You are here
Home > NFL >

Sam Bradford – The bridge over troubled waters

Minnesota Vikings har tradet sig til Sam Bradford for et 2017 1st round pick og et 2018 draft pick, som minimum er et 4th round pick. Det er en voldsom trade, og i dette indlæg vil jeg prøve at nuancere alle konsekvenserne af denne trade som overhovedet muligt. Både fra Vikings’ side og fra Eagles’ side.

 

Vikings – desperat handling eller kalkuleret sats?

Når man ser på denne trade, hvor man giver et førsterundevalg for en quarterback, der har startet i NFL i mange år, men aldrig har haft succes, så er den første reaktion at ryste på hovedet. Jeg undrede mig også og var oprigtigt chokeret over, at Sam Bradford kostede så meget, og at Vikings var villige til at betale det. Men lad os snakke om, hvorfor man trader sig til Sam Bradford.

Der er et par grunde til at trade sig til en quarterback som Sam Bradford. Lad os starte med, at han er bedre end, hvad de har i forvejen. Hans sæsoner i St. Louis var præget af svingende præstationer og skader, dårlige våben omkring sig og en masse 7-9-sæsoner. Hans completion pct. var på omkring 60 hvert eneste år hos Rams, og han havde kun én sæson, hvor hans TD til INT-ratio var bedre end 2:1, og i 2014 nåede han kun at spille 7 kampe. Sidste år kom han til Philadelphia Eagles, og uden at det var prangende, så havde han faktisk sin bedste sæson sidste år. I de sidste 7 kampe, efter holdets bye week, kastede han for 10 touchdowns og kun 4 interceptions, og han havde oveni købet også et fint yards pr. attempt. Han så ganske fin ud, dog uden at være pangende nok til at få den nationale opmærksomhed på det. Han er bedre end Shaun Hill. Vi har alle, mig selv inklusive, en negativ konnotation til Sam Bradford, fordi han blev valgt first overall og har skuffet i forhold til den forventning, man naturligt havde til den først valgte spiller i draften. Men han er stadig bedre end de fleste backups i ligaen, også Shaun Hill. Vi ved stadig ikke, hvad vi har i Taylor Heinicke, men han er sandsynligvis ikke klar til sæsonstart alligevel.

En anden grund, som jeg personligt spekulerede i meget hurtigt, er, at Vikings måske ikke tror, at Teddy Bridgewater er klar til starten af 2017-sæsonen. Det er en meget alvorlig skade, som Bridgewater har fået. Det er ikke en sædvanlig korsbåndsskade. Denne skade kan tage længere tid om at hele, da knæet også gik af led. Det er en meget voldsom skade. Hvis det ‘bare’ var en korsbåndsskade, og det 100% sikkert kun var denne sæson, som Bridgewater skulle sidde ude, så ville det være dumt at investere meget i en quarterback, men når det måske handler om, hvordan to sæsoner ender, kan man ikke bare sige: “Nå, mon ikke vores backup kan skaffe nok sejre?”. Fordi man ved ikke rigtig, hvordan holdet ser ud i 2017. Og når man har så godt et roster, som Vikings har lige nu, så kan man ikke bare punte 2016-sæsonen. Hvorfor ikke bare gå efter at vinde de næste to sæsoner? Det er jo ikke et franchise i rebuilding mode.

Til gengæld skal der nok deles en del kontrakter ud inden 2017-sæsonen, da Vikings har en del store spillere, hvis kontrakter udløber efter 2017-sæsonen. Teddy Bridgewaters rookie-kontrakt slutter efter 2017, Adrian Peterson, Sharrif Floyd, Anthony Barr, Scott Crichton, Jerick McKinnon, Xavier Rhodes, og ja, den kontrakt de lige har erhvervet sig med Sam Bradford udløber også efter 2017. Vikings er ikke som sådan i win now-mode, men er de i win in the next two years-mode? Måske. For det er rigtig meget talent, der er kontraktløse efter 2017-sæsonen, og jeg tvivler på, at der er penge nok til at skrive under med så mange spillere, som har vist sig ret stærkt frem. Vikings har været stærke i draften de sidste par år, så måske er de naturlige erstatninger kommet ind, når vi rammer slutningen på disse kontrakter, men det er stadig en bekymring, som man skal overveje.

For at opsummere Vikings’ del af traden: Det er en dyr pris at betale for en quarterback som Sam Bradford, der har været et flop i NFL i forhold til, at han blev draftet som first overall tilbage i 2010. Men han var den bedste mulighed, der var tilgængelig. De andre muligheder var Michael Vick, Nick Foles, Mark Sanchez (som så værre ud end nogensinde i Denver). Den eneste mulighed, som jeg tror, man kunne have tradet sig til og have samme slags succes med i to år som Bradford, er Josh McCown. Han har i de seneste par år en bedre TD:INT-ratio end Bradford, en bedre completion pct. end Bradford, og et højere yards pr. attempt end Bradford. Men Browns har jo sagt, at de ikke sælger, med mindre de får et high pick. Vikings sendte lige et high pick for Bradford, måske to (conditional). Måske et mindre højt pick, et andetrundevalg næste år, havde givet adgang til McCown, men der er ingen i Vikings-organisationen, der kender McCown. Det er der til gengæld med Bradford i Pat Shurmur, som er tidligere offensiv koordinator for ham i Philadelphia. Shurmur er kun tight end coach nu i Minnesota, men han har formentlig sagt god for Bradford inden traden.

