You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 5

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Jacksonville Jaguars @ Carolina Panthers
Kyle Allen mod Gardner Minshew. Det var ikke helt det matchup man så frem mod forud for sæsonen, men det virker slet ikke ligeså afskrækkende nu. Panthers har efter to nederlag på hjemmebane hentet to på stribe på udebane siden Kyle Allen erstattede en skadet Cam Newton, og også Jaguars rammer denne kamp med to sejre på stribe, og har fået solidt spil ud af rookien Minshew. Gæsterne må atter klare sig uden Jalen Ramsey, og mens de hentede en sejr i Denver uden ham i sidste uge, ligner det en sværere opgave den her gang, om end Panthers’ bedste – onde tunger vil måske sige ”eneste” – offensive våben er Christian McCaffrey. Jeg er stadig i tvivl om hvor jeg har begge hold, og jeg kan se sejren gå begge veje, men fordelen må gå til hjemmeholdet.

Jacksonville Jaguars 20 @ 23 Carolina Panthers

Arizona Cardinals @ Cincinnati Bengals
Sejrsløse Bengals tager imod sejrsløse Cardinals. Bengals’ spil er dykket siden de næsten overraskede i Seattle i første runde, mens Cardinals efter det flotte comeback for at hente uafgjort mod Lions i første runde og en solid kamp mod Ravens i anden runde, har tabt klart to uger på stribe. Bengals er ramt af skader på receiverpositionen og har store udfordringer på den offensive linje, som hverken kan skabe plads i løbespillet eller beskytte Andy Dalton, og mens Cardinals’ forsvar har underpræsteret i år, skulle det her være en mulighed for at få rettet lidt op på det. Bengals burde have kvalitet nok på holdet til at hente en sejr, og de får ikke mange bedre chancer end her, men spillet fungerer altså bare ikke i øjeblikket, og selvom jeg ikke har stor fidus til Cardinals’ aktuelle spil, så går jeg med dem.

Arizona Cardinals 27 @ 17 Cincinnati Bengals

Atlanta Falcons @ Houston Texans
Falcons har skuffet fælt i år og head coach Dan Quinn må kunne mærke presset efter en offseason, hvor han skiftede alle koordinatorer ud og selv overtog kontrollen over forsvaret, for blot at se forsvaret atter levere svagt spil. Der var gode takter i sejren mod Eagles, men de øvrige tre kampe har været skuffende, og holdet var aldeles skuffende at opleve i sidste uges nederlag til Titans. Texans er også svære at blive kloge på efter at de har leveret to gode og to svage kampe – begge gode på udebane, og de dårlige foran hjemmepublikummet, senest i søndagens nederlag til Panthers. Angrebet bør dog have bedre betingelser for at levere en god kamp mod Falcons-defensiven, og mon ikke tiden er kommet til at Deshaun Watson og DeAndre Hopkins atter viser de lokale fans hvad de kan præstere når kemien fungerer?

Atlanta Falcons 17 @ 30 Houston Texans

Tampa Bay Buccaneers @ New Orleans Saints
Saints har taget føringen i NFC South med to snævre sejre med Teddy Bridgewater under center. Offensiven har ikke været imponerende, men den har gjort nok, og samtidig er forsvaret trådt effektivt i karakter. Bucs kan ikke for alvor påstå at have fået gang i forsvaret, efter at have tilladt 72 point i de seneste to kampe, men det er kombineret med at holdet har sat 86 point på tavlen – og forsvaret har også bidraget til de point, mens angrebet også har bidraget negativt den anden vej med en pick-six. Shaq Barrett har været forrygende for Bucs og bør også kunne give problemer for Saints’ linje og Bridgewater, og kan angrebet fortsætte de gode takter, kan det sagtens blive til en sejr her og en delt føring i divisionen. Jeg må dog tage hatten af for hvad Saints har formået at gøre de seneste to kampe for at kompensere for nedgraderingen fra Brees til Bridgewater, og give dem fordelen.

Tampa Bay Buccaneers 17 @ 20 New Orleans Saints

Minnesota Vikings @ New York Giants
Giants har vundet to på stribe siden bænkningen af Eli Manning og overkom fraværet af Saquon Barkley i sidste uges sejr over Redskins. Der venter dog et stærkere forsvar når Vikings kommer på besøg. Ligesom Giants har Vikings 2-2, men det er svært at gennemskue præcis hvor man har dem i øjeblikket – på hjemmebane har Vikings hentet to lette sejre, mens de på udebane intet har formået at præstere hidtil. Hjemmesejrene er dog kommet mod hold de burde kunne slå, mens udebanenederlagene har været mod divisionsrivaler, der har vist godt forsvarsspil. Giants ligner en mere overkommelig modstander, trods den gode form, men hvis ikke Vikings formår at få bedre gang i kasteangrebet, er det svært at se dem tage sejren her. Med noget ballade på de indre linjer, centreret omkring receiver Stefon Diggs, er betingelserne ikke just bedre, men jeg tør ikke afvise at det kan give mere motivation for at bevise sig, og at det kan ende med at være en fordel, i hvert fald på den korte bane. Jeg vil mene Vikings er det bedste hold, men jeg stoler ikke på dem på udebane for nuværende, så jeg går med Giants.

