You are here
Home > NFL >

Sammendrag af Week 1 – Luck spiller fejlfrit og taber, Chargers smider stor føring, m.m.

Vi er nået til regular season og det er tid til at kigge på, hvad der skete af vanvittige ting i week 1. Der er nok at tage fat på.

Chargers smider gigantisk føring, da de mister Keenan Allen

Det skulle have været bedre i år. Chargers gik kun 4-12 sidste år, men de var også et lazaret på næsten alle positioner, og de mistede Keenan Allen med en nyreskade efter halvdelen af sæsonen. Inden da var han ‘on pace’ for 1450 yards og otte touchdowns. Han så også rigtigt god ud søndag aften, inden hans knæ gav slip, uden han var blevet ramt.  

Keenan Allen gik ned med sin skade i slutningen af andet quarter, og første halvleg endte med at Chargers førte hele 21-3 over Chiefs, men efter Keenan Allen røg ud, var det meget sværere at få succes med angrebet. Løbespillet med Danny Woodhead og Melvin Gordon var rigtigt godt (Melvin Gordon scorede sine første to touchdowns i NFL), men det var bare ikke nok til at holde den store føring efter tabet af Keenan Allen. Spencer Ware, som startede på RB i stedet for den skadede Jamaal Charles, gik helt amok med 11 carries for 70 yards og et touchdown OG syv catches for 129 yards. Hvis du startede ham på Runningback i fantasy… så har du formentlig vundet i denne uge. Tillykke. Især i PPR.

Chiefs’ comeback skete især pga. godt spil fra Alex Smith, der gik 34/48 for 363 yards, to touchdowns og én interception, og også løb for et touchdown. Chargers’ forsvar er et projekt, som forhåbentlig bliver bedre henover året, men lige nu ser det ikke godt ud. Med Keenan Allen ude, er det pludselig svært at se Chargers vinde mange sejre i år. Både forsvaret og receiverne er et problem. De tre primære receivere er nu Tyrell Williams, Travis Benjamin og Dontrelle Inman. Lad os bare kalde det under middel. Chargers er i øvrigt 3-8 i kampe uden Keenan Allen, siden de draftede ham i tredje runde af 2013-draften.

Chiefs mindede os dog om, hvorfor de kom i slutspillet sidste år. Et fint angreb, selv med Jamaal Charles ude. Jeg undervurderer Chiefs hvert eneste år, fordi der engang var en tid, hvor Chiefs var kedelige at se på med Alex Smith på quarterback. Det er de ikke rigtig mere. Jeg synes faktisk, at de spiller noget god bold, og Texans imod Chiefs i næste uge er en federe kamp, end det måske lyder på papiret.

 

Luck spiller sit livs kamp – Forsvaret taber kampen

Jeg har aldrig set Luck spille så godt, som han gjorde imod Lions. Han viste hele kampen igennem, at han vidste, hvor han skulle kaste bolden hen. Den offensive linje var et problem, så han havde ikke tid til at ramme sin receiver hver gang, men han spillede hele vejen igennem som en elite quarterback. Men elite quarterbacks vinder ikke hver gang.

For Andrew Luck var ikke den eneste, som spillede rigtigt godt. Matthew Stafford spillede også fantastisk, hvilket han har gjort fast i Jim Bob Cooter’s system. 23 touchdowns og kun fire interceptions har Matthew Stafford kastet siden Jim Bob Cooter blev offensiv koordinator i midten af sidste sæson. Og når man tilsætter Colts’ ret dårlige forsvar, som endda har flere startere ude med skader i øjeblikket, så lignede Matthew Stafford pludselig Tom Brady. Indianapolis Colts forsvar kunne næsten ikke stoppe noget. De to primære runningbacks hos Detroit, Theo Riddick og Ameer Abdullah, snittede begge over 6 yards pr. carry, og de havde også begge over 10 yards pr. catch ud af backfielden. Jeg tror, at Detroits offense kommer til at være godt hele sæsonen, men vi skal lige dividere deres succes fra uge ét med et gennemsnitligt defense i stedet for at gange deres week 1-produktion mod et af de dårligste defenses i ligaen med 16.

Colts kommer formentlig til at være med i playoff-jagten, da de har et rigtigt godt angreb, men forsvarets kvalitet eller mangel på samme betyder nok, at denne sæson er på Lucks skuldre nok en gang. Hvad skal der til, for at Ryan Grigson kan hente gode nok spillere ind til forsvaret? Og hvornår kommer Chuck Paganos defensive plan til at virke? For den har næsten ikke virket på noget tidspunkt i hans head coaching-periode.

