You are here
Home > Draft

Huddle Up DK 2018 mock draft – vol. 2.0

Vi er tolv dage fra 2018-draften, og inden slutspurten, kan vi nu løfte sløret for vores anden mock.

Ligesom i vores første mock draft (et øjebliksbillede inden starten på free agency, der er blevet ændret en del siden da af cuts, signings og diverse trades) er der tale om en mock, der ikke er baseret på hvad vi tror kommer til at ske, men hvordan vi selv ville gøre, og kunne se valgene falde ud, hvis vi stod med magten til at tage beslutningerne – og med udgangspunkt i vores egne rangeringer af spillerne. Mens det er Peter, der har taget GM-hatten på, er det vores fælles big board, der er brugt som udgangspunkt.

At mocken her er baseret på hvad vi ville gøre, og ikke hvad vi kunne forestille os ville ske, betyder bl.a. at spillere som det mulige topvalg QB Josh Allen, EDGE Marcus Davenport og WR Calvin Ridley ikke finder vej til første runde, selvom de meget vel kan blive valgt i løbet af de første 32 valg natten til den 27. april.

Kommentarer og tanker modtages gerne nedenfor eller på twitter (@HuddleUpDK).

#1: Cleveland Browns – QB Baker Mayfield, Oklahoma
Draftens klart bedste quarterback i vores optik, og mens han måske ikke bliver valget for Browns om små to uger, så holder vi fast i, at han burde være det. Der er meget få huller i Mayfields spil, og bare fordi han er undersized, har god mobilitet og en personlighed, der kan støde nogen, er han altså ikke Johnny Manziel 2.0.

Du kan høre vores gennemgang af Mayfield fra omkring 1.23.40 inde i vores podcast #116 nedenfor.

#2: New York Giants – QB Sam Darnold, USC
Det er muligt at Giants fravælger en quarterback på draftday, men det vil være en fejl. Eli Mannings spil har taget nogle skridt tilbage over de seneste år, han er 37 år gammel, og Giants står med valg nummer to i draften. Medmindre Giants forventer at få en forfærdelig sæson igen inden for få år, er de simpelthen nødt til at investere i footballs vigtigste position, når muligheden byder sig så godt til, som den gør her. De bedste ikke-quarterbacks vil forståeligt nok være fristende, men med Mayfield af brættet bør Darnold være valget.

Du kan finde en gennemgang af Darnold 1.18.20 inde i vores podcast #124, hvor vi også ser kort på de andre quarterbacks, og går i dybden med årets running back-klasse.

#3: New York Jets (f/Colts) – QB Josh Rosen, UCLA
Jets kom forrest i køen i AFC East, da de handlede op til nummer tre. Har de udset sig én quarterback, var det en særdeles risikabel trade, velvidende at både Browns og Giants kunne gå den vej – eller at Giants kunne handle ned og lade et andet hold komme op efter den quarterback Jets havde udset sig – men behovet på positionen er umuligt at komme udenom, og selvom der er et klart spring fra Mayfield over Darnold til Rosen hos os, er Rosen den sidste quarterback, vi vil være klar på at investere et så højt valg i. Josh McCown gjorde det milevidt bedre end ventet sidste år, og Teddy Bridgewater er også hentet ind, men begge er kun under kontrakt for den kommende sæson, så langtidssikringen af positionen bør stadig være en topprioritet.

Hør nærmere om Rosen fra omkring 44.00 i vores podcast #114.

#4: Cleveland Browns (f/Texans) – RB Saquon Barkley, Penn State
Med Mayfield på plads og quarterbacks valgt ved både nummer to og tre, står Browns i drømmesituationen her ved nummer fire. På draftday vil en trade ned kunne være fristende – og det skal absolut ikke afvises at et hold (Broncos? Dolphins? Bills? Cardinals?) vil være klar til at sende en masse picks afsted til Cleveland for at få lov at vælge Josh Allen (ewww) – men i dette scenarie, hvor vi ikke arbejder med trades, slår Browns til på draftens bedste spiller. Carlos Hyde er hentet ind som erstatning for Isaiah Crowell og kontraktforhandlinger er indledt med Duke Johnson for at få forlænget hans aftale, men Barkley bør være for svær at sige nej til her.

