You are here
Home > NFL >

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – WEEK 10

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Detroit Lions @ Chicago Bears
Med en let sejr over Bills holdt Bears i sidste uge fast i føringen i NFC North. Lions mistede omvendt et vigtigt skridt, da de måtte se sig slået af Vikings. To sejre skiller nu top og bund i divisionen, og et nederlag hér vil formentlig endegyldigt slukke håbet for i år for Lions. Gæsterne har domineret de indbyrdes møder over de seneste år, og er 9-1 mod Bears siden 2013 – det har dog ofte været tætte opgør, og af de ti møder er otte afgjort indenfor otte point, herunder alle fem i Chicago. Bears er 3-1 på hjemmebane med kampen mod Patriots som det enlige nederlag – Lions er omvendt 1-3 på udebane, men det var kun nederlaget i sidste uge, der ikke var et tæt af slagsen. At Bears er favoritter er svært at komme udenom, og med en ny trænerstab hos begge hold, kan Lions’ nyhistoriske overtag nok godt nedtones en smule (uagtet at spillerne på begge hold, der har været en del af disse kampe, nok kan føle at Lions har et mentalt overtag). Jeg er stadig ikke helt overbevist om Bears’ kvalitet, men de er på hjemmebane og i bedre form, og jeg kan ikke finde et stærkt argument for at gå med Lions under disse omstændigheder – og læg dertil at de må undvære cornerback Darius Slay, der er ude med skade. Bears it is

Detroit Lions 20 @ 24 Chicago Bears

New Orleans Saints @ Cincinnati Bengals
Med den flotte præstation i sejren over Rams, tog Saints et vigtigt skridt nærmere hjemmebanefordel gennem slutspillet. Panthers’ nederlag til Steelers i torsdags gav samtidig lidt luft i toppen af NFC North, og med en sejr hér, vil Saints holde en føring på to sejre, forud for de sidste syv kampe, hvor der venter to opgør mod Panthers i de sidste tre uger. Bengals heppede ganske givet på Panthers i torsdagens kamp, men er nu sat under ekstra pres ud af deres bye week. Et nederlag her vil betyde at Steelers holder en føring på halvanden sejr i divisionen. Bengals er uden tåskadede A.J. Green, og må derudover atter undvære bl.a. Nick Vigil, Vontaze Burfict og Darqueze Dennard på forsvaret. Det er ikke de bedste betingelser inden et møde med ét af ligaens stærkeste angreb. Værterne har måske nok haft to uger til at forberede sig, men formen er ikke imponerende – de vandt ganske vist over Bucs for to uger siden, men ikke før de havde formøblet en stor føring – og Saints har omvendt vist skræmmende styrke i sejrene over Vikings og Rams de seneste to uger. Det ligner den ottende sejr på stribe til Saints.

New Orleans Saints 37 @ 23 Cincinnati Bengals

Atlanta Falcons @ Cleveland Browns
Med tre sejre på stribe har Falcons fået spillet sig til 4-4. Julio Jones fik endelig stoppet sin stime af kampe uden touchdowns og angrebet så generelt uhyggeligt ud i sejren over Redskins. Forsvaret trender i den rigtige retning, og har fået styrket pass rushet med tilføjelsen af Bruce Irvin. Browns’ forsvar kæmpede gevaldigt med at stoppe Chiefs’ angreb i sidste uge (som de fleste forsvar har gjort det), og har altså endnu en svær opgave i vente i denne uge – mens forsvaret havde det svært, viste angrebet lidt bedre takter, og det var ikke mindst rart at se Duke Johnson blive brugt mere end vanligt, om end han fortsat kun rører bolden i kastespillet. Netop som receiver ud af backfielden kan han dog blive en vigtig brik i jagten på en sejr over Falcons, der har haft det svært i netop den del af spillet i år. Falcons bør dog være det stærkeste hold, og mens jeg godt kan se Browns’ forsvar give lidt problemer for Matt Ryan og co., ser jeg det ikke være nok.