 

Jimmy G’s Patriots slår Cardinals

Denne kamp havde jeg som et sikkert nederlag til Patriots. Patriots var selvfølgelig uden Tom Brady (nope, laver ikke en joke om hvorfor), men udover deres franchise quarterback manglede de også LT Nate Solder, TE Rob Gronkowski, OG Jonathan Cooper, EDGE Rob Ninkovich og mange flere. Cardinals var et slutspilshold sidste år og havde næsten alle spillere klar til søndag aften. Ingen af deres inactives var normale startere. Kampen var i Arizona. Alt pegede på Cardinals. Men Bill Belichick ville det anderledes.

Jeg går ud fra, at alle, der læser dette, kender til, hvordan Bill Belichick vinder kampe. Han tager dit bedste våben og fjerner det fra kampen. Denne gang mente Belichick, at det våben, der skulle fjernes, var John Brown.

John Brown greb for over 1000 yards og syv touchdowns sidste sæson og var utroligt vigtig for Cardinals’ succes. Søndag greb han én bold for otte yards. Ingen kan tage ét våben ud som Belichick kan. Larry Fitzgerald fik så lov til at skabe lidt kaos i Patriots’ forsvar i slutningen af kampen med otte catches for 81 yards og to touchdowns, men i det afgørende øjeblik handlede det om, hvorvidt kicker Chandler Catanzaro kunne ramme et 47-yard field goal. Det field goal-forsøg var et godt eksempel på, hvordan et kick ser ud, når alt går galt. Snappet er for lavt, så holderen skal justere. Det giver holderen mindre tid til at sætte bolden rigtigt. Dette forstyrrer kickerens timing, og han sparker den så langt ved siden af.

Men lad os snakke om Patriots’ offense. Jimmy Garoppolo gjorde det ganske fint i denne kamp. Han ledte fem scoring drives og offenset lignede egentlig sig selv, fra når Brady er på banen. Julian Edelman er receiveren ind over midten, som man altid kan stole på, James White er klar til at gribe ud af backfielden. Det eneste, der ikke kørte på offense, var Martellus Bennett, som næsten ikke blev kastet til. Tre catches for 14 yards. Når Gronk er tilbage, bliver det spændende at se, om han klikker med Garoppolo.

Så med en Patriots-sejr her, så fik vi endnu en bekræftelse på, at Bill Belichick nok skal få dette hold i playoffs. Resten af AFC East gik 0-1 i første runde, så Patriots har allerede fået et forspring.

 

49ers vinder værste kamp, jeg nogensinde har set

Showtime! Los Angeles Rams skulle på Monday Night spille sin første kamp i den regulære sæson siden de flyttede fra St. Louis, Missouri. Hard Knocks-holdet anført af head coach Jeff Fisher og startende quarterback, Case Keenum, var taget til San Francisco, og de fleste havde Rams til at vinde opgøret, da de skulle spille imod den formodede prügelknabe, 49ers. Huddlens egen Peter Meier Jensen forudså en 49ers-sejr, men jeg tænkte, at talentet hos 49ers virkelig manglede, for at de kunne få noget ud af dette opgør.

Well, 49ers vandt 28-0. Og de spillede ikke engang god football. Gabbert havde under seks yards pr. attempt, hvilket betyder, at han var i det, vi ynder at kalde Gabbert-zonen. Rams quarterback, Case Keenum, var bare værre. Will Brinson har opsummeret Rams’ elendighed.

 

Jeg vil så sige, at 49ers defense så ganske godt ud i kampen. Men hvor meget var Rams, og hvor meget var 49ers? Todd Gurley løb 17 gange for 47 yards. Det er under tre yards pr. carry. Højdepunktet i denne kamp var Carlos Hyde. Han løb, ligesom i sæsonåbneren sidste år, to touchdowns ind og så fin ud for 49ers, dog stadig med et snit på under fire yards pr. carry. En streaker nåede dog ret langt på sit løb, som I kan høre i kommenteringen herunder.

 

Så Chip Kellys Niners er 1-0. Tror jeg, at det er et godt hold nu? Nej, bestemt ikke, men de så klart bedre ud end Rams mandag nat. Men denne kamp er en, som vi alle gerne vil have slettet fra vores hukommelse, for det var noget af det mest kedelige og dårlige football, der nogensinde er blevet vist.

