You are here
Home > NFL

ROSTERANALYSE 2018 – POWER RANKING: #12-9

Efter en omfattende gennemgang af de 32 NFL-mandskabers rosters, er vi nu klar til, i den sidste uge frem mod sæsonstarten, at løfte sløret for resultatet af Huddle Ups store Rosteranalyse anno 2018.

Ligesom de foregående år har vi lavet et bud på et 53-mandsroster for hvert hold og gradet alle spillere – long snappers undtaget – med henblik på at nå frem til en endelig grade for holdet, der danner grundlaget for denne rangering. De samlet 1824 spillere og trænere, der er gradet, er blevet placeret i én af følgende kategorier:

  • Best at Position (11)
  • Elite (10)
  • High Quality (8)
  • Good (6,5)
  • Above Average (5)
  • Average (3)
  • Below Average (1)
  • Unknown (0,5)
  • Replacement Level (-1)
  • Liability (-3)

Tallet i parentes angiver den talværdi, som den enkelte grade oversættes til, når holdets samlede grade skal udregnes.

Rookie-grades er baseret på den draft grade, vi gav dem tidligere på året, baseret på følgende kriterier:

  • Spillere med en førsterundegrade hos os, grades til Above Average
  • Spillere med en andendagsgrade grades til Average
  • Spillere med en tredjedagsgrade grades til Below Average
  • Spillere vi havde gradet som Undraftable er i Replacement Level
  • Rookies vi ikke har gradet tildeles en grade ud fra hvor de er draftet, ligesom ovenstående (1. runde = Above Average, 2.-3. runde = Average, 3. dagen = Below Average), mens undraftede spillere vi ikke havde gradet er placeret i Unknown-kategorien. Eneste undtagelse fra dette er kickers/punters, hvor vi har rykket dem én kategori højere op.

For hvert hold er gradet 57 spillere og trænere (de 52 spillere til vores bud på holdets 53-mands roster – long snappers som nævnt undtaget – foruden en grade til Kick Returner og Punt Returner, samt tre grades til coaches (Head Coach samt Offensive og Defensive Coordinator).

Foruden en grade på hver enkelt spiller er indregnet en vægtning af de enkelte enheder (QB, RB, WR, TE/H-Back/FB, EDGE, IDL, Off-ball LB, DB, ST, Coaches), samt en vægtning der tager forbehold for, om en spiller er listet som starter eller som backup.

I forbindelse med gennemgangen af hvert hold angives den grade og rangering holdet har fået i tre kategorier:

  • Team total (Det vægtede snit, der danner grundlaget for denne power ranking)
  • Player average (Rent gennemsnit af de 57 grades – ingen hensyntagen til positionel værdi, status som starter/backup ol.)
  • Starting 25 (Vægtet snit af de 11 offensive startere, 12 defensive startere (nickelback inkl.), samt kicker og punter)

Dertil kommer en angivelse af de bedst/dårligst rangerede enkeltstående enheder målt udover hele ligaen.

Bud på rosters er låst fast pr. 29/8.

Tidligere gennemgange:
#32-29
#28-25
#24-21
#20-17
#16-13

Vi fortsætter nu vores gennemgang af de 32 mandskaber med et kig på de fire hold, der ligger fra nummer 12 til 9.

#12: LOS ANGELES CHARGERS
Team total: 4,518 (#12)
Player average: 3,675 (tied-#11)
Starting 25: 5,957 (#10)
Bedst rangerede enhed: DB (#2)
Dårligst rangerede enhed: TE/FB/H-Back (#30)

Skulle man over den seneste håndfuld år pege på ét hold, der får det til at pege i retning af at vi ikke vægter special teams højt nok i vores analyse, så er det Chargers. Få hold har som Chargers – først i San Diego, sidste år også i Los Angeles – været ofre for det ene special teams-fuckup efter det andet; og når man tror bunden er nået, har de fundet nye måder at ødelægge det for sig selv på. I sidste sæson var det kickersituationen, der blev kostbar, da de åbnede året 0-4 – godt ”hjulpet” på vej af kicker YoungHoe Koo, der i de første to kampe alene brændte tre af fire field goal-forsøg (i kampe tabt med sammenlagt fem point). Chargers fik stablet et godt comeback på benene i den resterende del af sæsonen, men 9-7 var ikke nok til slutspil.

