You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt – Week 3

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Arizona Cardinals @ Buffalo Bills
Cardinals kom tilbage på sporet med en overbevisnde sejr over Buccaneers, mens Bills faldt til 0-2 med nederlaget til Jets og har smidt Greg Roman på porten. Bills’ offensiv har haltet og i det store hele været afhængig af store spil, mens defensiven trods en solid indsats i Week 1, var helt til hundene mod Jets. Cardinals’ angreb kom også skidt fra start i første runde, men med dét vi har set fra Patriots de seneste uger, er det måske ikke et helt så dårligt tegn, som det kunne virke til efter premieren. Gæsterne bør være bedst på begge sider af bolden, så medmindre Cardinals’ angreb går amok i turnovers i en tidlig kamp på østkysten, har jeg svært ved at se Bills tage sejren. At lade Roman gå løser næppe angrebets problemer, og forsvaret er stadig en klar bekymring.

Arizona Cardinals 27 @ 13 Buffalo Bills

Minnesota Vikings @ Carolina Panthers
Efter to stærke præstationer har Vikings taget føringen i NFC North. Panthers er et brændt field goal fra at være 2-0, men har endnu til gode for alvor at få spillet til at gå op i en højere enhed. Forsvaret har tilladt 48 point over de første to kampe, og mens angrebet satte masser af point på tavlen i sidste uge – og førte ligaen med 66 scorede point efter to uger – er jeg ikke overbevist om, at det er, hvor det skal være. Begge hold er uden sin top-running back – Adrian Peterson er sat på injured reserve for Vikings, mens Panthers må klare sig uden Jonathan Stewart. Med tanke på Petersons svage spil i de første to uger, ligner det mest af alt en bekymring for Panthers, der også får sin opgave for mod Vikings’ stærke defensiv. Sam Bradford leverede en af sine bedste præstationer i karrieren mod Packers i sidste uge, men jeg tvivler på, at han kan gentage det, især mod et stærkere forsvar. Stefon Diggs bør volde Panthers’ secondary problemer, men Vikings kan også få det svært overfor Panthers’ gruppe af pass catchers. Jeg er fristet til at skyde på Vikings som vinder, men går alligevel med favoritværdigheden, der på hjemmebane må gå til Panthers.

Minnesota Vikings 13 @ 17 Carolina Panthers

Denver Broncos @ Cincinnati Bengals (TV3 Sport 1)
Der kan være slutspilsseedninger på spil, når Bengals og Broncos tørner sammen. Bengals har kæmpet en smule på angrebet i de første kampe. Først var linjen i problemer mod Jets, og senest kunne angrebet intet få i gang mod Steelers. Til gengæld har forsvaret overordnet set leveret fint spil, og selvom Broncos har været bedre kørende på angrebet end ventet, kan de få det svært overfor Bengals’ defensiv. Broncos’ forsvar, selv uden DeMarcus Ware, bør sikre endnu en svær dag for Andy Dalton og co., men er det nok til også at hente sejren? Bengals har hjemmebanefordelen, og det giver dem også en lille favoritværdighed. Broncos’ forsvars evner til at levere de afgørende spil på de afgørende tidspunkter kan dog vise sig afgørende, så hvis bare Trevor Siemian undgår store fejl, kan Broncos snildt levere overraskelsen.

Denver Broncos 20 @ 17 Cincinnati Bengals

Detroit Lions @ Green Bay Packers
Efter sejr i Week 1 kom både Packers og Lions ned på jorden i sidste uge. Lions’ velsmurte offensiv fra sejren over Colts – og anden del af sidste sæson – var ikke til at få øje på mod Titans, mens Aaron Rodgers og Packers’ angreb fortsatte den nedadgående spiral, der har kendetegnet holdet siden midten af sidste sæson. På hjemmebane er Packers favoritter her, men efter sidste år for første gang siden 1991 at have vundet på Lambeau Field, kan Lions have fået mod på mere. Begge hold går ind til kampen uden sin top-pass rusher med Clay Matthews III og Ziggy Ansah begge dømt ude, og Packers må også klare sig uden både Sam Shields og Morgan Burnett. Et svækket kasteforsvar kan give Stafford mulighed for at præstere på det niveau, vi har set fra ham det meste af tiden siden midten af sidste sæson, og sker det, kan Lions sagtens ende med at tage sin anden sejr på stribe i Green Bay. Jeg forventer dog stadig, at Rodgers snart kommer i gang, og mens det kan vise sig at være en naiv tilgang, så har Packers trods alt også vist sig i stand til at vinde kampe selv med Rodgers under niveau.

