You are here
Home > NFL

HUDDLE UP 2018 ALL-PRO + AWARDS

Vi har begivet os ind i slutspillet, og nærmer os ét af hver eneste sæsons store højdepunkter – Divisional Playoffs er ofte den weekend i slutspillet, der giver os de bedste kampe.

Men mens vi venter på Divisional Playoffs, kan vi bruge tiden på at runde den regulære 2018-sæson af med et bud på et All-Pro-mandskab – og kåring af MVP mm.

Peter kommer med sit bud nedenfor, og husk som vanligt, at hvis en spiller fra det hold du holder med, ikke har klaret cuttet, er det fordi Peter hader dig. Kampen har været tæt, og man kan gå i mange forskellige retninger på mange af positionerne – og også snildt argumentere for andre bud på prisvindere.

QUARTERBACK Patrick Mahomes, Kansas City Chiefs
2nd Team: Drew Brees, New Orleans Saints
Ingen ændring siden Midseason, og mens Chiefs ikke lukkede sæsonen ligeså stærkt af som Saints, var det aldrig Mahomes, der skulle klandres for deres nederlag. Han kom skidt fra land i nogle kampe, men kæmpede sig altid tilbage, og mens stats ikke er alt, blæser han alle konkurrenterne omkuld på den front. Brees har væsentlig andel i Saints’ flotte sæson, men hans spil falmede en smule mod slutningen af sæsonen, og mens man ikke skal underkende at han nok engang slog rekorden for completionprocent, har han også forsøgt flere markant lettere kast end Mahomes. Ingen quarterback har ramt det samme høje niveau som Mahomes i år, og ingen har ligeså (relativt) kontinuerligt som Mahomes ligget på et så højt niveau. Det var tæt ved Midseason – jeg er slet ikke i tvivl om valget her ved sæsonafslutningen.

RUNNING BACK Saquon Barkley, New York Giants
2nd Team: Christian McCaffrey, Carolina Panthers
Én af de sværeste positioner på holdet at besætte. Jeg kunne let være gået med Todd Gurley igen, og jeg vil ikke klandre de der vil sætte ham på, men jeg kan ikke underkende at C.J. Anderson gik ind, direkte fra gaden, og producerede bedre end Gurley havde gjort mod 49ers og Cardinals (uagtet at de defensive gameplans nok ikke var identiske). Systemet har meget at sige hos Rams, og det koster for Gurley, trods hans fremragende sæson. Barkley har ikke haft samme hjælp af systemet, og kasteangrebet, som Gurley, og selvom der har været enkelte fusere i løbet af sæsonen, har han jævnligt skabt ting ud af intet, og fået etableret sig som én af ligaens bedste på sin position. McCaffrey var en nøglespiller i Panthers’ angreb sæsonen igennem, og slutter året med 107 catches – flest nogensinde for en running back – og 5,0 yards pr. carry. Der er mere flashy spiller (Gurley, Elliott ol.), men McCaffrey har gjort sit for at hjælpe sit hold. Og meget sigende for running back-positionen og dens vigtighed, er mit første- og andetvalg, spillere på hold, der blot snittede seks sejre for sæsonen.

WIDE RECEIVERS DeAndre Hopkins, Houston Texans – Michael Thomas, New Orleans Saints – Keenan Allen, Los Angeles Chargers
2nd Team: Julio Jones, Atlanta Falcons – Tyreek Hill, Kansas City Chiefs – Adam Thielen, Minnesota Vikings
Der er også mange om buddet på wide receiver, men i forhold til Midseason er der kun sket én ændring – Keenan Allen overtager Adam Thielens plads i slotten. Den er uhyre tæt mellem de to, og Thielen har de bedre stats, men jeg har akkurat Allen foran ham. Går du i den anden retning, skal du dog intet høre om det herfra.

DeAndre Hopkins har taget pladsen som ligaens bedste receiver i min bog. Han kommer gennem sæsonen uden et eneste drop, en catch% på 70,6 (mod 55,2% sidste år) trods stærkt fokus fra modstandere, tæt opdækning og svære bolde kastet fra Deshaun Watson. Han virker simpelthen ustoppelig, og der er ingen receiver jeg her og nu vil vælge over ham.

Michael Thomas slutter sæsonen med 125 catches – ni flere end nogen anden spiller (Zach Ertz) – og en 85% catchrate. Siden 1992 har kun tre wide receivers grebet mindst 50 bolde og haft en catchrate på mindst 80%; Austin Collie i 2010 (81,7% på 71 targets i ni kampe) og så Michael Thomas og Tyler Lockett i år (Lockett med 81,4% på 70 targets). Michael Thomas har seks flere targets og ti catches flere end Collie og Lockett tilsammen. Af de tre receivers med 20+ catches, der har en højere catch% er Roy Williams anno 2008 (Lions og Cowboys) den der var tættest på Thomas i targets. Han havde 108 færre. Enestestående sæson af Thomas.

Kampen om 2nd Team-pladserne er tæt, og føromtalte Lockett (Russell Wilson har en perfekt passer rating på sine kast til Lockett), Davante Adams, Antonio Brown, JuJu Smith-Schuster og Mike Evans er blandt spillerne, der snildt kunne have taget en backupplads.

