You are here
Home > NFL

Sammendrag af week 5 – Falcons er contenders, Bradys hjemkomst

Week 5 var en rigtig spændende uge, hvor vi blandt skulle have bekræftet om hold virkelig var så gode som de første fire uger havde indikeret. Der er to NFC-hold, som beviste overfor mig i denne uge, at de er klar til at kæmpe om divisionsmesterskaber, og der er mange andre takeaways fra uge 5. Og de takeaways kan du finde lige her.

Falcons er contenders – Resten af divisionen er i problemer
Atlanta Falcons er i samme situation som sidste sæson. De har startet sæsonen godt, men denne gang virker det en smule mindre tilfældigt end i sidste sæson. Sidste år var det Devonta Freeman og Julio Jones, og det var sådan cirka dét, tidligt i sæsonen. I år bliver det spredt mere rundt på offense. Julio Jones har haft én stor kamp, men har udover det været relativt anonym samtidig med, at holdet er det bedste passing offense i ligaen målt på yards. Tevin Coleman og Devonta Freeman har udgjort en særdeles produktiv backfield i år, hvor Tevin Coleman har grebet for over 300 yards, mens Devonta Freeman har løbet rigtig meget op igennem midten, og samlet over 400 rushing yards sammen. Det er blandt andet på grund af, at de har hentet Alex Mack, som har været en af de bedste centers i ligaen hidtil i 2016. Her i weekenden slog de Denver Broncos, som vi alle troede, at de ville tabe til. Den sejr er dét, der overbeviser mig om, at dette ikke er det samme chokerhold som sidste år.

Der skal til gengæld også mere til for at choke i år, for divisionen er ikke engang tæt lige nu. Carolina Panthers er efter deres nederlag i Monday Night-kampen imod Buccaneers helt nede på 1-4. Uanset hvor meget Roberto Aguayo prøvede at smide den kamp ved at misse et field goal fra 33 yards, så kunne Panthers uden Cam Newton ikke slå dét, som burde være et dårligere hold… på hjemmebane i Charlotte. Panthers har stadig et godt roster, hvis man ser bort fra deres secondary, og de burde være den største konkurrent til divisionen, men hjernerystelsen til Cam Newton (som han kunne og burde have undgået) kostede Panthers denne kamp. Kampen var afgjort så meget på marginalerne med Derek Anderson på quarterback, at jeg er ikke i tvivl om, at det havde været en sejr med Newton derinde.

Buccaneers skal være virkelig glade for at deres bye week kommer nu, så de kan nå at få Doug Martin tilbage til næste kamp. Jacquizz Rodgers var deres workhorse back mandag nat efter Charles Sims er blevet skadet, og Rodgers gjorde det egentlig fint i forhold til, hvad man kunne forvente (30 carries for 101 yards), men Doug Martin er en fantastisk running back, når han er rask. Tampa Bays offense er klart bedre som et run first offense, og hvis Tampa Bay skal have en chance i divisionen, så skal Doug Martin holde sig rask, for det er ikke forsvaret, der kommer til at bringe dem i slutspillet.

I næste uge mødes Saints og Panthers, og taberen af den kamp må ses som værende næsten helt ude af playoff-ræset, da det hul vil være for stort at komme ud af. Falcons skal dog til Seattle i næste uge, så måske de kommer ned på jorden, som vi ellers havde regnet med, at de ville komme i denne weekend.

Romo ikke i fare – Men offense er godt uden ham
Jerry Jones var ude mandag og sige, at Tony Romo stadig er deres quarterback. Men spørgsmålet skal stilles, da det vi så fra Cowboys offense i søndags imod Cincinnati Bengals var så dominerende, at det retfærdiggør, at spørgsmålet bliver stillet.

