You are here
Home > NFL

ROSTERANALYSE 2018 – POWER RANKING: #28-25

Efter en omfattende gennemgang af de 32 NFL-mandskabers rosters, er vi nu klar til, i den sidste uge frem mod sæsonstarten, at løfte sløret for resultatet af Huddle Ups store Rosteranalyse anno 2018.

Ligesom de foregående år har vi lavet et bud på et 53-mandsroster for hvert hold og gradet alle spillere – long snappers undtaget – med henblik på at nå frem til en endelig grade for holdet, der danner grundlaget for denne rangering. De samlet 1824 spillere og trænere, der er gradet, er blevet placeret i én af følgende kategorier:

  • Best at Position (11)
  • Elite (10)
  • High Quality (8)
  • Good (6,5)
  • Above Average (5)
  • Average (3)
  • Below Average (1)
  • Unknown (0,5)
  • Replacement Level (-1)
  • Liability (-3)

Tallet i parentes angiver den talværdi, som den enkelte grade oversættes til, når holdets samlede grade skal udregnes.

Rookie-grades er baseret på den draft grade, vi gav dem tidligere på året, baseret på følgende kriterier:

  • Spillere med en førsterundegrade hos os, grades til Above Average
  • Spillere med en andendagsgrade grades til Average
  • Spillere med en tredjedagsgrade grades til Below Average
  • Spillere vi havde gradet som Undraftable er i Replacement Level
  • Rookies vi ikke har gradet tildeles en grade ud fra hvor de er draftet, ligesom ovenstående (1. runde = Above Average, 2.-3. runde = Average, 3. dagen = Below Average), mens undraftede spillere vi ikke havde gradet er placeret i Unknown-kategorien. Eneste undtagelse fra dette er kickers/punters, hvor vi har rykket dem én kategori højere op.

For hvert hold er gradet 57 spillere og trænere (de 52 spillere til vores bud på holdets 53-mands roster – long snappers som nævnt undtaget – foruden en grade til Kick Returner og Punt Returner, samt tre grades til coaches (Head Coach samt Offensive og Defensive Coordinator).

Foruden en grade på hver enkelt spiller er indregnet en vægtning af de enkelte enheder (QB, RB, WR, TE/H-Back/FB, EDGE, IDL, Off-ball LB, DB, ST, Coaches), samt en vægtning der tager forbehold for, om en spiller er listet som starter eller som backup.

I forbindelse med gennemgangen af hvert hold angives den grade og rangering holdet har fået i tre kategorier:

  • Team total (Det vægtede snit, der danner grundlaget for denne power ranking)
  • Player average (Rent gennemsnit af de 57 grades – ingen hensyntagen til positionel værdi, status som starter/backup ol.)
  • Starting 25 (Vægtet snit af de 11 offensive startere, 12 defensive startere (nickelback inkl.), samt kicker og punter)

Dertil kommer en angivelse af de bedst/dårligst rangerede enkeltstående enheder målt udover hele ligaen.

Bud på rosters er låst fast pr. 29/8.

Vi løftede sløret for vores fire dårligst rangerede hold i går, og fortsætter nu vores gennemgang af de 32 mandskaber med et kig på de fire hold, der ligger fra nummer 28 til 25.

#28: TAMPA BAY BUCCANEERS
Team total: 3,399 (#28)
Player average: 2,939 (#28)
Starting 25: 5,188 (#21)
Bedst rangerede enhed: WR (#2)
Dårligst rangerede enhed: Coaches (#32)

Der ser ud til at være pres på trænerstaben hos Bucs forud for denne sæson. Skuffende spil og resultater har sat Dirk Koetter under pres, og han ligner én af de cheftrænere i ligaen, der går ind til 2018-sæsonen med kortest snor. Buccaneers var NFCs næstdårligste hold sidste år, og går ind til denne sæson med masser af spørgsmålstegn, om end også med flere spændende enheder – men ikke desto mindre grader de altså ud som det (fortsat) næstdårligste hold i NFC hos os.