TIGHT END George Kittle, San Francisco 49ers
2nd Team: Travis Kelce, Kansas City Chiefs
Kittle var et lidt frækt valg på tight end ved Midseason, i tæt kamp med både Travis Kelce og Zach Ertz, og mens de andre to også stadig presser på, holder jeg fast i Kittle. Hans 1377 yards er flest nogensinde for en tight end i en sæson, hans 210 yards mod Broncos er næstflest af en tight end nogensinde i en enkelt kamp, og han har reelt kun brugt hele anden del af sæsonen på at underbygge den ros jeg øsede udover ham ovenpå første halvsæson. Hvis det her er hvad han kan gøre i en sæson med primært C.J. Beathard og Nick Mullens på quarterback, hvad skal det så ikke blive til hvis Jimmy Garoppolo kommer tilbage på fuld styrke?

OFFENSIVE LINE Terron Armstead, New Orleans Saints – Joel Bitonio, Cleveland Browns – Jason Kelce, Philadelphia Eagles – Zack Martin, Dallas Cowboys – Mitchell Schwartz, Kansas City Chiefs
2nd Team: David Bakhtiari, Green Bay Packers – Quenton Nelson, Indianapolis Colts – Matt Paradis, Denver Broncos – Shaq Mason, New England Patriots – Ryan Ramczyk, New Orlens Saints
To nye spillere i startopstillingen i forhold til Midseason – Armstead og Bitonio sender Bakhtiari og Saffold ud af startopstillingen, hvor Colts’ førsterundevalg Quenton Nelson yderligere skubber Saffold væk fra bænken – mens pladserne fra center til right tackle forbliver uændret. Saints havde i en årrække en stærk trio på indersiden, mens de kæmpede sig igennem med so-so spillere på ydersiden; som holdet her vidner om, er de nu stærkt besat på tackle med min 1st Team-left tackle og 2nd Team-right tackle.

Dét, der tidligere var kendetegnende for Saints, er nu Browns’ kendetegn på den offensive linje. Holdet har kæmpet sig gennem sæsonen med prblemer på left tackle, men trioen på indersiden, Bitonio, J.C. Tretter og Kevin Zeitler, har været en stor styrke, med Bitonio som den stærkeste af de tre. De har stor andel i både Baker Mayfields succes, i kraft af god pass protection, og i at løbeangrebet med Nick Chubb tog fart, især efter fyringen af Hue Jackson.

Kelce, Martin og Schwartz er der ikke meget nyt at sige om. Kelce har været én af ligaens to bedste centers, sammen med Travis Frederick, de seneste år, og med Frederick ude i denne sæson, har Kelce ikke overraskende været den bedste. Martin har vi haft gradet som ligaens bedste right guard i rosteranalysen de seneste to år, og Mitchell Schwartz er også et velkendt navn i toppen (vores bedste right tackle forud for 2017, og i gruppen lige bag Lane Johnson inden denne sæson). Med Lane Johnson lidt under vanlig standard i år – men stadig velspillende – og Schwartz fortsat spillende på højt niveau, giver valget sig selv.

INTERIOR DEFENSIVE LINE Aaron Donald, Los Angeles Rams – Michael Pierce, Baltimore Ravens – J.J. Watt, Houston Texans
2nd Team: Chris Jones, Kansas City Chiefs – Damon Harrison, Detroit Lions – Fletcher Cox, Philadelphia Eagles
Ingen ændring i forhold til Midseason. Donald og Watt slutter året som de to spillere i ligaen med flest sacks – Donald blev den blot tiende spiller i historien til at notere mindst 20,5 sacks i en sæson og den første siden Justin Houston og J.J. Watt nåede hhv. 22 og 20,5 i 2014 (Watt med 20,5 i både 2012 og 2014). Der kan ikke øses nok roser ned over Donald, der er ligaens bedste spiller og trods sit holdout levede op til den store kontrakt Rams tildelte ham lige inden sæsonstart. Man kunne være bekymret for om Watt ville kunne vende tilbage til det niveau vi tidligere har set fra ham, efter at have misset 24 af 32 kampe de seneste to sæsoner. Der var ingen grund til bekymring. Hans spil rammer måske aldrig 2012- og 2014-niveauet igen, men tag ikke fejl: Han er tilbage i storform. Både Chris Jones og Fletcher Cox har haft en sæson, der er værdig til mere end 2nd Team, men med Donald og Watt, er der ganske enkelt ikke plads – og en spiller som Akiem Hicks fortjener reelt set mere end ”bare” at være et honorable mention. Yet, here we are.

Pierce er en evigt undervurderet mand i midten af Ravens’ linje. Selvom Ravens’ forsvar høster store roser, er det sjældent man hører det store til Pierce, men han er fantastisk, og at jeg vælger ham over Damon Harrison og Kenny Clark, der begge har haft glimrende sæsoner, vidner om hans dominans.

