You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 8

De tidlige søndagskampe – kl. 18.00:
Seattle Seahawks @ Atlanta Falcons (TV3 Max)
Logikken peger i retning af at Dan Quinn står foran sin sidste kamp som Falcons-head coach når Falcons får besøg af Seahawks – holdet, Quinn var defensiv koordinator inden han fik jobbet i Atlanta. Matt Ryan måtte udgå med skade i søndags og er tvivlsom til denne kamp. Seahawks led et skuffende nederlag i søndags, men bør kunne rejse sig mod et svagt forsvar. Tilføjelsen af Quandre Diggs bør samtidig styrke Seahawks’ secondary i et matchup mod et Falcons-receiverkorps, der har sagt farvel til Mohamed Sanu, og altså kan risikere at starte Matt Schaub. Hvem end der starter, kan det blive grimt for Falcons, der skal satse på at de med udsigt til en friuge kan levere sæsonens bedste præstation – noget der måske/måske ikke kan redde Quinns job.

Seattle Seahawks 37 @ 17 Atlanta Falcons

Philadelphia Eagles @ Buffalo Bills
Ovenpå sæsonens vel nok værste præstation står Doug Pederson og Eagles så småt med ryggen mod muren. Et wild card til NFC East ser svært ud, og nede med en sejr og (foreløbig) tiebreakerfordel til Cowboys, skal Eagles i gang snarest, hvis de skal undgå at misse slutspillet. Bills lever omvendt klart i kampen om en slutspilsplads i et AFC, der ser noget svagere ud (i hvert fald bag Patriots), og mens de ikke er langt efter Patriots, tyder en del på at det er via et wild card Sean McDermotts mandskab skal finde vej til slutspillet. Mens jeg stadig har min tvivl om angrebets kvalitet, kan jeg ikke benægte at defensiven ser uhyggelig ud, og selvom Eagles er et hold, der på dagen kan eksplodere og tage sejren, må jeg gå med værterne.

Philadelphia Eagles 13 @ 20 Buffalo Bills

Los Angeles Chargers @ Chicago Bears
Med Keenan Allen stærkt tvivlsom, og en trænerstab, der insisterer på at løbe Melvin Gordon ind i en mur, i stedet for at beholde Austin Ekeler på banen med den eksplosivitet han bidrager med til angrebet, har Chargers sit at kæmpe med inden besøget i Chicago, hvor Bears’ forsvar venter. Bears-defensiven har haltet lidt i de seneste kampe, men bør kunne levere en god præstation her, og få mulighed for at revanchere nederlaget til Saints i weekenden. Angrebet er stadig et stort spørgsmålstegn og Chargers har et forsvar, der på dagen kan give problemer, men jeg stoler simpelthen ikke på gæsterne lige nu.

Los Angeles Chargers 17 @ 20 Chicago Bears

New York Giants @ Detroit Lions
Efter to bitre nederlag, måtte Lions mere reelt se sig slået af et bedre hold i søndags mod Vikings. Faldet fra 2-0-1 til 2-3-1 har efterladt Matt Patricias mandskab på en sidsteplads i divisionen, et godt stykke fra slutspilspladser – endnu mere efter Vikings’ sejr over Redskins torsdag nat – men mod et Giants-hold, der er til hundene i øjeblikket, skulle der være mulighed for at komme tilbage på sporet. Kerryon Johnsons skade er en bitter pille at sluge for værterne og om traden af Quandre Diggs til Seahawks får negativ betydning for forsvarets præstation må vi vente og se, men Giants’ offensiv har problemer – Daniel Jones’ stærke start er ved at være langt væk – og deres forsvar kan ikke stoppe ret meget i øjeblikket.

