You are here
Home > Blogs

FANPERSPEKTIV: NÅR KÆRLIGHED GØR ONDT – EN FOOTBALL-FORTÆLLING

Denne blog er skrevet af René L. Lundgaard, der er fan af New England Patriots og medlem af vores fanpanel. Find ham på @Rllundgaard på Twitter.

 ”Jeg føler, at vi er vokset fra hinanden. Men det har ikke noget med dig at gøre, det er mig, der er noget galt med.”

Den 16. januar 2011 sagde min ungdomskæreste ovenstående ord til mig. Jeg forstod dem ikke. 21 år gammel oplevede jeg bagsiden af kærligheden. Seks timer senere havde New York Jets slået New England Patriots ud af playoff 21-14. Igen havde et hold fra New York ødelagt min NFL-sæson. Jeg gravede mig ned i et stort sort hul. Ikke på grund af min nye titel som single. Det var sgu lige meget. Men Patriots var ude af playoff, og NFL sæsonen var for mit vedkommende så godt som overstået. DET gjorde ondt. Det andet var bare en bisætning, som jeg stadigvæk ikke forstod.

Football var ikke kærlighed ved første blik

Jeg var knap 12 år gammel, da mine forældre, min lillesøster og jeg i sommeren 2001 flyttede i en større lejlighed. Det betød, at jeg for første gang fik mit eget værelse. Det gav to åbenlyse fordele. For det første havde jeg fuld råderet over mit eget tv. For det andet skulle jeg ikke længere følge min lillesøsters sengetider og kunne dermed se tv lidt længere tid om aftenen. Som barn og ung brugte jeg meget tid hos mine bedsteforældre. Min morfar og jeg så al slags sport sammen, og jeg havde en evne til at fordybe mig og nørde selv den mindste sportsgren.

I efteråret 2001 så jeg min første NFL kamp på TV 2 Zulu. Jeg forstod det ganske enkelt ikke. 1. og 10… 2. og 15… 3. og 1 og så 1. og 10 igen… Jovist, jeg forstod at et touchdown gav 6 point, et spark mellem stængerne gav 3, men nogle gange lossende holdet bare bolden ned i den anden ende af banen… NFL fangede mig ganske enkelt ikke til en start. Men jeg forsatte med at falde i søvn til det, når der ikke var en spændende søndagsfilm på de andre kanaler.

Jeg var ikke den eneste i min klasse, som kendte til NFL. Det gjorde min gode kammerat Albert også. Albert og storebror Magnus spillede Madden på en konsol. De holdt med Rams. Hvorfor, det tror jeg ikke nogen af dem egentlig længere kan huske. Måske fordi Rams var de bedste i spillet. En sen efterårsaften i 2001 viste Zulu (så vidt jeg husker) en kamp med New England Patriots. Ellers brugte de hvert i fald meget tid på at tale om dem. De havde en ung quaterback, som måtte spille fordi en af de helt store stjerner var blevet alvorlig skadet. Det var lidt sejt, syntes jeg. ”Patriots” var desuden også et genkendeligt navn for mig. Jeg havde næsten lige set Mel Gibsons film ”The Patriot”, og jeg knuselskede filmen. Ordet Patriots, dét kunne jeg huske!

I foråret 2002 fandt jeg ud af, at New England Patriots havde vundet ”Super Bowl”, og ikke nok med det. De havde slået Rams! Det var nok for den 12 år gamle René. Jeg var nu Patriots-fan, og jeg kunne drille Albert lidt med det. Ret beset vidste ingen af os betydningen af en Super Bowl-sejr, men det var altid fedt at holde med dem, som havde vundet noget. Så meget vidste vi trods alt.