EDGE RUSHERS Khalil Mack, Chicago Bears – Von Miller, Denver Broncos
2nd Team: Danielle Hunter, Minnesota Vikings – Demarcus Lawrence, Dallas Cowboys
Ingen ændring side Midseason. Mack har været forrygende i år, og mens hans sacktotal ikke helt kunne holde tempoet fra de første kampe i sæsonen – og hans niveau også dalede en smule – har han været en konstant trussel, der har været med til at hæve niveauet på Bears’ forsvar. Ser man bort fra Aaron Donald, er jeg ikke sikker på at der er en defensiv spiller, der har krævet så meget opmærksomhed fra et angreb som Mack har henover sæsonen.

Kampen om de to pladser er hård, og mens jeg går med Miller, der har fastholdt sit vanlige høje niveau sæsonen igennem, er der er væld af kandidater, jeg ikke vil protestere over at se folk sætte på. Hunter og Lawrence er mine 2nd Team-valg, men (i tilfældig rækkefølge) Myles Garrett, Dee Ford, Jerry Hughes, Calais Campbell og Cameron Jordan, er også et honorable mention værd. Og flere til, som jeg sikkert har glemt.

LINEBACKERS Bobby Wagner, Seattle Seahawks – Luke Kuechly, Carolina Panthers
2nd Team: Leighton Vander Esch, Dallas Cowboys – Jaylon Smith, Dallas Cowboys
Ligaens to bedste off-ball linebackers viste igen i 2018-sæsonen, hvorfor de er ligaens to bedste off-ball linebackers. Fra start til slut har Wagner og Kuechly domineret i denne sæson, og der er ingen grund til at overtænke valget af de to spillere her.

Colts’ rookielinebacker Darius Leonard har trukket den største hype, og tog den tredje plads på Associated Press’ All-Pro-hold, men i min bog har han været overgået af Cowboys’ linebackerduo. Skal man pege på en rookielinebacker vil Vander Esch være mit valg over Leonard (der dog er første mand, der misser cuttet). Jaylon Smith endelig viser det spil frem, der fik Cowboys til at vælge ham tidligt i anden runde af 2016-draften, trods usikkerhed om hans fremtid pga. en alvorlig skade.

CORNERBACKS Stephon Gilmore, New England Patriots – Kyle Fuller, Chicago Bears – Desmond King, Los Angeles Chargers
2nd Team: Byron Jones, Dallas Cowboys – Patrick Peterson, Arizona Cardinals – Kareem Jackson, Houston Texans
Total udskiftning siden Midseason, med alle tre valg fra dengang degraderet til 2nd Team. Desmond King var en spiller vi havde god fidus til i draften i sin tid (#31 på vores big board), hvor han af uransalige årsager faldt til femte runde, og han har kun overgået vores forventninger siden da, og har været ligaens vel nok bedste cornerback i denne sæson.

Kyle Fuller var endnu en spiller vi alle havde god fidus til da han gik i draften, men hans vej til pladsen på dette hold, har været længe undervejs. Hans første sæsoner var alt andet end imponerende, men han er kommet stærkt i gang i de seneste to sæsoner, og har leveret sit hidtil bedste spil i karrieren i denne sæson, og slutter 2018 med syv interceptions, delt flest i ligaen.

Gilmore har længe leveret stærkt spil, allerede i sin tid hos Bills, men en stærk afslutning på rookiesæsonen blev fulgt op af en skadesplaget start på den efterfølgende sæson. Det har været lidt kendetegnende for Gilmore – det høje niveau har været der længe, men muligheden for at opbygge momentum og fastholde det kontinuerligt har knebet, bl.a. pga. skader. Den første sæson hos Patriots var god – og i denne sæson er det så gået op i en højere enhed.

SAFETIES Eddie Jackson, Chicago Bears – Derwin James, Los Angeles Chargers
2nd Team: Kevin Byard, Tennessee Titans – Jamal Adams, New York Jets
Med fem touchdowns over de seneste to sæsoner, er Eddie Jackson to foran den nærmeste defensive spiller i den kategori. Få safeties kan matche hans evne til at lave store spil – seks touchdowns i år, herunder to returneret for touchdown, foruden to forced fumbles og en fumble recovery, returneret for touchdown – men Jackson er ikke ”bare” i stand til at lave highlightspillene. Han har i sin anden sæson i ligaen for længst overgået sin draftstatus som et fjerderundevalg, og leverer varen spil efter spil.

Derwin James bliver den anden rookie, der rammer mit 1st Team – og den eneste på forsvaret. Hvorfor han faldt helt til Chargers’ valg kommer jeg aldrig til at forstå – han var uden tvivl ét af de allerbedste prospects i draften – men han faldt til Chargers, og hverken han eller holdet har set sig tilbage siden. James har været alt man kunne håbe på, og om muligt mere til. Sammen med Desmond King har han været den bedste mand på forsvaret, og han har sågar i lange stræk været holdets bedste pass rusher.

Kevin Byard, der leverede et flot breakout sidste år, har fastholdt sit høje niveau, og Jamal Adams har i sin anden sæson leveret sit breakout, og det lover godt for fremtiden på positionen med fire så unge spillere, der leverer varen.