Chargers falder lidt tilbage i vores ranking i år i forhold til sidste år, men er stadig i front i AFC West, og står med et godt roster, med flere virkelig stærke spillere. Ti spillere gradet High Quality eller bedre, og ingen Replacement Level eller værre, gør sit til at holde Chargers til i vores rankings.

Angrebet er stærkt besat med Philip Rivers (High Quality) på quarterback, Melvin Gordon (High Quality) på running back og en receivergruppe, anført af Keenan Allen (Elite). Tyrell Williams (Above Average), Travis Benjamin (Average) og Mike Williams (Aboev Average) runder korpset af, og mens niveauet daler en smule derefter, kræver det altså to skader før den dybde vil blive nævneværdigt testet. På tight end så det solidt ud med Hunter Henry som starteren, men et overrevet korsbånd har sendt ham ud, og da positionen ikke er blevet adresseret efterfølgende, står det svagt til hér med Virgil Green (Below Average) som starteren. Antonio Gates er fortsat på markedet, og det vil give mening for Chargers at hente veteranen tilbage, selvom han ikke er hvad han har været.

Den offensive linje står stærkere end for få år siden, men er stadig ikke en styrke. Russell Okung (Good) på left tackle er bedste mand i enheden og Forest ’I Love’ Lamp (Above Average) på right guard er en spiller vi var høje på i draften, men som missede hele sin rookiesæson med en skade. Mike Pouncey (Average) er hentet ind til midten af linjen, og mens han har vist stærkt spil tidligere i karrieren, har skader fået niveauet til at dale de seneste år, og det afholder os fra at gå højere end vi gør i vores grading. Dybden på linjen er ikke overvældende, og skal man være bekymret for løbeangrebet, så er det umiddelbart fordi at det ikke står bedre til på linjen.

Forsvaret har også mistet en stor profil i cornerback Jason Verrett, der allerede inden sæsonen starter, er dømt ude for året. Det er tredje sæson på stribe Verrett får ødelagt af skader – han har blot spillet fem kampe siden afslutningen på 2015-sæsonen. Få hold kan dog som Chargers tåle en sådan skade, da deres startende cornerbackgruppe, selv uden Verrett, stadig rangerer som den bedste ifølge vores grades. Casey Hayward (Best at Position) etablerede sig sidste år endegyldigt som én af ligaens allerbedste og både Trevor Williams og Desmond King (begge High Quality) er glimrende startere. Craig Mager (Average) giver yderligere solid dybde. På safety er rookie Derwin James trådt ind som starter ved siden Jahleel Addae (Good), der har taget stormskridt i sin udvikling over de seneste sæsoner. Læg dertil Adrian Phillips (Average) som en fin backup i enheden.

Det stærke secondary suppleres af én af ligaens bedste pass rush-duoer i Joey Bosa (Elite) og Melvin Ingram (High Quality), der tilsammen kombinerede for 23 sacks sidste år. Bag de to daler niveauet dog drastisk, så der er ikke plads til skader for dem. Indersiden af den defensive linje ser knapt så stærk ud. Corey Liuget (Above Average) er bedste mand, men åbner sæsonen med fire spilledages karantæne, og det vil efterlade en Below Average-starter ved siden af Brandon Mebane (Average) i den første måned. Linebackerkæden bag den defensive front er ikke fantastisk, men den holder et anstændigt niveau blandt starterne, og har nogle solide spillere i dybden

Og så er vi tilbage ved special teams. Roberto Aguayo, det tidligere andenrundevalg for Buccaneers, der floppede fælt hos Bucs, har kæmpet mod Caleb Sturgis om jobbet som kicker, og uagtet at begge er ganske uinspirerende, vil det nok være Sturgis, der giver mindst anledning til at forevnte endnu en sæson med special teams-hovedpine for Chargers.