Forelsket i Madden

Jeg så ikke meget NFL i 2002. Jeg havde så travlt med at spille fodbold, at de fleste af mine vigtigste afleveringer/stile blev lavet søndag aften. Skolen sagde mig ikke noget, men jeg missede aldrig en aflevering. Men det skete stadig, at jeg faldt i søvn til det fortsat forvirrende spil søndag aften. Da NFL-sæsonen i 2003 begyndte, havde jeg i mellemtiden fået mig en PS2, og jeg erhvervede mig mit første Madden-spil. Madden 2004 med Michael Vick som coverguy. Jeg valgte lynhurtigt New England Patriots, og kunne konstatere, at den unge Tom Brady stadigvæk var deres quarterback. Jeg lærte reglerne og spillet på den hårde måde gennem en masse nederlag. Computerspillet tryllebandt mig. I modsætningen til FIFA, Cycling Manager, Football Manager, Age of Empires, Diablo, Command and Conquer, så var der her et spil, som jeg ikke kunne finde ud af. Jeg blev forelsket i Madden, før jeg blev forelsket i NFL.

Min første Super Bowl

Jeg så min første Super Sowl søndag den 1. februar 2004. Min bedste ven, Jonas, havde fødselsdag, og vi havde været en flok skole- og fodboldkammerater samlet om eftermiddagen, hvor vi blandt andet så Danmark spille Bronzekamp i Herrehåndbold. Et par stykker af de andre drenge skulle se Super Bowl om natten. Langt de fleste i selskabet kendte dog slet ikke til NFL. Jeg besluttede mig for, at jeg også ville se kampen. Jeg vidste, at Patriots skulle spille. Jeg havde fulgt playoff-resultaterne på tekst-tv’s resultatoversigt. Kampene var alt for sent for mig, og mine forældre accepterede heller ikke, at jeg så tv midt om natten. Det var egentlig fair nok, og som det udprægede A-menneske jeg er, kunne jeg heller ikke holde mig vågen. Men når nogle af de andre drenge skulle holde sig oppe for at se Super Bowl, ja så skulle jeg også. Jeg så indtil midten af 3. quarter, og så faldt jeg i søvn. Aftalen med min mor var, at jeg skulle op i skole uden brok dagen efter. Næste morgen styrtede jeg ind til mine forældres PC, koblede internettet til og kunne konstatere, at Patriots havde vundet en tæt kamp til allersidst på et field joal. Jeg læste nyheden på Draftday.dk – En ny og dansk NFL side. Det endte senere med at blive min indgang til draften i 2005 og til et forum med ligesindede ”NFL-nørder”.

Forelsket i NFL

Jeg spillede i den periode meget computer. FIFA, Madden, Football Manager, Cycling Manager og Diablo. En kontinuerlig rotation mellem disse spil. Men i foråret 2004 spillede jeg rigtig, rigtig meget Madden. Jeg var blevet tændt af at se Super Bowl, og jeg forstod nu mere og mere af det komplicerede spil. Jeg holdt mig vågen til åbningskampen til 2004 sæsonen for at se Patriots møde rivalerne fra Indianapolis Colts. Det var en spændende kamp, hvor jeg lærte hvor vigtig en god kicker er til slut.

Til jul i 2004 fik jeg Claus Elmings bog ”Bogen om NFL: Amerikansk fodbold fra AFC til zone blitz.” Den lærte mig det sidste, og jeg læste bogen forfra og bagfra. Bogen blev mit leksikon. Jeg fik også en Tom Brady trøje af min mor. Jeg har den stadigvæk. Den er fuldstændig slidt i stykker!

Jeg så alle de NFL kampe i 2004, som jeg kunne komme til. Et par andre drenge i den ny-samlede 9.klasse på min skole så også NFL. Albert var taget på efterskole, og storebror Magnus var gået ud af folkeskolen, så i den periode så jeg ikke meget til dem. Alexander i min nye klasse holdt også med Rams, mens Morten holdt med Philadelphia Eagles. Da Patriots det år vandt sin tredje Superbowl på fire år over Eagles, forstod jeg for første gang betydningen af deres præstation. Jeg var ekstatisk og kunne ikke være i mig selv af glæde.

