You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – DIVISIONAL SATURDAY

Divisional Saturday:
Kl. 22.35:
Indianapolis Colts @ Kansas City Chiefs
En overbevisende første halvleg var nok for Colts, der uden større besvær avancerede fra Wild Card Weekend med en 21-7-sejr over divisionsrivalerne Texans. Der venter dog en noget sværere opgave, når Colts i stedet for Houston tager til Kansas City til et opgør mod den formodede MVP, Patrick Mahomes, og Chiefs på Arrowhead.

Chiefs har revanche til gode mod Colts efter 44-45-nederlaget i Indianapolis i Wild Card-runden for fem år siden – en kamp, hvor Colts leverede det næststørste comeback i NFL-historien, efter at have været bagud 10-38. Arrowhead er ét af de sværeste stadions at komme på besøg hos – Chiefs er 36-12 på hjemmebane siden 2013 (under Andy Reid), den næstbedste record i ligaen, sammen med Seahawks, efter Patriots (42-6), men de er 0-2 i slutspillet på hjemmebane. Vi skal helt tilbage til 1993-sæsonen for at finde den seneste slutspilssejr på Arrowhead for Chiefs, der er 0-6 siden 1994, og det eneste hold, sammen med Bengals (0-4) og Lions (ingen slutspilskampe på hjemmebane), der ikke har vundet foran hjemmepublikummet i perioden.

Tiden kan dog meget vel være kommet til at få stoppet stimen. Angrebet har leveret overbevisende spil i denne sæson og Chiefs anno 2018 er det første hold i NFL-historien, der scorede 26+ point i alle 16 kampe (Vikings 1998 scorede 24+ i alle kampe som det hidtil eneste hold), mens deres 565 point i sæsonen er tredjeflest nogensinde – de to hold foran dem, Broncos 2013 og Patriots 2007, nåede begge Super Bowl (og tabte). For Chiefs ligger den store udfordring i at forsvaret er omtrent ligeså svagt som angrebet er stærkt. Deres 26,3 tilladte point pr. kamp rangerede klart i ligaens dårligste halvdel, og mens Colts har ramt slutspillet i stærk form – med sejren i sidste uge har de vundet ti af deres seneste elleve kampe – lukkede Chiefs året af med en 3-3-record i deres sidste seks kampe, med en relativt uimponerende sejr på 40-33 mod Raiders og et 28-29-nederlag til Chargers i to af deres tre hjemmekampe.

Colts’ forsvar har leveret stærkt spil under Matt Eberflus, ikke mindst i den sidste del af sæsonen, men man kan heller ikke komme udenom at de angreb holdet har stået overfor ikke har været i nærheden af det niveau Chiefs’ har, og jeg kan ikke umiddelbart nå frem til en anden forventning til denne kamp end et shootout mellem to stærke angreb og to forsvar, der næppe har hvad der skal til for at stoppe dem. Colts’ offensive linje kan stille til start i stærkeste opstilling, og det tegner godt for både beskyttelsen af Luck og succes i løbespillet mod et Chiefs-forsvar, der har tilladt 5,0 yards pr. carry for sæsonen. Andrew Luck blev holdt fri af sacks i sidste uge, og kan linjen atter beskytte ham effektivt, bør det give gode muligheder for T.Y. Hilton, Dontrelle Inman, Eric Ebron og resten af Lucks pass catchers for at finde succes. På den anden side af bolden har Colts-defensiven dog også sin sag for mod Tyreek Hill og Travis Kelce, mens Sammy Watkins ventes at gøre comeback efter at have været ude siden november, og også kan blive en svær opgave. Løbeangrebet er ikke det samme uden Kareem Hunt, men Damien Williams og Spencer Ware (forudsat Ware spiller) kan stadig gøre god figur, og om ikke andet bidrage i kastespillet.

