You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 4

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Tennessee Titans @ Atlanta Falcons
Titans dominerede i første runde, men har skuffet i begge kampe siden. Falcons virker til at have fået styr på angrebet i de seneste par kampe, men er udfordret på defensiven, og det er kun blevet forstærket af den skade som Keanu Neal pådrog sig i sidste uges nederlag til Colts. Selvom egge hold er på 1-2, er de hver især kun én sejr fra førstepladsen i divisionen, så den dårlige start har ikke været værre end som så, og en sejr vil placere begge hold solidt i kampen om en slutspilsplads. Et nederlag og en 1-3-record vil dog betyde at det er op ad bakke herfra – Falcons vil nok bedst kunne håndtere det, da de meget vel stadig kan nøjes med kun at være én sejr bagud i divisionen. Titans virker til at spille op og ned til modstandernes niveau, og både deres angreb og forsvar spiller på et niveau, der peger i retning af at det her bør blive en lavtscorende kamp. Angrebet kan ikke for alvor, og forsvaret er stærkt nok til at dæmme op for de fleste hold. Jeg er dog nødt til at se angrebet levere mere før jeg kan få mig selv til at gå med dem, og Falcons hjemme og ude virker til at være to meget forskellige ting – og nu har de hjemmebanefordelen.

Tennessee Titans 13 @ 20 Atlanta Falcons

Cleveland Browns @ Baltimore Ravens
Ravens er startet stærkt, mens Browns har skuffet i de første uger af sæsonen. Skader er dog begyndt at blive en udfordring for Ravens, ikke mindst i det defensive backfield, hvor Jimmy Smith atter er ude, mens Marlon Humphrey ventes at spille, og formentlig vil skygge Odell Beckham Jr., trods en skade. På papiret har Browns et tilpas stærkt hold til at kunne give problemer for Ravens, men spillet har absolut ikke været derefter hidtil, og med skader på både den offensive linje og i det bageste forsvar, ser det svært ud her. Ravens har domineret de indbyrdes møder i årevis med sejre i otte af de seneste ti – begge nederlag efter overtid – og 19 af de seneste 22. Begge møder sidste år var dog tætte med en overtidssejr til Browns på hjemmebane og en 26-24-sejr til Ravens i Baltimore i sidste spillerunde, og selvom Ravens har vundet en klar overvægt af de indbyrdes møder, har der været mange tætte kampe imellem. Det her kan også sagtens blive tæt, men jeg ser Ravens som det pt. stærkeste hold, og medmindre Browns hiver noget nyt op af hatten, bør Ravens også kunne tage den uden alt for store problemer.

Cleveland Browns 20 @ 28 Baltimore Ravens

New England Patriots @ Buffalo Bills (TV3 Sport)
Én af to kampe i denne spillerunde mellem to ubesejrede hold – men den eneste med to hold, der har vundet alle sine kampe. AFC East er blevet delt på midten med to hold på 0-3 og så Bills og Patriots på 3-0. Bills har leveret stærkt forsvarsspil og vist tilpas effektivt spil på angrebet til at tage sejrene. Med tanke på hvilke hold de har mødt, kunne man godt have ønsket sig mere overbevisende spil, men en sejr er en sejr og i to af kampene har Josh Allen ført holdet på et game-winning drive. Det bør være med til at give selvtillid og tro på at sejren kan hives hjem her mod Patriots. Gæsterne er cruiset til 3-0 og har vist stor styrke på forsvaret – efter tre kampe har Patriots’ forsvar blot tilladt de tre point, som Steelers scorede i første runde, mens Jets’ 14 point i søndags kom via ét defensivt og ét special teams touchdown – og det er umiddelbart svært for mig at se Bills’ angreb vinde sit matchup når de har bolden. Det er formentlig op til Bills’ forsvar at gøre det nødvendige for at hente sejren – Patriots’ angreb skal holdes i skak, og med skader på den offensive linje, har Bills-defensiven i hvert fald betingelserne på plads for at kunne få succes. Siden 31-0-sejren i første runde af 2003-sæsonen har Bills kun formået at vinde på hjemmebane når Tom Brady har været under center for Patriots én gang (17-9-sejren i Week 17 i 2014 ikke inkluderet, da Brady og andre startere blev sparet i en del af af kampen), og Brady har vundet flere gange på Bills’ hjemmebane siden 2001 end nogen Bills-quarterback har præsteret i samme periode. Patriots er samlet 32-4 mod Bills siden 2001, og selvom betingelserne er fine for Bills, kan jeg ikke gå med dem – slet ikke med det niveau Patriots’ angreb har vist i år.