 

Del Rio’s got balls

Jeg har ofte grint af Jack Del Rio. Men søndag aften var jeg i hans hjørne. I et shootout i New Orleans holder han hovedet helt koldt til sidst og laver et kald, som jeg tror meget få coaches ville have lavet.

Jeg vil ikke snakke om hele kampen, men jeg vil bare nævne afslutningen. Med seks minutter igen får Saints en føring på 34-27 på et touchdown-kast til Travaris Cadet. Saints har været foran næsten hele kampen, men der er kommet gang i Raiders i fjerde quarter. De har allerede scoret to touchdowns i fjerde quarter på dette tidspunkt. Seks minutter har Raiders til at gøre det én gang til, lave et touchdown drive og udligne, så kampen kan gå i overtime.

De når ud i en fjerde down og 5 dybt på Saints’ banehalvdel, hvor Greg Robertson laver en defensive pass interference på Jalen Richard og holder drivet i live. Kort derefter kaster Derek Carr, som spillede en rigtig god anden halvleg, bolden til Seth Roberts på en slant-rute, og han rammer endzonen med 47 sekunder igen af kampen. Et perfekt drive, som ikke efterlader lang tid på clocken for Saints til at score i regulær tid, så vi er formentlig på vej i overtime, hvis extra pointet bliver ramt.

Derek Carr lavet et to-fingret signal efter touchdownet. Han laver sjov, tænker jeg. Men nej, de går efter to point i en situation, hvor næsten alle andre havde gået efter det sikre extra point. Og de kaster endda bolden på 2-pointeren også, hvor Derek Carr finder Michael Crabtree i hjørnet af endzone. Oakland er nu oppe med ét point.

Jack Del Rio sagde efter kampen, at det hele tiden var planen, at de ville gå for to point, hvis de fik dette touchdown. Og det er også det point de vinder kampen med, da det ikke lykkedes Saints at tage sejren med kun 37 sekunder tilbage på uret. Saints nåede dog indenfor field goal range, og rookie-kickeren Wil Lutz havde længden på sit spark, men den misser lige præcis, og dermed vinder Raiders en svær udekamp. Jeg havde Raiders til at vinde AFC West, og det har ikke ændret sig.

 

Quick Hits:

Robert Griffin III er blevet placeret på IR med en skulderskade i ikke-kaste armen. Josh McCown starter fra uge 2. Det er meget synd for RGIII, for hvis han ikke kommer tilbage i denne sæson, og Browns er så dårlige hele sæsonen, som de viste søndag mod Eagles, så er Browns nok favoritter til at have det topvalget i næste års draft. Hvordan tager man ikke en quarterback med det valg? Og hvor efterlader det RGIII, hvis det ender sådan? Som backup bag DeShone Kizer eller DeShaun Watson.

Carson Wentz spillede en ganske god kamp imod Browns, men Browns’ defense så godt nok heller ikke godt ud. Det er ikke fordi, jeg ikke vil give rookien kredit for sin optræden, men… Browns.

Startende quarterback for Dallas Cowboys, Dak Prescott, kom lidt ned på jorden igen, nu hvor vi ramte den regulære sæson. Hans yards pr. attempt ligger truende tæt på Gabbert-zonen (som måske skal skifte navn til Keenum-zonen?), og Ezekiel Elliott gjorde ikke meget for at hjælpe ham. Elliott havde et yards pr. carry på omkring 2.5 yards. Løbeforsvaret så til gengæld også dominerende ud fra Giants.

Seahawks’ offense så ikke specielt kønt ud imod Miami Dolphins. Måske er Dolphins defense allerede bedre med deres nye defensive koordinator, Vance Joseph? Men Russell Wilson var også i problemer efter, at han på et sack af Ndamukong Suh blev trådt på anklen og har fået et ankle sprain. Han ser dog ud til at spille i næste uge.

Gå tilbage og se Green Bay Packers @ Jacksonville Jaguars. Please!

Pittsburghs offense kørte på højeste gear uden blandt mange andre deres RB1 (Le’Veon Bell) og WR2 (Martavis Bryant), og DeAngelo Williams så rigtig skarp ud. Antonio Brown var ganske enkelt bare ligeså dominerende som altid da han stod overfor Bashaud Breeland.

 1,385 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top