You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – SUPER BOWL LIII

Super Bowl LIII kl. 00.30 – New England Patriots vs. Los Angeles Rams
Full circle. Patriots-dynastiet har i sin 18. sæson nået sin niende Super Bowl, hvor modstanderen er den samme – om end en ny by – som i den første. Det startede med et upset mod St. Louis Rams, og uden at vide om det bliver sidste Super Bowl-optræden for Belichick og Brady, er det i hvert fald den nu foreløbig sidste Super Bowl, hvor modstanderen atter er Rams. Denne gang er Patriots dog favoritter, og mens det var forsvaret der trak læsset for 17 år siden, er det i højere grad angrebet, der fører an for Patriots i år, om end forsvarets indsats ikke må underkendes i en sæson, hvor angrebet ikke har nået samme høje niveau som vi har set de seneste år.

Death by a thousand paper cuts
At det skulle ende med den niende Super Bowl-optræden på 18 sæsoner, var der ikke meget der pegede i retning af i starten af sæsonen. At Patriots ikke leverer sit bedste spil i september måned, er der ikke som sådan noget nyt i, men spillet i nederlagene til Jaguars og Lions i uge 2 og 3, gav alligevel lidt anledning til bekymring, og en decideret ydmygelse hos Titans inden friugen var også ganske ukarakteristisk.

I kraft af en division, der nok engang ikke var i stand til at byde Patriots nævneværdigt op til dans, en 4-0-record mod andre slutspilshold (3-0 i AFC), og en generel mangel på topniveau andetsteds i konferencen (måske lige Chiefs undtaget), var 11-5 nok til at tage andenseedningen i AFC og en friuge i slutspillet. Baseret på spillet i løbet af den regulære sæson var det lidt svært at se Patriots som det næstbedste hold i konferencen, men de slog til når det gjaldt, greb chancerne de fik tildelt, og spillede sig i sidste ende til seedningen. Og i slutspillet har de stort set ikke sat en fod forkert.

Chargers troppede op til kamp med den dårligste defensive gameplan i årets slutspil, og var aldeles chanceløse mod et hold, der scorede touchdown på sine første fire boldbesiddelser. Mod Chiefs var det en anden historie – Chiefs blev begrænset til tre boldbesiddelser (og så et sack på det ene spil Chiefs kørte på den fjerde, lige inden pausen), der alle endte i punts, i første halvleg. Først i fjerde quarter eksploderede kampen i et inferno af reviews og scoringer; fem touchdowns og et field goal – 38 point, mod 24 i de første tre quarters – fuldendte et flot comeback af Chiefs, der dog aldrig fik chancen i overtid, da Patriots, nok engang, kørte bolden metodisk ned ad banen og satte det afgørende touchdown på tavlen.

Og det metodiske, udmarvende, angreb har været nøglen for Patriots i slutspillet. Et stærkt løbeangreb, der stort set aldrig taber yards, en offensiv linje, der har holdt Brady fri af sacks, og en skarphed i de afgørende situationer, har været afgørende. Det er på ingen måde flashy, men holdet flytter bare kæderne gang på gang, og tvinger modstandernes angreb til at sidde (u-)tålmodigt på bænken og se på. Ser man bort fra kneel-down-drives, har Patriots i slutspillet været på banen på 23 angrebsserier – på 12 af dem har angrebet flyttet bolden mindst 50 yards (ni touchdowns, to field goals, én gang turnover on downs). Mod Chargers skaffede angrebet på sine første ni angrebsserier hhv. 83, 67, 58, 87, 3, 35, 22, 57 og 63 yards – fem touchdowns, to field goals, ét punt og så det sidste drive i første halvleg, der endte på 22 yards og tid der løb ud lige da bolden var kommet indenfor field goal-afstand. 35-7 var stillingen på det tidspunkt, og først derefter fik Chargers lov at flytte bolden.

Mod Chiefs åbnede Patriots med to angrebsserier på hhv. 15 spil, 80 yards og 11 spil, 43 yards – kun en halvgrim interception fra Brady på det andet drive forhindrede Chiefs i at falde i et 0-14-hul inden Patrick Mahomes overhovedet havde en completion. Chiefs’ andet drive startede med 13.37 tilbage på klokken i andet quarter.

