You are here
Home > NFL

HUDDLE UP-TAKT, 2018 – WEEK 1

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Buffalo Bills @ Baltimore Ravens
De to hold, der kæmpede om AFCs sjetteseedning i sidste sæson – et sent touchdown fra Bengals mod Ravens sendte pladsen til Bills – åbner sæsonen i Baltimore. Meget er sket hos Bills henover offseason, og det er umiddelbart svært at se Bills som andet end svækket, mens Ravens på papiret bør være blevet bedre på i hvert fald angrebet, efter at have brugt offseason på at adressere gruppen af spillere omkring Joe Flacco. Nathan Peterman starter på quarterback, og efter sin ene start sidste år mod Chargers, er det svært at have stor tiltro til ham – det er dog også aldeles usandsynligt at han skulle levere en ligeså ynkelig præstation. Ravens-forsvaret er stærkt, og selv hvis Peterman virkelig har udviklet sig så positivt henover offseason, som han i perioder er blevet talt op til, bliver det svært at få flyttet et angreb, der ikke har meget spændende at byde på på skill positions – og starter én af ligaens dårligste offensive linjer. Bills-forsvaret kan blive en positiv overraskelse, og det er bestemt ikke givet at et styrket Ravens-angreb – der dog også har nogle store spørgsmålstegn på linjen – kommer til at finde nævneværdig succes. Men på hjemmebane må og skal Ravens vinde denne.

Buffalo Bills 10 @ 24 Baltimore Ravens

Pittsburgh Steelers @ Cleveland Browns
Vejrudsigten i Cleveland lægger ikke op til en good footballkamp når divisionsrivalerne fra Steelers – uden Le’Veon Bell – kommer på besøg. Store mængder regn skulle ramme Cleveland henover natten, fortsætte i løbet af dagen, og tiltage igen omkring kickoff. Vinden skulle ikke være så slem, at kastespillet næsten vil blive taget ud af de to holds playbooks, men der kan være lagt op til en mere løbeorienteret gameplan end ellers. Uden Bell vil James Conner få sin første rigtige chance for at vise sig frem, og mens han er uprøvet, og mens det er urealistisk at forvente at han kan leve op til hvad Bell kan, er forventningerne ganske pæne. Browns’ forsvar ser dog umiddelbart ganske stærkt ud, så det er bestemt ikke givet at han kan finde meget plads at løbe på. På den anden side af bolden bliver det spændende at se hvad Tyrod Taylor og resten af Browns-angrebet kan præstere under Todd Haley (der måske også kan give lidt fifs til Gregg Williams og den defensive trænerstab omkring Steelers-angrebet). Der er masser af upside, men om det kan realiseres, er en anden side af sagen. Forventningerne til Browns bør være større end deres 1-31-record over de seneste to sæsoner indikerer, men jeg kan ikke vælge dem, før jeg har set hvad de reelt kan præstere. Det vil være noget af et statement win for Browns, at åbne sæsonen med en sejr over Steelers, men Ben Roethlisberger, Antonio Brown og resten af Steelers-angrebet bør kunne gøre nok til at vinde – så længe linjen kan beskytte Big Ben mod Myles Garrett og co.

