You are here
Home > NFL >

Huddle Up-takt, Week 2: New York Jets – Buffalo Bills

Thursday Night Football kl. 2.30:
New York Jets @ Buffalo Bills (3+)
Anden spillerunde åbnes med et divisionsopgør i AFC East, når den første af fire kampe i sæsonen, hvor vi kan forvente at Rex Ryan har talt dunder i omklædningsrummet for at få sit hold sat helt op til kamp, skal spilles. Bills, der leverede en af de dårligste offensive præstationer i første spillerunde, tager imod Ryans tidligere klub, Jets, der trods syv sacks – uden karantæneramte Sheldon Richardson – måtte se sig slået af Bengals på et sent field goal.

I sidste sæson gik Jets ind til sidste spillerunde med fem vundne kampe på stribe og behøvede blot en sejr mod Bills, der var elimineret fra slutspilsbilledet, for at få lov at spille mod i januar. Jets fulgte op med én sine dårligste offensive præstationer i sæsonen – 300 offensive yards (tredjefærrest i sæsonen) og tre turnovers (delt tredjeflest i sæsonen) blev det blot til i 17-22-nederlaget. 17-22 var det første møde også endt – her havde Jets fire turnovers, delt flest i sæsonen. Jets scorede i hele 2015-sæsonen aldrig færre end 17 point, men to af fire kampe med 17 point var altså mod Bills.

Rex Ryan har hidtil i karrieren haft et solidt tag på Ryan Fitzpatrick, der elleve gange har været på banen mod et Rex Ryan-forsvar – ni gange som starter, én gang indsat i første halvleg, én gang kommet ind i slutfasen af en afgjort kamp. Blot to af gangene (begge som starter) har Fitzpatrick ramt plet på over halvdelen af sine kast. Samlet i de elleve optrædener har Fitzpatrick snittet sølle 5,8 yards pr. attempt og ramt på 47,3% af sine kast med 16 touchdowns og 14 interceptions, mens det er blevet til blot én sejr i de ni starter (begge kampe som backup er til gengæld blevet vundet – den ene efter overtid).

Fitzpatrick har haft sine bedste sæsoner i karrieren i Chan Gaileys offensive system. Det var tilfældet, både da Gailey var head coach hos Bills og nu som offensiv koordinator hos Jets. I alle Gaileys sæsoner hos Bills og Jets har han været i division med Rex Ryan og i de otte møder har Rex Ryans mandskab trukket sig sejrrigt ud af kampen syv kampe. Over de otte møder har Gaileys offensiv snittet 293,5 yards, men haft hele 23 turnovers. Blot én gang er de gået turnoverfri gennem kampen.

Men fortiden er én ting. Bills’ offensiv var uhyre ineffektiv hos Ravens i sidste uge, og med Sammy Watkins plaget af en fodskade, der gør ham tvivlsom til kampen, er offensiven svækket, selv hvis han spiller. Den offensive linje kæmpede samtidig gevaldigt med at beskytte Tyrod Taylor, og overfor Muhammad Wilkerson, Leonard Williams, tilbagevendte Sheldon Richardson og nose tackle Steve McLendon, der trods blot fem sacks i seks år hos Steelers, samlede to sacks sammen overfor Russell Bodine i søndags, står linjen overfor en stor test i dette opgør.

Jets har dog også sine defensive bekymringer forud for denne kamp – og i høj grad også de opgør, der venter de kommende uger. Darrelle Revis blev brændt i et omfang vi ikke har set lige tidligere, da han stod overfor A.J. Green i søndags. 10 catches tillod han på 10 targets for 152 yards og et touchdown. Nu venter så (måske) Watkins, der brændte Revis for 96 af sine 136 yards i mødet i Week 17 i sidste sæson. Kan Revis ikke finde succes i dette matchup, kan Todd Bowles og co. være tvunget til at blive kreative for at hjælpe ham over de kommende uger, når modstanderne hedder Chiefs (Jeremy Maclin), Seahawks (Doug Baldwin), Steelers (Antonio Brown) og Cardinals (Larry Fitzgerald/John Brown/Michael Floyd). Offensivt leverede Matt Forté en god præstation mod Bengals og viste, at han stadig både er effektiv på jorden og som pass catcher (5 catches, 59 yards), mens tredjereceiver Quincy Enunwa omsatte otte targets til syv catches for 54 yards og et touchdown – ikke noget højt snit, men bedre produktion fra positionen end Jets fik sidste år, hvor alt næsten hang på Brandon Marshall og Eric Decker.

Trods udebane må jeg holde Jets som svage favoritter i dette opgør – en favoritværdighed, der vil stige, hvis Watkins sidder ude. Med de hold der venter i de kommende uger, ser det sort ud for Jets hvis de taber denne, og det bør sikre ekstra motivation. Omvendt har jeg ganske stor respekt for Rex Ryans evne til at sætte sit hold op til at præstere sit bedste i kampene mod Jets og Patriots, og mens Bills’ offensiv kæmpede i søndags, så holdt forsvaret altså Ravens til blot 13 point. Med Fitzpatricks historiske problemer mod et Rex Ryan-forsvar i baghovedet, går jeg med Bills, men ikke med overvældende selvsikkerhed.

New York Jets 13 @ 16 Buffalo Bills

 1,418 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top