#11: GREEN BAY PACKERS
Team total: 4,533 (#11)
Player average: 3,316 (#19)
Starting 25: 6,538 (#6)
Bedst rangerede enhed: QB (#1)
Dårligst rangerede enhed: RB (#31)

Da vi lavede sidste års rosteranalyse blev vigtigheden af quarterback Aaron Rodgers hurtigt highlightet af det faktum, at Packers rangerede som nummer 4 i Team total, men nummer 21 i den gennemsnitlige spillergrade. Da Aaron Rodgers blev skadet tog Packers’ 2017-sæson så også et massivt dyk og holdet missede slutspillet. Det er et hold, der langt hen ad vejen står og falder med hvad NFLs bedst betalte spiller præsterer på banen, og mens afstanden mellem Packers’ placering i de to rangeringer i år, er mindre end sidste år, er det i høj grad en konsekvens af at vi har inkluderet coaches i gradingen i år, og Packers hér rangerer i ligaens dårligste halvdel på en højt vægtet position.

Vi har atter gradet Rodgers som ligaens bedste quarterback, og han er omgivet af en stærk gruppe af pass catchers, hvor Davante Adams (High Quality), Randall Cobb (Good) og den nyankomne tight end Jimmy Graham (High Quality) udgør en stærk trio. Receiverkropset bag Adams og Cobb er ungt og ganske talentfuldt, men også i høj grad unproven, som bl.a. tre rookies på rosteret vidner om. På tight end er reserven Marcedes Lewis alt andet end ung og unproven – men mens hans upside er begrænset, ved man omtrent hvad man får i ham, og det bør være brugbart, selv hvis han skulle blive tvunget ud i en større rolle.

Rodgers hjælpes yderligere på vej af et par stærke offensive tackles. David Bakhtiari (Elite) tog et stort skridt frem sidste år og Brian Bulaga (High Quality) på højre side af linjen har for længst etableret sig på et højt niveau. Læg dertil en fin backup i Jason Spriggs. Men så stopper det positive også. Trioen på indersiden af den offensive linje grader alle ud dårligere end Average og rangerer som den delt dårligste startende trio i ligaen hos os, og dybden er heller ikke just noget at råbe hurra for. Running back-gruppen mangler topniveau, men har i Ty Montgomery og Aaron Jones et par solide backs, mens Jamaal Williams skal vise bedre spil end sidste år.

Den startende defensive linje rangerer som den bedste 3-4-front i ligaen hos os, med Mike Daniels (Elite), Kenny Clark (High Quality) og free agent-signing Muhammad Wilkerson (High Quality), og kan de tre spille op til deres bedste, vil det kunne dække over en del andre bekymringer omkring Packers’ forsvar. Linebackerkæden har mistet Jake Ryan i midten, og mens Blake Martinez (Good) er en god starter, tvinger Ryans skade rookie Oren Burks ind i en starterrolle. På ydersiden er Nick Perry og Clay Matthews Jr. (begge Above Average) en fin, men ikke skrækindjagende, duo. Hele det defensive front-seven er udfordret på dybden og ikke én eneste reserve grader ud bedre end Below Average, så mens de startende syv rangerer som den niendebedste syv-mandsfront i ligaen hos os, vil det hurtigt gå ned ad bakke hvis skaderne rammer.

Det bageste forsvar er godt besat med fem spillere gradet Above Average eller Good, og dertil kommer rookie-cornerback Josh Jackson, som vi havde en andenrundegrade på, til at sikre lidt dybde. Foruden Jackson er der dog ikke meget spændende at komme efter i dybden, og det er altså kendetegnende for hele defensiven. Det startende forsvar rangerer som nummer 12 hos os, men når vi indregner dybden falder det til nummer 22.