Pittsburgh Steelers 20 @ 13 Cleveland Browns

Cincinnati Bengals @ Indianapolis Colts
Andy Dalton blev hyldet som en helt i preseason, da Bengals kom på besøg hos Bills – det sene touchdown mod Ravens, sendte som bekendt Ravens’ slutspilsplads over i hænderne på Bills – men nu står Dalton overfor en sæson, hvor han også skal få de lokale fans til at hylde ham. Det ligner lidt en make-or-break-sæson for Bengals – Dalton skal vise sig som manden til fremtiden og Marvin Lewis skal vise sig værd at satse på igen (uagtet at vi jo alle efterhånden har erfaret at han tilsyneladende er på en livstidskontrakt). Det starter i Indianapolis, hvor Andrew Luck endelig skal i aktion igen i en betydningsfuld kamp. Betingelserne for Luck er dog ikke optimale – receiverkorpset er lidt tyndt besat og står overfor en god gruppe af Bengals-cornerbacks, running back-gruppen er skades- og karantæneramt og mens den offensive linje er blevet styrket i offseason, er left tackle Anthony Castonzo er tvivlsom til kampen, og mod et stærkt Bengals-pass rush, kan det komme til at give problemer. Læg dertil at Colts-forsvaret ligner ét af ligaens svageste, og vi står med en situation hvor Dalton og Bengals-angrebet ikke kan bede om meget bedre betingelser for at få en god start på sæsonen. Jeg er ret splittet på kampen, men mens jeg egentlig tror Colts kan præstere bedre end mange umiddelbart forventer, kræver det nok noget tid endnu at nå dertil – få skadede spillere tilbage og enhederne spillet sammen. Jeg er ikke vild med at vælge Bengals, men jeg gør det.

Cincinnati Bengals 31 @ 27 Indianapolis Colts

Tennessee Titans @ Miami Dolphins
En slutspilssejr var ikke nok til at overleve som Titans-head coach for Mike Mularkey. Nu står Mike Vrabel i spidsen for mandskabet ved indgangen til denne sæson, og hans cheftrænerkarriere bliver åbnet i Miami, hvor Vrabel årligt var i aktion som Patriots-spiller i sin aktive karriere. Dolphins har fået Ryan Tannehill tilbage, men er på papiret ikke et hold, der skræmmer mange. Der er dygtige spillere, især på forsvaret, men den stærke defensive front, kan få det svært mod Titans’ offensive linje, og den resterende del af Titans’ angreb ser på papiret stærkest ud – og på den anden side af bolden, ser Titans-forsvaret ud til at have en ret klar fordel.

Tennessee Titans 20 @ 10 Miami Dolphins

San Francisco 49ers @ Minnesota Vikings
I 2015 åbnede Vikings og 49ers også sæsonen med et mode – dengang i Primetime i San Francisco. 2015-sæsonen endte med en 11-5-record til Vikings og en 5-11-record for 49ers, men det var ikke til at se i San Francisco den mandag aften/nat, hvor 49ers vandt med 20-3. Kampen er ét af mange eksempler på at man skal passe på med at lægge for meget i både spil og resultater i Week 1. Sæsonen er lang, og selvom det er fristende at overreagere på et resultat i Week 1, især hvis det er et resultat der går imod de gængse forventninger, så er der ikke nogen pointe i det. Week 1 er selvsagt ikke ligegyldig – allerede ved 0-2 vil man have oddsene imod sig i den resterende del af sæsonen – men tiden er ikke moden til panik efter én kamp (og slet ikke hvis man formår at vinde en kamp, selv hvis det sker på uimponerende vis).

49ers lukkede sidste sæson som ét af ligaens bedst spillende mandskaber. Fem sejre på stribe til at lukke sæsonen efter Jimmy Garoppolo overtog starterjobbet, øgede forventningerne på vej ind i offseason. Flere tilføjelser til holdet forstærkede kun indtrykket, men ved indgangen til Week 1, er der umiddelbart anledning til lidt bekymring. Jerick McKinnons sæsonafsluttende skade var en slem bét for holdet, og der venter en hård opgave på udebane mod ligaens vel nok bedste forsvar. Vi skal nu se hvad Vikings-angrebet kan præstere med Kirk Cousins ved roret, og mens det bliver svært at leve op til Vikings-offensiven anno 2017, bør Vikings stadig være i stand til at kunne gøre nok på hjemmebane til at Garoppolo lider sit første nederlag som startende quarterback.