Detroit Lions 16 @ 23 Green Bay Packers

Baltimore Ravens @ Jacksonville Jaguars
Efter en lovende kamp mod Packers blev tabt snævert i Week 1, var Jaguars helt til rotterne i San Diego i sidste uge og er faldet til 0-2. Ravens har åbnet med to sejre, men begge har været mod 0-2-hold, der har store spørgsmålstegn. Der kunne ikke være større forskel på de to holds records i dette opgør, men spillemæssigt er de tættere på hinanden i en kamp, der er tæt på 50/50. Jaguars’ roster er fyldt med lovende spillere, men man må efterhånden så kraftigt tvivl om hvorvidt Gus Bradley og hans trænerstab er de rette til at få holdet til at spille op til sit potentiale. Med Texans’ nederlag i torsdags, har Jaguars fået en livline i AFC South, og den skal de udnytte. Kasteangrebet har et pænt matchup mod Ravens’ secondary, og Jaguars er klart stærkere hjemme end ude. Tiden må være kommet til at få holdenes records til at stemme mere overens med forventningerne.

Baltimore Ravens 23 @ 27 Jacksonville Jaguars

Cleveland Browns @ Miami Dolphins
For femte kamp i træk må Browns starte en ny quarterback – noget kun Falcons i 1986-1987 har overgået (seks forskellige startere på seks kampe). Denne gang er tiden kommet til rookie Cody Kessler, der skal op mod Dolphins’ stærke defensive front i sin NFL-debut. Hue Jackson fastslog efter Browns lidt overraskende valgte Kessler i tredje runde af draften, at holdets fans måtte have tiltro til ham og hans evner til at vurdere spillere, og nu kommer den tiltro så på sin første prøve. Min tiltro til Kessler er til gengæld stort set ikke-eksisterende, og mens jeg heller ikke har den store fidus til Dolphins i øjeblikket, så er det her en af den slags kampe, de skal vinde. Dolphins er stærkere på alle parametre og har hjemmebanefordel, og kan de ikke vinde hér, så står det virkelig skidt til.

Cleveland Browns 6 @ 27 Miami Dolphins

Washington Redskins @ New York Giants
Med to snævre sejre har Giants taget teten i NFC East, mens Redskins efter to skuffende præstationer indtager sidstepladsen i divisionen. Redskins’ forsvar har skuffet fælt og tilladt over tre point i snit pr. drive, mens Kirk Cousins har kæmpet med at genfinde niveauet fra sidste sæson. Giants’ sejre er kommet på trods af at angrebet har haft fire turnovers, og forsvaret ikke har fremtvunget én eneste. Divisionsopgør i NFC East er en speciel størrelse, og hjemmebanefordel er ikke nødvendigvis en fordel. Har Giants løbeangrebet til at udnytte Redskins’ problemer mod løbet på forsvaret? Har Redskins den offensive linje til at stoppe Giants’ defensive front? Jeg kan sagtens se Redskins overraske, men jeg går med Giants.