#10: WASHINGTON REDSKINS
Team total: 4,562 (#10)
Player average: 3,693 (#10)
Starting 25: 6,055 (#8)
Bedst rangerede enhed: EDGE (tied-#1)
Dårligst rangerede enhed: DB, ST (#25)

No more Star Trek i hovedstaden. Captain Kirk has left the building, skiftet til Fargo-land og ind er i stedet kommet Alex Smith, der blev hentet i en trade hos Chiefs. Efter at have misset slutspillet i tre af fire sæsoner under Jay Gruden, herunder to år i træk, kan det ikke afvises at ejer Dan Snyder vil se holdet tilbage i det sjove selskab i denne sæson, hvis ikke et trænerskifte skal komme på tale.

Ind er altså kommet Alex Smith (Good), der måske ikke hører til i NFLs elite, men ikke desto mindre har spillet med i NFLs slutspil tre år på stribe og i fire af fem sæsoner hos Chiefs. Han har spillet under andre betingelser, og under én af ligaens bedste trænere i Andy Reid, men har været påpasselig med bolden og viste sidste år en effektivitet og villighed til at presse bolden ned ad banen, som vi ikke har været vant til at se fra ham. Resultatet blev hans bedste sæson hidtil i karrieren, men med et hurtigt exit i slutspillet og Patrick Mahomes ventende på bænken, var en skilsmisse ikke chokerende. Nu er Smith på et hold, der umiddelbart står stærkere på forsvaret, og nok er bygget anderledes op på angrebet, men stadig har flere spændende spillere omkring ham.

Løbeangrebet tog et hårdt slag, da andenrundevalget i årets draft, Derrius Guice, røg ud for sæsonen med en skade i preseason. Adrian Peterson (Below Average) er hentet ind og ser ud til at ville varetage rollen som early-down back, men Chris Thompson (High Quality) vil formentlig også tage en større rolle, og samtidig tage sig af kastedowns som hidtil.

I kasteangrebet er tight end Jordan Reed (High Quality) umiddelbart det stærkeste våben – så længe han holder sig fri af de skader, der har plaget ham gennem karrieren – og han suppleres af fine spillere som Jamison Crowder (Good) og Paul Richardson (Above Average), mens det tidligere førsterundevalg Josh Doctson (Average) endnu har sit gennembrud til gode. Veteranen Vernon Davis (Above Average) har, trods en efterhånden fremskreden footballalder, vist sig effektiv når han har været tvunget ud i større roller de seneste år.

På den offensive linje har vi gradet Trent Williams som ligaens bedste left tackle, og mens indersiden af linjen – ikke mindst Shawn Lauvao (Replacement Level) på left guard – halter lidt, er de to pladser yderst til højre fint besat med Brandon Scherff (High Quality) på guard og Morgan Moses (Above Average) på tackle. Dybden ser solid ud, anført af tackle Ty Nsekhe (Good), der har leveret stærkt spil i de kampe han har startet i Trent Williams’ fravær, og er den bedste backup-tackle i ligaen. På indersiden er Tony Bergstrom (Average) en alsidig backup, der kan dække både guard og center – og i virkeligheden nok burde starte på én af de positioner.

Intet holds reserver grader samlet set ud bedre end Redskins’, og foruden Nsekhe, er det især de defensive reserver, der trækker godt op. Det startende forsvar rangerer som nummer 16, mens forsvaret som helhed er helt oppe som nummer 6.

Det skyldes ikke mindst det faktum, at Redskins’ dybde på edge rush-siden er suverænt den bedste i ligaen. De kombinerer to High Quality-startere i Ryan Kerrigan og Preston Smith med to reserver i Pernell McPhee og Ryan Anderson, som vi har gradet til Good og står dermed med ligaens stærkeste gruppe af edge rushers. To Average-reserver på den defensive linje og en enkelt på inside linebacker hjælper også på sagen.

