You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – WEEK 5

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Tennessee Titans @ Buffalo Bills
Bills kom gevaldigt ned på jorden igen efter sejren over Vikings, da de tabte 0-22 til Packers. Titans hentede sin tredje sejr på stribe, og mens det ikke var i overbevisende stil, har Titans over de seneste uger vist viljen og evnen til at fighte sig til en sejr. Josh Allen og Bills-angrebet ser ud til at have endnu en svær kamp i vente, og mens de har fordel af hjemmebane, ser Titans stærkere ud på begge sider af bolden – og på trænersiden.

Tennessee Titans 27 @ 17 Buffalo Bills

New York Giants @ Carolina Panthers
Frisk fra en bye week, skal Panthers forsøge at holde trit med Saints i toppen af NFC South. Giants faldt til 1-3 med et nederlag i søndags til netop Saints, og skal bruge en sejr hér for at holde sig nogenlunde til i divisionen og holde liv i håbet om slutspil. Defensiven har dog kæmpet gevaldigt indtil nu, især med at få lagt pres på modstandernes quarterbacks, og med Olivier Vernon fortsat ude med skade, er det svært at se det ændre sig i denne uge. Skaderne har generelt ramt Giants hårdt, og mens Panthers også har sit at kæmpe med – Greg Olsen som den seneste – ligner de fortsat det bedre hold. Og de har hjemmebane. Giants’ løbeforsvar har haft det særdeles svært hidtil og mod en af de linjer i ligaen, der har gjort det bedst i run blocking, er det svært at se det her blive ugen hvor det vender for Pat Shurmurs hold.

New York Giants 20 @ 31 Carolina Panthers

Miami Dolphins @ Cincinnati Bengals
Trods nederlaget til Patriots topper Dolphins fortsat AFC East, men holdet forpassede ikke bare muligheden for at lægge yderligere afstand ved at komme på 4-0 med en sejr – de leverede en grufuld præstation og blev ydmyget af divisionsrivalerne, der med sejren i torsdags over Colts er kommet på 3-2. Det betyder, at hvis Dolphins taber i dag, vil føringen på to kampe efter tre uger være sat over styr og Patriots vil være på toppen af divisionen. Bengals viste stærkt spil på angrebet i den hårdt tilkæmpede udesejr mod Falcons, og får nu fornøjelsen af et Dolphins-hold, der har haft svært ved at skabe pres, og derudover må klare sig uden sin bedste pass rusher, Cameron Wake. Andy Daltons betingelser i lommen bør være gode, og han får derudover Joe Mixon tilbage fra skade – til gengæld er Gio Bernard og John Ross så ude i denne uge. Dolphins er bedre end sidste uges præstation indikerer, men på Bengals bør tage denne på hjemmebane.

Miami Dolphins 24 @ 34 Cincinnati Bengals

Baltimore Ravens @ Cleveland Browns
Med sejren i Pittsburgh tog Ravens et vigtigt stik i kampen om AFC North. En udebanesejr over ærkerivalerne er både et boost for selvtilliden, holder Steelers på afstand og fastholder Ravens på niveau med Bengals i toppen af divisionen. Browns havde muligheden for at bringe sig på den rigtige side af .500 i Oakland, men måtte se sig slået 42-45 efter overtid. Nu venter så Baker Mayfields første start på hjemmebane, og det vil være noget af et statement at hente en sejr over netop Ravens. Angrebet er kommet i gang efter Mayfield blev indsat på quarterback, men forsvaret faldt gevaldigt ud i Oakland. Nu venter så en sværere opgave for angrebet mod Ravens’ defensiv, mens Browns-forsvaret omvendt også bør kunne give lidt problemer for Ravens-angrebet. Jeg er fristet til at gå med Browns, men ser for nuværende alligevel Ravens være en tand skarpere på begge sider af bolden – og på sidelinjen. Mayfield er x-faktoren, men jeg går med Ravens.

Baltimore Ravens 24 @ 20 Cleveland Browns

Green Bay Packers @ Detroit Lions
Endnu et divisionsopgør – Packers har historisk haft et godt tag på Lions, men over de senere år er det blevet udjævnet en smule, og Lions  har vundet fem af de seneste ni opgør (Packers har dog været uden Aaron Rodgers i tre af de fem kampe). Packers har kæmpet en smule på angrebet de seneste uger, men Lions-forsvaret er lidt svært at blive klogt på – det gjorde glimrende figur mod Patriots, men har ellers kæmpet i de øvrige opgør. Lions’ løbeangreb har vist lidt liv med Kerryon Johnson i de seneste par kampe, og Packers’ løbeforsvar er ikke specielt stærkt. Skal Lions vinde, skal kasteangrebet dog også præstere bedre, og dét matchup er umiddelbart lidt sværere. Selvom Packers ikke har imponeret, har de stadig Aaron Rodgers – nu endelig fjernet fra holdets injury report – og trods et skadesramt receiverkorps, bør han kunne gøre forskellen.

