You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2019 – WEEK 3

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Cincinnati Bengals @ Buffalo Bills
Efter den flotte præstation i første runde i Seatte, kom Bengals eftertrykkeligt ned på jorden i søndags, da de blev blæst af banen hjemme mod 49ers. Bills fulgte den flotte comebacksejr mod Jets op med endnu en sejr på samme stadion, da de – uden at være absolut overbevisende – slog Giants. Nu får de så endelig mulighed for at vise sig frem foran hjemmepublikummet. Forsvaret bør have overtaget mod Bengals’ offensiv, ikke mindst hvis de kan lukke ned for John Ross, der endelig er begyndt at indfri sit potentiale de seneste uger, men spørgsmålet er hvad Bills’ eget angreb kan præstere. Josh Allen viser fortsat fremgang, men er stadig ustabil, og Bengals-forsvaret har potentiale til at presse ham og fremtvinge fejl. Jeg er stadig ikke overbevist om at Allen er den langsigtede løsning for Bills, men hans kemi med John Brown er god, og holdet som helhed bør være stærkt nok til at hive sejren hjem, og gå næste uges møde med Patriots i møde på 3-0.

Cincinnati Bengals 13 @ 23 Buffalo Bills

Miami Dolphins @ Dallas Cowboys
Must we….?

Josh Rosen har fået starten for Dolphins, men det er svært at se det gøre nogen forskel for ét af historiens værste hold (har tangeret 1973-Saints for værste pointmæssige start i historien – 10 scorede mod 112 tilladte point; Dolphins har dog spillet begge sine på hjemmebane), når de møder ét af de hold i ligaen, der har leveret bedst spil i de første uger af denne sæson.

Miami Dolphins 6 @ 41 Dallas Cowboys

Denver Broncos @ Green Bay Packers
Et stærkt første quarter var nok for Packers mod Vikings, og holdet går dermed tredje runde i møde med to divisionssejre i bagagen, og får nu besøg af et Broncos-hold, der har skuffet i sine første to kampe – først et skuffende nederlag hos Raiders, og i sidste uge et sjældent septembernederlag på hjemmebane mod Bears. Det bliver det tredje stærke forsvar Packers skal op imod i ligeså mange kampe, men ligesom med Bears i åbningskampen, er det også et hold med store offensive udfordringer, så så længe Packers kan undlade at smide kampen væk på angrebet, så bør det være nok til at tage sejren. I sin tid som defensiv koordinator for Bears fik Vic Fangio presset Aaron Rodgers og angrebet, og det kan sagtens ske igen – men det er i sig selv ikke nok, og jeg ser ikke Broncos gøre nok offensivt til at forhindre Packers i en 3-0-start.

Denver Broncos 10 @ 20 Green Bay Packers

Atlanta Falcons @ Indianapolis Colts
To hold jeg ikke for alvor kan blive klog på. Colts kæmpede sig med nød og næppe på 1-1 med sejren over Titans i søndags, men kunne med lidt mere kvalitet i Adam Vinatieris fødder have været 2-0, mens Falcons efter en svag indsats i første runde, kæmpede sig til en sejr over Eagles og kom på 1-1. Værterne må undvære Pierre Desir og kan også være uden Darius Leonard, og det er en svækkelse af defensiven inden den skal op imod Julio Jones og co., men de er oppe mod et angreb, der har begået tre turnovers i begge de første to kampe. Colts’ offensiv har været meget løbeorienteret i de første kampe, og mens Falcons’ forsvar blev løbet i sænk af Vikings, lukkede det godt ned for Eagles’ running backs i søndags. Det kan gå hvilken vej det skal være, så jeg går med hjemmeholdet.

Atlanta Falcons 20 @ 24 Indianapolis Colts

Baltimore Ravens @ Kansas City Chiefs (TV3 Sport)
Denne uges kampprograms soleklare headliner. Chiefs og Ravens har været blandt ligaens stærkeste hold i de første uger, og gav os i december sidste år ét af de bedste opgør i sæsonen, da Chiefs vandt 27-24 efter overtid. Det var én af de kampe i sæsonen hvor Chiefs-angrebet havde det sværest, men de fandt en vej til sejren på hjemmebane. Ravens har set stærkere ud i de første to uger end de gjorde sidste år, og Chiefs er ramt af fravær til både Eric Fisher og Damien Williams, foruden Tyreek Hill. Det er nogle hårde slag for offensiven mod et stærkt Ravens-forsvar. Ligesom sidste år er der også spørgsmål omkring Chiefs-defensiven, og Ravens-angrebet har brikkerne – både på jorden og gennem luften – til at udfordre Steve Spagnuolos enhed. Jeg går med Chiefs i kraft af hjemmebanen, men jeg vil absolut ikke blive overrasket hvis Ravens hiver sejren hjem.