New England Patriots 24 @ 13 Buffalo Bills

Kansas City Chiefs @ Detroit Lions
Fra ugens ene kamp mellem ubesejrede hold direkte videre til den anden; Lions måtte nøjes med uafgjort i første runde, men har vundet begge kampe siden. Nu venter dog en svær opgave mod NFLs hotteste angreb. Chiefs fortsætter hvor de slap sidste år – både offensivt og defensivt – og det er svært at se noget hold dæmme op for Patrick Mahomes og co. i øjeblikket; angrebet er noget nær ustoppeligt, selv med skader til Tyreek Hill, Eric Fisher og Damien Williams. Lions’ forsvar har leveret solidt spil i år – med undtagelse af de atten tilladte point i fjerde quarter mod Cardinals – men med skader til Mike Daniels og Da’Shawn Hand er den ellers stærke defensive linje presset en smule inden dette opgør. Chiefs’ defensiv er stadig en bekymring, men jeg ser ikke Lions’ angreb gøre nok skade hér, og Matthew Stafford og co. kan næppe følge med på scoretavlen.

Kansas City Chiefs 34 @ 24 Detroit Lions

Carolina Panthers @ Houston Texans
Med Cam Newton ude af spil, leverede Kyle Allen en flot præstation i Panthers’ sejr over Cardinals, og Panthers fik generelt godt gang i angrebet. Efter et par svage kampe til at åbne sæsonen var der mere grobund for optimisme fremadrettet i søndagens præstation, men var det en enlig svale eller kan holdet bygge ovenpå? Med en sejr over Chargers fik Texans spillet sig på 2-1 og holder trit med Colts. Alle holdets tre kampe har været tætte – et nederlag på to point, en sejr på ét point og så en sejr på syv i søndags – og den mindst imponerende af kampene hidtil var for to uger siden på hjemmebane mod Jaguars. Nu skal de atter i aktion foran hjemmepublikummet, og opgaven er ikke umiddelbart lettere end sidst. Panthers’ defensiv er dog knapt så stærk som Jaguars’, og det bør give mulighed for Deshaun Watson og co. til at finde mere succes. Kan Allen og Panthers-angrebet fortsætte hvor det slap i sidste uge, kan det snildt blive en Panthers-sejr, men jeg går med værterne i endnu en tæt kamp.

Carolina Panthers 24 @ 27 Houston Texans

Oakland Raiders @ Indianapolis Colts
Siden åbningssejren over Broncos er Raiders kommet gevaldigt ned på jorden med to klare nederlag på stribe. Senest blev de løbet i sænk af Vikings, og de skal nu op mod et Colts-mandskab, der også har vist sig i stand til at løbe bolden effektivt og bør have en klar fordel når deres offensive linje matcher op mod Raiders’ defensive ditto. Colts har ikke været overbevisende i år, men har i tre tætte kampe fået taget to sejre – overtidsnederlag til Chargers og snævre sejre mod Titans og Falcons. Skader er begyndt at gøre sit indtog hos værterne, og de kan være uden bl.a. T.Y. Hilton, Darius Leonard og Malik Hooker i denne kamp. De sidstnævnte skader gør betingelserne bedre for Derek Carr og Raiders-angrebet, men jeg er ikke sikker på at de formår at udnytte det. Jeg er stadig usikker på hvor jeg har Colts’ offensiv, men de bør kunne gøre nok til at hente sejren.