Green Bay Packers 31 @ 27 Detroit Lions

Jacksonville Jaguars @ Kansas City Chiefs
Ugens topbrag. Ubesejrede Chiefs mod 3-1-Jaguars. Ét af ligaens bedste angreb mod ét af ligaens bedste forsvar – og jaja, så er der også lige det omvendte matchup mellem Jaguars’ angreb og Chiefs’ forsvar. Efter tre kampe, hvor Chiefs hurtigt tog en føring og fastholdt den, blev Patrick Mahomes i mandags tvunget til at vise at han også kunne præstere når det pressede på og holdet var bagud. To touchdowndrives i fjerde quarter tippede vægtskålen og sikrede Chiefs sejren. Broncos fandt en måde at volde problemer for angrebet og har Jaguars kigget med, kan de have fundet noget inspiration – og de har altså et endnu stærkere forsvar at arbejde med. Hvilken udgave af Blake Bortles, der møder op til denne kamp, kan meget vel blive udslagsgivende – good Bortles vil tvinge Mahomes til at levere et brag af en kamp, mens bad Bortles egenhændigt vil kunne koste kampen for Jags. Hjemme på Arrowhead må jeg gå med Chiefs, og selvom jeg ser Jaguars’ defensiv volde problemer, hælder jeg mod at  Mahomes og co. kan gøre nok til at hente sejren i relativt sikker stil.

Jacksonville Jaguars 17 @ 27 Kansas City Chiefs

Denver Broncos @ New York Jets
Broncos kæmpede bravt mod Chiefs, men matte se sig slået – både i kraft af to, fine sene touchdowndrives af Chiefs, og et kikset comeback fra Broncos’ angreb i slutfasen. Mulighederne var der mod et hullet Chiefs-forsvar, men Case Keenum og co. kunne ikke lave de nødvendige spil. Jets åbnede sæsonen med 48 point mod Lions, men har i tre kampe siden blot fået sat samlet 41 point på tavlen. Nu skal Sam Darnold så stå overfor et stærkt Broncos-forsvar, og trods hjemmebane til Jets, er det svært at have nævneværdig tiltro til at de kan vinde kampe lige for tiden. Broncos har sit at kæmpe med på angrebet – Keenum har ikke kastet et touchdown siden Week 1 – men de 19 point de har snittet i de seneste tre uger, er stadig mere end Jets har formået at score i en eneste af deres seneste tre kampe.

Denver Broncos 23 @ 10 New York Jets

Atlanta Falcons @ Pittsburgh Steelers
To slutspilshold fra sidste sæson, der har brug for en sejr – Falcons er 1-3 efter to hjemmebanenederlag på stribe hvor 36+ point ikke viste sig nok til at vinde, og Steelers er 1-2-1 efter hjemmebanenederlaget til Ravens i søndags. Et nederlag vil sætte Steelers under voldsomt pres når de i næste uge gæster Bengals inden deres bye week (og derefter venter yderligere to divisionsopgør). Presset på Falcons kan dog heller ikke underkendes, og en 1-4-record vil være tæt på en dødsdom for holdets slutspilshåb – uagtet at kampprogrammet umiddelbart bliver lidt mere overkommeligt i de efterfølgende uger. Det lugter af endnu et Falcons-shootout – deres angreb er velkørende og deres forsvar skadesramt (mangler også Grady Jarrett i dag). Steelers’ angreb kæmpede mod Ravens, men havde sat 30+ point på tavlen i de to foregående kampe, og har altså et godt matchup her – og deres forsvar har sit at kæmpe med, selv i et lettere matchup end dette. Hjemmeholdet får fordelen.

Atlanta Falcons 34 @ 37 Pittsburgh Steelers

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Oakland Raiders @ Los Angeles Chargers
Jon Gruden fik sin første sejr, da de efter overtid fik sænket Browns. Nu går turen så til Los Angeles til et divisionsopgør mod Chargers. Chargers har over de seneste mange år haft det svært i kampene indenfor divisionen, men kom dog igennem sidste sæson med to sejre mod netop Raiders. Der skal dog leveres bedre spil end mod 49ers i sidste uge, hvis det skal blive til en sejr her – en snæver 29-27-sejr hjemme over 49ers imponerer ingen. Chargers viste dog evnen til at overkomme en forfærdelig start, efter at have været nede 0-14 i første quarter, så lidt positivt var der at tage med fra kampen. Ingen af holdene har for alvor imponeret indtil nu – Chargers’ sejre er altså kommet mod Bills og 49ers – men på papiret er Chargers det stærkeste hold, og selvom de ikke har nævneværdig fordel af at være på hjemmebane, bør de kunne gøre nok til at sænke Gruden og co.

