You are here
Home > Blogs

DERFOR ER ANTONIO BROWN OG RAIDERS DØMT TIL AT FEJLE

Antonio Brown har længe været uudholdelig at høre på, fordi han har haft så meget at brokke sig over i Pittsburgh. Han får ikke bolden nok, han får ikke penge nok, og ja, der var nærmest ikke dét, der ikke var galt hos Steelers.

Efter at have ødelagt sin trade-værdi fuldstændig i de sidste par måneder med åbenlyst brok, billeder på Instagram, hvor han stort set siger, at han glæder sig til at være en 49er og et afbleget overskæg, er han nu en Oakland Raider. Et tredjerunde- og et femterundevalg var alt der skulle til, for at få fat i den bedste wide receiver i football.

Spørgsmålet er, hvem der har vundet noget ved denne trade. Steelers har mistet den bedste receiver i football og fået peanuts tilbage. De er sluppet af med en kæmpe distraktion, men hvis man ser nøgternt på det, så har Steelers tabt stort på denne trade. Jeg tror, at de i lang tid vil være ret sure på Antonio Brown over, at han ikke kunne tie stille, så hans tradeværdi var forblevet intakt.

Raiders har fået den bedste receiver i football, men Antonio Brown må formodes gerne at ville til en contender, og det er han bestemt ikke kommet. Raiders sluttede 2018-sæsonen 4-12, og der mangler virkelig mange brikker på holdet. Antonio Brown er én af de brikker, de manglede. De manglede en god receiver. Problemet er, at de også mangler mange andre ting.

De mangler et pass-rush, for som det er nu, har de ikke et. De havde klart færrest sacks i sidste sæson efter at have tradet Khalil Mack væk.

De mangler en quarterback, for som det ser ud nu, så ligner Derek Carr den mest overbetalte quarterback i ligaen. Vi har længe kaldt Andy Dalton for QB-skærsild, fordi han er for god til at skille sig af med, men for dårlig til man nogensinde rigtigt kan vinde med ham. Som jeg ser Derek Carr efter fem sæsoner i ligaen, så er han dårligere end Andy Dalton. Prove me wrong!

De mangler en offensiv linje, der kan give Derek Carr tid. På guard har de Kelechi Osemele, som er rigtigt god, men resten af den offensive linje er erstattelig. De tillod syvendeflest sacks i sidste sæson. Det er mest tackle-positionerne, der er et problem. På Left Tackle har de Kolton Miller, der i sin rookie-sæson ikke så heldig ud. Der er stadig en chance for, at han kan blive bedre, men førsterundevalget lignede ikke et førsterundevalg i sin rookie-campaign. Donald Penn var nødt til at acceptere en lønnedgang inden 2018-sæsonen, og det er der en god grund til. Han er langt fra tidligere tiders niveau.

“Men Toke, hvor har Raiders så styr på deres hold?” Jeg ville ønske, at jeg kunne komme med et godt svar her, men som jeg ser deres roster, har de needs alle steder. Alle positioner kan opgraderes. Deres receivergruppe er deres stærkeste side nu med Antonio Brown og Jordy Nelson. Begge er dog aldrende. Deres startende running back i næste sæson er formentlig Marshawn Lynch. Han så fin ud i 2018, men igen, en aldrende mand, især når man tænker på hans position.

Jeg ser kun én spiller være en byggesten på deres hold, og det er deres førsterundevalg fra 2016, Karl Joseph på safety. Resten af holdet er middelmådigt eller oppe i årene.

Så hvis du spørger mig, så giver traden ikke mening for andre parter end Antonio Browns agent, Drew Rosenhaus. Han får nogle penge i lommen, og ja, Antonio Brown bliver også sikret flere penge, men i bytte for hvad? I bytte for ikke at være playoff-bound og i bytte for at være sammen med en dårligere quarterback. Held og lykke, Antonio Brown, men jeg ser ikke, hvordan dette kan ende godt, for når en football-spiller når op i den alder, vil de have to ting: Penge og mesterskaber. I Oakland – Las Vegas efter næste sæson – er kun én af de to ting i sigte.

Nu hvor han er ude af Pittsburgh og er landet hos Raiders, er denne del af sagaen slut. Men jeg tror bestemt ikke, at det er sidste gang, vi hører ham brokke sig højlydt til medierne og på hans Instagram. Det er først lige begyndt.

1,803 total views, 3 views today

One thought on “DERFOR ER ANTONIO BROWN OG RAIDERS DØMT TIL AT FEJLE

  1. I min verden har det lignet af AB og Rosenhaus har forsøgt at få ham released fra PIT i et stykke tid. Jeg er også skuffet over ikke at få mere for ham, men jeg tror faktisk at hans lønkrav har været en større hindring end hans udbrud på de sociale medier..

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top