San Francisco 49ers 13 @ 24 Minnesota Vikings

Houston Texans @ New England Patriots
Deshaun Watson er klar til at gøre comeback ovenpå den skade, der afsluttede hans yderst lovende rookiesæson før tid, og comebacket kommer hos de forsvarende AFC-mestre, samme sted hvor Watson i sin blot anden start var på nippet til at hente en sejr. Patriots vandt kampen 36-33 – en sejr, der blev sikret på et touchdown med 23 sekunder tilbage af kampen – men Texans viste at de var et hold, der var svære at bide skeer med. Nu er Watson så tilbage under center, men han ser ud til at skulle klare sig uden Will Fuller i receiverkorpset, og han liner op bag en svag offensiv linje. Den første kamp efter en korsbåndsskade kan altid være svær, og selvom Patriots til tider har leveret nogle underlige premierekampe, så er de ikke desto mindre indehaver af NFLs bedste record i Week 1 siden divisionsomlægningen i 2002 (13-3), og selv med flere spørgsmålstegn i gruppen af spillere omkring Brady (bl.a. Edelman i karantæne, Burkhead formentlig på et snap count) og usikkerheden omkring hvor forsvaret står uden Matt Patricia som koordinator, bør de kunne gøre nok til at vinde.

Houston Texans 24 @ 31 New England Patriots

Tampa Bay Buccaneers @ New Orleans Saints
Med Jameis Winston i karantæne, hænger angrebet på Ryan Fitzpatricks skuldre i de første tre uger af sæsonen. Der venter nogle hårde kampe, og det starter med en særdeles svær af slagsen, når holdet gæster Saints. Drew Brees og co. leverede en fornem sæson sidste år, ikke mindst i kraft af otte sejre på stribe fra Week 3 til Week 11, hvor spillet klikkede på begge sider af bolden. Saints ser stadig farlige ud, men den defensive præstation fra sidste år, bliver ikke uden videre gentaget – især mængden af interceptions – og på angrebet får running back-duoen Mark Ingram og Alvin Kamara også svært ved at gentage sidste års effektivitet. Saints er uden karantæneramte Ingram i den første måned af sæsonen, så her hænger det i høj grad på Kamara, mens Mike Gillislee vil aflaste sidste sæsons Offensive Rookie of the Year. Bucs’ forsvar er blevet styrket på den defensive linje, og på angrebet er der en stærk gruppe af skill position-spillere omkring Fitzpatrick, men Fitzpatrick og det bageste forsvar giver begge anledning til bekymring. Jeg er ikke overbevist om at Saints kan følge op på spillet fra sidste sæson, og kan sagtens se dem skuffe i år, men jeg går ikke imod dem i denne kamp.

Tampa Bay Buccaneers 13 @ 27 New Orleans Saints

Jacksonville Jaguars @ New York Giants
Odell Beckham vs. Jalen Ramsey – to af ligaens bedste på deres respektive positioner får lov at stå overfor hinanden (i hvert fald så længe Beckham ikke rykker ind i slotten, hvor Ramsey kun sjældent følger med), og det ligner et brag af et matchup, når Beckham gør comeback efter den brækkede ankel, der kostede ham størstedelen af sidste sæson. I et nyt offensivt system, der ventes at få rykket ham mere rundt, bliver Beckham – nu også med en ny, stor kontrakt i bagagen – spændende at følge i år. Jaguars’ forsvar fik spillet til at gå op i en højere enhed sidste år, og står atter uhyggeligt stærkt ved indgangen til denne sæson. Ligesom ved Saints er der tvivl om hvorvidt mængden af turnovers (og ikke mindst defensive return touchdowns) kan fastholdes, og hvis ikke det lader sig gøre, vil det øge presset på angrebet, og Blake Bortles, for at levere varen. Jeg kan godt være lidt bange på Jaguars’ vegne, og kan Saquon Barkley levere en pragtpræstation i sin NFL-debut, kan jeg snildt se Jags smide den her kamp. Men jeg går med gæsterne.

