You are here
Home > NFL >

Huddle Up-takt – Week 7

London Calling – kl. 15.30:
New York Giants @ Los Angeles Rams (@ Twickenham Stadium) (TV3 Sport 1)
For anden gang i år går turen til London, hvor det engelske rugbylandsholds hjemmebane, Twickenham Stadium, for første gang skal danne rammen om en NFL-kamp, inden Wembley i næste uge lægger græs til den sidste af årets kampe i London. Både Rams og Giants tager turen over Atlanten for anden gang – Giants vandt det første London-opgør mod Dolphins for ni år siden, mens Rams blev slagtet med 7-45 af Patriots i 2012. Begge hold går ind til kampen med en 3-3-record, og dermed markerer denne kamp den blot anden i London, hvor ingen af de to hold har en losing record (Bears vs. Bucs i 2011 var 3-3 vs. 4-2). Ingen af de to hold kan dog påstås at være i storform – Rams har tabt to i træk og Giants fik, med stort besvær, stoppet deres stime på tre nederlag med en snæver sejr over Ravens i søndags. Odell Beckham Jr. leverede en storkamp mod Ravens og har et fint matchup mod et Rams-forsvar, der tillod fire touchdowns til Matthew Stafford og Lions i søndags. Rams’ angreb får svært ved at flytte bolden på jorden med Todd Gurley, men har muligheder gennem luften med Kenny Britt og Brian Quick. Giants bør være favoritter her, men efter at have vundet tre kampe med samlet otte point, har jeg svært ved at tro at det ikke bliver en tæt kamp.

New York Giants 20 @ 17 Los Angeles Rams

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Cleveland Browns @ Cincinnati Bengals
Kampen om Ohio skal slås for første gang i år, når Hue Jackson vender tilbage til Cincinnati. Browns er fortsat uden sejr, mens Bengals med deres 2-4-start også har brug for at komme i gang hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå slutspillet. Med Ben Roethlisbergers skade og Ravens’ formdyk, er der dog åbnet op for AFC North, hvilket giver Bengals muligheden for at gøre sig klar til sin sjette sæson på stribe med slutspilsdeltagelse. Tyler Eifert ventes at gøre comeback for Bengals, og mens han vil være på et snap count, er det godt nyt for værterne, der har brug for at få gang i angrebet; især i red zone, hvor Bengals er femteværst i touchdownprocent. Browns har, trods fraværet af sejre, overrasket positivt hidtil i år, og indenfor AFC North skal en overraskelse aldrig udelukkes. Bengals har vundet de seneste tre indbyrdes møder med samlet 98-13, og mens det næppe bliver helt så overlegent denne gang, bør de på hjemmebane kunne gøre det nødvendige for at kæmpe sig forbi et Browns-hold, der er ramt af en del fravær. Næste uges kamp i London kan dog fungere som en mindre distraktion for Bengals – historikken taler ikke for at hold, der har en tur til London i vente, spiller op til niveau ugen forinden.

Cleveland Browns 14 @ 20 Cincinnati Bengals

Washington Redskins @ Detroit Lions
Ligesom Bengals skal Redskins spille på Wembley i næste uge, og det taler mod dem, når de skal forsøge at bygge videre på deres stime på fire sejre i Detroit. Lions har fået stoppet deres stime af nederlag og kæmpet sig til to snævre sejre på stribe mod Eagles og Rams. Matthew Stafford er velspillende og Dwayne Washington vender tilbage fra skade og ventes at dele spilletid med Zach Zenner i Lions’ backfield mod et Redskins-forsvar, der tillader 5,0 yards pr. carry – dårligst i ligaen. Redskins’ kasteforsvar har holdt skansen pænt i de seneste uger, men kan få det svært overfor Lions, hvor Stafford har kastet syv touchdowns uden interceptions i de seneste to kampe. Marvin Jones, Golden Tate og Anquan Boldin er en svær udfordring for Redskins’ secondary, der dog kan glæde sig over at Lions må undvære Eric Ebron. På forsvaret er Lions fortsat uden DeAndre Levy og Haloti Ngata, mens Ziggy Ansah spiller sig tilbage i form efter at have misset tre kampe. På hjemmebane må Lions påtage sig en lille favoritværdighed, men det er en umiddelbart lige kamp. Redskins’ tur til London og Lions’ hjemmebanefordel får mig til at gå med værterne.