Chiefs har lidt alle sine fire nederlag i sæsonen mod slutspilshold – de var blot 2-4 i kampe mod andre slutspilshold, men 1-1 på hjemmebane, efter to tætte kampe (overtidssejren over Ravens og two-point conversion-nederlaget til Chargers). Forsvaret har været kostbart i kampene mod de bedste hold, og det giver anledning til bekymring for værterne. Colts ligner det hold, der har bedst mulighed for at kontrollere klokken, mens Chiefs’ angreb har større upside.

Siden 2002 er hjemmehold 43-21 i Divisional Playoffs, herunder 18-6 siden 2012 – femte-/sjetteseedede hold, der spiller deres anden kamp på udebane i træk i slutspillet (relevant for Colts, Chargers og Eagles i denne uge) er 9-19 siden 2002 i denne runde af slutspillet, men blot 1-10 siden 2012, med otte nederlag på stribe siden Niners i 2013 var det seneste hold, der vandt i en sådan situation.

På papiret er AFC-slutspillet det mest åbne i år – og det mest åbne vi har set længe – og der er få hold i konferencen, jeg på forhånd ville mene havde et bedre matchup mod Chiefs end netop Colts. Chiefs er uhyre stærke, i kraft af et forrygende angreb, men det er samtidig svært at have tiltro til at det forsvar kan få holdet til at gå hele vejen. Det er et hold, der simpelthen er for afhængigt af at Mahomes leverer varen – han har gjort det hidtil, men rammer han en off-day, ser det sort ud. Om Colts er holdet, der kan fremtvinge det er jeg ikke sikker på, men der kan være behov for at Mahomes viser sig frem fra sin bedste side i et formodet shootout. I sidste uge viste slutspilsrutine sig at være ganske vigtig – alle tre hold, der startede en quarterback i slutspillet for første gang, tabte; siden 2002 er førstegangsstartende quarterbacks i slutspillet 13-30. Mahomes er sidste chance for at ændre den tendens i år – men han er samtidig også den af de fire i år, der har spillet klart bedst.

Chiefs har favoritværdigheden, og det er let at argumentere for at de skulle gå videre. Fans af Colts kender dog følelsen af at gå ind i slutspillet med et hold, der har et tvivlsomt forsvar og er (for) afhængigt af hvordan quarterbacken spiller. De mange one-and-done’s med Peyton Manning på quarterback kan føres tilbage til netop dette. Jeg kan frygte det samme for Chiefs i denne uge. Det kan meget vel ende med et game-winning drive den ene eller den anden vej, og mens Chiefs bør vinde, kan jeg bare ikke slippe fornemmelsen af at Colts kan levere overraskelsen.

Indianapolis Colts 37 @ 34 Kansas City Chiefs

Kl. 02.15:
Dallas Cowboys @ Los Angeles Rams
Ligesom Chiefs har ramt slutspillet efter en so-so afslutning på sæsonen, gør Rams det. For begge hold gik det ned ad bakke efter deres indbyrdes møde i Week 11 og den efterfølgende friuge. Rams vandt over Chiefs, men fulgte op med nederlag i to af de sidste fem kampe – de to kampe, hvor de stod overfor hold, der endte med at gå i slutspillet, Bears og Eagles. Angrebet leverede syv turnovers i de to kampe, og Jared Goff var i perioder helt væk. Spillet blev bedre i de sidste par kampe, men lad der ikke herske nogen tvivl om at 49ers og Cardinals, der til sammen noterede syv sejre, var et par noget mere overkommelige opgaver.

Rams har nået slutspillet for anden sæson af to mulige under Sean McVay, men leverede en svært skuffende præstation på hjemmebane i 13-26-nederlaget til Falcons sidste år. Bliver det igen i år til et nederlag – to one-and-done’s på hjemmebane – vil presset så småt blive øget på McVay. Hans mandskab skal op mod et Cowboys-mandskab, der nød godt af en håbløs gameplan fra Seahawks i sidste uge i den snævre 24-22-sejr. Jeg har tiltro til at McVay og co. er i stand til at sammensætte en bedre strategi mod et Cowboys-mandskab, der var blot 3-5 på udebane i år.