Dak Prescott kastede kun 24 gange i kampen, men her havde han 18 completions og ét touchdown. Og det er uden Dez Bryant. Prescott viste stort set alle de evner, som er nødvendige for en franchise quarterback. Offenset er lidt anderledes, da Dak Prescott ikke på samme måde kan gå dybt som Tony Romo, men hvem kan spille som Tony Romo? Romo er en fantastisk spiller, som igennem næsten uhørt lang tid har holdt et meget højt stabilt niveau på quarterback. Det CV som Romo efterhånden har efterladt sig igennem sit spil og sine stats gør, at han nok skal få starten, når han er rask. De kan til gengæld godt vente til, at han er 100% rask.

Men hvad nu hvis vi laver et tankeeksperiment og fjerner konceptet om en franchise quarterback, fjerner navnene, men bare tager de to quarterbacks skill-sets?

Quarterback nr. 1: En gunslinger. En rigtig god en af slagsen. Han laver rigtig mange spil fra lommen, og det er også her, at han er bedst. Han har muligheden for at forlænge spillene ved at scramble, hvis presset kommer ind, men han er ikke atletisk nok til at løbe med bolden selv for en første down. Han er en playmaker, og når han er på banen, så har han evnen til at overtage kampen fuldstændig. Han vinder kampe for dig. Bevares, det er ikke alle kampe, som han hiver hjem med sin modige, til tider hæmningsløse, spillestil. Angrebet kører igennem denne quarterback og det betyder, at når han har en off-dag eller tager en dårlig beslutning i et afgørende øjeblik, hvilket til tider sker for ham, så taber dit hold formentlig, med mindre du har et rigtig godt forsvar.

Quarterback nr. 2: En game manager. Igen, en rigtig god en af slagsen. Han kan godt lave spil fra lommen, men er samtidig også god på rollouts, quarterback runs og scrambles. Modstanderen ved, at han er en hurtig, dynamisk quarterback, så forsvarene i ligaen er nødt til at respektere, at quarterbacken kan beholde bolden på ethvert handoff til running backen, hvilket åbner op for read options. Den mulighed gør, at din running back samtidig er en større del af angrebet. Han har ikke den samme dybe præcision som din gunslinger, men han kaster nogle fine timing ruter og han er samtidig en fin beslutningstager. Denne quarterback tager nok ikke holdet på ryggen og hiver en sejr i land imod alle odds, men han tager samtidig ikke så store chancer, at han kan smide kampen væk for holdet.

Når man kigger på det på denne måde, så bliver det for mig en sværere beslutning. Hvis man ser bort fra, at det er Tony Romo, der er en del af beslutningen, så kan man godt ende med at vælge quarterback nr. 2, men jeg siger ikke, at det er det, som man skal vælge. Det er bare en interessant diskussion. Angrebet klarer sig fint uden Tony Romo, men det vil også være rigtig godt med Tony Romo.

Tony Romo kommer til at spille igen, men hvis Romo begynder at spille dårligt, så tror jeg faktisk ikke, med det som Dak Prescott har vist, at der er langt til ’Dak’-råb fra publikum. Uanset Tony Romos velfortjente legendestatus.

Trestman fyret hos Ravens – Med god grund
Jeg sad og undrede mig ekstremt meget over Baltimore Ravens’ offensive play-calling i kampen imod Washington Redskins. Ravens endte med at føre efter første halvleg med 10-6 over Redskins båret af Terrance West, der løb utroligt godt, og et touchdown-kast til Crockett Gilmore. Ravens spillede godt på defense, men alligevel valgte de ikke at løbe ret meget.

I anden halvleg fortsatte de med at kaste bolden uanset, at de havde en føring, og at de havde en brandvarm Terrance West. Han endte med 11 rushes i hele kampen for 95 yards. West snittede næsten 9 yards pr. carry, men han skulle altså kun have 11 carries i hele kampen og kun fire af dem var i anden halvleg? På de sidste tre offensive drives for Ravens, hvor de nok var bagud, men kun med seks point, løb de ikke bolden én eneste gang på trods af, at det var løbespillet, der fungerede bedst tidligt i kampen.