En følelse af melankoli

I 2005 oplevede jeg for første gang, at Tom Brady og co. tabte i playoff. Nedelaget til Denver Broncos gav mig en forsmag på den følelse man får, når sæsonen er overstået. En melankolsk følelse. Det samme skete i 2006. Her var følelsen meget værre! Jeg havde i mellemtiden fået en rigtig god ven, Nicklas. Han var ligeså stor fan af Peyton Manning og Indianapolis Colts, som jeg var af Tom Brady og New England Patriots. Jeg var gået i seng i pausen af Pats og Colts. Patriots havde ført så stort, at det lignede en umulig opgave for Manning og co. at hente. Men de leverede et stort comeback, og jeg var næste morgen ramt af chok. Jeg så Colts vinde Super Bowl det år sammen med Albert, Magnus og nogle af deres fælles venner. Jeg overgav mig til søvnen i pausen. Colts havde så godt som vundet. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af skuffelse!

I 2007 købte jeg på min tur til USA to nye NFL trøjer. #81 Moss og #37 Harrison. Albert fik en #39 Jackson i gave af mig. Da Patriots med en 18-0-record kvalificerede sig til Super Bowl mod New York Giants bestilte jeg en Super Bowl Jersey – #84 Welker i hvid. De tre andre, jeg havde, var i mørkeblå. Trøjen kostede hele min opsparing. Trøjen var nemlig 100% authentic. Den ankom først efter Super Bowl-nederlaget til Giants, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har haft den på. Jeg hader den trøje. Da nederlaget var en realitet, sendte jeg mine to kammerater Christian og Morten hjem. Planen var, at de skulle sove hos mig ved mine bedsteforældre, hvor vi havde set kampen sammen. Jeg lå i sengen i flere dage, før min mormor hev mig ud. Nu måtte det være nok. Det var også en skole der skulle passes.

Efter nederlaget til Giants fulgte jeg ikke meget med i NFL. Draften – som jeg i 2005 forelskede mig i gennem draftday.dk – blev fulgt med lav intensitet. Jeg kastede derfor min kærlighed over cyklingen, som jeg havde fået en stigende passion for. Paradoksalt nok gav cyklingen mig årets anden helt store skuffelse, da Michael Rasmussen blev smidt ud af Touren i den gule førertrøje. Den melankolske følelse ramte mig igen, og jeg skiftede efter en uges skuffelse fokus mod den kommende NFL sæson.

2008-sæsonen startede lige så elendigt, som 2007 havde sluttet – med et ødelagt knæ til Tom Brady. 2008- og 2009-sæsonen var præget af mine to år ved Den Kongelige Livgarde. Det første år KUNNE jeg ikke se kampene, og jeg ”tvang” min mor til at sende mig alle søndagens resultater pr. sms mandag morgen. Flere af mine stuekammerater så også NFL. Super Bowl 43 var og er stadigvæk den eneste Super Bowl jeg ikke har set live eller i fuld længde siden 2003. I 2009 havde jeg som fastansat et tv på vores 4-personers værelse, men vi gik sjældent i seng senere end kl. 21, så jeg måtte igen få mor til at sende NFL-resultater.

FANPERSPEKTIV: HVAD SKER DER FOR MIAMI DOLPHINS?

Lyst til endnu et skriv i serien “Fanperspektiv”, hvor medlemmer af Fanpanelet deler ud af deres tanker og viden om netop deres hold? Her er det Patriots’ divisionsrivaler fra Miami Dolphins, der får en tur igennem fanbrillerne. 

Et årti med skuffelser får sin ende

I efteråret 2010 var jeg igen klar til at følge NFL på fuld kraft. Min tid ved forsvaret var overstået, og det første, af hvad der skulle vise sig at blive til syv år som studerende, var begyndt. Nederlaget til Jets i januar 2011 overskyggede min braste ungdomskærlighed. Det var måske på mange måder fint at være ked af det på grund af NFL fremfor en pige. Det første var en følelse, som jeg efterhånden var blevet meget velkendt med. Det andet knap så meget.