Oakland Raiders 17 @ 30 Indianapolis Colts

Los Angeles Chargers @ Miami Dolphins
Dolphins leverede sin bedste præstation indtil nu i år i søndags, hvor de ”kun” tabte med 25 point til Cowboys. Chargers har tabt to tætte kampe på stribe siden den snævre overtidssejr i første runde, men har nu en gylden mulighed for at komme på 2-2. Gæsterne har ofte haft det svært på østkysten, og jeg er aldrig tryg ved at bakke dem i en tidlig kamp tre tidszoner væk, men hvis ikke de kan vinde hér, står det virkelig skidt til. Dolphins er elendige og har i tre kampe blot sat 16 point på tavlen, og selvom angrebet viste lidt liv i kampen mod Cowboys – sæsonens første point (to field goals) mens en kamp stadig var nogenlunde tæt – kan jeg ikke gøre andet end at gå med Chargers her, velvidende at de næsten kun overgås af Steelers når man skal finde et hold, som kunne finde på et lægge et æg i en kamp som denne. Melvin Gordon ventes at få sæsondebut – nok kun meget begænset spilletid – efter at have stoppet sit holdout, og mod et Dophins-forsvar, der har blødt yards og touchdowns på jorden, skal det ikke afvises at han kan få pæn produktion.

Los Angeles Chargers 24 @ 10 Miami Dolphins

Washington Redskins @ New York Giants
Med Daniel Jones på quarterback fik Giants hentet sæsonens første sejr hjem, men det var ikke uden omkostninger, da Saquon Barkley røg ud med skade. Redskins fulgte et par hæderlige nederlag op med en svag præstation mod Bears, og faldt til 0-3. Nu venter så et Giants-forsvar, der har haft det meget svært i de første kampe, og det åbne op for at Redskins-angrebet kan komme i gang igen. Om det er nok er så en anden sag, for deres forsvar lader også meget tilbage at ønske. Holdene har delt de indbyrdes møder 1-1 i hver af de seneste fire sæsoner – 2-2 hos Giants og 2-2 hos Redskins – med Giants-sejr på udebane i det seneste opgør. Nu må tiden så være kommet til at de igen vinder på hjemmebane, selvom jeg langt fra er overbevist om det at er sådan det kommer til at gå.

Washington Redskins 26 @ 31 New York Giants

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Seattle Seahawks @ Arizona Cardinals
Efter to snævre sejre til at åbne sæsonen, led Seahawks et skuffende og overraskende nederlag hjemme til Teddy Bridgewater og Saints i søndags. Cardinals skuffede hjemme mod Panthers og har endnu sæsonens første sejr til gode. Seahawks-forsvaret har haft store problemer i de første kampe og har skuffet fælt mod kastet, men offensivt har de i Russell Wilson en topquarterback, der kan holde dem inde i alle kampe – nu mangler de så blot at kalde spil, der optimerer deres chancer for at finde succes; give Wilson bedre muligheder for at bringe holdet i gode positioner tidligt i kampen, i stedet for at skulle redde dem når det ser sort ud. Cardinals har de offensive våben til at kunne give Seahawks-forsvaret problemer, men selvom Kliff Kingsbury gerne vil kaste bolden, er der plads til en del forbedringer for angrebet, og det er svært for mig at se dem gøre nok til at tage sejren, medmindre Seahawks decideret forærer den væk. Cardinals-forsvaret har store problemer mod kastet, så Wilson og co. bør kunne gøre nok i dén del af spillet til at vinde.

Seattle Seahawks 27 @ 21 Arizona Cardinals

Tampa Bay Buccaneers @ Los Angeles Rams
Det har ikke været overbevisende fra Rams, men det har været nok. Tre kampe har kastet tre sejre af sig og Sean McVays mandskab har taget teten i NFC West. Bucs er kommet bedre med i de seneste kampe ovenpå den svage sæsonpremiere, men nederlaget til Giants i søndags var skuffende, og giver ikke anledning til den store optimisme inden mødet med et stærkere angreb hér. Wade Phillips bør kunne give Jameis Winston problemer, og selvom Bucs’ forsvar har spillet solidt, bør McVay, Goff og co. kunne finde en vej igennem. I hvert fald nok til at tage sejren.