Washington Redskins 16 @ 20 Detroit Lions

Oakland Raiders @ Jacksonville Jaguars
To af de mest hypede hold gennem offseason tørner sammen i Jacksonville. Jaguars har vundet to snævre sejre på stribe på hver side af friugen – en kamp mod Colts, der aldrig burde være blevet så tæt som den blev, og senest ude mod Bears, i en kamp Jaguars aldrig burde have været inde i. Spørgsmålet er så, om det er den manglende kvalitet hos modstanderne i de to kampe, der skal have “æren” for de sejre, eller om Jaguars reelt er ved at komme i gang. Der har været positive ting at spore på forsvaret den seneste tid, mens angrebet fortsat er uhyre ustabilt. Raiders deler føringen i AFC West med deres 4-2-record, men led et klart nederlag hjemme mod Chiefs i søndags. De ventes at have Latavius Murray tilbage på running back i denne kamp, og Amari Cooper og Michael Crabtree bliver en svær udfordring for Jaguars’ secondary. Raiders’ forsvar rangerer som ligaens dårligste i tilladte yards – sidst i passing yards, tredjesidst i rushing yards – så Blake Bortles bør kunne finde succes mod Raiders’ secondary, mens T.J. Yeldon og Chris Ivory også bør kunne finde plads at løbe på mod et løbeforsvar, der tillader 4,8 yards pr. carry. Raiders spiller tre tidszoner væk i en tidlig kamp, hvilket bestemt taler imod dem hér – de er dog anstændige 2-2 i disse kampe under Jack Del Rio, og har vundet fire kampe på stribe der spilles med tidlig start (alle mindst to tidszoner væk), herunder tre i år (Saints, Titans, Ravens). Raiders bør være det bedre hold, og mens jeg ikke vil afvise at Jaguars er kommet i gang, og kan gøre det tæt, så går jeg med gæsterne.

Oakland Raiders 27 @ 21 Jacksonville Jaguars

New Orleans Saints @ Kansas City Chiefs
Andy Reids stærke post-bye-historik fortsatte i sidste uge, hvor Chiefs uden større besvær sænkede Raiders med 26-10 i Oakland, og kom på 3-2. Nu skal han så prøve at stoppe Chiefs’ tendens fra den første del af sæsonen med at vinde og tabe på skift. Slaget skal slås på hjemmebane mod et Saints-mandskab, der har vundet to på stribe – snævre sejre i San Diego og hjemme mod Panthers. Ligesom Chiefs har Saints også haft en uge-for-uge tendens hidtil – uge for uge har Saints’ angreb skaffet 507, 288, 474, 275 og 523 yards. Fortsætter tendensen står Saints altså til at levere en skuffende offensiv produktion i denne uge – og begge de to første kampe med under 300 yards var da også på udebane (mens den seneste var mod Panthers…) ligesom dette opgør. Chiefs’ forsvar kan snildt komme til at volde problemer for Saints-angrebet, og spørgsmålet er så, hvad Saints’ forsvar kan gøre for at dæmme op for Chiefs’ angreb. Chiefs kan være uden Jamaal Charles, hvis knæ atter volder problemer, men selv med Spencer Ware på running back, bør angrebet kunne få en god dag mod Saints-defensiven.

New Orleans Saints 20 @ 30 Kansas City Chiefs

Buffalo Bills @ Miami Dolphins
Ligesom Redskins har Bills fået vendt en 0-2-start til 4-2, og de ser nu ud til at kunne få førsterundevalget Shaq Lawson i aktion for første gang i denne kamp, om end på et snap count. Dolphins overraskede med deres sejr over Steelers i søndags, men løbeangrebet, der har været en nøgle til sejr i de to kampe Dolphins har vundet, får det formentlig svært mod et Bills-forsvar, der holder modstanderne til 3,8 yards pr. carry, og Bills’ defensiv er samtidig nummer fire i ligaen i takeaways, mens Dolphins’ angreb har sjetteflest turnovers pr. kamp. Bills kan være uden LeSean McCoy, men Mike Gillislee har dog gjort pæn figur i begrænset spilletid hidtil (blev dog holdt til blot 28 yards på 24 carries i sin ene start for holdet sidste år, Week 17 mod Jets). Bills er det bedste hold, og mens jeg aldrig vil udelukke et kollaps fra Rex Ryans mandskab, så bør de kunne tage denne.

