints har fået Alvin Kamara klar, mens Falcons får Matt Ryan tilbage under center. Gæsterne har tabt seks på stribe og syv af otte, mens Saints har vundet syv af otte og seks i træk. Holdene har fået givet hinanden og seerne nogle gode kampe over de senere år, og jeg skal ikke afvise at det kan ske igen hér – at Falcons finder sit bedste spil frem i et divisionsopgør hvor de er klart (og fuldt fortjent) undertippet – men jeg kan ikke gøre andet her end at formode at Saints kommer til at tage sejren. Angrebet sprudler, mens defensiven er kommet godt i gang over den sidste måneds tid.

Atlanta Falcons 20 @ 37 New Orleans Saints

New York Giants @ New York Jets
Giants har tabt fem i træk, mens Jets i søndags led sit tredje nederlag på stribe og det syvende i otte kampe i sæsonen – til gengæld var det et nederlag af den værste art; til Dolphins. På trods af at holdene deler hjemmebane, sikrer det faktum at de holder til i hver sin konference, at det kun er én gang hvert fjerde år at holdene tørner sammen. Jets vandt det seneste møde efter overtid, men havde inden da tabt fem møder på stribe. I år er begge hold blandt ligaens dårligste, men selvom Giants’ stime af nederlag er længst, og holdet er ramt af fravær af både Sterling Shepard og Evan Engram, ligner Jets stadig det ringeste mandskab af de to.

New York Giants 24 @ 13 New York Jets

Arizona Cardinals @ Tampa Bay Buccaneers
Endnu en kamp mellem to hold, der ligger på den forkerte side af .500. Begge var tæt på overraskelsen mod NFC West-hold i sidset runde – Cardinals led et snævert nederlag til ubesejrede 49ers, mens Bucs smed en føring mod Seahawks og måtte se sig slået efter overtid. Bucs har tilladt 27+ point i syv af otte kampe og 37+ i tre af de seneste fem. Cardinals har tilladt 23+ i alle kampe og 28+ i fire på stribe, så på papiret giver de to forsvar anledning til at forvente masser af point. Hvem tager så sejren? Ingen anelse. Det er fristende at gå med Cardinals – mest for at gå imod Bucs’ defensiv og Jameis Winston – men jeg tager værterne. De blev offer for en dommerfejl for to uger siden og fik altså Seahawks i overtid i Seattle i søndags. Cardinals har tidligere været forfærdelige i tidlige kampe på østkysten, men de er 2-1 i den situation i år (2-9 i de elleve, siden 2015, inden da), og har haft tre dages ekstra forberedelsestid til kampen – mens Bucs altså måtte i overtid i det sene vindue søndag. Alt til trods: Værterne får fordelen hos mig, men jeg vil ikke kunne gå med et hold i den her kamp og have god fornemmelse omkring det.

Arizona Cardinals 30 @ 34 Tampa Bay Buccaneers

Kansas City Chiefs @ Tennessee Titans (TV3 Sport)
Patrick Mahomes er tilbage under center for Chiefs, når de gæster et Titans-hold, der er ramt af defensive (og offensive) fravær. Gæsterne fik med hiv og sving hevet sejren hjem mod Vikings i sidste uge og kom dermed gennem de to kampe med Matt Moore på quarterback med en 1-1-record. Efter Raiders’ sejr i torsdags er de nu blot én sejr bag Andy Reids mandskab, og skulle Chiefs tabe her vil de altså kun være én sejr oppe – mens Raiders har en kamp i hånden, da Chiefs endnu ikke har været på bye. Jeg vil ikke sige at det gør den her kamp til must-win, men et nederlag vil åbne unødigt op for spændingen i divisionen – det er nærmere must-win i kampen om en god seedning i slutspillet, da kampen om andenseedningen er uhyre tæt. Titans har forsvaret til på dagen at kunne drille, og Chiefs har forsvaret til på dagen at gøre betingelserne for angrebet svært, men Chiefs skal vinde her.

Kansas City Chiefs 27 @ 17 Tennessee Titans

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Miami Dolphins @ Indianapolis Colts
Dolphins fik den sejr der sikrer at de undgår at gå 0-16, da de slog Jets i sidste uge. Trods en skade til Jacoby Brissett var Colts tæt på at tage sejren mod Steelers, men et brændt Adam Vinatieri-field goal holdt dem bag Texans. Brissett er ude til denne kamp, så Brian Hoyer vil atter være under center. Jeg kan sagtens se for mig at Colts – der er ramt af skader i receiverkorpset – kan dumme sig eller som minimum få det sværere end de bør, og Dolphins har alt andet lige også vist lidt fremskridt siden friugen. Men jeg kan ikke gå med Dolphins her.