New York Giants 20 @ 27 Detroit Lions

Denver Broncos @ Indianapolis Colts
Med en stærk præstation mod Texans tog Colts søndag føringen i AFC South. Broncos fulgte sit shutout af Titans op med en forfærdelig præstation i torsdagskampen mod Chiefs, og spørgsmålet er hvilken udgave a holdet, der tropper op til denne kamp. Vic Fangios mandskab er ét af dem jeg har haft sværest ved at gennemskue i år, og det skulle ikke undre mig hvis forsvaret leverer en pragtkamp og lukker ned for Colts’ angreb, mens Joe Flacco og kasteangrebet – uden Emmanuel Sanders, der er blevet handlet til 49ers – sammensætter en stærk kamp, mens Colts-forsvaret efter et par stærke præstationer mod Chiefs og Texans, falder helt sammen i et på papiret mere fordelagtigt matchup (en gentagelse af Raiders-kampen). Men jeg går med værterne.

Denver Broncos 14 @ 24 Indianapolis Colts

New York Jets @ Jacksonville Jaguars
Sejren over Cowboys blev hurtigt glemt hos Jets, da de faldt fuldstændig sammen i kampen mod Patriots. Jaguars kom omvendt tilbage på sporet efter to nederlag på stribe med sejren over Bengals. Der er ingen skam i at tabe til Patriots for Jets’ vedkommende, om end nederlaget var noget voldsommere end ventet, så spørgsmålet er om holdet kan rejse sig fra ydmygelsen og finde sit bedste spil frem til en kamp mod en på papiret noget mere overkommelig modstanders. Jags var langt fra overbevisende i sejren over Bengals, men fik trukket fra til sidst. Jeg vil ikke blive chokeret hvis Jets tager den, men jeg tager Jaguars.

New York Jets 16 @ 24 Jacksonville Jaguars

Cincinnati Bengals @ Los Angeles Rams (@ Wembley Stadium)
Sejrsløse Bengals mod et Rams-hold, der fik brudt stimen af nederlag med en let sejr over et elendigt Falcons-hold. Turen til London er lang, og der kan ske nogle lidt underlige ting når holdene rejser fem-otte tidszoner væk – den tendens har dog slået mig som mindre udtalt over de senere år, efterhånden som flere og flere hold har prøvet turen. Uanset hvad skal Rams kunne vinde her. Bengals er forfærdelige.

Cincinnati Bengals 13 @ 31 Los Angeles Rams

Arizona Cardinals @ New Orleans Saints
Brees eller Bridgewater? Brees er tæt på et comeback, men om det bliver i denne uge eller Sean Payton venter lidt endnu, er i skrivende stund uvist. Does it matter? Sikkert ikke. Saints har været fremragende til at omstille sig on the fly til Bridgewater, og selvom Cardinals er kommet godt i gang med tre sejre på stribe, har jeg svært ved at se dem tage til New Orleans og vinde mod et så velspillende Saints-mandskab som dét vi ser for tiden.

Arizona Cardinals 20 @ 30 New Orleans Saints

Tampa Bay Buccaneers @ Tennessee Titans
Titans fik rejst sig fra deres shutout i Denver med en snæver sejr over Chargers. Defensiven trådte i karakter til sidst og med Ryan Tannehill under center fik angrebet løftet niveauet nok til at hente sejren. Bucs har haft to uger til at slikke sårene efter Jameis Winstons nedsmeltning i London (der kom samme dag hvor andenvalget fra samme draft, Marcus Mariota, brændte sammen i Denver for Titans). Angrebet kan flytte bolden og sætte point på tavlen, men forsvaret bløder point, og det er efterhånden svært at se det ændre sig. 35 point i snit har Bucs tilladt over de seneste fire kampe, og selvom jeg ikke ser Titans komme tæt på det samme, så bør kombinationen af de to forsvars kvaliteter være nok til at værterne kan tage sejren.

Tampa Bay Buccaneers 17 @ 24 Tennessee Titans

De sene søndagskampe:
Kl. 21.05:
Carolina Panthers @ San Francisco 49ers
Kønt var det ikke da 49ers vandt i hovedstaden i søndags, men en sejr er en sejr og under de svære betingelser der var, er sejren det eneste der betyder noget. Emmanuel Sanders er blevet hentet i en trade hos Broncos og bør sikre noget mere kvalitet til kasteangrebet inden Panthers kommer på besøg. Panthers har haft to uger til at forberede sig ovenpå sejren over Bucs i London, og de tager på besøg i San Francisco med fire sejre på stribe. Kyle Allen og co. bliver dog udfordret hårdt af det stærke 49ers-forsvar, og selvom Jimmy Garoppolo og Niners-angrebet også kan få det svært, så er det svært at gå imod værternes forsvar, der har tilladt 10 point i de seneste tre kampe – især når de nu spiller på hjemmebane igen.