Buffalo Bills 24 @ 14 Miami Dolphins

Baltimore Ravens @ New York Jets
To hold i formkrise. Jets har tabt fire på stribe og fem af seks i sæsonen, mens Ravens efter en 3-0-start har tabt tre kampe i træk. Jets har sendt Ryan Fitzpatrick på bænken og giver dermed atter chancen til Geno Smith, der i sin seneste NFL-start – Week 17 i 2014 – noterede en perfekt passer rating, inden en brækket kæbe og en solid sæson af Fitzpatrick sendte ham på sidelinjen. Smith har haft en karriere præget af ustabilitet, og mens han har haft flere flotte kampe, har han ofte fulgt dem op med absolut horrible præstationer. Ravens ventes at have Joe Flacco klar til denne kamp, selvom han kæmper med en skulderskade, og han har et indbydende matchup mod Jets’ hullede secondary. Kun Lions holder en dårligere TD:INT-ratio end Jets’ forsvar, der har tilladt 13 touchdowns og blot noteret to interceptions. Jets tabte i mandags i Arizona og har nu haft en kort uge til at rette op på de mange problemer. Var kampen i mandags “bare” noget, der mindede om en enkelt svipser, kunne jeg måske se dem rette op på det, men der virker pt. til at være for mange problemer til, at de uden videre kan få rettet op på det. Dermed ikke sagt, at de ikke kan besejre et Ravens-hold, der ventes at være uden både Steve Smith og Marshal Yanda. Til gengæld ventes rookie Ronnie Stanley at være tilbage på left tackle, hvilket bør hjælpe angrebet. Det ligner en ret åben kamp, og mens jeg ofte ville gå med hjemmeholdet i en sådan kamp, så ser jeg for mange problemer for Jets til, at jeg tør stole på dem. Dermed ikke sagt, at jeg stoler på Ravens…

Baltimore Ravens 20 @ 16 New York Jets

Minnesota Vikings @ Philadelphia Eagles (TV3 Sport 1)
To af NFLs stærkeste forsvar står over for hinanden i dette opgør. Eagles’ forsvar rangerede gennem de første tre uger af sæsonen over Vikings i flere kategorier, men de seneste to uger – der har kastet to nederlag af sig – har kostet, og set over de første seks uger af sæsonen, kan der ikke være megen tvivl om at Vikings’ forsvar har været NFLs bedste. Kampen her er et opgør mellem de to hold i ligaen, der har passet bedst på bolden, når de har haft den. Vikings’ angreb har ikke begået en eneste turnover – deres eneste turnover kom på et defensivt fumble return – mens Eagles’ angreb kun har haft to (den ene mere eller mindre en Hail Mary-interception). Vikings’ forsvar rangerer til gengæld som ligaens bedste, når det kommer til at fremtvinge turnovers, og Eagles’ forsvar har også fremtvunget mindst én i hver kamp hidtil i år. Vikings har haft to uger til at forberede sig til kampen, og det bør tale til deres fordel, trods udebane i kampen. Eagles har overrasket positivt i deres første fem kampe, men de offensive begrænsninger – ikke mindst i kraft af hvor konservativt kasteangrebet bliver kørt – kan meget vel blive udstillet af Vikings-forsvaret. Samtidig blev Halapoulivaati Vaitai fuldstændig udstillet af Ryan Kerrigan i sidste uge, indtil Eagles måtte hjælpe ham. Der bliver brug for hjælp fra første snap i denne uge, hvis ikke Brian Robison også skal nyde godt af en tidlig julegave. Før eller siden skal Vikings’ angreb nok falde sammen og levere dumme turnovers, men jeg tror ikke det bliver i denne uge.