Jacksonville Jaguars 23 @ 16 New York Giants

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Kansas City Chiefs @ Los Angeles Chargers
Topkamp i AFC West? De to hold jeg har mest tiltro til kommer til at gøre sig gældende i AFC West tørner sammen fra starten af sæsonen i en kamp, der kan blive en afgørende del af en evt. tiebreaker når Week 17 er færdigspillet. Chargers står stærkt og ligner favoritterne i divisionen – de må dog klare sig uden Joey Bosa, der er ude med en fodskade, og pass rushet er ét af de steder hvor dybden halter lidt for holdet. For Chiefs er der nye tider i vente – Alex Smith er skiftet ud med Patrick Mahomes, og vi kan berede os på at se bolde kastet overalt på banen i løbet af den kommende sæson. Mod et stærkt Chargers-secondary, liger det blive en svær første kamp for Mahomes, og selv hvis han skulle have held til at sætte godt med point på tavlen, venter der en hård kamp for Chiefs-forsvaret, der umiddelbart ligger til i den tunge del af ligaen. Philip Rivers og hans våben bør kunne få pæn succes, og mens Chargers aldrig er til at blive kloge på – få hold kan lave totale nedsmeltninger som dem – bør de på hjemmebane (så meget hjemmebane de nu har i L.A.) kunne hente sejren.

Kansas City Chiefs 23 @ 27 Los Angeles Chargers

Kl. 22.25:
Washington Redskins @ Arizona Cardinals
Med en nyunderskrevet kontraktforlængelse er David Johnson klar til at gøre comeback efter den skade, der kostede ham det meste af 2017-sæsonen. Det er på et Cardinals-hold, der ser noget anderledes ud end sidste år – og ikke umiddelbart til den gode side. I hvert fald på angrebet. Sam Bradford har overtaget fra Carson Palmer på quarterback – indtil den uundgåelige skade, der forærer Josh Rosen starterjobbet – og mens Larry Fitzgerald stadig er at finde i receiverkorpset, er der ikke meget at komme efter i dybden, i hvert fald ikke proven dybde. Christian Kirk kan få en fin sæson, men for nuværende er det en tyndt besat gruppe af pass catchers, der er til Bradfords rådighed. Redskins står ganske stærkt på begge sider af bolden, og mens Alex Smith umiddelbart er en nedgradering fra Kirk Cousins, ligner han et godt fit i angrebet, og der er godt med våben at kaste til. Læg dertil et godt forsvar, og Redskins er klædt godt nok på til at de bør kunne hente sejren hér.

Washington Redskins 27 @ 17 Arizona Cardinals

Dallas Cowboys @ Carolina Panthers
To mandskaber det er svært for mig at blive klog på. Jeg har store reservationer omkring Cowboys’ angreb – en offensiv linje, der ikke er i stærkeste opstilling, et tyndt besat receiverkorps og en quarterback jeg ikke aner hvad jeg skal forvente mig af – og mens forsvaret ser lovende ud, mangler det David Irving i midten af linjen pga. karantæne. Af samme årsag mangler Panthers Thomas Davis i linebackerkæden, men også de står ellers med et godt besat forsvar, især deres front-seven. Offensivt er der dog også bekymringer – Daryl Williams er noget overraskende blevet klar til at spille med fra starten af sæsonen, og med Matt Kalil sendt på IR, er det uhyre vigtigt. Holdet behøver ikke grave dybere end til Taylor Moton for at finde en starter – og han kan meget vel vise sig som en opgradering over Kalil. Jeg er ikke solgt på at Norv Turners system passer godt til Cam Newton og hans pass catchers, og samlet set betyder det altså at jeg skal vælge mellem to hold med gode forsvar og offensive spørgsmålstegn. Hjemmebanefordel og det bedste forsvar tilter det i Panthers’ retning.