Atlanta Falcons 27 @ 17 Cleveland Browns

Jacksonville Jaguars @ Indianapolis Colts
Bundopgør i AFC South. Jaguars har tabt fire på stribe, mens Colts kommer ind til kampen i lidt bedre form efter at have vundet to på stribe – det har været mod to af ligaens dårligste hold, Bills og Raiders, men kan ikke desto mindre betyde at der er blevet tanket lidt selvtillid. Den offensive linje har beskyttet Andrew Luck godt i de seneste uger, og kombinationen af bedre spil fra linjen og god play-calling, har været afgørende for at Luck ikke er blevet sacked i tre kampe på stribe – og blot har taget ét sack på fire kampe (med 157 dropbacks). Jaguars’ forsvar var blandt ligaens bedste sidste år, og skabte turnovers på stribe, men det har haltet gevaldigt på dén front i år – blot syv takeaways er det blevet til, og de har haft fire kampe helt uden. Pass rushet skal ikke undervurderes, og Colts’ linje får deres sag for mod Yannick Ngakoue og Calais Campbell. Jaguars har fået overtaget i de indbyrdes møder de seneste år – 4-1 i de seneste fem kampe, efter Colts havde vundet seks på stribe inden da. Skal tendensen vendes, er betingelserne næsten ikke bedre end hér – hjemmebanefordel, bedre form og Jaguars er ramt af skader på cornerback (A.J. Bouye og Quenton Meeks er ude).

Jacksonville Jaguars 17 @ 24 Indianapolis Colts

Arizona Cardinals @ Kansas City Chiefs
Chiefs fortsætter det stærke spil og var aldrig i problemer mod Browns. Angrebet er uhyggeligt og mens forsvaret fortsat er ustabilt, har der været tendenser i den rigtige retning på det seneste. Cardinals har haft to ugers forberedelse til denne kamp efter den snævre sejr over 49ers – Cardinals er nu 2-0 mod Niners og 0-6 i alle andre kampe. Kampprogrammet i den resterende del af sæsonen ser svært ud, ikke mindst på udebane (Chiefs, Chargers, Packers, Falcons og Seahawks), og med hjemmekampe mod Raiders, Lions og Rams, er der ikke umiddelbart mange sejre på programmet herfra for et Cardinals-hold, der har kurs mod et meget tidligt valg i næste års draft. Chiefs har omvendt kurs mod slutspil – og jeg ser ikke umiddelbart noget, der skulle afspore de to mandskabers aktuelle kurs. Cardinals har lidt potentiale på forsvaret, men Chiefs bør være for stærke, og på den anden side af bolden er det svært at se Cardinals-angrebet præstere nævneværdigt. This could get ugly.

Arizona Cardinals 13 @ 42 Kansas City Chiefs

Buffalo Bills @ New York Jets
Nathan Peterman er tilbage på bænken. Josh Allen er stadig ude, men Matt Barkley har trukket starten for Bills – Peterman fik med sin 3 INT-præstation mod Bears i sidste uge trukket sin INT% for året fra 12,5 til 8,6, men det var altså ikke nok. Nu er det så Barkley – der kastede en interception på 10,3% af sine kast i de sidste tre starter han havde hos Bears i 2016, der skal forsøge at få lidt gang i Bills’ angreb. Jets har også skiftet quarterback – med Sam Darnold skadet vil Josh McCown trække starten. McCown må undvære Robby Anderson og center Spencer Long, men McCown kan meget vel vise sig at være en opgradering over den mere ustabile Darnold, i hvert fald på den korte bane. Er Barkley en opgradering over Peterman? Tja, tjo… det er han nok, men det var Derek Anderson også, og det gik stadig ikke godt. Det er ugens vel nok mest uinspirerende matchup, men divisionsopgør kan overraske på den front. Jets bør være det bedste hold, de er på hjemmebane, og jeg kan generelt bare ikke rigtig se noget der skulle få mig til at bakke Bills lige i øjeblikket.