KICKER Aldrick Rosas, New York Giants
2nd Team: Justin Tucker, Baltimore Ravens
28 af 28 indenfor 50 yards og 4 af 5 fra 50+, foruden 31 af 32 på ekstra point. Efter en so-so 2017-sæson leverede Rosas i dén grad varen i 2018-sæsonen. Justin Tuckers sæson var ikke helt på vanlig standard med bl.a. karrierens hidtil eneste brændte ekstra point (der kostede overtid mod Saints), men hans niveau er fortsat helt oppe sammen med de bedste.

PUNTER Johnny Hekker, Los Angeles Rams
2nd Team: Michael Dickson, Seattle Seahawks
21 af 43 punts indenfor 20-yard linjen, blot to touchbacks og nummer to i ligaen i net average pr. punt. Johnny Hekker har for længst etableret sig som én af ligaens bedste punters, og han og Dickson får en lille fordel over Saints’ Thomas Morstead, af primært at levere deres punts udendørs. Dickson har været alt Seahawks kunne have håbet på efter at have brugt et draftvalg på ham, og hans 48,2 yards pr. punt overgås kun af Andy Lee.

RETURNERS KR Andre Roberts, New York Jets – PR Desmond King, Los Angeles Chargers
2nd Team: KR Darius Jennings, Tennessee Titans – Jakeem Grant, Miami Dolphins
Jakeem Grant tog begge pladserne ved Midseason, men overhales af Desmond King som førstevalg på punt returner her ved sæsonafslutningen, og ryger helt ud som kick returner. Volumen er hovedårsagen – jeg har valgt kun at kigge på spillere med 20+ kick returns (Grant har 18), og selvom han som punt returner har snittet flotte 16,3 yards og noteret et enkelt touchdown på sine 14 returns, har Desmond King haft 23 returns, holdt et solidt snit på 13,8, med to returns over 40 yards. Selvom en enkelt fumble (Grant har ingen) trækker ned, får han akkurat pladsen.

Som kick returer går valget til Andre Roberts. 29,4 yards pr. return, med hele syv returns over 40 yards (to flere end nogen anden – og fire flere end nummer tre) og 29 returns for 20+ yards (to flere end nogen anden – syv flere end nummer tre) og et enkelt touchdown er det blevet til for ham. Af returners med mindst 20 forsøg ehar kun Darius Jennings et højere snit (31,7 pr. return), men Roberts har præsteret sit flotte spil på næsten det dobbelte antal returns, og det giver ham en lille fordel.

AWARDS:
MOST VALUABLE PLAYER Patrick Mahomes, Kansas City Chiefs
Runners-up: Drew Brees, New Orleans Saints – Philip Rivers, Los Angeles Chargers – Andrew Luck, Indianapolis Colts – Deshaun Watson, Houston Texans
Om man bryder sig om det eller ej, vil ligaens mest værdifulde spiller være en quarterback i denne æra. Skal prisens navn tages bogstaveligt er der ingen vej uden om at kigge på quarterbacks – skulle jeg vælge den bedste spiller, ville jeg gå i retning af mit valg til Defensive Player of the Year; men det skal jeg ikke.

Mahomes var mit valg på quarterback og derfor også det helt logiske valg til MVP-titlen. Hvad han har præsteret året igennem er utroligt, og at Chiefs – med det forsvar de render rundt med – har taget førsteseedningen i AFC er reelt helt usandsynligt. Det burde ikke være muligt, men det har det været pga. Mahomes.

Det var en tæt kamp mellem Mahomes og Drew Brees ved Midseason, men Mahomes trak fra i anden halvsæson – ikke mindst fordi Brees satte lidt til i den sidste måned af sæsonen. Han er dog stadig en sikker toer hos mig. Philip Rivers blandede sig i MVP-diskussionen i ny og næ, men fulgte ofte den snak op med nogle svage kampe, og det holder ham bag de andre, trods hans vel nok bedste sæson i karrieren. Top fem rundes af i AFC South, hvor Colts og Texans vendte hhv. 1-5 og 0-3 til en plads i slutspillet – det havde ikke været muligt uden Andrew Luck og Deshaun Watson.

OFFENSIVE PLAYER OF THE YEAR Patrick Mahomes, Kansas City Chiefs
Runners-up: DeAndre Hopkins Houston Texans – Michael Thomas, New Orleans Saints – Drew Brees, New Orleans Saints – Philip Rivers, Los Angeles Chargers
Det her er én af de sværeste priser at vurdere for mig, ikke mindst når jeg skal se på kandidaterne bag Mahomes, der er det lette valg for mig som årets bedste offensive spiller. 50 touchdowns (11 flere end nogen anden spiller), 8,8 yards pr. attempt og et par flotte comebacksejre (og havde Chiefs haft et forsvar, ville der have været endnu flere, i stedet for nogle tabte comebacks).