Minnesota Vikings 20 @ 27 New York Giants

Chicago Bears @ Oakland Raiders (@Tottenham Stadium)
Frisk fra sejre over hhv. Colts og Vikings er Raiders og Bears rejst til England til årets første kamp udenfor USA. Bears har vundet tre på stribe siden premierenederlaget til Packers, og fortsætter mere eller mindre hvor de slap sidste år på forsvaret, mens angrebet har kæmpet med at få spillet til at fungere – og til en vis grad altså også fortsætter hvor dét slap – og må klare sig uden en skadet Mitchell Trubisky. Chase Daniel leverede kompetent spil mod Vikings i sidste uge, og Bears formåede at gå 1-1 med ham som starter i de to kampe han startede i Trubiskys fravær sidste år. Mod Raiders burde der være potentiale for i hvert fald at starte 1-0 med Daniel. ”Værterne” har defensive udfordringer og mens angrebet viste noget liv mod Colts, er Bears-defensiven en helt anden opgave, og den har jeg svært ved at se dem vinde. Kan Raiders lukke ned for Bears’ angreb, kan de godt hente sejren, men jeg ser dem ikke få gjort det så effektivt at Bears ikke kan trække det længste strå.

Chicago Bears 16 @ 10 Oakland Raiders

New York Jets @ Philadelphia Eagles
Jets har haft en bye week til at komme sig over sin 0-3-start, men mod et Eagles-hold, der har haft ti dages forberedelse siden torsdagssejren over Packers i sidste uge, er det svært at se det gøre nogen stor forskel. Eagles leverede sin vel nok bedste præstation i sæsonen i sejren over Packers ovenpå to nederlag på stribe, og mens Jets’ forsvar leverer solidt spil i år, er deres angreb ikke noget at være bange for – i hvert fald ikke indtil Sam Darnold er tilbage under center – så det her bør være en enkelt sejr for Eagles.

New York Jets 6 @ 24 Philadelphia Eagles

Baltimore Ravens @ Pittsburgh Steelers
Med to nederlag på stribe har Ravens fået formøblet den gode start på sæsonen og er faldet til 2-2. Steelers hentede en let sejr mod Bengals i mandags, og kan dermed nu med en sejr hér spille sig op på siden af Ravens – med tiebreakerfordel. Ravens bør have den spillemæssige fordel, men historisk har de to hold spillet tæt kampe, næsten uanset hvordan holdenes aktuelle form eller skadessituation har været. Går vi tilbage til 2008 – da John Harbaugh kom til Ravens som head coach – er 18 af 25 møder afgjort indenfor syv point; Steelers er 13-12 i opgørene (om end Ravens siden 2011 er 10-7), og har vundet fire af de seneste fem opgør, herunder tre indenfor én scoring. Logisk set bør Ravens tage denne uden alt for store problemer, men det vil slet ikke chokere mig hvis Steelers vinder og/eller det igen bliver en tæt kamp, der afgøres indenfor et field goal. Jeg holder dog fast i logikken og tager gæsterne.

Baltimore Ravens 23 @ 16 Pittsburgh Steelers

Buffalo Bills @ Tennessee Titans
Bills’ forsvar leverede en fremragende præstation mod Patriots i sidste uge, men angrebet kunne ikke færdiggøre arbejdet. Josh Allen måtte udgå med en skade, men ser ud til at blive klar til at tage kampen op mod Titans’ velspillende forsvar. Titans-angrebet leverede en af sine bedste kampe længe i sejren over Falcons, men har en noget sværere opgave i vente mod Bills-defensiven. For Bills’ vedkommende bliver det spændende at se om de kan rejse sig ovenpå skuffelsen mod Patriots eller om der er nogle mentale tømmermænd efter at have forpasset en ellers rigtig god mulighed – dertil kommer usikkerheden om hvor frisk Josh Allen er, og om han kan spille på et bedre niveau end han gjorde inden skaden i søndags. På papiret er Bills det bedste hold, og Titans er umulige at blive kloge på, så det er noget nær umuligt at gennemskue hvem der tager sejren. Mavefornemmelsen går mest i Titans’ retning, men jeg vil have det værre med mig selv hvis jeg går imod Bills og de ender med at vinde, end hvis jeg går imod Titans og mavefornemmelsen viser sig at holde stik, så Bills it is.