Dallas Cowboys 13 @ 16 Carolina Panthers

Seattle Seahawks @ Denver Broncos
En offseason kan betyde meget for et hold, og det er svært at komme udenom at Seahawks står svækket i forhold til sidste sæson – ikke mindst på forsvaret. Selv med (en absolut ikke tilfreds) Earl Thomas tilbage og klar til at spille efter sit holdout, er Seahawks’ secondary ganske svækket. Uden skader ville det stadig se ganske pænt ud på cornerback, men skaderne har også ramt, og det efterlader Broncos’ receivers med nogle umiddelbart ganske gode matchups. Broncos har opgraderet på quarterback med tilføjelsen af Case Keenum (og Chad Kelly som backup), og kan Keenum fortsætte hvor han slap hos Vikings sidste år, er der spændende potentiale i Broncos-angrebet. Defensivt ser det stadig solidt ud, men holdet slår mig stadig som værende et stykke fra reelt at kunne kæmpe med i divisionen. I år markerer ottende sæson på stribe hvor Broncos åbner sæsonen på hjemmebane – de er 6-1 i de foregående syv kampe, og har vundet seks åbningskampe i streg. Seahawks er omvendt blot 1-3 på udebane i Week 1 i Russell Wilson-æraen, og mens jeg aldrig vil dømme Seahawks ude af en kamp mod et hold, jeg reelt anser dem som bedre end, går jeg med Broncos her.

Seattle Seahawks 10 @ 16 Denver Broncos

Sunday Night Football – kl. 02.20:
Chicago Bears @ Green Bay Packers
Khalil Mack er klar til at indtage NFC North, og han får sin Bears-debut på Lambeau Field, hvor Aaron Rodgers – nu som NFLs bedst betalte spiller – skal forsøge at få Packers tilbage i slutspillet, efter den skuffende 7-9-sæson sidste år, hvor han missede ni kampe med skade. Med Rodgers under center er Packers altid svære at have med at gøre, og Mack får ikke en let opgave overfor Rodgers’ beskyttelse – i hvert fald ikke hvis han går til angreb på ydersiden overfor David Bakhtiari eller Brian Bulaga. Svagheden på linjen er på indersiden, så Akiem Hicks kan meget vel få større indflydelse på kampen. Bears’ angreb bliver spændende at følge i år med Matt Nagys ankomst og tilføjelsen af flere spændende våben – kan Mitchell Trubisky under disse forbedrede forhold tage et pænt skridt i den rigtige retning, kan Bears meget vel blive en pæn overraskelse i år. De er solidt besat på begge sider af bolden, og jeg kan godt se dem give problemer for mange hold – og, i bedste fald, kæmpe med om slutspil. Men i forhold til denne ene kamp, bør Packers være bedst.

Chicago Bears 20 @ 27 Green Bay Packers

Monday Night Football Doubleheader:
Kl. 01.10:
New York Jets @ Detroit Lions
Matt Patricia får en blød start som head coach – udover at det er Primetime, kan han ikke bede om meget mere end en hjemmekamp mod ét af ligaens på papiret svageste mandskaber, med en rookiequarterback. Og så endda et hold han har masser af erfaring med at træne imod. Mine forventninger til Lions er ikke store i år, men det her er en kamp de må og skal kunne vinde. Jets ser ikke stærke ud, og mens jeg tror på at de kan overraske positivt – og reelt set også slutte året med en bedre record end Lions – kan jeg ikke få mig selv til at gå med dem her.

New York Jets 13 @ 23 Detroit Lions

Kl. 04.20:
Los Angeles Rams @ Oakland Raiders
Jon Gruden mod Sean McVay – træneren, der gør comeback efter ti år udenfor ligaen, og virker fanget i slut-90’erne, mod McVay, der er én af de trænere, der er mest up-to-date. Old school vs. New school. Et efterhånden talentfattigt, men til gengæld aldrende, Raiders-mandskab mod et talentfuldt, ungt Rams-hold. Jeg skal ikke afvise at Gruden somehow har fundet en genvej til succes, men jeg tvivler. Jeg er ikke solgt på at Rams kan fortsætte hvor de slap sidste år, men dybden på holdet bekymrer mig meget, og effektiviteten de viste i 2017, bliver svær at fastholde i 2018. Men de skal altså ikke desto mindre kunne vinde denne kamp. Og hvis ikke angrebet kan gøre det, så kan Aaron Donald og Ndamukong Suh komme til at skabe kaos i Raiders’ backfield.

Los Angeles Rams 28 @ 13 Oakland Raiders

 

Foruden buddene under de enkelte kampe, vil vi alle hver uge afgive vores bud på kampene i en intern picks-konkurrence. Alle vores bud på de 15 resterende kampe i første spillerunde kan du finde her:

407 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top