DeAndre Hopkins og Michael Thomas har begge leveret forrygende spil året igennem, og gjort sit for at hjælpe deres quarterbacks i MVP-diskussionen og deres hold til en plads i slutspillet. Brees’ eget spil skal dog ikke underkendes, uagtet at spillet dalede en smule i den seneste måned, og mens det samme kan siges om Rivers (de sidste kampe var ikke kønne), genfandt han spillet fra sine bedste sæsoner, og leverede i store dele af 2018 noget af det bedste spil vi nogensinde har set fra ham.

DEFENSIVE PLAYER OF THE YEAR Aaron Donald, Los Angeles Rams
Runners-up: Eddie Jackson, Chicago Bears – Khalil Mack, Chicago Bears – J.J. Watt, Houston Texans – Bobby Wagner, Seattle Seahawks
Ingen over og ingen ved siden af Aaron Donald. Han bliver bedre år for år, og han er ligaens bedste spiller, hvis vi ser bort fra alt der hedder positionel værdi. Vi snakker dominans på samme måde som J.J. Watt i sine bedste sæsoner og som Rob Gronkowski på tight end-positionen i årevis.

Bears-duoen Jackson og Mack har begge haft fantastiske sæsoner på et forrygende Bears-forsvar, og jeg kunne let have byttet rundt på dem – Jacksons store spil får lov at agere tiebreaker. Watt er tilbage i storform og Wagner fastholder det høje niveau han har lagt for dagen, kamp efter kamp, sæson efter sæson, siden han kom ind i ligaen.

OFFENSIVE ROOKIE OF THE YEAR Baker Mayfield, Cleveland Browns
Runners-up: Saquon Barkley, New York Giants – Phillip Lindsay, Denver Broncos – Nick Chubb, Cleveland Browns – Quenton Nelson, Indianapolis Colts
Quarterbacks og running backs var to af de stærkt besatte positioner på offensive i 2018-draften, og det har også afspejlet sig i det var vi har set fra rookieårgangen. På quarterback har vi set stærkt spil fra Lamar Jakson og Sam Darnold i den sidste del af sæsonen, mens Josh Allen har overgået mine (indrømmet, lave) forventninger, men også stadig har været ustabil – Josh Rosen har spillet, men haft det uhyre svært på et svagt Cardinals-hold. Topvalget Baker Mayfield har været alt vi forventede, og ligner manden, der endelig kan sætte ”lukket”-skiltet på Factory of Sadness i Cleveland. Han er præcis den spiller der var behov for på positionen, og han er i dén grad blomstret op efter fyringen af Hue Jackson. Fremtiden er lys i Cleveland, og Mayfield er et let valg som årets bedste offensive rookie.

På running back har Saquon Barkley, Phillip Lindsay og Nick Chubb alle leveret forrygende sæsoner for deres hold – i et vakuum har Chubb været bedre end Lindsay i min bog, men Lindsay får fordelen i kraft af at have præsteret over en hel sæson, mens Chubb først for alvor blev sluppet løs fra omkring midten af sæsonen. Spillere som Sony Michel, Gus Edwards, Kerryon Johnson og Nyheim Hines underbygger blot styrken af running back-årgangen, hvor vi aldrig fik lov at se Derrius Guice, mens Ronald Jones ikke formåede at tilkæmpe sig nævneværdig spilletid hos Bucs.

Receiverårgangen bød på fint spil fra især Calvin Ridley og D.J. Moore, men i det store hele har udbyttet været ret so-so – ikke overraskende fra en årgang, der ikke umiddelbart var den allerstærkeste i draften. Der er dygtige spillere, og det skal bestemt ikke afvises at nogle af spillerne med mindre imponerende rookiesæsoner kan bide sig fast som profiler. Situationen er lidt den samme på tight end, hvor Ravens’ Mark Andews har været den mest imponerende, men også Jets’ Chris Herndon og Eagles’ Dallas Goedert har gjort god figur.

På den offensive linje har Quenton Nelson været spilleren, der har trukket de største overskrifter, og han får også den sidste plads i top fem hos mig. Fire tackles – Mike McGlinchey (især), Braden Smith, Brian O’Neill og Orlando Brown – har leveret stærkt spil i denne sæson, men på indersiden har det set lidt tyndt ud, hvis man ser bort fra Nelson og Will Hernandez.

DEFENSIVE ROOKIE OF THE YEAR Derwin James, Los Angeles Chargers
Runners-up: Leighton Vander Esch, Dallas Cowboys – Darius Leonard, Indianapolis Colts – Denzel Ward, Cleveland Browns – Bradley Chubb, Denver Broncos
Toppen af den defensive rookieklasse har været stærk, og mens min top 5 ikke indeholder en defensiv linjemand, har spillere som Da’Shawn Hand og Maurice Hurst leveret godt spil.

Blandt edge rushers har Bradley Chubb skilt sig ud fra mængden med 12 sacks og samlet 58 pressures, men en spiller som Marcus Davenport har også fået gjort bedre figur end jeg havde forventet med tanke på hvor råt et prospect han var.