Buffalo Bills 13 @ 9 Tennessee Titans

New England Patriots @ Washington Redskins (3+)
Redskins har efterhånden kastet håndklædet i ringen, og selv efter at have sendt Dwayne Haskins i aktion i sidste uge, har Jay Gruden valgt at gå med Colt McCoy i dette opgør. Patriots overlevede med nød og næppe kampen mod Bills, og efter et opgør hvor angrebet ikke præsterede, vil der intet overraskende være i at se dem prygle Redskins.

New England Patriots 43 @ 10 Washington Redskins

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Denver Broncos @ Los Angeles Chargers
To tætte hjemmebanenederlag og to knapt så tætte udebanenederlag er det blevet til for Broncos indtil nu. Chargers hentede en let sejr over Dolphins, men har stadig noget at bevise efter nogle tætte kampe i de første uger, der blot kastede én (overtids-)sejr af sig. Divisionsopgør er aldrig lette og Broncos bliver næppe en walkover – Chargers kan bare se tilbage til sidste år, hvor de tabte 22-23 på hjemmebane – men Chargers må og skal på alle fronter være det bedre hold. Broncos har talentet på forsvaret, men har ikke formået at få de vist frem endnu i år, og uden Bradley Chubb er det ikke just blevet en lettere opgave for dem. Med Melvin Gordon tilbage har Chargers’ angreb fået endnu en streng at spille på – selvom det betyder mindre spilletid til Austin Ekeler, der har været stærkt spillende i den første måned – og selvom det bestemt ikke er givet, bør Chargers tage denne.

Denver Broncos 16 @ 24 Los Angeles Chargers

Kl. 22.25:
Green Bay Packers @ Dallas Cowboys (3+)
To hold, der åbnede 3-0, men går denne kamp i møde med et nederlag, og skal forsøge at undgå at falde til 3-2. Cowboys har været mest overbevisende af de to hidtil, men det var Packers, der samlet set leverede den bedste præstation i sit nederlag i sidste runde. Aaron Rodgers lignede i højere grad end hidtil i sæsonen den Rodgers vi har kendt fra tidligere, men han blev svigtet af både play-calling, skader og forsvaret. Med Davante Adams ude igen i denne runde, ser det svært ud for Packers-angrebet mod et stærkt Cowboys-forsvar, og Cowboys’ angreb bør have pæne muligheder for at komme tilbage på sporet, ikke mindst hvis ikke Packers-forsvaret genfinder niveauet fra de første kampe. I Dallas bør Cowboys tage denne sejr.

Green Bay Packers 24 @ 31 Dallas Cowboys

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Indianapolis Colts @ Kansas City Chiefs (3+)
Det holdt hårdt for Chiefs mod Lions i sidste uge, men sejren blev hevet hjem og Andy Reids mandskab har for tredje sæson på stribe åbnet året 4-0. Colts skal forsøge at revanchere nederlaget fra Divisional Playoffs i sidste sæson, og samtidig komme tilbage på sporet efter det skuffende nederlag til Raiders i søndags, men med de skader holdet er ramt af på forsvaret – ikke mindst den bageste enhed – er det svært at se at der er meget at gøre for Frank Reichs mandskab. Jacoby Brissett og angrebet skal nok kunne få sat nogle point på tavlen, men jeg ser ikke nogen større chance for at de kan følge med. Hvad der med Andrew Luck under center (og et skadesfrit forsvar) kunne have været en forrygende Primetime-kamp, ligner nu i stedet en meget overkommelig kamp for Chiefs.

Indianapolis Colts 20 @ 37 Kansas City Chiefs

Monday Night Football – kl. 02.15:
Cleveland Browns @ San Francisco 49ers (TV3 Sport)
Browns hentede en vigtig og flot sejr mod Ravens og har trods en ujævn september fået taget føringen i AFC North. 49ers er kommet stærkt igennem september med tre sejre, og går denne kamp i møde frisk fra en bye. Spillet har ikke nødvendigvis stået mål med den aktuelle record, men sejrene er kommet i hus, ikke mindst takket være et velspillende forsvar, og det har været det afgørende. Hvis Browns er kommet ned på jorden efter sejre i sidste uge, og har fået rettet fokus helt på denne kamp, bør de kunne hente sejren, men hvis de – lidt som tilfældet virkede i første runde – virker til at tage for givet at de kan hente en sejr, så kan de få sig en ubehagelig overraskelse. Jeg vil gerne tro på Browns, men jeg ved ikke helt om jeg tør. Jeg er omvendt heller ikke overbevist om at jeg tør stole på Niners endnu. Det bliver samme tiebreaker som i Bills-kampen – det er Browns jeg vil have det værst med mig selv for at være gået imod, hvis de vinder, så det bliver dem jeg tager.Cleveland Browns 24 @ 21 San Francisco 49ers

430 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top