Jeg forstår godt, at Vikings har lavet traden. En stor del af det talent, som vi roser holdet for at have nu, kan meget vel være væk i 2018. Vi ved ikke, om vi får Bridgewater tilbage til sæsonstart i 2017, så derfor var man nødt til at hente en quarterback, som i værste tilfælde kan starte to sæsoner. Ja, det koster et førsterundevalg næste år, men det bliver i mine øjne stadig et højt valg, da jeg ser dem tage en slutspilsplads med dette hold og hvis de kommer i Super Bowl, så er det det hele værd uanset, at det så bliver et 2018 andetrundevalg. OG sidst men ikke mindst: Bradford passer formentlig fint ind i det offensive system sammen med Adrian Peterson, som kommer til at bære bolden 25-30 gange pr. kamp.

 

Eagles – Wentz it rains, it pours

Undskyld det forfærdelige ordspil.

Eagles tradede Nick Foles til Los Angeles efter 2014-sæsonen, hvor de så fik Sam Bradford ind i den trade. Grunden til, at jeg formulerer det på den måde er, at Eagles fik et andetrundevalg i 2016, et fjerderundevalg i 2015 og Sam Bradford for Nick Foles og et 2015 femterundevalg. GENIAL trade fra Eagles. Og de har generelt set et talent for at trade quarterbacks væk.

Som Jimmy Kempski skriver, så har de tradet en masse quarterbacks væk siden 2010, og hvad gjorde de efter de forlod Philadelphia? Efter Donovan McNabb blev tradet i 2010, havde han sin værste quarterback-rating i karrieren i Washington, flere interceptions end touchdowns, og Redskins gik 6-10. Sæsonen efter var han ikke en Redskin mere. Hvad fik Eagles for ham? Et andetrundevalg i 2010-draften og et fjerderundevalg i 2011-draften. Kevin Kolb startede samlet syv kampe for Eagles, og fik åbenbart vist nok til, at Cardinals ville trade sig til ham. Cardinals gav Dominique Rodgers-Cromartie og et andetrundevalg. Hvad gjorde Kevin Kolb for dem? Var en skadesplaget QB, og når han var på banen, var det også med begrænset succes. Under 60% completion, 17 touchdowns, 16 turnovers, og hans karriere i Cardinals blev 14 kampe lang over to sæsoner. Og det her er nok de to mest succesfulde quarterbacks efter de blev tradet fra Philadelphia.

Hvordan Eagles har taget en quarterback, som de fik Nick Foles + højere draftpicks end hvad de gav, og nu har fået et førsterundevalg næste år og minimum et fjerderundevalg i 2018…? You tell me, men de har gjort det. Og det kan kun betyde én ting: At de starter Carson Wentz så snart som muligt, og har Chase Daniel som backup, hvis Carson Wentz er klar fra week 1. Peter, som altid vil have, at man starter sine rookies så tidligt som muligt, må være ekstatisk på Eagles’ vegne. Og det er jeg egentlig også. Ikke at jeg altid er enig med argumentet om, at en quarterback lærer bedst på banen uanset omstændighederne, men det giver fin mening nu i Philadelphia, hvor man ikke har en formodet starter foran Wentz i Bradford.

Så hvor efterlader det Philadelphia Eagles? Tja, de kommer formentlig ikke i slutspillet i år, hvilket der ikke var mange, der troede på i forvejen alligevel. De får startet deres unge quarterback, som får en “trial by fire”, og dog. Hvis han er klar til week 1, hvilket der er tvivl om pga. en ribbenskade, så skal han spille imod Browns’ defense, som ser ret elendigt ud. Derefter Bears og Steelers, inden de har en meget tidlig bye week.

Det er i det hele taget en god situation for Wentz, for det ser ud til, at Eagles’ forsvar kan blive giftigt under Jim Schwartz, nu hvor Vinny Curry og Fletcher Cox begge spiller på deres optimale positioner. Dette kan betyde, at der ikke skal scores mange point på offense, hvilket nok også er det bedste med de receivere de har. Jordan Matthews er god, men derudover ser det tyndt ud, men Ryan Mathews i backfielden er interessant og kan skabe meget, hvis han holder sig rask.

Eagles har ramt jackpotten her. Når de kan få det førsterundevalg tilbage, som de brugte på at handle sig op efter Wentz for den quarterback, som formentlig mere end noget andet ville holde deres fremtid på bænken, så gør det. Så kan Eagles også få lov at lave et førsterundevalg, når draften rammer deres hjemby næste år.

 

 1,371 total views,  1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top