Miami Dolphins 17 @ 24 Indianapolis Colts

Kl. 22.25:
Carolina Panthers @ Green Bay Packers (3+)
Vinteren er ved at ramme Wisconsin og der ventes temperaturer lige omkring/over frysepunktet til denne kamp. Packers skuffede fælt mod Chargers i søndags, mens Panthers efter ydmygelsen i San Francisco kom tilbage på sporet mod Titans. Panthers har sendt Cam Newton på IR og det er dermed Kyle Allen-showet herfra. Allen har i det store hele spillet solidt – lige med undtagelse af 49ers-kampen – men har ikke et let matchup her. For Packers er det en tilbagevenden til Lambeau Field, hvor de seneste klaskede Raiders for tre uger siden, og samtidig er det sidste kamp inden deres bye week. Panthers kan godt få presset Packers, men den bør ligge til værterne.

Carolina Panthers 22 @ 31 Green Bay Packers

Los Angeles Rams @ Pittsburgh Steelers
Steelers har vundet tre på stribe, men sejrene over Chargers, Dolphins og et Brian Hoyer-anført Colts-mandskab har ikke just været overbevisende. Rams har vundet to på stribe, men det var mod Falcons og Bengals, der til sammen har én sejr i år – til gengæld har gæsterne haft to ugers forberedelse til opgøret. Steelers er atter uden James Conner, og trods hjemmebane ser det lidt svært ud for Steelers. Rams er ikke imponerende, men med to ugers forberedelse bør Sean McVay have fundet noget frem, der kan gøre forskellen.

Los Angeles Rams 27 @ 20 Pittsburgh Steelers

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Minnesota Vikings @ Dallas Cowboys (3+)
Efter tre nederlag på stribe er Cowboys kommet tilbage på sporet med klare sejre i divisionsopgørene mod Eagles og Giants på hver side af friugen. En sejr her vil bringe Cowboys én sejr foran Eagles, med fordel af at have vundet det første indbyrdes møde. Vikings’ stærke oktober blev afløst af en skidt præstation mod Chiefs til at åbne november, og mens Packers ikke formåede at udnytte nederlaget til at trække yderligere fra, er det bare ekstra bittert ikke at have vundet, når nu Packers tabte, så der fortsat er én sejr mellem holdene. Nu er det så en svær udekamp mod et Cowboys-hold, der har gjort det godt på hjemmebane og har fået styr på spillet igen, og Vikings’ erfaring med Primetime-kampe lader også lidt tilbage at ønske – de er 3-7 på udebane i disse kampe under Mike Zimmer, og tabte alle tre på udebane sidste år. Cowboys er 9-2 på hjemmebane i Primetime siden 2016, og de bør også tage denne, selvom Vikings sagtens kan få presset værterne.

Minnesota Vikings 20 @ 30 Dallas Cowboys

Monday Night Football – kl. 02.15:
Seattle Seahawks @ San Francisco 49ers (TV3 Sport)
Ikke mange ville inden sæsonen have skudt på 49ers som det sidste ubesejrede hold i ligaen – flere ville nok have peget på mandagskampens modstander – men here we are. Spørgsmålet er så om tiden som ubesejret er ved at nå sin ende. Det holdt hårdt mod Cardinals, og nu ser George Kittle ud til at misse denne kamp, mens Seahawks ser ud til at kunne give debut til Josh Gordon på angrebet. Seahawks har haft det indbyrdes overtag med ni sejre på stribe indtil 49ers vandt efter overtid i holdenes møde i San Francisco sidste år. Ligesom de to hold Seahawks og Niners med besvær fik besejret i sidste runde tørner sammen i denne runde, gør disse to det altså også – og ligesom Cardinals i den kamp kan have en fordel af at have haft ekstra forberedelsestid, kan det samme siges om Niners hér, mod et Seahawks-hold, der skulle bruge overtid for at vinde mod Bucs. 49ers’ defensiv er uhyre stærk og kan gøre forskellen – især hvis ikke Seahawks’ offensive linje formår at beskytte Wilson ordentligt – men det forodede fravær af Kittle kan blive den skade, der får korthuset til at vælte for angrebet.

Seattle Seahawks 20 @ 17 San Francisco 49ers

246 total views, 5 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top