Baltimore Ravens 27 @ 31 Kansas City Chiefs

Oakland Raiders @ Minnesota Vikings
Både Vikings og Raiders viste solidt spil i første runde, men kom ned på jorden med nederlag til divisionsrivaler i søndags. Raiders startede solidt ud på angrebet mod Chiefs, men falmede i de sidste tre quarters, mens Vikings kom horribelt fra land mod Packers, inden forsvaret trådte i karakter og angrebet begyndt at vise lidt liv. På hjemmebane var Vikings dominerende mod Falcons, og det bør de også være mod Raiders – de har det stærkeste mandskab af de to hold, men kæmper til tider med at levere spil, der lever op til talentet. Mindre bør kunne gøre det hér.

Oakland Raiders 16 @ 24 Minnesota Vikings

New York Jets @ New England Patriots
Adam Gase formåede som Dolphins-head coach at skabe lidt problemer for Patriots, men det var på hjemmebane og det var med et hold, der virkede markant stærkere end dét Jets vil kunne sende på banen i denne uge. Patriots har ikke tilladt et touchdown i tre kampe på stribe, inkl. Super Bowl, og har blot tilladt seks point i de tre opgør, og deres vanlige motorvej til slutspillet har fået ikke bare én, men tre-fire ekstra nyasfalterede vejbaner – og der er ingen fartbegrænsning. Med Sam Darnold ude med kyssesyge og Trevor Siemians grimme ankelskade, er Jets nede på Luke Falk som starter. This should get ugly.

New York Jets 3 @ 31 New England Patriots

Detroit Lions @ Philadelphia Eagles
Hverken Eagles eller Lions har været overbevisende i de første to runder. Lions smed en stor føring mod Cardinals i første runde og måtte nøjes med uafgjort, inden de hev en snæver sejr hjem over Chargers i søndags, mens Eagles i begge kampe har måttet levere comebacks for hhv. at slå Redskins og tage en forgæves føring mod Falcons. Værterne er ramt af flere skader, og ventes at måtte undvære både DeSean Jackson, Alshon Jeffery og Dallas Goedert på angrebet. Det kan komme til at give problemer mod et solidt Lions-forsvar. Gæsternes offensiv er jeg usikker på hvor jeg har, og jeg tror den kan få endnu en svær kamp – men kan forsvaret atter gøre sit, kan selv en tvivlsom offensiv præstation vise sig at være nok. Jeg tror dog ikke at det bliver nok og går med Eagles, selvom jeg absolut ikke føler mig sikker i min sag.

Detroit Lions 17 @ 20 Philadelphia Eagles

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Carolina Panthers @ Arizona Cardinals
Panthers har tabt to på stribe og er uden Cam Newton når de gæster Cardinals, der fulgte op på det flotte comeback i den uafgjorte kamp mod Lions med en solid præstation og et forholdsvis tæt nederlag til Ravens. For Panthers kan der være addition by subtraction at Kyle Allen er under center, for Cam Newton har været tydeligt hæmmet i de første uger, og hans evne til at løbe har slet ikke været udnyttet – i Allen får holdet en quarterback, der bør kunne spille uden begrænsninger, om end ikke på samme niveau som Newton på fuld styrke. Cardinals’ forsvar har vist solidt spil og bør kunne dæmme nogenlunde op for Panthers-angrebet, og mens løbeforsvaret kan få det svært med Christian McCaffrey, bør det samlet set være en fordel til værterne når Panthers har bolden. Cardinals’ angreb, ikke mindst Kyler Murray, har i begge de første to kampe skullet bruge lang tid på at komme i gang, men har leveret godt spil i fjerde quarter og overtid. Med hjemmebanefordel, en modstander af tvivlsom kvalitet – men dog med ekstra forberedelsestid – og nogle kampe i bagagen til at få angrebet til at klikke, bør Kliff Kingsbury, Kyler Murray og Cardinals hente sæsonens første sejr.

Carolina Panthers 17 @ 27 Arizona Cardinals

New York Giants @ Tampa Bay Buccaneers
Eli Manning-æraen er slut og Daniel Jones-æraen kan starte for Giants, når førsterundevalget for første gang skal under center for Giants, og forsøge at få rettet op på en skrantende offensiv. Giants får Sterling Shepard tilbage efter han sad ude med skade i sidste uge, men gruppen af pass catchers er stadig svækket, og der kan blive behov for at Jones viser sin mobilitet frem for at få angrebet flyttet. De to hold har leveret nogle tætte opgør de seneste sæsoner – Bucs vandt 25-23 i Tampa i 2017 på et field goal i sidste sekund, mens Giants sidste år vandt 38-35 på hjemmebane i en kamp, der bør på 35 point i fjerde quarter. Bucs har haft ekstra forberedelsestid efter at have spillet sidste torsdag, og angrebet har et fint matchup mod Giants’ svage defensiv, så forudsat Jameis Winston ikke leverer spil på samme niveau som i første runde på hjemmebane, bør værterne tage denne, om end det ikke skal afvises at udskiftningen på quarterback for gæsterne, kan give et boost til holdet.