Chiefs’ forsvar formåede aldrig at stoppe Patriots’ angreb for tab af yards – seks løb gik for nul yards, 16 kast var incomplete, men Bradys kneel-down i slutningen af fjerde quarter var det eneste spil i kampen, hvor Patriots tabte yards på angrebet. I en kamp hvor de kørte 94 spil. Dødsstødet er i høj grad kommet på tredje down – 58% (19 af 33) af deres tredje downs er konverteret til første down i slutspillet. Brady er 18 af 22 på tredje down, med 14 første downs til følge på de 18 completions.

Skal man begrænse Bradys succes, har pres op gennem midten historisk set vist sig at være afgørende, og mens både Chargers og Chiefs har et stærkt pass rush fra ydersiden, har de manglet en smule på indersiden – her kan Rams til gengæld byde op til dans med ligaens bedste defensive spiller. Aaron Donald kan ene mand skabe kaos i enhver modstanders backfield, og han suppleres af Ndamukong Suh, der også kan give store problemer for den ellers uhyre velspillende offensive linje, som Patriots kan stille til kamp med. Dante Fowler har fået lidt gang i spillet efter skiftet til Rams, og kan skabe lidt pres fra ydersiden, men det er Donald og i mindre grad Suh, der skal gøre forskellen for Rams på forsvaret.

Patriots’ linje har været uhyggelig i den sidste måned, og har domineret totalt i de to slutspilskampe, og løbeangrebet har et indbydende matchup mod et Rams-forsvar, der i den regulære sæson tillod ligaværste 5,1 yards pr. carry. Sony Michel og Rex Burkhead har kombineret for otte touchdowns i de to kampe i slutspillet – fem af Michel og tre af Burkhead; alle touchdowns er blevet scoret med fullback James Develin på banen. Mens den tredje running back, James White, gør ikke meget væsen af sig på jorden (6 carries for 23 yards; alle i AFC-finalen), har han været en vigtig andel af kasteangrebet, med 19 catches.

Rams’ løbeforsvar har dog vist bedre spil i slutspillet – Zeke Elliott blev holdt til 47 yards på 20 carries, mens Mark Ingram og Alvin Kamara kombinerede for blot 46 yards på 17 forsøg – og kan de takter fastholdes, vil det være op til Brady og kasteangrebet at gøre forskellen. Det kan også sagtens vise sig at være nok med en stærk offensiv koordinator i Josh McDaniels, et veldesignet angreb og en quarterback, der er eminent til at læse et forsvar og udnytte de muligheder, der byder sig. Rams’ cornerbacks er på papiret dygtige, men har kæmpet med at spille op til deres potentiale i sæsonen – ikke mindst Marcus Peters, der var én af ligaens bedste cornerbacks hos Chiefs, men har haft en særdeles svær sæson under Wade Phillips hos Rams.

Kan pass rushet nå ind til Brady, vil det gøre betingelserne lettere for Rams’ defensive backs, og defensiven har tilpas mange dygtige spillere til, at hvis spillet går op i en højere enhed for dem, vil forsvaret kunne gøre en afgørende forskel i opgøret, og blive nøglen til en sejr.

One formation to rule them all
Rams’ tilbagevenden til Super Bowl, 17 år efter nederlaget til Patriots, er i sig selv ikke den helt store overraskelse – holdet tog stormskridt i den rigtige retning i den første sæson under Sean McVay sidste år, og der blev fulgt op med en offseason, der var dedikeret til at forsøge at udnytte Super Bowl-vinduet, mens det var åbent; Brandin Cooks blev hentet i en trade hos netop Super Bowl-modstanderne, mens Ndamukong Suh, Dante Fowler, Marcus Peters og Aqib Talib er kommet til enten forud for eller i løbet af sæsonen. Historien er dog fyldt op med hold, der har forsøgt noget tilsvarende, for blot at skuffe fælt, da det endelig gik løs. Sådan gik det dog ikke for Rams, der kunne gå på bye med en 10-1-record efter 54-51-sejren over Chiefs.

Efter friugen tog spillet dog et dyk – Lions fik presset holdet gevaldigt, og mens Rams fik hentet sejren, blev det til back-to-back nederlag i ugerne bagefter, inden to klare sejre i de sidste to kampe i sæsonen; begge mod divisionsrivaler. Om de uger gav et selvtillidsboost, eller om det ”bare” er slutspillet, der har fået det bedste frem i holdet, skal jeg lade være usagt – men de har fastholdt fremskridtene og fået fundet vej til Super Bowl.