Den defensive front har i Jonathan Allen og Stacy McGee to Above Average-startere, mens både starter og backup på nose tackle er rookies vi havde en andendagsgrade på. Matt Ioannidis (Average) sikrer solid dybde bag Allen og McGee. Indvendigt i linebackerkæden er Zach Brown (Good) det stærkeste kort, mens backup Martell Spaight sikrer en solid reserve bag Mason Foster (begge Average).

Redskins har tre startere gradet til Good i deres secondary (cornerbacks Josh Norman og Quinton Dunbar, samt safety D.J. Swearinger), mens de to sidste startere har fået tildelt en Average-grade. Fire af fem reserver er rookies, hvor graden altså er givet ud fra vores draft grade – to spillere vi havde gradet til tredjedagen, én vi havde som undraftable (safety Troy Apke) og en undrafted rookie i Danny Johnson, som vi ikke havde scoutet. Deshazor Everett er den eneste reserve med NFL-erfaring, og det giver anledning til lidt bekymring, hvis skaderne skulle ramme i enheden.

#9: JACKSONVILLE JAGUARS
Team total: 4,563 (#9)
Player average: 3,982 (#5)
Starting 25: 5,950 (#11)
Bedst rangerede enhed: EDGE (#3)
Dårligst rangerede enhed: QB, WR (tied-#27)

Efter flere års tilløb med gode tilføjelser til et roster, der på papiret bare blev stærkere og stærkere, fik Jaguars i den første sæson under Doug Marrone endelig indfriet sit potentiale. Et forrygende forsvar, et effektivt løbeangreb og en quarterback, der ikke smed kampene væk, førte Jaguars hele vejen til AFC-finalen, hvor de gik ind i fjerde quarter med en føring mod Patriots, for til sidst at måtte se sig slået med 20-24. Nu venter så den svære opgave med at følge op på den flotte sæson, i en division, der på papiret er stærkere og tættere end sidste år.

Få hold kan mønstre samme talentmasse som Jaguars, der rangerer som det femtebedste hold i ligaen målt på gennemsnitlig grade. Offensivt er der dog stadig plads til forbedring flere steder. Den offensive linje blev adresseret i free agency med tilføjelsen af left guard Andrew Norwell, som vi har gradet som den bedste på sin position i ligaen. Han træder ind ved siden af en stærk center i Brandon Linder (High Quality), og med Jermey Parnell (Good) på right tackle giver det tre stærke kort på linjen. Cam Robinson (Average) på left tackle havde en rookiesæson, der var meget op og ned, men han har talentet til at forbedre sig i år 2, og med Norwell ved sin side, er betingelserne forbedret. Norwell er en stærk run blocker, og hans ankomst giver også på papiret bedre muligheder for at running back Leonard Fournette (High Quality) kan gentage – og evt. forbedre – sit spil fra en stærk rookiesæson. T.J. Yeldon (Average) er en kompetent, men absolut ikke flashy, backup.

Kasteangrebet går ind til denne sæson uden flere af sine bedste våben fra de seneste år. Allen Robinson og Allen Hurns har fundet nye klubber og Marqise Lee overrev et korsbånd i preseason og er ude for sæsonen. Derudover har også tight end Marcedes Lewis fundet sig et nyt hold at spille for. Det efterlader et receiverkorps, der stadig har masser af lovende spillere og fin dybde, men meget lidt proven talent. Donte Moncrief (Above Average) er kommet til fra Colts i free agency, og starter sammen med Keelan Cole (Average), som mange der spiller fantasy måske husker med glæde/sorg fra deres slutspil sidste år – i de tre kampe fra uge 14 til 16 greb han 16 bolde for 393 yards og to touchdowns; flere yards end han samlede sammen i sæsonens øvrige kampe. Nu skal han vise at de tre kampe ikke var et fluke. Dede Westbrook (Average) træder ovenpå Lees skade ind i en starterrolle, og skal vise sig klar til at leve op til de mange positive meldinger, der er kommet i offseason. Reserverne har samlet set ikke nogen høj grade (én Average og to Below Average), men der er potentiale i dem. Med Marcedes Lewis væk, er Austin Seferian-Jenkins (Above Average) hentet ind på tight end, og fuldender gruppen af startere som Blake Bortles kaster til.