Vi kommer dog ikke udenom at det er i de bageste enheder vi finder de stærkeste rookies. Mange har rost Darius Leonard til skyerne, og tag ikke fejl af at han har haft en stærk sæson – at sende ham ind som All-Pro  foran Leighton Vander Esch kan jeg dog ikke gå ind for. Både Vander Esch og Leonard har leveret stærkt spil, og kunne i andre mange sæsoner have taget titlen – men ikke i år. Rashaan Evans og Tremaine Edmunds viste også lovende takter i år, og i de tre kampe han nåede at spille inden sin sæsonafsluttende skade, havde Patriots’ femterundevalg Ja’Whaun Bentley også leveret solidt spil.

Browns’ draft begrænsede sig ikke til succesfulde valg af Baker Mayfield og Nick Chubb – også Denzel Ward leverede en stærk rookiesæson. Al snak om hans begrænsede evner til at lave store spil forstummede allerede i første runde med to picks af Ben Roethlisberger, og mens det kun blev til yderligere én i resten af sæsonen, var han uhyre velspillende året igennem, endda på en position, hvor vi ofte ser at rookies skal bruge noget tid på at finde sig til rette. Taron Johnson var et small-school fjerderundevalg, der indtil sin skade i december, leverede meget lovende takter. Jaire Alexander, Avonte Maddox og Vikings’ undraftede Holton Hill har også gjort pæn figur i løbe af sæsonen, men ligesom Johnson ikke nok til at klemme sig ind i top fem.

Men prisen kan i min optik kun gå til Derwin James, der har været en game-changer på Chargers’ forsvar. I perioder holdets bedste pass rusher, og henover hele året den bedste spiller på en yderst solid defensiv. James har gjort alt for at leve op til den grade vi gav ham i sidste års draft (tredjehøjeste grade, bedste defensive grade). Texans’ Justin Reid og Bengals’ Jessie Bates har også begge gjort god figur, men de når ikke James til sokkeholderne.

COMEBACK PLAYER OF THE YEAR Andrew Luck, Indianapolis Colts
Runners-up: J.J. Watt, Houston Texans – Jaylon Smith, Dallas Cowboys – Deshaun Watson, Houston Texans – Chris Carson, Seattle Seahawks
Det er altid uhyggeligt svært at vurdere denne titel, for skal man udelukkende vurdere spillet på banen for de spillere der er vendt tilbage, skal man se på hvor meget der er overkommet for at vende tilbage på banen eller en kombination? Kombinationen vil være den oplagte, men den er måske også den sværeste at lave. Jaylon Smiths comeback er i min bog nok det mest imponerende, efter den alvorlige skade han pådrog sig i sin sidste collegekamp, og at han er vendt tilbage på et niveau, der giver ham en plads som 2nd Team All-Pro hos mig, er fantastisk. Han holdes dog nede af det faktum at det ikke er hans første sæson tilbage fra skade, han leverer dette spil i – men at han overhovedet nogensinde præsterer dette spil, var vi mange der havde håbet på, men næppe mange der havde turdet tro på.

Jeg går med Andrew Luck, der har fulgt nogle skadesplagede sæsoner – herunder et helt misset 2017 – op med sin vel nok bedste sæson i karrieren. Mange frygtede at hans karriere kunne være i fare, da han ikke kunne komme tilbage i aktion i 2017, og da man så ham dinke og dunke sig igennem en 1-minute drill og blive erstattet af Jacoby Brissett på en Hail Mary mod Eagles, var mange klar til at dømme ham færdig. I stedet har han leveret fremragende spil, og vist at fremtiden er lys for ham og Colts, og at han meget vel kan være en fremtidig MVP-kandidat.

J.J. Watt har blot spillet en fjerdedel af Texans’ kampe de seneste sæsoner, og det var svært at have tiltro til at han skulle kunne genfinde noget der bare mindede om det niveau han lagde for dagen i sine bedste sæsoner. Han er måske ikke helt deroppe – det er også urealistisk at forvente – men at han spiller sig ind som All-Pro hos mig, i et på positionen uhyre topstærkt felt, vidner om at han hører til i diskussionen om denne pris, og akkurat går ind foran Smith.

Deshaun Waton flashede storspil som rookie inden et ACL-tear i starten af november sendte ham ud for sæsonen. Han var klar til sæsonstart i år, og trods en offensiv linje, der ikke var i stand til at beskytte ham, leverede han fornemt spil. Vi har set flere quarterbacks kæmpe med at komme tilbage på fuld styrke i den første sæson efter en tilsvarende skade, under bedre betingelser end Watson stod overfor, og det gør hans comeback dét mere imponerende.

Jeg kan snildt have glemt nogle kandidater, men spillere som Adrian Peterson – der leverede nogle stærke kampe (og nogle slemme stinkere) for Redskins efter han fik chancen ovenpå Derrius Guices skade – og Odell Beckham, der kom flot tilbage fra sin ankelskade og havde solid produktion indtil han atter blev skadet mod slutningen af sæsonen, misser cuttet. Aaron Rodgers havde en pæn sæson, men absolut ikke på vanlig standard, og misser også cuttet.

I stedet tager Chris Carson den sidste plads. Carson gik ned med en ankelskade tidligt i sidste sæson, men vendte stærkt tilbage i år, tog starterjobbet foran førsterundevalget Rashaad Penny, og så sig aldrig tilbage på vej mod sine 1151 rushing yards og ni touchdowns.