Buffalo Bills 13 @ 24 New York Jets

Washington Redskins @ Tampa Bay Buccaneers
Bucs har tabt fem af de seneste seks kampe, og har nok engang kæmpet gevaldigt på forsvaret i de seneste to nederlag til Bengals og Panthers (79 tilladte point). Deres tre klart bedste defensive præstationer i sæsonen er dog kommet i holdets tre hjemmekampe, så det kan give lidt håb om at de kan presse Redskins. Redskins havde sin måske værste præstation i sæsonen i sidste uges nederlag til Falcons (i skarp konkurrence med nederlaget til Saints), men det bør ikke være retvisende for hvad vi skal forvente af Jay Grudens mandskab. De to kampe mod Falcons og Saints har været undtagelserne fra reglen på Redskins-forsvaret, der ellers ikke har tilladt over 21 point i nogle kampe i år. Angrebet har et fint matchup mod Bucs-forsvaret, og på papiret bør Redskins vise sig stærkest. Der er dog få hold jeg har haft sværere ved at gennemskue i år end Redskins, der er faldet sammen når jeg har forventet at de ville levere varen, og præsteret stærkt når jeg ikke har troet på dem. Bucs har jeg det næsten ligeså svært med – især med Ryan Fitzpatrick under center. Jeg går med Redskins, men jeg vil på ingen måde blive chokeret hvis Bucs tager sejren. Det kan gå hvad vej det skal være med begge disse hold.

Washington Redskins 34 @ 24 Tampa Bay Buccaneers

New England Patriots @ Tennessee Titans
Med sejren over Cowboyos fik Titans stoppet stimen af nederlag, og holdt sig inde i kampen om slutspilspladser. Der venter dog en hård opgave mod et Patriots-mandskab, der har vundet seks kampe på stribe. Titans gjorde det godt på angrebet mod Cowboys i mandags, men det er svært for alvor at have tiltro til Mike Vrabels mandskab. Forsvaret er godt, men kan få sin sag for mod Patriots, der måske ikke klikker på vanlig vis på angrebet, men – selv uden Gronkowski – formår at gøre det nødvendige til at vinde deres kampe. Rammer forsvaret ikke en god dag, præsterer angrebet, og når angrebet har problemer, som mod Bills, kan forsvaret gøre hvad der skal til. Denne kamp bør ikke være en undtagelse.

New England Patriots 27 @ 14 Tennessee Titans

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Los Angeles Chargers @ Oakland Raiders
Raiders er helt til rotterne i år, og spillet bliver reelt set kun værre og værre i øjeblikket. Chargers har vundet fem på stribe, senest en flot sejr i Seattle, og mens deres spil ikke er ligeså flashy som mange andres, er det bare bundsolidt. Forsvaret har holdt modstanderne under 20 point i fire kampe på stribe, og angrebet gør det nødvendige, med en storspillende Philip Rivers under center. Løbet er kørt for Raiders i år, og mens en overraskelse indenfor divisionen ikke skal afvises – og Chargers har ofte haft det svært mod divisionsrivalerne (men dog vundet tre på stribe mod Raiders; senest 26-10 for en måned siden) – kan jeg ikke gå imod Chargers her. Skovbrandene i Californien skulle betyde at luften er virkelig skidt, med meldinger om at Raiders-spillere skulle have kæmpet med hovedpine, hosteanfald ol., så kampens betingelser er ikke just optimale.

Los Angeles Chargers 34 @ 13 Oakland Raiders

Kl. 22.25:
Miami Dolphins @ Green Bay Packers
Presset på Mike McCarthy og Packers vokser uge for uge, og med nederlaget til Patriots i søndags, er holdet faldet til 3-4-1. Med to svære udekampe i vente, er der ikke plads til at smide denne kamp på Lambeau Field – den enlige hjemmekamp i de første fem runder efter holdets friuge. Heldigvis for Packers er modstanderen også en overkommelig en af slagsen. Dolphins har haft det svært på udebane i år, og selv i hjemmesejren over Jets i sidste uge, var der ikke meget at komme efter på angrebet, der skaffede sølle 168 yards (femtefærrest af noget hold i år). Værterne har meget at kæmpe med i øjeblikket, og der skal helt andre boller på suppen i den sidste del af sæsonen, hvis de skal nå slutspillet og Mike McCarthy skal gøre sig forhåbninger om at fortsætte som head coach. Jeg har min tvivl om hvorvidt det lader sig gøre, men i første omgang skal de vinde hér – og det bør de også gøre.