Og Bortles (Average) er den måske allerstørste bekymring på angrebet. Det kan godt være han ikke har scoret den laveste grade blandt starterne, men en Average-grade for en startende quarterback, er en bekymring for et hold, der har planer om at kæmpe med i toppen af ligaen. Bortles’ manglende stabilitet har været et issue i årevis, og mens vi så mindre til det sidste år, er spørgsmålet i hvor høj grad det var Bortles, der spillede bedre, eller om resten af holdet – både forsvaret og løbeangrebet – bare formåede at stille ham i en bedre situation. Et forsvar, der både holdt modstandernes score nede og fremtvang turnovers, mindskede presset på ham, og gav mulighed for at løbe bolden oftere. Færre kast, færre muligheder for at trække holdet ned. Det var en noget nær perfekt situtation. Men man må også rose Bortles for i flere tilfælde at lave nogle af de nødvendige spil, der sikrede Jaguars sejre.

Forsvaret er den helt store styrke for Jaguars, og den samlede defensive enhed – startere og reserver – grader ud som ligaens næstbedste. Det samme gør det startende forsvar, der ser stærkt ud i alle enheder. Det startende front-seven rangerer som ligaens næstbedste hos os, og det startende secondary grader ud som det delt syvendebedste i ligaen. 10 af de 12 startere vi har listet på forsvaret har opnået en grade på Good eller bedre – til gengæld er de sidste to gradet Below Average; nickelback D.J. Hayden, der er hentet ind som afløser for Aaron Colvin, der er skiftet til divisionsrivalerne Texans, og rookielinebacker Leon Jacobs, der er trådt ind som starter ovenpå Paul Poslusznys karrierestop.

Det er et uhyggeligt forsvar, hvis det formår at spille op til sit bedste – en fremragende duo på ydersiden af den defensive linje, med Calais Campbell (gradet som én af de to bedste edge rushers i ligaen) og Yannick Ngakoue (High Quality) og en god backup i Dante Fowler Jr. (Above Average), der sidste år endelig viste hvad der fik Jaguars til at investere et højt valg i ham i 2015-draften. Indvendigt på linjen er Malik Jackson (High Quality) og Marcell Dareus (Good) også en stærk duo, og mens der ikke er en reserve, der opnår helt samme grade, er der lovende spillere, med især den atletiske, high-upside rookie, førsterundevalget, Taven Bryan som et spændende navn.

I linebackerkæden er Myles Jack og Telvin Smith (begge High Quality) en forrygende duo, der kan spille alle downs, og holde Leon Jacobs’ snap count lidt nede. Blair Brown (Average) er en fin reserve i enheden. Bag dem er Barry Church og Tashaun Gipson (begge Good) endnu en god duo. Dybden bag dem er ét af få svage punkter på forsvaret. På cornerback kan Jaguars mønstre én af ligaens bedste duoer i Jalen Ramsey (én af de to bedste på positionen jf vores grades) og A.J. Bouye (High Quality), og mens rookie Quenton Meeks gik undrafted, var han en spiller vi havde en andendagsgrade på, og ser spændende potentiale i.

Kan forsvaret fortsætte hvor det slap sidste år, ser det meget lovende ud for Jaguars i år, men 33 takeaways, hvoraf syv blev returneret for touchdown, er en svær bedrift at gentage. Lader det sig ikke gøre, vil presset på angrebet blive øget, og er Blake Bortles i givet fald i stand til at gøre det nødvendige?

384 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top