Læs også Rasmus’ gennemgang, fra inden starten af free agency, af Browns’ muligheder i årets draft – en draft, de nærmest ikke kan fucke op. Eller kan de?
De mange valg Browns går ind til draften med er i høj grad takket være Sashi Brown, der fik en velfortjent hyldest af Toke. Læs den hyldest her.

#5: Denver Broncos – EDGE Bradley Chubb, NC State
Er Case Keenum tiltænkt som en langsigtet løsning? Med en to-årig aftale er det ikke umiddelbart tilfældet, og Broncos kan meget vel kigge efter en quarterback, der kan læres op bag Keenum, ved dette valg. Det er dog endnu for tidligt at slå til på positionen, så i stedet bliver der kigget i retning af pass rushet. Von Miller er fantastisk, men Shane Ray var skadet og ineffektiv sidste år, og er i praksis nok bedst i en rotationsrolle, ligesom Shaq Barrett. Chubb vil give en stærk starter modsat Miller, og bør sikre et boost til et pass rush, der blot samlede 33 sacks sammen i 2017, og skal hjælpe et secondary, der har mistet Aqib Talib.

Vil du høre mere om Chubb? Da vi i podcast #118 tog et tidligt kig på Magnus’ personlige top 10 i draften. Du kan finde Magnus’ tanker om Chubb efter 41.00 af podcasten nedenfor.

#6: Indianapolis Colts (f/Jets) – S Derwin James, Florida State
Der er behov næsten overalt på holdet for Colts, hvorfor deres trade ned fra nummer tre til seks, var tæt på en no-brainer med de ekstra valg handlen sikrede dem. Især forsvaret er hullet i alle enheder, så det giver mening at vælge den bedste defensive spiller på brættet. Mens Chubb ville pynte et pass rush, der mangler topniveau, vil Derwin James give en stærk mand i den bageste enhed ved siden af sidste års førsterundevalg, Malik Hooker. James har linet op overalt på forsvaret for Florida State, og giver Colts det måske mest alsidige defensive våben i hele draftklassen.

Hør mere om James omkring 47.15 inde i podcast #118.

#7: Tampa Bay Buccaneers – CB Denzel Ward, Ohio State
Intet hold tillod flere yards i sidste sæson end Buccaneers, og mens der absolut også er behov at adressere på angrebet, så vil det give mest mening at kigge i retning af forsvaret med dette valg. Maurice Hurst er en mulighed til at styrke den defensive front, men behovet for hjælp i den bageste enhed virker større. Brent Grimes vil runde 35 år inden sæsonstart, og kæmpede med skulderproblemer i sidste sæson, mens Vernon Hargreaves missede syv kampe, herunder de sidste seks med en skade. Med udfordringer på starterpladserne – om ikke andet, så på den længere bane grundet Grimes’ alder – og tvivlsom dybde, vil det give masser af mening at kigge i retning af en cornerback, og der er god værdi at hente i Ward, der kan spille både ind- og udvendigt.

#8: Chicago Bears – OG Quenton Nelson, Notre Dame
Nelson er vores næsthøjest gradede spiller, og selvom historikken for at vælge guards så tidligt ikke er stor, kan han meget vel gå tidligere end dette. Andre behov, på positioner med større værdi hos holdene foran, skubber Nelson lidt ned, men hos Bears stopper faldet. Josh Sitton er væk, mens Kyle Long har misset 14 kampe over de seneste to sæsoner, og har været gennem tre operationer i denne offseason (albue, nakke, skulder), så Nelson giver masser af mening. At Matt Nagy så har hentet Nelsons offensive line-coach, Harry Hiestand, fra Notre Dame ind til en tilsvarende stiling på Bears’ trænerstab, får kun valget til at give endnu mere mening.

Du kan blive meget klogere på Nelson og de øvrige offensive linjemænd i årets draft i vores seneste podcast, #127, hvor vi gik i dybden med de tykke drenge på den offensive side af bolden.

