You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – WEEK 11: GREEN BAY PACKERS @ SEATTLE SEAHAWKS

Thursday Night Football – kl. 02.20
Green Bay Packers @ Seattle Seahawks
4-4-1 gæster 4-5. Begge hold har desperat brug for en sejr for at holde sig til i kampen om slutspil, og med tanke på at selv det hold, der trækker sig sejrrigt ud af kampen, har en svær vej mod slutspil, ser det endnu værre ud for det tabende hold. I den resterende del af sæsonen har Packers svære udekampe indenfor divisionen hos Vikings (næste uge) og Bears, mens Seahawks skal på besøg hos Panthers og får besøg af både Vikings og Chiefs. Seahawks kan meget vel være tvunget til at gå 6-0 herfra, hvis de taber denne kamp, mens Packers med al sandsynlighed skal bruge i hvert fald fem sejre (den uafgjorte kamp giver en lille fordel), og det ser svært ud med tanke på kampprogrammet. For begge hold.

Seahawks går ind til denne kamp med to nederlag på stribe – først sæsonens vel nok dårligste præstation i hjemmebanenederlaget til Chargers og i søndags fulgte så et snævert nederlag hos Rams. Offensiven er ikke flashy, men den er i det store hele effektiv, som vi også har set det i tidligere år, og afskeden med Tom Cable har gjort underværker for den offensive linje, der ganske vist ikke er blandt ligaens bedste, men har vist klare fremskridt i forhold til sidste år. Chris Carson er tilbage efter at have siddet ude med skade i søndags, og også D.J. Fluker ventes tilbage, og det bør komme angrebet til gode i et matchup med et Packers-forsvar, der tillader 4,5 yards pr. carry. Defensiven rangerer i top ti i tilladte point, men har ikke for alvor klikket i de seneste kampe, og ser ud til atter at måtte undvære linebacker K.J. Wright.

For Packers har sæsonen i dén grad været delt i ude- og hjemmekampe – mens de er 4-0-1 på hjemmebane, er de 0-4 udenfor Wisconsin med tre klare nederlar (Redskins, Lions og Patriots) og et snævert af slagsen (Rams). De kan til gengæld glæde sig over at have leveret sæsonens vel nok mest helstøbte præstation i søndagens sejr over Dolphins. Aaron Jones havde en stærk kamp på jorden, mens Aaron Rodgers kunne nøjes med at kaste bolden 28 gange – det laveste antal i over et år (hans 199 yards var også det laveste siden 35-14-sejren over Bears i september sidste år; en kamp hvor han kun var på banen på ét spil i fjerde quarter). Både angrebet og forsvaret kommer dog på en helt anden opgave i Seattle end hjemme mod Dolphins, men kan der bygges videre på sidste uges præstation, skal gæsterne bestemt ikke afskrives.

I det store hele synes jeg Seahawks har spillet bedre end deres record – nederlag til Rams og Chargers er der i sig selv ingen skam i, Bears har også vist sig stærke i år, og Broncos er historisk set bare uhyggeligt svære at møde i Denver i september – og jeg kan bare ikke ignorere hvor dårligt det har set ud for Packers på udebane i år. Præstation i søndags var lovende, men siden comebacksejren over Bears i Week 1 og den uafgjorte kamp mod Vikings umiddelbart efter, har vi altså at gøre med et hold, hvis sejre er kommet mod Bills, 49ers og Dolphins. Ikke at holdene Seahawks har slået har været meget bedre (Cowboys, Cardinals, Raiders og Lions), men værterne slår mig alligevel som det bedste hold, uagtet at formkurven peger lidt mere i retning af Packers. Jeg går med hjemmeholdet.

Green Bay Packers 24 @ 31 Seattle Seahawks

 

Gennem 2018-sæsonen vil hele Huddle Up-redaktionen komme med deres bud på alle sæsonens kampe i forbindelse med vores optakter i en intern pick-konkurrence. Vi har sat 50 point på højkant i hver kamp, baseret på præcisionen af vores bud (vinder, vindermargin, point til hvert hold og antal point i kampen). Efter tiende runde er stillingen:
Peter: 2757 (93-53-2 – .635)
Rasmus: 2595 (86-60-2 – .588)
Toke: 2563 (87-59-2 – .595)
Magnus: 2492 (79-53-2 – .597)

Redaktionens bud på TNF:
Magnus: Packers 24 @ 27 Seahawks
Peter: Packers 24 @ 31 Seahawks
Rasmus: Packers 24 @ 27 Seahawks
Toke: Packers 23 @ 30 Seahawks

 793 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top