Angrebet har spændende potentiale med én af ligaens allerstærkeste receivergrupper – tre startere på Good/High Quality og en reserve på Average – og krydrer den med en solid tight end-duo i form af sidste års førsterundevalg O.J. Howard og Cameron Brate (14 touchdowns over de seneste to sæsoner). På quarterback har Jameis Winston kæmpet med for alvor at finde spillet, men der er flashes af lovende takter – og ditto af horrible – og kan han bygge på de gode dele af sit spil, er der masser af upside i kasteangrebet. Winston åbner sæsonen med tre spilledages karantæne, hvor Ryan Fitzpatrick vil varetage starterjobbet. Fitzpatrick har vist godt spil i flere omgange, men er også svær for alvor at stole på. Forventningerne må holdes i skak, men det skal ikke afvises at han kan præstere bedre end den Below Average-grade vi har givet ham.

På running back går Peyton Barber formentlig ind til sæsonen som starter, men rookie Ronald Jones – valgt tidligt i anden runde – bør blive den primære ball carrier henover sæsonen, hvorfor vi har ham listet først. Jones’ begrænsninger i kastespillet – både som blocker og pass catcher – kan holde ham tilbage, men kan den offensive linje skabe huller, bør Jones kunne etablere sig som den primære back. Og netop den offensive linje er svær at blive klog på. To High Quality-startere i Ali Marpet og Demar Dotson suppleres af en fin center i Ryan Jensen, men Caleb Benenoch og left tackle Donovan Smith trækker ned, og dybden er ikke imponerende, særligt på ydersiden.

Defensiven anføres af en spændende defensiv linje, der har fået tilføjet Jason Pierre-Paul (Good) og Vinny Curry (Above Average) på ydersiden i denne offseason, og har hentet rookie Vita Vea ind i i første runde af årets draft, til at agere stopklods i midten, ved siden af Gerald McCoy (Elite). Dybden på ydersiden er solid og indvendigt er Beau Allen en fin backup.

Der er ikke en eneste starter på forsvaret, der grader under Average, men når vi har arbejdet os forbi den defensive linje, er der omvendt også kun to startere, der grader bedre end Average – weakside linebacker Lavonte David (Elite) og cornerback Brent Grimes (Above Average), mens rookie Jack Cichy i kraft af den tredjerundegrade vi havde på ham, er den eneste reserve, der opnår en Average-grade.

Holdet holdes som helhed tilbage af ligaens, ifølge vores grades, dårligste trænertrio. Head coach Dirk Koetter (Replacement Level) er som nævnt umiddelbart i fare for at miste jobbet ved en dårlig start, og defensive coordinator Mike Smith har også efterhånden vist sine begrænsninger – og for et forsvar, der ellers ser ser anstændigt ud, er det bekymrende at koordinatoren kan holde enheden tilbage.

#27: ARIZONA CARDINALS
Team total: 3,600 (#27)
Player average: 2,991 (#27)
Starting 25: 4,919 (#24)
Bedst rangerede enhed: RB (tied-#3)
Dårligst rangerede enhed: ST (#27)

Det er nye tider i ørkenen. Head coach Bruce Arians er gået på pension og er blevet erstattet af Steve Wilks, og også quarterback Carson Palmer har indstillet karrieren, og overladt scenen til førsterundevalget Josh Rosen. I første omgang vil Sam Bradford (Average) starte, men det er jo nok kun et spørgsmål om tid før han atter bliver skadet. En ny æra er begyndt for Cardinals, men et hurtigt kig ned over holdets roster, siger umiddelbart at forventningerne til denne sæson skal holdes nede.

Angrebet er den største bekymring, men i kraft af tilføjelsen af en quarterback i første runde er der også noget naturlig upside at komme efter. Men betingelserne er ikke lette, uanset om det er Bradford eller Rosen, der starter i løbet af sæsonen. Der er dog noget hjælp i kraft af at running back David Johnson (Elite) er tilbage fra den skade, der afsluttede 2017-sæsonen i Cardinals’ premierekamp, og receiver Larry Fitzgerald (High Quality) er også stadig velspillende på vej ind i sin 15. sæson i ligaen. Tight end Ricky Seals-Jones (Above Average) gjorde god figur i begrænset spilletid sidste år, og ser ud til at være klar til en større rolle i år.