Carolina Panthers 10 @ 23 San Francisco 49ers

Kl. 21.25:
Cleveland Browns @ New England Patriots (TV3 Max)
Efter nogle udfordrende kampe, der fik rejst lidt spørgsmålstegn om hvor især angrebet stod for Patriots, leverede Bill Belichicks mandskab en helstøbt præstation i sejren over Jets i mandags. Nu har de så hjemmebanefordel mod et Browns-hold, der efterhånden ser lidt desperate ud på 2-4. Browns har leveret nogle gode præstationer når man har haft mindst tiltro til dem, og Patriots er stadig presset af skader på angrebet. Men kan man gå imod et Patriots-mandskab, hvis forsvar alene har scoret flere point end det har tilladt når det har været på banen i syv kampe i denne sæson? Patriots har haft et cakewalk-schedule hidtil og står foran et klart hårdere program nu. Det kan sagtens ende med et nederlag her, men jeg kan ikke gå imod Pats.

Cleveland Browns 17 @ 27 New England Patriots

Oakland Raiders @ Houston Texans
Raiders blev flænset af Aaron Rodgers og faldt til 3-3, og får nu endnu et svært defensivt matchup mod Deshaun Watson og Texans, der også skal ud og revanchere et nederlag fra weekenden. Nederlaget til Colts har sendt Texans ned på andenpladsen i divisionen, men der skulle være pæne muligheder for at komme tilbage på sporet mod Raiders-defensiven. Raiders er svære at blive kloge på, og det er muligt at jeg generelt undervurderer dem, men jeg stoler ikke på at det positive vi har set, er retvisende for deres kvalitet. Gareon Conley får en revenge game som Texans-debut, og jeg satser på at han også får en sejr.

Oakland Raiders 17 @ 28 Houston Texans

Sunday Night Football – kl. 01.20:
Green Bay Packers @ Kansas City Chiefs (3+)
Det kunne have været et matchup mellem to af ligaens bedste quarterbacks, men med Patrick Mahomes ude med skade, må Chiefs ty til Matt Moore når Aaron Rodgers – ovenpå sin bedste kamp i umindelige tider – og Packers kommer på besøg. Chiefs er generelt hårdt ramt af skader, og selvom Sammy Watkins bør være tilbage, er det svært at se angrebet levere en storkamp uden den forsvarende MVP. Andy Reid har før vist sig i stand til at søsætte et kompetent angreb med en backup, og jeg tror ikke Chiefs-angrebet kollapser totalt – men Chiefs’ forsvar har et skidt matchup, og jeg kan ikke få mig selv til at skyde på at Matt Moore kan følge med.

Green Bay Packers 34 @ 23 Kansas City Chiefs

Monday Night Football – kl. 01.15:
Miami Dolphins @ Pittsburgh Steelers (TV3 Sport)
For tolv år siden tørnede Steelers og Dolphins sammen i Pittsburgh til en Monday Night-kamp, hvor Steelers var kæmpefavoritter mod et elendigt Dolphins-hold. Det blev historiens måske mest mindeværdige 3-0-kamp – en grim affære, der først fik starten udskudt pga. uvejr, og siden bød på punts, der satte sig fast i mudderet, og først fandt sin afgørelse da Steelers fik flyttet bolden tæt nok på Dolphins’ end zone til at Jeff Reed med 20 sekunder tilbage kunne ramme et 24-yard field goal for sejren. Mandag er Steelers atter storfavoritter når et horribelt Dolphins-mandskab kommer på besøg. Vejret ser dog ud til at blive bedre, så vi kan få en knapt så uskøn affære. Men vinderen bør være den samme. Steelers er umiddelbart bedre end deres record og Dolphins er ligeså ringe som deres record indikerer.Miami Dolphins 13 @ 30 Pittsburgh Steelers

325 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top