COACH OF THE YEAR Matt Nagy, Chicago Bears
Runners-up: Andy Reid, Kansas City Chiefs – Sean Payton, New Orleans Saints – Frank Reich, Indianapolis Colts – Sean McVay, Los Angeles Rams
Inden sæsonen var min bold prediction for Bears, at de ville nå slutspillet og Matt Nagy ville tage Coach of the Year. Jeg havde forventet en slutspilsplads skulle komme via et wild card, men i stedet tog de den i overlegen stil – og så må jeg jo bakke min forudsigelse op med et valg af Nagy, der overgik mine forventninger. Mens Vic Fangios forsvar bestemt gjorde sit, tog angrebet også nogle klare skridt i den rigtige retning, og samlet set bliver det nok til at tage prisen,

Andy Reid mistede sin offensive koordinator (Matt Nagy), fik tradet sin startende quarterback væk – og sluttede 2018 med 565 scorede point, tredjeflest i en sæson i NFL-historien. Angrebet var i særklasse, men forsvaret trak ned, og det kommer til at koste en lille smule for Reid i den samlede vurdering her.

Jeg frygtede lidt for Saints at de ville tage et skridt tilbage i år, men de endte i stedet med NFCs førsteseedning, og det må alt andet lige give nogle plusser i bogen til Sean Payton. Jeg kunne godt have argumenteret for Frank Reich endnu højere – han har fået det til at gå op i en højere enhed for holdet, fået vendt 1-5 til slutspil, og banket noget selvtillid ind i et hold, der har virket fortabt de seneste år. Jeg kan dog ikke helt ignorere 1-5-starten på sæsonen, eller det overkommelige kampprogram. Havde slutningen af sæsonen været stærkere, ville det være svært at holde Sean McVay nede som femmer, men efter 11-1 i de første tolv kampe, blev det blot til 2-2 i de sidste fire, hvilket var med til at koste hjemmebanefordel gennem slutspillet. Betingelserne var på plads til en stærk sæson, og mens det uanset hvad var svært at forvente en sæson på niveau med sidste års, var Rams klare forhåndsfavoritter i NFC West, og det har de ”bare” levet op til. Tag dog ikke fejl: McVay er en glimrende træner, og at føre Rams til 24 sejre på to sæsoner, er en flot bedrift.

EXECUTIVE OF THE YEAR Chris Ballard, Indianapolis Colts
Runners-up: Ryan Pace, Chicago Bears – John Dorsey, Cleveland Browns – Ozzie Newsome, Baltimore Ravens – Jon Robinson, Tennessee Titans
Jordskredssejr. Chris Ballards anden offseason i Indianapolis var et home-run. Næsten. Ser man bort fra ansættelsen af Josh McDaniels, der vel reelt gjorde Colts en tjeneste ved at skride i 11. time, er det svært at sætte en finger på noget Ballard har gjort i denne offseason. Han tradede ned fra 3 til 6 i draften, og samlede to andenrundevalg sammen (bl.a. et nu tidligt valg i anden runde af 2019-draften), valgte Quenton Nelson og Braden Smith, der har været med til at vende lykken på den offensive linje, signede Mark Glowinski, der også har været med til at sikre en stærk linje foran Andrew Luck. Eric Ebron og Dontrelle Inman har været fine sigings til Andrew Lucks receiverkorps, mens Nyheim Hines og Jordan Wilkins har suppleret Marlon Mack fint i backfielden. Ballard ramte plet i anden omgang med ansættelsen af Frank Reich, og var angiveligt nøglen bag ansættelsen af Matt Eberflus som defensiv koordinator. Forsvaret fik tilføjet Darius Leonard, Kemoko Turay og Tyquan Lewis i draften, mens Denico Autry har været en fin signing til den defensive front (det samme har Margus Hunt på en eller anden måde, jeg aldrig kommer til at forstå, været – han blev dog hentet inden sidste sæson). Colts har masser af ting kørende for sig, og kan Ballard sætte trumf på i denne offseason med en god draft og stærk udnyttelse af sin massive capspace, kan Colts meget vel etablere sig som en af de store forhåndsfavoritter i AFC til næste sæson.

Ryan Paces arbejde hos Bears skal heller ikke underkendes. Han ramte plet med ansættelsen af Matt Nagy (i første hug, vel at mærke), lavede gode tilføjelser til gruppen af pass catchers, som Mitchell Trubisky havde til rådighed og draftede Roquan Smith, James Daniels og Bilal Nichols, der har gjort pæn figur.