Mens andre af ligaens bedste angreb dominerer i kraft af at have talrige dygtige spillere, at justere formationen på baggrund af modstanderen og på anden vis finde måder at overrumple modstanderens forsvar på, har Rams gjort en dyd ud af at sætte angrebet op med det samme personnel, og variere på den måde. Med antallet af udskiftninger holdt nede, er modstandernes forsvar tvunget til heller ikke at skifte, og det sætter det under pres på anden vis end andre angreb formår.

Cooper Kupps skade har haft stor indflydelse på Rams-angrebet. Jared Goffs spil er dykket siden Kupps skade, og hvor Rams kørte en meget høj andel af sine spil fra 11-personnel, er 12-personnel blevet mere brugt i den senere tid. Løbeangrebet har gjort det stærkt den seneste halvanden måned, anført af C.J. Anderson, der – direkte signet fra gaden – gik ind og overtog jobbet i Todd Gurleys fravær, og fuldstændig dominerede. Cardinals og 49ers blev løbet i sænk, og mod Cowboys trak Anderson igen et stort læs, mens Gurley vendte tilbage og også skaffede over 100 yards på jorden, i en kamp hvor Rams løb for samlet 273 yards, ottendeflest i en slutspilskamp siden mergeren i 1970, og tredjeflest siden årtusindskiftet.

Mod Saints måtte kasteangrebet i højere grad tage over, og Gurley var en komplet non-faktor – han har selv afvist at hans skade var brudt op igen, men han lignede bestemt ikke en, der var i nærheden af 100%. Han stod dog for det enlige rushing touchdowns som Rams kunne mønstre i opgøret, kort før pausen. Med to uger til at komme ovenpå, og en manglende tilstedeværelse på holdets injury report, er der ingen undskyldning for ikke at gå ud og præstere i denne kamp for Gurley. Han spiller bag en stærk offensiv linje, hvor center John Sullivan er det tætteste man kommer på et svagt punkt. Det er en rutineret gruppe, anført af left tackle Andrew Whitworth, der står foran sin første Super Bowl-optræden.

Patriots’ forsvar har ikke mange standouts – lidt ligesom angrebet – men er en disciplineret, velcoachet gruppe, der uden at være flashy, bare formår at levere varen. De 59 tilladte point i de to slutspilskampe vidner ikke om hvor godt forsvaret reelt har spillet – Chargers måtte punte fem angrebsserier på stribe efter deres første touchdown, og fik først sat deres sidste 21 point på tavlen i det sidste halvandet quarter af kampen, da den for længst var blevet afgjort. Chiefs gik til pause med 37 yards på 16 spil – og nul point – og fik først gang i scoringen i fjerde quarter; denne gang dog ikke i en kamp, der var afgjort. Trey Flowers’ 7,5 sacks var tre flere end nogen anden på holdet, men både han og flere andre – ikke mindst Deatrich Wise og Adrian Clayborn – har fået lagt pres på modstandernes quarterbacks, og en spiller som Kyle Van Noy har også leveret godt spil som pass rusher. Forsvaret er dog et ret godt billede af Patriots som hold – de har ikke de helt store, klare, tydelige styrker (jojo, Brady er stadig rigtig god, men det er hans dårligste sæson i årevis). Deres største styrke (udover trænerstaben) er til gengæld at de stort set ingen svagheder har. De kan deres fundamentals, de har vist fremragende moral henover sæsonen – kæmpet sig igennem de hårde perioder og fundet måder at vinde på, der har bragt dem til Super Bowl.

Guderne skal vide at jeg ikke er Patriots-fan, men jeg har stor respekt for den måde Patriots er kommet hertil i år. Jo, de har nydt godt af en overkommelig division og den slags, men de har taget den hårde vej til Super Bowl gennem slutspillet – noget vi sjældent har set dem gøre. De nød ikke godt af en stor overraskelse i Wild Card-runden, der gav et cakewalk-matchup mod Tim Tebow, Chuck Paganos Colts-hold, Matt Schaub eller Brock Osweiler på quarterback for Texans – de maltrakterede konferencens vel nok næstbedste hold i Chargers, og tog på en svær udebanetur til Kansas og slog Chiefs. Det indgyder mere respekt hos mig end mange af de små foræringer, der har været i andre år.