Minnesota Vikings 23 @ 10 Philadelphia Eagles

Indianapolis Colts @ Tennessee Titans
To divisionsnederlag i de seneste tre kampe har sendt Colts ned på sidstepladsen i AFC South, der dog stadig er uhyre tæt, med kun to sejre op til Texans på førstepladsen – og hjemmebanefordel til Colts i samtlige tre divisionsopgør, der venter på den anden side af deres Week 10-friuge. Kniven er dog så småt for struben på Colts, der på grimmeste vis smed sejren mod Texans i søndags, og taber de her vil de være mindst to sejre efter både Titans og Texans efter blot syv uger af sæsonen. Titans har ikke just imponeret, men de har vundet to på stribe mod Dolphins og Browns, og har et glimrende løbeangreb, der kan komme til at gøre ondt på Colts’ svage løbeforsvar, der har tilladt 4,8 yards pr. carry. Titans har skaffet mindst 124 yards på jorden i fem kampe på stribe og Colts har tilladt 125+ i fire af de seneste fem. Det bliver ikke lettere for Colts, at Henry Anderson ventes ude med en skade, mens angrebet også er ramt af flere fravær. Colts med Andrew Luck under center skal aldrig dømmes ude af en kamp på forhånd, og de kan snildt ikke bare vinde denne kamp, men vinde stort. Jeg går dog med Titans. Hjemmebanefordelen og løbeangrebet bør gøre forskellen.

Indianapolis Colts 24 @ 27 Tennessee Titans

De sene kampe:
Kl. 22.05:
San Diego Chargers @ Atlanta Falcons
Chargers gjorde deres ypperste for atter at formøble en føring, men Broncos var tilsyneladende endnu mere opsatte på ikke at vinde, da holdene tørnede sammen i sidste torsdags opgør. Nu venter så sæsonens nok hidtil sværeste opgave for Chargers, når de skal til Atlanta. Falcons’ angreb, der var ustoppeligt i de første uger af sæsonen, er blevet holdt lidt i skak de seneste uger af Broncos’ og Seahawks’ stærkeste forsvar, men det var umiddelbart at forvente, og dét at Falcons kunne sætte 47 point på tavlen i de to kampe var vel ca., hvad man kunne tillade sig at gøre sig forhåbninger om. Det blev til et nederlag i søndags i Seattle, men der er pæne muligheder for at komme tilbage på sporet her. Chargers er bedre end deres 2-4-record, og at de har holdt sig konkurrencedygtige trods alle skaderne der har ramt er positivt. Skaderne i det bageste forsvar bør dog blive udstillet i denne kamp, og mens Philip Rivers også bør kunne finde masser af succes mod Falcons’ secondary, bør Falcons i sidste ende kunne tage sejren.

San Diego Chargers 27 @ 34 Atlanta Falcons

Tampa Bay Buccaneers @ San Francisco 49ers
Den nededgående spiral, der er 49ers’ sæson, blev ikke stoppet af at sende Colin Kaepernick ind som starter i stedet for Blaine Gabbert. Ikke uventet var der ikke nævneværdig forskel at spore i angrebets effektivitet med udskiftningen af én dårlig quarterback til fordel for en anden dårlig. Dårligt spil fra quarterbackpositionen er dog ikke den eneste kedelige konstant hos Niners, der fem uger i træk er blevet løbet over ende af modstanderne. Forsvaret har tilladt over 170 yards på jorden i fire af de seneste fem og blev flænset af LeSean McCoy, Mike Gillislee og Tyrod Taylor i søndags – samlet skaffede Bills 313 yards på jorden (13 yards mere end 49ers’ offensive output på dagen) og scorede fire rushing touchdowns. Nu venter så et Bucs-hold, der er uden både Doug Martin og Charles Sims, men fandt nogenlunde succes på jorden mod Panthers inden friugen med Jacquizz Rodgers, der løb 30 gange for 101 yards. I et bedre matchup bør Rodgers vise sig mere effektiv, og Jameis Winston bør også kunne få en god dag mod 49ers’ secondary, selvom Vincent Jackson er ude for sæsonen med en skade, så Mike Evans efterhånden er det eneste reelle våben at kaste til. Rammer Winston én af de dage, hvor han forærer bolden væk i øst og vest, skal det ikke udelukkes, at 49ers kan hente sejren – og hjemmebanefordelen tre tidszoner væk skal ikke underkendes – men jeg går med gæsterne.