Men så er vi også igennem de skill position-spillere, der er gradet bedre end Average. Alle receivers bag Fitzgerald, de to running backs bag Johnson og spillerne bag Seals-Jones er alle Below Average, og dertil kommer så en enkelt tight end på Unknown. Mens en spiller som rookie-receiver Christian Kirk, kan overgå sin grade – og måske en anden rookie, running back Chase Edmonds også kan – er det umiddelbart svært at se at det ikke kommer til at hænge på et fåtal af spillere at få Cardinals’ angreb til at være produktivt. Den offensive linje gør det ikke meget bedre med kun left tackle D.J. Humphries bedre end Average. Indersiden af linjen har to guards på Average, og mens center Mason Cole kun havde en tredjedagsgrade hos os i draften i år, er han en spiller der godt kan vise sig bedre end sin grade i år.

Defensiven ser ganske solid ud, med kun tre startere, der ikke er gradet bedre end Average, herunder fire i Good og to Elite (Patrick Peterson og Chandler Jones). Defensive tackles Robert Nkemdiche er én af de tre, der ”kun” er gradet til Average, og helt tilbage til collegetiden har problemet for ham ikke været manglen på et topniveau, men i stedet manglende stabilitet, så han kan bestemt godt i perioder vise sig bedre end vores grade til ham. Med en solid spiller bag sig i Olsen Pierre (Average) er det til at overkomme at Nkemdiche ikke grader højere hos os, ved siden af Corey Peters. På ydersiden af linjen ser det rigtig godt ud hvis Markus Golden kan genfinde 2016-formen (12,5 sacks), men efter en knæskade sidste år, er det ikke garanteret. Hvis ikke Golden leverer, tynder det lynhurtigt ud bag Chandler Jones.

I linebackerkæden er Josh Bynes det svageste led, men han gør det godt mod løbet, og er spilleren, der tages ud når holdet går i nickel, så begrænsningerne i kastespillet bliver som udgangspunkt ikke udstillet helt så meget. Hvis Haason Reddick eller Deone Bucannon skulle blive skadet, kan han dog være tvunget til mere spilletid, og det vil kunne sætte forsvaret under ekstra pres. Det bageste forsvar er godt besat med tre spillere gradet Good eller bedre, og en stærk reserve på safety i Tre Boston.

Medmindre der kommer stærkt spil ud af quarterbackpositionen – hvilket vil være på trods af spillerne omkring dem, mere end på grund af dem – er det svært at se offensiven få nogen overvældende god sæson, og mens forsvaret er godt besat, er dybden lidt skrøbelig. Det er en kombination, der umiddelbart lægger op til en svær første sæson for Steve Wilks – til gengæld er der næppe heller noget stort krav om at han går ind og får holdet til at kæmpe med om slutspil i år.

#26: INDIANAPOLIS COLTS
Team total:
3,666 (#26)
Player average: 2,789 (#30)
Starting 25: 4,579 (#27)
Bedst rangerede enhed: QB, TE/FB/H-BACK (#10)
Dårligst rangerede enhed: IDL, DB (#31)

Offseason i Indianapolis startede noget mere begivenhedsrigt end holdet havde tiltænkt. Efter den længe ventede fyring af Chuck Pagano, nåede holdet til enighed med Patriots’ offensive koordinator Josh McDaniels om at han skulle overtage cheftrænerjobbet. McDaniels hoppede fra i 11. time og efterlod Colts på en sen jagt efter en ny head coach, da andre hold allerede havde fået anset folk. Valget faldt på Frank Reich, der som offensiv koordinator var med til at gøre det onde ved McDaniels’ Patriots i Super Bowl i februar, og nu har fået sin første chance som head coach – endda hos holdet, hvor han startede sin trænerkarriere mod slutningen af sidste årti.

General manager Chris Ballard har brugt sin anden offseason på at tilføre holdet yderligere ungt talent, og vi har projekteret hele elleve rookies til at ramme det endelige roster, og dertil kommer yderligere syv spillere fra sidste års draft.

Colts’ jagt på at forbedre sidste års fire sejre hjælpes af, at quarterback Andrew Luck ser ud til at være tilbage ovenpå den skulderskade, der kostede ham hele sidste sæson, og begrænsede ham i løbet af 2016-sæsonen. Efter så lang tid uden football – han begyndte først for alvor at kaste for relativt nylig – er vi dog påpasselige med vores grade på Luck, og mens vi forud for sidste år (inden det stod klart at han missede sæsonen) havde ham i High Quality har vi rykket ham én kategori ned, velvidende at han kan gøre den grade til skamme, hvis han vender tilbage på tidligere tiders niveau..