Miami Dolphins 20 @ 31 Green Bay Packers

Seattle Seahawks @ Los Angeles Rams
Rams led sit første nederlag i New Orleans i søndags, og skal nu forsøge at rejse sig hjemme mod Seahawks – da holdene mødtes i Seattle blev det til en snæver Rams-sejr, og siden da er Seahawks umiddelbart kun blevet bedre. I hvert fald indtil kampen mod Chargers i søndags, der var den måske dårligste holdet har præsteret i år. Rams holder en solid føring i toppen af NFC West, så i forhold til divisionen er der ikke meget på spil – en sejr hér vil i praksis lukke divisionen (fem sejre + tiebreakerfordel foran med syv kampe tilbage for Seahawks). Mens divisionen reelt er afgjort, er kampen om hjemmebanefordel gennem slutspillet alt andet end lukket – det ligner et parløb mellem Saints og Rams, hvor Saints nu har taget tiebreakerfordeln, og tvunget Rams til at ende med en bedre record. Med Seahawks i denne uge og en svær kamp mod Chiefs i Mexico i næste uge, er Sean McVays mandskab sat lidt under pres i den hårde topkamp i konferencen. Seahawks vandt mødet i Los Angeles sidste år, men har siden tabt de to opgør mod Rams i Seattle – holdene har generelt givet hinanden mange gode og tætte kampe over de senere år (det var jo de kampe hvor Jeff Fisher formåede at sætte sit hold op til kamp), og Rams er 6-3 i de seneste ni møder (siden 2014). Jeg føler mig absolut ikke overbevist om noget omkring denne kamp, og mens jeg går med Rams i et shootout, kan det ligeså godt blive Seahawks i en lavtscorende affære.

Seattle Seahawks 27 @ 31 Los Angeles Rams

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Dallas Cowboys @ Philadelphia Eagles
Cowboys skuffede i mandags mod Titans og leverede sæsonens vel nok samlet set dårligste præstation. Nu skal de forsøge at rejse sig mod divisionsirvalerne Eagles. Eagles har haft to ugers forberedelse til kampen efter de kom på 4-4 med sejren over Jaguars. De  har skuffet på hjemmebane i år med snævre sejre over Falcons og Colts og siden to nederlag på stribe mod Vikings og Panthers. Mens Eagles har haft to ugers forberedelse spiller Cowboys på en kort uge og her har de kæmpet gevaldigt med at leve op til forventningerne under Jason Garrett (2-14-1 mod handicaplinjen på en kort uge ifølge ESPN+s Chris Raybon). Eagles it is.

Dallas Cowboys 16 @ 26 Philadelphia Eagles

Monday Night Football – kl. 02.15
New York Giants @ San Francisco 49ers
Okay okay okay, jeg skrev godt nok at Bills mod Jets var den mest uinspirerende kamp på ugens program. Ikke at jeg ikke vil fastholde det, men når man tager med i betragtning at dette er en Primetime-kamp, og vi nærmer os at den her kan tage prisen. Tre sejre har 49ers og Giants samlet kunnet mønstre i år – to færre end Jets og Bills – men med topvalget i draften på spil, muligheden for at få set Saquon Barkley for Giants, og for at se om Nick Mullens kan fortsætte det flotte spil han viste i sidste uges sejr over Raiders, giver lidt grund til at se kampen. Nåja, og jeg skyder på at Niners vinder.

New York Giants 13 @ 24 San Francisco 49ers

 

Foruden buddene under de enkelte kampe, vil vi hver uge afgive vores bud på kampene i en intern picks-konkurrence hos redaktionen. Vores bud på de resterende kampe i 10. spillerunde kan du finde her:

 878 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top