Tampa Bay Buccaneers 13 @ 23 Los Angeles Rams

Kl. 22.25:
Minnesota Vikings @ Chicago Bears (3+)
Efter den snævre sejr over Broncos var Bears mere overbevisende i mandagens 31-15-sejr over Redskins, og de går altså dette divisionsopgør i møde med to sejre på stribe. Vikings har leveret to overbevisende sejre på hjemmebane, og en knapt så imponerende præstation på udebane mod Packers, og de skal nu på besøg på Soldier Field, hvor de har haft det svært historisk. Holdene har delt i porten de seneste fire gange i Chicago, men forud var gået 13 Bears-sejre i 14 møder, og selv Vikings’ to sejre de seneste fire år, har været snævre – begge med tre point. Det blev 25-20 til Bears sidste år, men kampen var reelt aldrig så tæt med værterne i kontrol med en føring på to scoringer det meste af kampen. Begge hold har vist stærkt forsvarspil i de første tre uger, men kommer med offensive bekymringer. Vikings har løbet bolden uhyre effektivt, men møder nu et Bears-forsvar, der har lukket effektivt ned for modstandernes løbeangreb hidtil i år. De to kasteangreb skal vi nok ikke gøre os de store forhåbninger omkring, så det lugter lidt af en lavtscorende affære, hvor vinderen – hvis mit bud på udfaldet af Lions’ kamp – vil komme op og dele føringen med Packers i divisionen (men dog være toer pga. tiebreaker, eftersom de begge har tabt til Packers). Vikings er umiddelbart det bedste hold, men jeg går med hjemmebanefordelen.

Minnesota Vikings 17 @ 20 Chicago Bears

Jacksonville Jaguars @ Denver Broncos
Efter et par skuffende kampe, fik Jaguars endelig hentet en sejr, da de på sikker vis slog Titans i sidste uge. Broncos led sit tredje nederlag i tre kampe og er, foruden sejre, også uden både sacks og turnovers i de første kampe. Der skulle være mulighed for at få ændret på alle tingene i denne kamp, men det er omvendt svært at have tiltro til at det kommer til at ske, baseret på hvad vi har set indtil nu. Tre store free agent-signings er ude med skader – Bryce Callahan, Ja’Wuan James og Kareem Jackson – og mens Jaguars også har nogle skader, og usikker status på Jalen Ramsey, så er de knapt så hårdt ramt. Broncos hjemme i september er dog en svær opgave og jeg vil slet ikke blive overrasket hvis Jaguars følger en god præstation i sidste uge op med en svag kamp hér. Tough call – nok den sværeste beslutning for mig i denne uge – men jeg går med værterne, der trods skader skal kunne udnytte et nogenlunde fordelagtigt matchup.

Jacksonville Jaguars 13 @ 16 Denver Broncos

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Dallas Cowboys @ New Orleans Saints (3+)
Med Drew Brees’ skade er dette opgør gået fra must-see til knapt så must-see. Sains vandt i Seattle uden Brees, men det er en noget anden opgave at stå overfor Cowboys’ velspillende defensiv – ikke mindst når Cowboys samtidig har NFCs vel nok stærkeste angreb i øjeblikket. Med Brees under center kunne det her ligne en ganske interessant kamp mellem to formodede slutspilshold – en kamp, der meget vel kunne agere tiebreaker i forhold til slutspilsseedninger – men med det konservative angreb Saints kørte med Teddy Bridgewater i sidste uge, er det svært at se det føre til mange point. Og Saints’ forsvar har ikke just været overbevisende i år. Trods udebane skal Cowboys tage den her.

Dallas Cowboys 31 @ 17 New Orleans Saints

Monday Night Football – kl. 02.15:
Cincinnati Bengals @ Pittsburgh Steelers (TV3 Sport)
Ugens eneste kamp mellem to 0-3-hold er også ugens sidste kamp. Mason Rudolph mod Andy Dalton i Primetime. Excited yet? Steelers og Rudolph så skidt ud mod 49ers i søndags, mens Bengals kæmpede sig flot tilbage mod Bills for blot at smide sejren, og holdet har nu to gange i tre kampe haft en føring, de ikke har kunnet fastholde – og er så imellem de to kampe blevet blæst af banen af 49ers på hjemmebane. På papiret en ganske uinspirerende kamp, men Steelers og Bengals har for vane at give os tætte og dramatiske kampe, og man kan da håbe på noget af det samme i denne omgang. Og hvem vinder så? Jeg aner det ikke, men Bengals i Primetime og Steelers på hjemmebane får mig til at hælde mod Steelers.

Cincinnati Bengals 16 @ 19 Pittsburgh Steelers

315 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top