Der har været fokus på at styrke den offensive linje i denne offseason og holdet brugte to tidlige draftvalg på den offensive linje i form af Quenton Nelson og Braden Smith – President og Vice President af Pandekageklubben – som vi begge var høje på i draften. Kan Ryan Kelly genfinde niveauet fra sin rookiesæson begynder linjen lige pludselig at ligne en potentiel styrke.

Det er der dog også behov for. Luck skal for alt i verden beskyttes, og får ikke umiddelbart hjælp af sit receiverkorps. T.Y. Hilton (High Quality) er en glimrende spiller, men resten af receiverkorpset er temmelig so-so. På tight end er Jack Doyle (Good) og Eric Ebron (Above Average) begge værd at holde øje med – Ebron skuffede hos Lions i forhold til at han var et førsterundevalg, men han har talentet til mere. På running back er der sagt farvel til Frank Gore, og to rookies er kommet til i draften bag Marlon Mack (Above Average). Det er lidt anyone’s guess hvordan gruppe kommer til at tage sig ud, og hvis Frank Reich gør som hos Eagles, kan både Mack, Hines (hvis han får styr på at holde fast i bolden) og Wilkins få pæne roller. Robert Turbin åbner året med fire spilledages karantæne, men kan etablere sig som goal-line back når han er tilbage. Det kan ende med at holdet åbner sæsonen med den underpræsterende atletiske freak Christine Michael som starter, med Mack skadet, Turbin i karantæne og et par rookies, der har kæmpet en smule gennem preseason.

Forsvaret er stadig den helt store udfordring i Indianapolis. Blot tre spillere på hele forsvaret grader bedre end Average – edge rusher Jabaal Sheard (Good), sidste års førsterundevalg, safety Malik Hooker (Good) og sidste års andenrundevalg, cornerback Quincy Wilson (Above Average). Så er der ganske vist nogle spillere gradet til Average blandt reserverne på den defensive linje, der er med til at kompensere for manglen på startertalent, men fire Below Average-startere, og kun én af de fire spiller en position hvor en reserve gradet til Average umiddelbart kan gå ind og tage over.

Halvdelen af linebackerkæden udgøres af rookies, med andenrundevalget Darius Leonard som den enlige starter, og undraftede Skai Moore og syvenderundevalget Zaire Franklin i reserveroller. Det skal ikke afvises at de, i udvidede roller, kan overgå deres grades, men det er langt fra givet. På den defensive linje er edge rush-gruppen godt besat i dybden med både Tarell Basham og John Simon gradet til Average – samme grade som rookiestarter Kemoko Turay har trukket. Indvendigt på linjen har Hassan Ridgeway vist nogle positive takter, og han kan ikke afvises som en spiller, der kan vise sig klar til at overgå sin grade, hvis han får chancen.

Det bageste forsvar grader ud som ligaens næstdårligste i vores system. To Below Average-startere, og ingen bedre end Below Average blandt reserverne, koster, og især på cornerback ser det meget tvivlsomt ud. Wilson er en dygtig spiller, der måske kan vise sig bedre end Above Average, men både Pierre Desir og Nate Hairston ligner klare bekymringer ved indgangen til sæsonen, og reserverne giver ikke anledning til megen optimisme. På safety skal Malik Hooker ovenpå den skade, der afsluttede hans rookiesæson før tid, vise sig klar til at genfinde niveau, og Clayton Geathers ved hans side er en uspektakulær, men solid starter. Reserverne giver ikke den store anledning til optimsime hér.

Det står og falder ganske givet med Andrew Luck – vender han tilbage i topform, har han tidligere vist sig god nok til at overkomme et svagt roster, og med en opgradering i trænerstaben, er der et spædt håb om at Colts bliver relevante i år. Realistisk set ligner det dog endnu en halvsvær sæson, hvor et ungt roster under en førsteårs-head coach skal spilles sammen, finde kemi, og genfinde niveau fra før skader.