Den offensive play-calling kostede Ravens kampen. De var det bedste hold på banen, men de valgte at kaste bolden næsten hver eneste gang muligheden bød sig. Redskins er et okay hold, men det her var en gave. En dyr gave underskrevet:

”Kære Jay Gruden

Jeg kan se, at I har brug for en sejr for at følge med de overraskende gode hold i NFC East. Derfor har jeg tænkt mig at sætte den middelmådige quarterback, Joe Flacco, til at kaste hele tiden. Det må gå galt på et tidspunkt, tænker jeg.

Håber du kan bruge gaven og derfor giver mig en gave en anden gang!

Kærlig hilsen,

Marc Trestman”

Den gave vil Trestman nok håbe er et job.

Bradys hjemkomst uden problemer
Tom Brady var tilbage på quarterback i week 5, og Browns’ forsvar bød ham velkommen tilbage ved at give ham en nem sejr. Der var ingen rust at spore. Han har så også fantastiske våben i det her kasteangreb. Forsvarene, som Patriots møder, skal fokusere på Rob Gronkowski, som lignede sig selv, og Martellus Bennett. Dette betyder, at der altid er single coverage på Chris Hogan, som er Patriots’ eneste dybe trussel. Jeg har svært ved at se, hvordan man skal lukke Patriots’ offense ned med alle disse offensive våben, og de kommer til at være gode på offense hele året, især hvis Dion Lewis er på sit 2015-niveau, når han engang kommer tilbage. Både Chris Hogan og Rob Gronkowski greb for over 100 yards, og Martellus Bennett stod for de tre receiving touchdowns, da Patriots vandt 33-13.

Så alt er, som det plejer at være. Patriots fører AFC East, ender på 13-3, resten af divisionen er tvivlsom (Bills er dog begyndt at vise sig lidt frem) og de er favoritter til at vinde konferencen. Forsvaret er det største spørgsmålstegn lige nu, og et angreb, som det meste af kampen var anført af Charlie Whitehurst, er næppe den bedste målestok for, hvor godt et forsvar er. De næste to kampe for Patriots er imod Bengals og Steelers. Bengals har formentlig Tyler Eifert tilbage til kampen, hvilket forbedrer Bengals-angrebet markant, og Steelers er Steelers, så de to næste uger er en god indikator for, hvad Patriots’ defense kan. Kan de stoppe Bengals’ angreb, og kan de begrænse Pittsburghs angreb?

Men hvor vigtigt er forsvaret egentlig, når man har så godt et angreb? Patriots kan slå næsten alle hold i ligaen offensivt med Tom Brady tilbage.

Quick Hits:
Vikings
 er det eneste ubesejrede hold i ligaen nu, efter de smadrede Texans med 31-13. Forsvaret var godt som sædvanligt, men angrebet spillede også fornuftigt. Sam Bradford gik 22 af 30 for 270 yards og to touchdowns, hvoraf det ene var til Cordarrelle Patterson, som stadig er en receiver! Adam Thielen har spillet ganske godt de seneste uger og sikrede at receiverkorpset stadig kunne bidrage selvom enhedens bedste mand, Stefon Diggs, var ude med en skade.

Efter week 3 skrev jeg, at Ryan Fitzpatrick var imploderet. Jeg gjorde ikke opmærksom på, at kasteforsvaret også var det. Men kasteforsvaret er virkelig skidt. De har tilladt næstflest passing yards i ligaen, de har tilladt otte spil på over 40 yards, næstflest i ligaen… Løbeangrebet er stadig fint, men hold da op, der er noget galt i kasteforsvaret.

Vi har nævnt 49ers, Browns og Bears som de dårligste hold i ligaen i denne sæson. Bears er altså okay. Og Dolphins burde være 0-5. Dolphins spiller elendig bold og blev i weekenden slået med to touchdowns af fucking Titans.

901 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top