Jeg er absolut ikke vild med alt John Dorsey har gjort siden han overtog som general manager hos Browns: Traden for Jarvis Landry (og ikke mindst kontrakten til ham) og ikke mindst beslutningen om at holde fast i Hue Jackson – også for længe ind i denne sæson – trækker ned, og man kan sagtens spørge sig selv om i hvor høj grad man skal belønne ham for at have leveret en god draft. Med den draftkapital han havde til rådighed skulle han gøre det godt. Men han har valgt spillere, der skaber et stærkt fundament for fremtiden: Mayfield, Chubb og Ward er nøglespillere i årene fremover. Antonio Callaway har et spændende potentiale, og flere spillere fra årgangen kan blive vigtige bidragsydere. Carlos Hyde-traden åbnede også op for at Nick Chubb kunne levere varen. Browns’ held kan vendes af denne draft, men en del af rosen for dét må nødvendigvis også gå til Sashi Brown, der orkestrerede en stor del af de trades, der bragte holdet i position til at kunne vælge spillerne, og jeg er mindre vild med en del af Dorseys øvrige offseason (og in-season), og det holder ham til tredjepladsen.

Ozzie Newsomes sidste sæson inden han overlader pladsen som beslutningstager til Eric DeCosta, var en solid afslutning. Lamar Jackson, Gus Edwards og Orlando Brown viste sig som vigtige brikker på angrebet, mens Mark Andrews var et solidt valg i tredje runde. Han handlede ned to gange i første runde inden valget af Hayden Hurst og ét af de valg han samlede op blev brugt i traden op for Lamar Jackson, men jeg havde nu hellere set dem tage Derwin James ved nummer 16 i stedet for de to trades ned – og mon ikke de havde kunnet orkestrere traden for Jackson alligevel, med et andet val end nummer 125? John Brown var en solid tilføjelse til receiverkorpset, mens Michael Crabtree og Willie Snead præsterede noget mere svingende.

Pladsen som nummer fem er svær, og der er ingen jeg for alvor er solgt på at placere her. Valget falder på Jon Robinson, der med valgene af Rashaan Evans og Harold Landry fandt nogle solide bidragsydere til forsvaret i årets draft. Dertil kom signings af Dion Lewis og Malcolm Butler hos Patriots, og ikke mindst også ansættelsen af Mike Vrabel som head coachh. Denne offseason var på ingen måde et home-run for Robinson, men det var fint arbejde, der giver løfter for fremtiden. Hvis ikke for Mariotas skadesudfordringer, kunne Titans meget vel have været et slutspilshold.

ASSISTANT COACH OF THE YEAR: Vic Fangio, DC, Chicago Bears
Runners-up: Matt Eberflus, DC, Indianapolis Colts – Freddie Kitchens, OC, Cleveland Browns – Rod Marinelli, DC, Dallas Cowboys – Don Martindale, DC, Baltimore Ravens
Jeg har vaklet mellem Fangio og Eberflus til denne pris. Fangio har fået Bears’ forsvar til at præstere som ligaens vel nok bedste og mens talentet ikke som sådan manglede på defensiven, har det alligevel præsteret langt bedre end ventet, og den kombination giver ham pladsen foran Eberflus, der fik et absolut no-name defense til at blive en styrke for Colts. Vi havde forud for sæsonen Colts’ forsvar rangeret blandt ligaens dårligste, men hjulpet på vej af out-of-nowhere stærke sæsoner af Denico Autry, Margus Hunt og en All-Pro-sæson (i hvert fald hos AP) af Darius Leonard, har Eberflus etableret sig som en mand, der er værd at holde øje med i årene fremover.

Havde Freddie Kichens fået en hel sæson til at vise sig frem som kordiantor hos Browns, ville jeg være fristet til at have ham højere – selvom det er svært at vælte Fangio og Eberflus af pinden. Nu fik han dog kun anden halvsæson, men han var en vigtig brik i Browns’ turnaround – hvilket han jo så i den grad også er blevet belønnet for med head coach-jobbet.

Cowboy-defensiven har leveret fornemt spil henover sæsonen, og mens jeg også snildt kunne have taget DB-coach Kris Richard, der har leveret et fornemt arbejde med Cowboys’ secondary, går jeg med Marinelli, der har haft det overordnede ansvar for defensiven. Det er ikke kun holdets defensive backs, der har præsteret. Demarcus Lawrence fulgte en flot 2017-sæson op med et stærkt 2018, linebackerkæden har to i Vander Esch og Smith to 2nd Team All-Pro’s hos mig – Sean Lee-hvem?! – og det er bare et stærkt, stærkt stykke arbejde.

Hos Ravens kunne jeg være gået med Marty Mornhinweg, der on the fly omstillede sit angreb fra Joe Flacco til Lamar Jackson, og gjorde sit for at føre holdet i slutspillet – men jeg går med Don Martindale, hvis forsvar har været en mindst ligeså vigtig del af den stærke afslutning på sæsonen. Mornhinwegs angreb med Jackson og Edwards var med til at begrænse antallet af boldbesiddelser for modstanderen, men Martindales enhed gjorde sit for at angrebet ikke behøvede sætte mange point på tavlen for at vinde kampene.

Eric Bieniemy fortjener et honorable mention, alene fordi hans angreb har været helt forrygende – men jeg kan simpelthen ikke vurdere hvor stor en del af æren han skal have, og hvor meget Andy Reid skal have. Var Bieniemy hovedansvarlig, ville han være et stensikkert valg i top tre – nu må han nøjes med at blive nævnt.

355 total views, 3 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top