Washington Redskins 20 @ 27 New York Giants

Oakland Raiders @ Tennessee Titans
Forventningerne til Raiders var store forud for denne sæson, og mens angrebet har leveret masser af point i de første to kampe, har forsvaret også kæmpet fælt med at ramme niveau. Titans er svære at blive kloge på efter to kampe, der har haft underholdende perioder, men samtidig været uhyggeligt grimme at se på i lange stræk. Titans bør kunne levere god offensiv produktion mod Raiders’ hullede forsvar, men Raiders har til gengæld også flere spændende ting at byde på offensivt, og mens Titans’ forsvar har gjort det solidt i de første kampe (to touchdowns og en safety er kommet mens angrebet har været på banen – forsvaret har holdt modstanderne til ét touchdown og seks field goals), kan det få det svært i dette opgør. Det ligner en tæt kamp, og mens jeg typisk vil gå med hjemmeholdet i en sådan kamp, så har jeg lidt fidus til at Raiders’ forsvar spiller sig op til denne kamp.

Oakland Raiders 23 @ 13 Tennessee Titans

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
San Francisco 49ers @ Seattle Seahawks
Seahawks’ angreb rangerer som ligaens næstdårligste målt på scorede point – til gengæld rangerer deres forsvar som ligaens bedste målt på tilladte point. Defensivt er der ikke så meget overraskende ved Seahawks indtil nu i år, og offensiven bør komme i gang før eller siden. Nu venter et 49ers-forsvar, der tillod hele 46 point til Panthers i sidste uge. 49ers har været bedre kørende på angrebet end ventet, men et besøg i Seattle er altid svært – kun ét af fem møder i Seattle siden 2012 er endt indenfor én scoring, og 49ers er holdt til 13 point eller færre i fire af møderne. Trods Seahawks’ offensive bekymringer, bør de på hjemmebane finde en måde at kæmpe sig forbi 49ers på. Forsvaret bør gøre forskellen.

San Francisco 49ers 10 @ 23 Seattle Seahawks

Los Angeles Rams @ Tampa Bay Buccaneers
For både Bucs og Rams var Week 2 et turnaround i forhold til første runde. Rams holdt med en stærk defensiv indsats Seahawks til tre point og hentede den “sædvanlige” hjemmesejr over divisionsrivalerne, mens Bucs efter en flot offensiv præstation mod Falcons i første runde, faldt helt sammen i nederlaget til Cardinals i sidste uge. Rams har de seneste to år fulgt en hjemmesejr over Seahawks op med et klart udebanenederlag, og der er få ting, der vil overraske mig mindre, end hvis det også bliver tilfældet her. Intet hold er så stabilt ustabile som Rams, og efter en flot defensiv præstation, vil det næsten være helt efter bogen, hvis forsvaret undlader at møde op til kamp og bliver flået i småstykker af Jameis Winston. Bucs har revanche til gode efter et 23-31-nederlag i Primetime i Week 15 i sidste sæson og må klare sig uden Doug Martin, men Charles Sims er en kompetent backup, der bør levere solidt spil og også er et godt våben i kastespillet. På hjemmebane går jeg med en klar sejr til Bucs.

Los Angeles Rams 13 @ 31 Tampa Bay Buccaneers

Kl. 22.25:
San Diego Chargers @ Indianapolis Colts
To kampe, to store tab for Chargers, der har mistet Keenan Allen og Danny Woodhead. Colts har mistet Donte Moncrief for en periode, og er fortsat hårdt ramt af defensive skader, om end det begynder at gå den rigtige vej i det bageste forsvar med Vontae Davis muligvis klar til dette opgør. Philip Rivers har historisk klaret sig godt mod Colts, men har dog kun én gang været oppe mod Pagano/Luck-udgaven (19-9-sejr i 2013). Chargers’ offensiv har fået godt gang i Melvin Gordon, men selvom det lykkedes at tæve Jaguars efter Woodheads skade, er det på udebane denne gang. Colts har masser af problemer og kan sagtens ende med at falde til 0-3, men efter Texans åbnede døren på klem torsdag, tror jeg, at Colts er klar til at skabe lidt spænding i divisionen.