Tampa Bay Buccaneers 26 @ 13 San Francisco 49ers

Kl. 22.25:
New England Patriots @ Pittsburgh Steelers (3+)
På papiret lignede dette et brag af en kamp for én uge siden. Og så gik Ben Roethlisberger ned med en skade, så det nu er Landry Jones, der trækker starten. Patriots har generelt haft et godt tag på Steelers, og med Tom Brady under center holder de en 8-2-record mod søndagens modstander. Det seneste nederlag kom i 2011, da holdene senest mødtes i Pittsburgh, hvor Steelers trak det længste strå med en 25-17-sejr (Patriots vandt dog 39-26 i Pittsburgh i 2010). Steelers’ forsvar har haft det svært på det seneste og kan ikke skabe pres – og tilsyneladende heller ikke stoppe løbet – og med Landry Jones under center, kan Patriots fokusere på at lukke ned for Le’Veon Bell. Ikke en let opgave i sig selv, men en opgave de bør kunne løse, når kasteangrebet ikke er en større trussel, end tilfældet ser ud til at blive.

New England Patriots 31 @ 13 Pittsburgh Steelers

Sunday Night Football – kl. 2.30:
Seattle Seahawks @ Arizona Cardinals (3+)
Med Roethlisbergers skade er SNF det ubetingede topbrag i denne uge, og med Cardinals på hjemmebane bør lidt af den spillemæssige fordel Seahawks umiddelbart bør have være reduceret, så der er håb om en spændende kamp. Seahawks har haft to uger til at forberede sig til denne kamp, mens Cardinals var i aktion i mandags. Nok blev det en ganske let sejr for Cardinals, men Seahawks bør være mest friske. Opgøret matcher to af ligaens mest eksplosive running backs, David Johnson og Christine Michael, op overfor hinanden, men trods David Johnsons stærke spil i år, er det et modbydeligt matchup mod Seahawks’ løbeforsvar, der er det næstbedste målt på tilladte yards pr. løb. Her har Michael en fordel mod et Cardinals-forsvar, der tillader 4,0 yards pr. carry. Gennem luften har Cardinals nok de bedste våben, men de har også den mest ustabile quarterback, og Seahawks har det bedre secondary. Seahawks har vundet tre af tre møder i Arizona siden Bruce Arians blev head coach hos Cardinals (til gengæld har Cards vundet to af tre i Seattle). Jeg tror, det bliver tæt, men jeg går med gæsterne igen.

Seattle Seahawks 24 @ 20 Arizona Cardinals

Monday Night Football – kl. 2.30;
Houston Texans @ Denver Broncos (TV3 Sport 1)
Vil man køre et narrativ, der hedder “revenge game”, så er denne kamp klart nummer 1 i denne uge. Gary Kubiak og Wade Phillips tager imod Texans, hvor de trænede sammen indtil Kubiaks fyring, mens Texans-quarterback Brock Osweiler skal besøge klubben, der ikke re-signede ham i denne offseason, selvom det efterlod dem med Trevor Siemian som eneste mand på positionen. Efter 4-0-starten har Broncos tabt to på stribe, først med Paxton Lynch under center mod Falcons, og senest sidste torsdag mod Chargers med Siemian tilbage men ikke umiddelbart på 100%. Spørgsmålet er dog om Siemian ganske enkelt efterhånden er ved at være blevet gennemskuet af modstanderne, på samme måde som det virkede til, at Osweiler blev det sidste år efter fire-fem kampe, eller om det var skaden, der begrænsede hans effektivitet mod Chargers. Jeg hælder nok mest til en kombination, men ser problemer forude uanset hvad. Spørgsmålet er dog, om Texans’ forsvar har, hvad der skal til for at lukke ned for Siemian og co. – og hvad Texans’ angreb i samme ombæring kan præstere? Jeg tvivler på, at Osweiler kan finde nævneværdig succes mod Broncos’ forsvar, så det hænger formentlig på Lamar Miller og forsvaret at sikre en sejr her. På hjemmebane bør Broncos kunne tage sejren hjem, offensive bekymringer til trods.

Houston Texans 13 @ 19 Denver Broncos

1,278 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top