You are here
Home > College

2020 NFL DRAFT: 60 TO WATCH – LINEBACKERS

Vi er nået til ottende del i vores draftfokuserede optakt til årets collegesæson. Over ti dage retter vi blikket mod en gruppe af spillere på de forskellige positioner, som du med fordel kan holde ekstra øje med, når sæsonen starter.

Med en hel sæson at spille før spillerne skal vælges, kan mange nå at komme ud af ingenting, mens etablerede top prospects kan falde igennem, og derfor undlader vi at gå med rangeringer af spillerne, men har i stedet udvalgt 60 spillere, der kan gå i draften næste år. Sandsynligheden taler dog for, at flere af dem fravælger muligheden og først søger mod NFL i 2021.

Der er potentielle topvalg imellem, men denne gennemgang handler ikke kun om de bedste spillere – det handler om spillere, hvis spil henover den kommende sæson er værd at følge med i.

Vi fortsætter gennemgangen med et kig på gruppen af linebackers. Årets draft bød på nogle fremragende topnavne, men et mærkbart drop i niveau bag de to spillere, der blev valgt i top 10. I 2020 skulle der ikke være samme spring i niveau fra de bedste til de næstbedste.

Læs med nedenfor og bliv lidt klogere på hvilke linebackers vi mener er værd at holde øje med over de kommende måneder. Og mener du selv at der er en linebacker, som vi ikke kommer omkring hér, som er værd at holde øje med, så smid endelig en kommentar om hvem og hvorfor – og der er uden tvivl flere at holde øje med, men når hele gennemgangen skal begrænses til 60 spillere, må nogle navne sies fra.

Tidligere positionsgennemgange:
Quarterback
Running backs
Pass catchers
Offensive tackles
Interior offensive linemen
Interior defensive linemen
Edge rushers

Dylan Moses, Alabama
Class: Jr
Size: 6’3, 235 lbs
Født: 25. maj 1998

Fem gange i dette årti har Alabama fået en off-ball linebacker valgt i første runde af draften – Rolando McClain, Dont’a Hightower, C.J. Mosley, Reuben Foster og Rashaan Evans – og det kommende årti kan meget vel blive indledt med endnu et førsterundevalg fra holdets linebackerkæde.

Dylan Moses ligner den komplette pakke på positionen. Størrelse, eksplosivitet, spilforståelse og evner er der – han kan stoppe løbet, tage kampen op mod defensive linjemænd for at give plads til at andre kan lave spil, og han kan dække op. Mack Wilson, der gik i draften i år, holdt Moses på sidelinjen, når Alabama gik i dime sidste år, men det handler ganske givet mere om, at Wilson var en exceptionel cover-linebacker end om Moses’ evner på den front. Og med Wilson væk, bør Moses få mulighed for at bevise det i år.

Der er rent ud sagt ikke meget at udsætte på Moses som prospect, og dét man kan kritisere, er i det store hele ting, der kan fikses. Mangler lidt instinkt, men sanserne kan skærpes på den front med mere erfaring. Og de få tekniske detaljer han mangler at få på plads, bør også være mulige at få korrigeret.

Moses er fra Louisiana, og har altid haft drømt om at spille for hjemstatens LSU Tigers – og LSU tilbød ham sågar et scholarship helt tilbage i 2012, forud for at han startede i 8. klasse. I sidste ende valgte han alligevel rivalerne fra Alabama, efter LSU fyrede head coach Les Miles. Indtil nu er det svært at udsætte meget på den beslutning, og fastholder han det gode spil som junior, mens han får finpudset de sidste detaljer, er spørgsmålet nok mere, hvornår han går i første runde, end om han bliver et førsterundevalg.

Isaiah Simmons, Clemson
Class: RS Jr
Size: 6’4, 225 lbs
Født: 26. juli 1998

Hvis ikke du har hørt om Isaiah Simmons inden Scouting Combine, så vil du ganske givet have fået hans navn ind på lystavlen når de defensive spillere har været i aktion i Indianapolis. I high school var Simmons dobbelt statsmester i længdespring i Kansas, og da Bruce Feldman i år sammensatte sin årlige freak-liste, rangerede Simmons som nummer 4 – der snakkes om vertical jump på 40”, broad jump på 11’0 og sub-4,40 40-yard-tider. Han har  sågar slået holdets running back Travis Etienne (som vi var omkring i running back-gennemgangen, hvor også hans atletiske evner blev fremhævet) i kapløb.

De fysiske værktøjer er på plads, men Simmons er ikke “bare” en atlet. Han kan også spille football. Han var en lidt undervurderet del af de nationale mestres forsvar i sidste sæson, og der er flere, der vil mene, at han var det bedste pro prospect på forsvaret – vel at mærke et forsvar, der fik valgt fire defensive spillere i top 40 i årets draft, herunder Clelin Ferrell med valg nummer 4.

Vi inkluderer ham i denne gennemgang som linebacker, men han kunne også være taget med som safety. Simmons er et defensivt våben, der kan spille både løbet og kastet og kan line op overalt bag den defensive linje. Han har erfaring som safety og nickelback og har spllet både weak- og strongside linebacker. I kampen mod Penn State sidste år, fulgte han med wide receiver Miles Boykin (Ravens’ tredjerundevalg, bedste SPARQ-score blandt receivers i 2019-draften – og én af de bedste SPARQ-scores overhovedet for receivers) skridt for skridt ned ad banen og fik forsvaret et kast med perfekt teknik.

Han vil i udgangspunktet være linebacker for Clemson, men deres defensive system giver ham mange muligheder for at agere i en rolle som safety, og det skal ikke afvises, at der er NFL-trænere, der vil se mulighed for at lade ham line op i den bageste del af forsvaret. Simmons er ikke typen, man på den måde skal sætte et mærkat på – man finder en måde at bruge ham på, og der er mange muligheder på den front.