San Diego Chargers 24 @ 27 Indianapolis Colts

New York Jets @ Kansas City Chiefs (3+)
Få hold har et mere modbydeligt kampprogram i starten af sæsonen end Jets, der stod med et startprogram, der gjorde, at 0-6 ikke var helt urealistisk. De er 1-1 og var ikke langt fra også at vinde mod Bengals i første runde. Efter sejren over Bills har Jets haft ekstra forberedelsestid til denne kamp mod et Chiefs-hold, der efter et flot comeback mod Chargers i første runde, skuffede mod Texans i sidste uge. Det er svært at vurdere præcis, hvor Chiefs står ovenpå de to kampe – var comebacksejren godt spil af Chiefs eller et Chargers-hold, der mistede troen efter Keenan Allens skade? Darrelle Revis får sin sag for med Jeremy Maclin, men Chiefs’ secondary kan også få det svært overfor Brandon Marshall og Eric Decker. Hjemmebanefordelen kan dog blive afgørende og spørgsmålet er, om Fitzpatrick kan levere en ligeså god indsats i dette opgør som mod Bills. Jeg tvivler, og Marcus Peters er klar til at slå til, hvis muligheden byder sig.

New York Jets 20 @ 23 Kansas City Chiefs

Pittsburgh Steelers @ Philadelphia Eagles
Efter en spændingsmæssigt skuffende første kamp mellem to 2-0-mandskaber torsdag står ugens andet slag mellem to ubesejrede hold hér. Eagles holder en 40-21-7 føring all-time i kampen om Pennsylvania, men er 1-2 siden divisionsomlægningen i 2002. Det enlige møde holdene imellem i Philadelphia i den periode vandt de dog 15-6 i 2008 i en kamp Eagles samlede hele ni sacks sammen. At Steelers går ind til denne kamp med en 2-0-record er ikke specielt overraskende, men Eagles’ status som ubesejret er til gengæld ikke som ventet. Eagles har haft et overkommeligt startprogram, men får sin sag for her mod Steelers, der har spillet markant bedre på forsvaret end ventet i de første to kampe. Eagles’ forsvar skal ikke undervurderes, men Steelers bør være for stærke på angrebet og bør også kunne gøre nok på forsvaret til at volde Carson Wentz problemer.

Pittsburgh Steelers 24 @ 13 Philadelphia Eagles

Sunday Night Football – kl. 2.30:
Chicago Bears @ Dallas Cowboys (3+)
Jay Cutler er rejst med Bears til Dallas, men det ventes stadig at Brian Hoyer vil trække starten, når Bears skal forsøge at få sæsonens første sejr. Med det spil de har leveret de første uger, bliver det ikke let – slet ikke hvis Hoyer er under center. Cowboys’ spil har ladet noget tilbage at ønske, men de var tæt på sejren i Week 1 og leverede de spil, der skulle til mod Redskins i sidste uge. På hjemmebane bør de kunne tage sejren mod et Bears-hold, der er ramt af et par defensive fravær og har flere spillere banged up.

Chicago Bears 13 @ 19 Dallas Cowboys

Monday Night Football – kl. 2.30:
Atlanta Falcons @ New Orleans Saints (TV3 Sport 1)
Saints er nok engang faldet til 0-2, mens Falcons med en god præstation mod Raiders kom på 1-1 i sidste uge. Saints har generelt haft overtaget, når de to hold har mødt hinanden i New Orleans og er 8-2 på hjemmebane siden 2006. Saints viste langt om længe godt spil på forsvaret mod Giants i sidste uge, men kæmpede til gengæld på angrebet samme dag. Det bageste forsvar er hårdt ramt med både Delvin Breaux og P.J. Williams ude, og med både Julio Jones og Mohamed Sanu ventende forude, ser der ud til at være pres på Drew Brees og Saints-angrebet – der kan være uden Willie Snead – for at præstere. Det er svært at gå imod Saints på hjemmebane, og min tiltro til Falcons er ikke stor, men jeg er virkelig fristet til at gå med gæsterne i et shootout. Efter to snævre nederlag skyder jeg dog på, at Saints endelig formår at hente sejren.

Atlanta Falcons 27 @ 31 New Orleans Saints

1,267 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top