#25: DENVER BRONCOS
Team total:
3,685 (#25)
Player average: 3,202 (tied-#23)
Starting 25: 4,736 (#25)
Bedst rangerede enhed: EDGE (tied-#5)
Dårligst rangerede enhed: RB (tied-#31)

År 2 i Vance Joseph-æraen står for døren, og der skulle gerne være fremskridt at spore ovenpå en første sæson, hvor Broncos måske nok gik på bye week med en 3-1-record, men derpå tabte ti af de sidste tolv kampe, herunder otte på stribe lige efter friugen.

Quarterbacksituationen er umiddelbart blevet forbedret med Case Keenum (Above Average) hentet i free agency efter sin imponerende sæson hos Vikings. Det er en sæson, der dog bliver svær at gentage, hvorfor graden heller ikke afspejler niveauet fra sidste år. Chad Kelly – Mr. Irrelevant i sidste års draft – har overhalet det tidligere førsterundevalg Paxton Lynch og taget jobbet som den primære backup.

Keenum har en spændende gruppe af receivers at kaste til. Demaryius Thomas og Emmanuel Sanders grader begge til High Quality og rookie Courtland Sutton var vores andenrangerede receiver i årets draft. Læg dertil bl.a. endnu en spændende rookie, som vi dog kun havde en tredjedagsgrade på, i DaeSean Hamilton, og der er tale om en gruppe, der kan ende med at overgå vores grades. Gruppen af tight ends er knapt så imponerende med Jeff Heuerman (18 catches på to sæsoner) og Jake Butt (ude med en skade i sin rookiesæson sidste år) som de to topnavne. Butt har upside, men han er et stort spørgsmålstegn.

Running back-gruppen rangerer som ligaens næstdårligste, hvilket i høj grad hænger på manglen på topniveau. Devontae Booker har ikke vist det store i sine første to sæsoner, og Royce Freemans grade er afgjort af hans draft grade. Freeman har talent til mere, og kan meget vel etablere sig som det bedste våben. Undrafted rookie Phillip Lindsay er værd at holde øje med, hvis chancen skulle byde sig – han trak en Chris Thompson-sammenligning hos os i draftprocessen. Gruppen af running backs skal forsøge at skabe yards bag en offensiv linje, der er lidt ujævn i niveau. Ronald Leary og Matt Paradis er gode spillere i midten, men Connor McGovern på right guard trækker ned og backup-guard Max Garcia har trukket samme Replacement Level-grade. Sidste års førsterundevalg Garett Bolles havde en lidt svær rookiesæson på left tackle, men kan godt overgå sin grade, mens Jared Veldheer på right tackle har set sit niveau dale en smule de seneste år.

Det ser noget bedre ud på forsvaret, hvor den defensive front dog giver anledning til bekymring. Derek Wolfe er en dygtig mand på den ene end-position, men af de øvrige seks spillere på linjen er det kun backup DeMarcus Walker, der opnår en Average-grade. De høje grades kan dog findes på ydersiden af linebackerkæden, hvor Broncos kan mønstre én af ligaens stærkeste gruppe af edge rushers, anført af Von Miller, én af ligaens to bedste på positionen. Rookie Bradley Chubb, det tidligere førsterundevalg Shane Ray og Shaquil Barrett grader alle ud som Above Average og vidner om glimrende dybde. Rookie Jeff Holland runder gruppen af. Indvendigt i kæden er Brandon Marshall (Above Average) en fin mand, men det tynder hurtigt ud bag ham.

Broncos’ secondary var den store styrke for nogle år siden, men med Aqib Talib væk er der kommet lidt sprækker i cornerbackgruppen. Tramaine Brock (Average) er kommet til, og mens han ikke er en dårlig spiller, har han bare ikke Talibs niveau, og dybden udgøres af rookie Isaac Yiadom, sidste års tredjerundevalg Brendan Langley, der kun så begrænset spilletid som rookie, og nyligt ankomne Adam Jones. Chris Harris og Bradley Roby (begge High Quality) er gilmrende spillere – Harris virker dog til at have mistet lidt af niveauet i forhold til de seneste sæsoner – men er også tvunget til at levere. Det stærke pass rush kan dog kompensere en smule for nedgangen i kvalitet i opdækningen. På safety er Broncos dækket godt ind med Justin Simmons og Darian Stewart, mens Su’a Cravens er en kvalitetsreserve.

641 total views, 2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top