New York Giants 20 @ 27 Tampa Bay Buccaneers

Kl. 22.25:
Houston Texans @ Los Angeles Chargers
Overbevisende var det ikke fra Texans’ angreb i søndagens sejr over Jaguars, men efter et snævert nederlag i første runde, tager de ganske givet gerne en snæver sejr som revanche. Også Chargers har måttet gennem to tætte kampe indtil nu, og efter en overtidssejr mod Colts, kunne angrebet ikke præstere nok i Detroit i sidste uge. To slutspilshold fra sidste år, der begge har spillet to tætte kampe, vundet én og tabt én, og begge har en offensiv linje, der hører til i den dårligste del af ligaen. Det er svært at gennemskue hvordan det her kommer til at forløbe, men Chargers’ hjemmebanefordel er ikke meget værd, og jeg har lidt mere tiltro til at Deshaun Watson kan levere de nødvendige spil bag sin svage linje end at Philip Rivers kan gøre det. Chargers ser ud til at være uden kicker Michael Badgley igen, og punter Ty Long, der brændte to field goal-forsøg i nederlaget på tre point til Lions, vil varetage tjansen igen. Det er risikabelt og kan meget vel ende med at være forskellen på sejr og nederlag.

Houston Texans 24 @ 21 Los Angeles Chargers

New Orleans Saints @ Seattle Seahawks
Med Drew Brees ukampdygtig, vil Teddy Bridgewater få mulighed for at vise at han er blandt ligaens bedste backups, som Saints har betalt ham som. Det tidligere Vikings-førsterundevalg har kun set begrænset spilletid siden den alvorlige knæskade for tre år siden, der satte karrieren i fare, og når endelig han har været i aktion, har niveauet ikke været som man kunne håbe. Nu får han så muligheden for at vise sig frem over flere kampe, med gameplans tilpasset til ham. Det bliver ikke en let opgave at føre Saints til sejr på udebane mod Seahawks, men efter Seahawks-defensiven har blødt yards gennem luften til først Andy Dalton og siden Mason Rudolph, skulle der være mulighed for at finde noget succes for Bridgewater og Saints-offensiven. Jeg tror bare ikke det vil være nok.

New Orleans Saints 17 @ 27 Seattle Seahawks

Pittsburgh Steelers @ San Francisco 49ers (3+)
Ben Roethlisberger er færdig for sæsonen og sidste års tredjerundevalg Mason Rudolph skal nu bevise sit værd og forsøge at holde Steelers inde i kampen om slutspil. Med traden for Minkah Fitzpatrick har Steelers vist tillid til at Rudolph kan gøre dette, og nu skal han så leve op til det. Det bliver dog ikke en let opgave mod et 49ers-hold, der har vist godt spil i de første uger. Steelers er dog et på papiret stærkere hold end Bucs og Bengals, som de har slået i de første to runder. Denne gang har 49ers dog fordelen af hjemmebane for første gang i år, og det er en god mulighed for at komme på 3-0 og gå ubesejret på bye. Jeg er stadig ikke sikker på hvor gode 49ers er, og leverer Steelers sit bedste spil, kan det sagtens ende med en udesejr her. Men jeg går med værterne.

Pittsburgh Steelers 24 @ 27 San Francisco 49ers

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Los Angeles Rams @ Cleveland Browns (3+)
Overbevisende har det ikke været fra Browns i de første to kampe. Ovenpå en forfærdelig præstation i første runde, var der noget lettere spil mod Jets, men mod et mandskab, der intet kunne få i gang, var det svært at udlede det store. Rams har vundet begge sine kampe, men det var med besvær mod Panthers, og med Drew Brees’ skade i sidste uge, var Saints-kampen også lidt svær at drage konklusioner ud fra, selvom det var lovende at sejren blev hevet så sikkert hjem. Browns har noget at rette op på på hjemmebane efter den præstation de gav de lokale fans i første runde, og det bliver i deres anden Primetime-kamp på stribe – og Browns har vundet tre Primetime-opgør i træk siden sidste år. Spiller de op til deres bedste, kan det sagtens blive fire i streg, men Rams ser stærkere ud og bør kunne tage sejren.

Los Angeles Rams 28 @ 24 Cleveland Browns

Monday Night Football – kl. 02.15:
Chicago Bears @ Washington Redskins (TV3 Sport)
Redskins har kæmpet bravt i to svære divisionsopgør, men tabt dem begge. Offensiven har præsteret bedre end ventet, mens defensiven i sidste ende ikke har kunnet holde stand mod Eagles’ og Cowboys’ angreb. Nu venter så en på papiret lettere opgave mod et Bears-mandskab, der ikke har kunnet få gang i offensiven i de første kampe, men som til gengæld har fortsat det stærke defensive spil fra sidste sæson. Det peger umiddelbart i retning af en lavtscorende affære mellem et Bears-angreb, der ikke kan, og et Redskins-angreb, der næppe får lov. Bears er nok det bedste hold, og kan deres angreb få lidt i gang, bør de også kunne tage sejren – jeg vil dog se mere fra angrebet før jeg tør tro på det, og tiden må være kommet til at Redskins får mere ud af deres spil end de har fået hidtil.

Chicago Bears 10 @ 13 Washington Redskins

334 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top