Fra 2011 og frem til og med sidste sæson har New England Patriots deltaget i konferencefinalen HVERT ÅR. I 2014 og 2016 endte sæsonen i vild jubel på O’Learys i Aalborg sammen med Magnus. Alle andre år er sæsonen sluttet i dyb skuffelse. Én kamp fra at nå Super Bowl eller et nederlag i den største kamp, der findes. Sejren i 2014 var på mange måder en kæmpe forløsning. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde et tredje Super Bowl-nederlag i mig. Sejren gav på mange måder en indre NFL-ro. Det er et privilegium, at være fan af et hold, der gennem SÅ mange sæsoner altid kæmper med til slut. Men for mig har det også været hårdt. I perioden 2010-2016 fyldte NFL alt for mig. Kun i maj til og med juni tænkte jeg på noget andet. Ellers tænkte jeg og levede jeg i en verden centreret om NFL og Patriots.

”Jeg føler, at vi er vokset fra hinanden. Men det har ikke noget med dig at gøre, det er mig, der er noget galt med”

Sæsonen i 2017 blev på mange måder anderledes for mig. Da New England vandt Super Bowl 51, vidste jeg, at jeg senere det år skulle være far for første gang. Jeg vidste også, at den kommende NFL-sæson blev den første som arbejdende familiefar.

Hele foråret 2017 gik med at skrive speciale. Der var ikke meget tid til draften. Min datter er født i juli 2017. Der blev derfor heller ikke meget tid preseason det år. Rent faktisk glædede jeg mig ikke, til NFL skulle begynde. Jeg udtrykte min overraskelse og lettere frustration over den manglende glæde til både Peter (Meier Jensen) her fra huddleup.dk og til min gode min Magnus. De to har i mange år været en fast del af min NFL-hverdag. For Magnus’ vedkommende fysisk hver søndag hjemme hos mig og min kommende hustru. Peter som en fast del af hverdagen på Twitter.

Jeg så ikke Patriots’ åbningskamp mod Kansas City Chiefs. Jeg havde ikke lyst til at stå op midt om natten, for at ødelægge min i forvejen manglende nattesøvn. Da jeg konstaterede nederlaget næste morgen, gad jeg ikke bruge min sparsomme kærestetid mandag aften på at se kampen. Jeg blev dog i 2017 fanget af NFL, i takt med at sæsonen skred frem. Men jeg så ikke alle Patriots kampe, og jeg så under 50 % af slutspilskampene live. Super Bowl-nederlaget gjorde stadigvæk ondt! Men i modsætningen til de andre nederlag syntes jeg heller ikke, at New England fortjente at vinde. Det var en af de dårligste kampe, jeg nogensinde har set Bill Belichick coache. Stakkels Magnus, der måtte holde mig ud under den Super Bowl. Undskyld buddy!

Siden nederlaget har jeg ikke tænkt meget på NFL. Jeg fulgte overhovedet ikke draften, og først omkring maj begyndte jeg at følge lidt med i NFL-nyhederne.

På mange måder er NFL og jeg nok vokset fra hinanden. Vi er nok blevet gode venner frem for at være kærester. Jeg glæder mig i år til NFL-sæsonen starter. Det kan jeg mærke nede i maven. Men det er ikke på samme måde som tidligere. Det er også okay. Jeg har accepteret, at NFL for mig er kampen kl 19, og så må Patriots’ kamp blive set i løbet af ugen, hvis ikke de spiller tidligt. Måske det er sundt, at forholdet til New England er blevet mere afslappet. I dag kan jeg i hver fald relatere til det min ungdomskæreste sagde til mig.

”Kære NFL. det har ikke noget med dig at gøre, det er mig, der er noget galt med – Vi er nok vokset fra hinanden”.

Kunne du lide, hvad du læste? Og har du også lyst til at bidrage med blogs eller andet om netop dit hold, så kontakt os på Twitter @HuddleUpDK eller på mailadressen huddleupdk@gmail.com. Her kan du også blive en fast del af fanpanelet, der kan kommunikere og diskutere i et lukket forum og nemt byde ind med spørgsmål, idéer og ny footballviden.

 

160 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top