Cowboys’ angreb har vist fremskridt i den sidste del af sæsonen. Mange var kritiske omkring traden for Amari Cooper, der dog har leveret stærkt spil for holdet og fået udviklet god kemi med Dak Prescott. Cooper samlede 106 catches sammen i sejren over Seahawks i sidste uge – mens han på hjemmebane har snittet 109,5 yards pr. kamp hos Cowboys, er det blot blevet til 43,5 i snit på udebane. Zeke Elliott bør dog få gode betingelser mod et Rams-forsvar, der har tilladt 5,1 yards pr. carry – dårligst i ligaen – og kan Elliott tage lidt af presset af kasteangrebet og hjælpe Cowboys med at kontrollere klokken, vil de være nået et pænt stykke af vejen. Den offensive linje får sin sag for mod Aaron Donald og Rams’ defensive front, og beskyttelsen af Dak Prescott kan vise sig altafgørende for gæsternes chancer.

Todd Gurley er tilbage for Rams efter at have misset de sidste to kampe i den regulære sæson. C.J. Anderson viste sig som en god afløser, men selvom hans produktion mod Cardinals og 49ers overgik hvad Gurley leverede i de omvendte kampe mod divisionsrivalerne, er Gurleys tilbagevenden et boost til offensiven. Rams-angrebet har en svær opgave i vente mod Rod Marinellis defensiv, hvor især de bageste enheder – linebackerkæden anført af Leighton Vander Esch og Jaylon Smith, og det defensive backfield med Byron Jones som bedste mand – kan blive svære at finde succes mod. Den defensive front har i Demarcus Lawrence en stærk pass rusher, som Rams skal have fundet ud af at dæmme op for.

Divisional Playoffs er typisk den bedste runde i hele footballsæsonen, og mens jeg logisk set må give Rams en pæn fordel i dette opgør, kan jeg ikke underkende at Cowboys på sit bedste, vil blive en hård opgave – og så vil jeg ellers bare krydse fingre for at denne kamp kan blive ligeså god og spændende som jeg forventer at den tidlige kamp bliver. Jeg er desværre bare ikke overbevist om det. Rams er det bedste hold, de har hjemmebane – og der har været stor forskel på Cowboys ude og hjemme i denne sæson. Den optimistiske tilgang til muilgheden for spænding må dog være, at kun to af Cowboys’ seks udekampe ikke er blevet afgjort indenfor én scoring, og fire af dem er blevet afgjort indenfor blot tre point. Og mens Rams har været stærke i år, er fem af deres hjemmekampe blevet afgjort indenfor én scoring – og det er fem af de seneste seks, med kun 48-32-sejren over 49ers i Week 17, der falder udenfor.

Jeg har ikke samme fornemmelse omkring Cowboys’ muligheder for at lave overraskelsen som jeg har omkring Colts i den tidlige kamp, selvom Rams – ligesom Chiefs – ikke ser ligeså skræmmende ud her på dagen for deres første slutspilskamp, som de gjorde for to måneder siden. Tiden må være komme for McVay og Goff til at vise at de også kan præstere i slutspillet. I NFC har hjemmebanen været en klar fordel når holdene, der har været i aktion, har været slutspilsmandskaber. Rams var 3-1 mod slutspilshold på hjemmebane – Cowboys 1-3 på udebane. Jeg satser på at den tendens fortsætter.

Dallas Cowboys 24 @ 30 Los Angeles Rams

 

Redaktionens bud på aftenens kampe – even split på den tidlige kamp og en lone wolf af Toke på den sene:

Vi vil også meget gerne have dit input til kampen – lad os høre nedenfor hvilke to hold, du tror går videre:

561 total views, 3 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top