Simmons er en fysisk freak, men han er i bund og grund rå som sushi. Ligesom freaky hans fysik er, ligeså meget plads er der til at spille mere fysisk. Han skal blive markant bedre i den del af spillet, ligesom han skal blive bedre til at tackle, så der er helt bestemt nogle ting at holde øje med ved Simmons’ spil, men hold også bare øje med ham for at nyde ham spille. Han er en spiller som de fleste NFL-hold vil elske at have på deres hold og have tiltro til, at de kan udvikle til at indfri sit gigantiske potentiale. Han passer perfekt til dagens NFL med sideline-to-sideline-ability og evnen til at dække både tight ends, receivers og running backs.

Shaquille Quarterman, Miami (FL)
Class: Sr
Size: 6’1, 235 lbs
Født: 28. oktober 1997

Som fast starter på Hurricanes’ forsvar, siden han satte foden på campus, har Quarterman samlet masser af erfaring i midten af Miami-forsvaret, og hele linebackerkæden returnerer til denne sæson, hvor Quarterman dermed atter vil være omgivet af Mike Pinckney og Zach McCloud, og udgøre en trio af senior-linebackers.

Quarterman har ideel størrelse til positionen, gode atletiske evner, spiller med masser energi og er en leder på hvad der bør være ét af nationens bedste forsvar. Han mangler dog at bevise sig på nogle vigtige fronter. Trods mange tacklinger i løbet af sine 39 kampe, har Quarterman for ofte kæmpet med at tage de rette vinkler, og han skal være bedre til at bruge sine hænder til at komme af blokeringer.

Miami Hurricanes’ historik på linebacker-positionen inkluderer navne som Ray Lewis, Jonathan Vilma, Jon Beason, D.J. Williams og Dan Morgan, og mens Quarterman ikke umiddelbart er i samme boldgade, vil hans erfaring, holdbarhed og lederevner kunne tiltrække flere hold. Der er begrænsninger i hans spil, men der er bestemt også mulighed for, at han kan vise forbedringer i nogle af disse facetter af spillet. Hvis det sker, vil han kun gøre det lettere for en beslutningstager at slå til.

Paddy Fisher, Northwestern
Class: RS Jr
Size: 6’4, 246 lbs
Født: 23. januar 1998

Northwestern har ikke fået valgt en spiller i de første tre runder af en draft, siden Luis Castillo (1. runde, Chargers) og Trai Essex (3. runde, Steelers) i 2005, og mens det ikke er givet, at Paddy Fisher kommer til at ændre på den trend, så giver han i hvert fald mulighed for at rette op på det. Af de sidste ti draftede spillere fra programmet, har de ni også først været valgt i femte runde eller senere, så selv hvis Fisher kun ender som et fjerderundevalg, vil det være stort for Northwestern.

Fisher er en forrygende run-stopper, der bruger sin fysik på glimrende vis i denne del af spillet. Han har styrke nok til jævnligt at bringe stærke offensive linjemænd ud af balance, og finde vej til modstandernes backfield. Han har samlet 14 tackles for loss sammen i sine to sæsoner som en Wildcat. I begge sæsoner har han derudover forceret fire fumbles.

Hvad han har mod løbet, mangler Fisher dog at bevise i opdækning. Det sætter foreløbig nogle begrænsninger på hans projektion. I en liga, der er mere kasteorienteret end nogensinde før, skal man kunne begå sig i opdækning for at blive valgt tidligt, og hvis ikke Fisher viser fremskridt i den del af spillet, kan det betyde et fald ned gennem draften.

Scouts har til Tony Pauline givet femterundegrades til Fisher, og fremhævet begrænset upside og ball skills i opdækning som bekymringer. Generelt virker meningerne meget delte omkring Fisher, og uden et klart konsensus, giver det da i hvert fald anledning til at holde øje med, om han kan afbøde nogle af bekymringerne henover den kommende sæson.

Anfernee Jennings, Alabama
Class: RS Sr
Size: 6’3, 259 lbs
Født: 1. maj 1997

Ligesom ved Simmons kan man diskutere om Anfernee Jennings skal være med i en anden positionsgennemgang end ved linebackers. Jennings vi mange steder blive fremhævet som edge rusher frem for linebacker, og 4-3-end eller 3-4-outside linebacker er også en ganske sandsynlig NFL-position for ham, men det skal ikke afvises, at han kan ende i en rolle som off-ball linebacker.

Jennings har fået en større rolle over de seneste to sæsoner, siden Tim Williams og Ryan Anderson tog springet til NFL i 2017, og samlede sidste år 13 tackles for loss og 5,5 sacks sammen for Alabama. Han elsker den fysiske del af spillet og tager ære i at dominere netop hér. Med sine stærke hænder er han i stand til at tage kontrollen på ydersiden, og sætte en edge.

Ryg-, ankel- og knæskader har kostet Jennings spilletid i løbet af tiden hos Alabama, og kan han ikke holde sig fri af skader i 2019, kan det komme til at koste på draftday. Bedre sackproduktion vil også gøre det lettere at overbevise beslutningstagere om at tage chancen på ham. Og mens Jennings ikke er – og næppe nogensinde bliver – en dynamisk edge rusher, der vinder med speed, skal det ikke underkendes, at han fik samlet 36 pressures sammen henover 2018-sæsonen, ifølge PFF.

Der er masser at kunne lide, og Jennings kan sagtens vinde mange hjerter i NFLs front offices, men skal han blive et rigtigt tidligt valg, kan der være behov for, at han forbedrer sin produktion og holder sig skadesfri.

177 total views, 2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top