Mens dommerkendelser – eller mangel på samme – trak overskrifterne i NFC-finalen, skal vi ikke underkende at Rams, ligesom Patriots, tog på besøg på en svær udebane, og vandt. Og mens Saints med al sandsynlighed havde vundet, hvis Nickell Robey-Coleman var blevet straffet, som han burde, fik de chancen først i overtid, men formåede ikke at udnytte den. Chiefs fik aldrig chancen for at få angrebet på banen i overtiden mod Patriots – den undskyldning har Saints ikke.

Long story short (too late, I know…)
For 19 år siden vandt Rams en tæt Super Bowl med en tackling én yard fra end zone – to år senere tabte de på et field goal, som storfavoritter, mod Patriots. Det er nok for meget at kalde Kurt Warner-årene hos Rams for et dynasti, men tre slutspilsoptrædener på tre sæsoner, herunder to i Super Bowl, er da om ikke andet noget af dét et dynasti er lavet af – hvis det var et dynasti, faldt det da Patriots’ dynasti startede. Er tiden kommet for Rams til at gengælde det? Med en fremragende ung head coach, en lovende ung quarterback med et stærkt hold omkring sig, har Rams mange af betingelserne på plads til at kunne være en fast deltager i slutspillet de næste år. At komme forbi Patriots bliver dog uhyre svært.

Patriots’ otte Super Bowls med Brady og Belichick har alle været tætte – alle er afgjort índenfor én scoring (sejre på 3, 3, 3, 4 og 6 point – nederlag på 3, 4 og 8) – og mens Patriots i årets slutspil har været uhyggeligt stærke startere, vil det gå imod al deres Super Bowl-historik, hvis de gør noget tilsvarende mod Rams. Otte Super Bowls har kastet blot tre point af sig i første quarter – nul i de første syv, inden de fik et field goal på tavlen på deres første angrebsserie mod Eagles sidste år. Omvendt har forsvaret kun tilladt 3, 0, 0, 3, 9, 0, 0 og 9 point i første quarter, så de er aldrig kommet rigtig stort bagud fra start.

Mens Detroit Lions’ 2018-sæson ikke var imponerende, kan begge hold dog meget vel have kigget i retning af Matt Patricias mandskab, når de har sammensat en defensiv gameplan til denne kamp – Lions formåede at stække Patriots’ angreb tidligt på sæsonen, og holdt også Rams’ angreb godt nede i store dele af mødet med dem.

Jeg forventer endnu en tæt Super Bowl med Patriots som aktør. Jeg har i de små to uger, der er gået siden det stod klart hvem der skulle mødes i denne kamp, aldrig haft nogen stærk mavefornemmelse omkring Rams som vinder. Jeg skal dog gerne medgive at jeg måske har undervurderet dem en smule – ikke mindst mod Saints – men jeg vil også hellere undervurdere Rams igen, end jeg vil gøre det med Patriots. Det vil kræve en komplet og uhyre disciplineret indsats fra Rams at tage sejren, og mens jeg bestemt ikke skal afvise at det kommer til at ske, har jeg svært ved at gå imod Patriots. Rob Gronkowski er måske ikke den store trussel som pass catcher i år, men hans evner som run blocker har været uhyre vigtige i slutspillet, og han er stadig god nok til at kunne lave nogle vigtige spil, hvis bolden bliver kastet i hans retning – han kræver opmærksomhed.

Patriots faldt sidste år til et pludselig glohedt Eagles-hold med en urutineret (ikke mindst i slutspilssammenhæng) quarterback og en dygtig offensivt orienteret head coach i sin anden sæson – nu får de Jared Goff og Sean McVay, der passer på begge de beskrivelser; om Rams er ligeså glohede er nok lidt mere tvivlsomt. De er dygtige, har en stærk trænerstab og mange af de individuelle spillere, der kan gøre en forskel, men de skal hive noget op af hatten, vi ikke har set fra dem på denne side af deres bye week, før jeg ser dem vinde. Patriots virker til at toppe på det rigtige tidspunkt. Tæt skal det nok blive, men Patriots bør gøre det nødvendige.

New England Patriots 30 vs. 27 Los Angeles Rams

543 total views, 7 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top