You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 5: RAMS @ SEAHAWKS

Thursday Night Football – kl. 02.20:
Los Angeles Rams @ Seattle Seahawks (3+)
De to bedste hold i NFC West over de senere år tørner sammen i femte spillerundes første kamp. Seahawks kom tilbage på sporet ovenpå nederlaget til Saints, med en divisionssejr over Cardinals i søndags, mens Rams efter tre sejre på stribe led sæsonens første nederlag hjemme mod Bucs, der flænsede Rams-forsvaret.

Rams har haft overtaget i de indbyrdes møder under Sean McVay med sejre i tre af fire kampe – de seneste tre, herunder to relativt tætte sejre sidste år (33-31 og 36-31) – men spillet er i øjeblikket det vel nok dårligste under McVay og på en kort uge på udebane mod et Seahawks-hold, der er 7-1 i torsdagskampe siden Russell Wilson kom til klubben – med syv sejre på stribe i disse kampe, herunder tre på hjemmebane – bliver det en svær opgave at få rettet op på spillet og hente sejren.

Det hører dog med at både i 2017 og 2018 tabte Rams op til en kamp mod Seahawks – 45 tilladte point hos Saints sidste år og 43 hos Eagles i 2017 – og begge gange vandt de den efterfølgende kamp. I 2017 i en regulær nedslagtning på 42-7 i Seattle. Den korte uge gør det dog svært at tro på en gentagelse.

Seahawks’ spil har også haltet en smule i den første fjerdedel af sæsonen, ikke mindst på forsvaret, men Rams’ offensive linje har haft store problemer og selvom Seahawks har kæmpet en smule med at skabe pres, har der været positive tendenser, ikke mindst fra Jadeveon Clowney, der mere og mere ser ud til at have fundet sig til rette og er klar til at gøre en forskel for holdet.

Der kan være noget stolthed på spil for Rams, der har noget at bevise efter den svage præstation i søndags, og jeg vil på ingen måde blive chokeret hvis forsvaret hæver niveauet betragteligt og gør sit for at vinde kampen, anført af Aaron Donald, men jeg synes betingelserne taler mere i Seahawks’ favør, så jeg går med dem.

Los Angeles Rams 23 @ 27 Seattle Seahawks

242 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top