You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – WILD CARD SUNDAY

Wild Card Sunday:
Kl. 19.05:
Los Angeles Chargers @ Baltimore Ravens
I en Wild Card Weekend spækket med på papiret tætte kampe, er der ingen kamp, der for mig at se er sværere at spå om udfaldet af end denne. Ravens vandt næsten uden besvær for to uger siden, da de gæstede Chargers i Los Angeles, men jeg tvivler på at de kommer ligeså let til en sejr denne søndag. Det er slutspil og det er noget helt andet end en kamp, hvor Ravens desperat kæmpede for at holde sig til i kampen om en slutspilsplads, mens Chargers nok var i spil til divisionstitel og førsteseedning i slutspillet, men altså ikke var i risiko for helt at misse slutspillet.

Vigtigere kan det dog blive, at Chargers har lært noget af kampen, i forhold til hvordan de skal gribe Ravens an – på begge sider af bolden. Kan de få dæmmet op for Gus Edwards og Lamar Jackson på jorden og tvinge rookien til at prøve at vinde gennem luften, vil de være kommet et pænt stykke af vejen, men de skal også på angrebet vise noget andet end i det første møde – de kan ikke forvente at hente en sejr ved kun at score 10 point. Der skal kaldes nogle andre spil – få bolden hurtigere ud af hænderne på Rivers, hvis spil er dykket en smule i de seneste uger (mere eller mindre – i vanlig Chargers-stil – siden han begyndte atter at blive nævnt som en MVP-outsider) – og holdet skal spille mere disciplineret. Offensive penalties var kostbare for dem i første halvleg, og kombineret med den offensive linjes manglende evne til at beskytte Rivers, endte det som det gjorde.

Ravens holdt generelt fejlene nede, men måtte for ofte nøjes med field goals, og det er ikke en holdbar løsning på den lange bane. Forsvaret kan bringe dem langt, så længe angrebet ikke laver for mange turnovers, men før eller siden vil Lamar Jackson være nødt til at skulle kaste for at vinde, og her er jeg bekymret på Ravens’ vegne. Det er ikke givet at det vil være nødvendigt i denne kamp – kan de løbe bolden effektivt og fastholde presset på Rivers, vil det blive svært for Chargers, der vil skulle have mest muligt ud af færre angrebsserier.

Kan Jackson føre Ravens til sejr vil han blive den første rookiequarterback siden Mark Sanchez, der vinder sin første slutspilskamp – når modstanderen ikke også har været en rookie (Russell Wilson mødte Robert Griffin III og Kirk Cousins, mens T.J. Yates var oppe mod Andy Dalton), men det er ikke en stor sample size at vurdere ud fra, så der skal ikke lægges mere i det end som så.

Jeg mangler overbevisende argumenter både den ene og den anden vej, men mens mavefornemmelsen hele ugen har peget mod Ravens, er den begyndt at tilte mod Chargers. Logikken siger mig at jeg bør gå med hjemmeholdet, og Ravens er også favoritter, men jeg kan bare ikke ignorere at noget siger mig at Chargers – der trods alt er ubesejret udenfor Los Angeles i år – finder det nødvendige frem ovenpå nogle lidt magre uger, og formår at tvinge Jackson ud i nogle situationer han ikke har været i endnu.

Los Angeles Chargers 24 @ 20 Baltimore Ravens

Kl. 22.40:
Philadelphia Eagles @ Chicago Bears
Med en stærk slutspil fik de forsvarende Super Bowl-mestre tilkæmpet sig en plads i slutspillet, hvor de dog skal tage den hårde vej tilbage til Super Bowl – mens de tog førsteseedningen og hjemmebane hele vejen gennem slutspillet sidste år, er de med på yderste mandat i denne sæson, og skal altså hente tre udesejre for at booke billetten.

Bears vandt NFC North i overlegen stil og sikrede sig i Matt Nagys første sæson, en slutspilskamp for første gang i otte år. Forsvaret har spillet forrygende og været ligaens vel nok bedste i år, med profiler som Khalil Mack, Eddie Jackson, Kyle Fuller og Akiem Hicks i toneangivende roller. Nummer ét i ligaen i tilladte point, nummer tre i tilladte yards – og nummer ét i takeaways. Angrebet har været knapt så dominerende, men har leveret nogle stærke præstationer, og ikke mindst skarpheden i red zone – sjettebedste touchdownprocent i ligaen – har trukket op. Holdet rammer slutspillet med sejr i ni af de seneste ti kampe, herunder otte af otte med Mitchell Trubisky under center. For sæsonen er Bears 7-1 på hjemmebane med et 31-38-nederlag til Patriots – hvor de var én yard fra et touchdown på en afsluttende Hail Mary – som eneste kamp uden sejr.

Eagles går slutspillet i møde med sejre i fem af de seneste seks kampe, herunder tre på stribe til at lukke sæsonen, med bl.a. en sejr i Los Angeles over Rams, og spillet har nok engang været stærkt efter Nick Foles har overtaget quarterbacktjansen fra en skadet Carson Wentz. Men kan Foles atter levere slutspilsmagi og føre Eagles på et playoffrun? Jeg skal ikke afvise det, men jeg har svært ved at tro på det. Angrebet har leveret stærkt spil i de seneste kampe, og Alshon Jeffery skal nok være motiveret for at sende sit gamle hold ud, men det er et markant stærkere forsvar Foles skal op imod hér end det har været i de øvrige kampe. Eagles’ eget forsvar er svært at blive klogt på, men gode angreb har været i stand til at sætte point på tavlen på det. Det bør Bears også være.

Philadelphia Eagles 23 @ 31 Chicago Bears

 

Redaktionens bud på søndagens slutspilskampe kan du finde her:

Vi vil også meget gerne have dit input til kampene – lad os høre nedenfor hvilke to hold, du tror går videre:

685 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top