#9: San Francisco 49ers – OLB Rashaan Evans, Alabama
Reuben Fosters off-field issues er i fokus i disse dage, men uagtet hvad den situation ender med for Foster og Niners, er der behov for at adressere linebackerkæden. Draften er stærk på positionen i toppen, og Tremaine Edmunds og Roquan Smith kunne også snildt have været valget her. Så længe Foster er på 49ers’ roster, bliver formodningen at han vil varetage starterjobbet i midten (med risiko for at åbne sæsonen med en karantæne), og derfor kigger vi mod ydersiden, hvor Malcolm Smith og Eli Harold pt. er listet som starterne. Harold kan snildt opgraderes, og Smith er lidt et spørgsmålstegn efter at have misset hele sidste sæson med en skade. Det er tæt i toppen af vores OLB-rankings, men Evans fører an, og bliver valget.

#10: Oakland Raiders – IDL Maurice Hurst, Michigan
Ligesom Colts kan Raiders i bund og grund vælge frit mellem alle defensive spillere ved dette valg. Udover Khalil Mack er der ikke meget kvalitet at komme efter på forsvaret, og mens angrebet også har behov flere steder, ligger værdien på dette tidspunkt af draften på den defensive side af bolden. Eddie Vanderdoes gjorde det pænt som rookie, men kan snildt opgraderes, og Hurst er bedste defensive spiller på vores board her. Roquan Smith bør også være en kraftig overvejelse værd.

Hør mere om Hurst omkring 39.05 inde i podcast #118.

#11: Miami Dolphins – RB Derrius Guice, LSU
Dolphins har ligaens måske svageste roster, så der er plads til at adressere de fleste positioner med dette valg. En quarterback kan sagtens forsvares (og bliver angiveligt også overvejet), og Braden Smith, den bedste spiller på vores board, vil lukke et hul på den offensive linje foran Tannehill, men et godt løbeangreb vil også kunne blive en stor hjælp for kasteangrebet. Frank Gore er blevet hentet ind, men han er ikke just en langsigtet løsning, og det er Kenyan Drake næppe heller. Derrius Guice giver Dolphins en fysisk og eksplosiv runner, der kan tage de hårde yards op gennem midten – og også sagtens kan gribe bolden, selvom det ikke er den bedste del af hans spil – mens Drake fungerer bedst i space og i kastespillet.

#12: Buffalo Bills (f/Bengals) – QB Lamar Jackson, Louisville
Selv uden en trade op får Bills deres quarterback. Tag ikke fejl af Jackson: Han er et projekt. Men han er et spændende projekt med masser af upside. Situationen er langt fra optimal for ham på et talentfattigt angreb, men med A.J. McCarron hentet ind vil han kunne starte, mens Jackson bliver gjort klar – og ellers er Jackson en så dynamisk spiller, at han på egen hånd kan være med til at kompensere for det manglende talent han vil være omgivet af. Skal man være en succesfuld quarterback i dagens NFL, skal man kunne kaste bolden, og ikke bare være en god runner, og udfordringen for Bills’ trænerstab vil være at få udviklet den del af Jacksons spil og tilpasset det offensive system til hans styrker.

#13: Washington Redskins – ILB Roquan Smith, Georgia
Endnu et hold med flere store defensive huller. Redskins kan bruge hjælp i hele det defensive front-seven, men et vedvarende problem over de seneste år har været indersiden af linebackerkæden. Zach Brown var en god tilføjelse sidste år og har fået forlænget sin aftale, men Mason Foster ved hans side lader noget tilbage at ønske, og vil, selvom han også er blevet re-signet, være bedst i en reserverolle. Med Smith og Brown vil Redskins langt om længe være stærkt besat på begge positioner, med high-upside spillere, der kan spille alle downs, og kommer Jonathan Allen stærkt tilbage fra sin skade, kan Redskins mangeårige udfordring med at stoppe løbet også begynde at nærme sig en løsning.

Du kan høre mere om Smith ca. 46.30 inde i podcast #118

#14: Green Bay Packers – EDGE Harold Landry, Boston College
Mike Pettine har taget over for Dom Capers som defensiv koordinator, og med tilføjelsen af Muhammad Wilkerson er hullet på defensive end modsat Mike Daniels blevet lukket. Mens Clay Matthews og Nick Perry begge fortsat kan skabe pres, er der ikke meget at komme efter bag dem. Braden Smith er en kraftig overvejelse værd til at lappe en offensiv linje, der over de seneste år er gået fra en klar styrke på holdet, til – især på indersiden – at se ret tyndt besat ud, men efter flere år med defensive udfordringer, er det på sin plads at give Pettine noget mere talent at arbejde med.