Oakland Raiders 24 @ 35 Los Angeles Chargers

Kl. 22.25:
Minnesota Vikings @ Philadelphia Eagles
NFC Conference Championship Game-rematch. Vikings har leveret to elendige defensive præstationer på stribe, og mens angrebet kom lidt i gang mod Rams, var 31 point altså ikke nok til at hente sejren i en kamp hvor forsvaret havde sin vel nok dårligste præstation i Mike Zimmer-æraen – NFC-finalen mod Eagles lå i forvejen tæt på toppen. Eagles har heller ikke imponeret i år, og i de to kampe siden Carson Wentz kom tilbage er det blevet til en snæver, sen, sejr over Colts og et overtidsnederlag til Titans. På hjemmebane er Eagles favoritter, men deres spil indtil nu i år, gør det svært at have stor tiltro til at de kan hente sejren. På den anden side er der intet i Vikings’ præstationer, der for alvor lægger op til at man skulle stole på dem – ekstra forberedelsestid ovenpå at have spillet torsdag, kan dog tale til deres fordel. Det peger i retning af en højtscorende kamp mellem et Eagles-forsvar, der ikke har været i stand til at stoppe modstandernes receivers, og et Vikings-forsvar, der er fraværsramt i kasteforsvaret.

Minnesota Vikings 31 @ 34 Philadelphia Eagles

Arizona Cardinals @ San Francisco 49ers
Bundopgør i NFC West. 49ers gjorde bedre figur end ventet mod Chargers, men ligner stadig et hold, der vil komme til at tabe langt størstedelen af deres resterende kampe. Cardinals er sidste hold i ligaen uden en sejr, men de viste lidt bedre takter i sidste uge med Josh Rosen under center, og kan de bygge videre på præstationen mod Seahawks, har de pæne chancer for at bryde stimen af nederlag. Cardinals har overtaget i de interne opgør – efter at have tabt ni af ti møder fra 2009-2013, har de vundet syv af otte over de seneste fire sæsoner, herunder seks på stribe. Det ser tæt ud, men jeg går med Cardinals.

Arizona Cardinals 20 @ 16 San Francisco 49ers

Los Angeles Rams @ Seattle Seahawks
Endnu et divisionsopgør i NFC West. Rams har vist skræmmende styrke i den første måned af sæsonen, og mens Seahawks er 2-2, har det ikke just været imponerende spil, der har præget deres kampe. Opgørene mellem disse hold er til tider faldet lidt underligt ud – de er jo divisionsrivaler – og Rams tildelte sidste år Seahawks deres største nederlag i Pete Carroll-æraen, da de vandt med 42-7 i Seattle; Seahawks havde tidligere på sæsonen vundet 16-10 i mødet i Los Angeles. Seahawks’ offensiv har kæmpet i den første måned af sæsonen, og mens forsvaret har leveret en solid præstation, er Rams’ angreb stærkere end de øvrige angreb de har stået overfor. Rams har haft ekstra forberedelsestid, og mens deres forsvar kan kæmpe lidt med at lægge pres på quarterbacken fra ydersiden, har Aaron Donald i midten et godt nok matchup til at kunne give problemer for Russell Wilson. Seahawks er stærke på hjemmebane, men jeg kan ikke gå imod Rams lige i øjeblikket – og et Seahawks-forsvar uden Earl Thomas, er et Seahawks-forsvar, man skal være lidt bekymret for

Los Angeles Rams 31 @ 20 Seattle Seahawks

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Dallas Cowboys @ Houston Texans
Efter overtid fik Texans hentet sæsonens første sejr i søndags mod divisionsrivalerne Colts. Cowboys hentede sin anden sejr i sæsonen på et field goal i sidste sekund, og vandt altså uden Sean Lee, der dog også er ude til denne kamp. Det kan blive kostbart for et forsvar, der ellers har gjort det solidt hidtil, men stort set altid kæmper med at præstere uden Lee på banen. Angrebets 26 point var flest hidtil i sæsonen, men de er fortsat det angreb i ligaen med tredjefærrest scorede point, og de møder et Texans-forsvar, der har potentiale til meget mere end vi har set i den første måned af sæsonen. Det ligner en tæt kamp mellem to hold, det stadig er svært at blive kloge på. Har sejren over Colts givet Texans det boost, der skal til for at få gang i sæsonen eller var sæsonens hidtil bedste offensive præstation dét der skulle til for Cowboys? Jeg aner det ikke. Jeg er helt blank på hvad jeg skal forvente. Hjemmeholdet får fordelen.

Dallas Cowboys 23 @ 27 Houston Texans

Monday Night Football – kl. 02.15
Washington Redskins @ New Orleans Saints
Mark Ingram er tilbage fra karantæne, og mens Saints må klare sig uden Ted Ginn Jr., ligner det et forstærket Saints-angreb, der går på banen til dette opgør. Redskins leverede en stærk defensiv præstation mod Packers og har haft to uger til at forberede sig til denne kamp, og kan de følge op på Packers-kampen med en tilsvarende indsats, kan vi have en særdeles spændende kamp i vente. Saints-forsvaret lader stadig meget tilbage at ønske, og Redskins har de offensive våben, der skal til for at give problemer. Jeg går med Saints, i kraft af hjemmebanefordelen.

Washington Redskins 27 @ 34 New Orleans Saints

 

Foruden buddene under de enkelte kampe, vil vi hver uge afgive vores bud på kampene i en intern picks-konkurrence hos redaktionen. Vores bud på de resterende kampe i 5. spillerunde kan du finde her (Magnus’ bud følger senere):

485 total views, 4 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top