#15: Arizona Cardinals – CB/S Minkah Fitzpatrick, Alabama
Patrick Peterson holder stadig et højt niveau, men alt bag ham på positionen lader noget tilbage at ønske. Skal kasteforsvaret forbedres, må opdækningen tage et skridt i den rigtige retning. Fitzpatrick har alsidigheden til at line op både som cornerback og safety, og mens vi foretrækker ham som safety, bør han fra dag 1 være en opgradering over Brandon Williams på ydersiden.

#16: Baltimore Ravens – OG Braden Smith, Auburn
Efter to drafts på stribe med markant defensivt fokus – blot ét af syv valg i de første tre runder har været til angrebet (Ronnie Stanley) – er det på tide at Ravens retter fokus tilbage mod den offensive side af bolden. De fleste positioner på angrebet kan adresseres, og Anthony Miller – vores højest gradede pass catcher – er bestemt en overvejelse værd, men vi kan ikke længere ignorere værdien i Braden Smith. Marshal Yanda er stadig en glimrende guard, men runder 34 år til september, og har blot spillet 15 kampe de seneste to sæsoner (missede de sidste fjorten kampe sidste år med en brækket ankel), og James Hurst på left guard har været overmatched, hvor end han har linet op over de seneste år. Hurst blev hentet tilbage på en 4-årig aftale, men hans alsidighed kan blive brugt som førstereserve på linjen, og når en spiller med Smiths talent falder i skødet på Ravens, er de nødt til at slå til.

#17: Los Angeles Chargers – OLB Tremaine Edmunds, Virginia Tech
Chargers har et af ligaens stærkeste rosters, og var det ikke for notoriske kickerproblemer, ville de med al sandsynlighed have fået muligheden for at vise sig frem i slutspillet i den forgangne sæson. Behovene er ikke overvældende store, så Chargers kan næsten tillade sig bare at vælge den bedste spiller på brættet – evt. tænke i fremtiden med en quarterback (værdien er der bare ikke ifølge vores board i dette scenarie). Edmunds er faldet længere, end vi bryder os om, men faldet stopper hér, og er der ét sted hvor Chargers har et behov hér og nu, så må det være i linebackerkæden.

#18: Seattle Seahawks – OT Mike McGlinchey, Notre Dame
Det har været en travl offseason for Seahawks, og det normalt så stærke forsvar står umiddelbart med flere behov end vi har set tidligere. Med et svækket forsvar, er presset dog også øget på angrebet for at ramme sit topniveau, og skal det ske, har den offensive linje brug for at vise bedre spil – både for at beskytte Russell Wilson og skabe huller i løbespillet – og mens James Daniels og Isaiah Wynn er vores højest gradede linjemænd på brættet, går vi med en tackle i McGlinchey til at styrke ydersiden af linjen. Duane Brown blev hentet i en trade sidste år, og vil blive forsøgt forlænget, men der er behov for at adressere højre side af linjen, hvor Germain Ifedi atter skuffede i 2017 efter sit skifte fra guard.

#19: Dallas Cowboys – WR Anthony Miller, Memphis
Allerede inden meldingerne om den forestående fyring af Dez Bryant var en opgradering af receiverpositionen et klart behov for Cowboys. Allen Hurns er en fin tilføjelse, men Terrance Williams har år efter år vist sine begrænsninger. Miller flyver under radaren, fordi han har været ude med en skade i draftprocessen, men sæt hans tape på, og hans kvaliteter er tydelige.

Bliv klogere på Anthony Miller og resten af årets wide receiver-klasse, som vi gennemgik i podcast #125.

#20: Detroit Lions – RB Ronald Jones II, USC
Der er flere gode muligheder for Lions som brættet falder her. Den offensive linje trænger til forstærkning på indersiden, og både James Daniels og Isaiah Wynn kunne komme i spil. Løbeangrebet har dog også været en udfordring for Lions i flere år, og nu er tiden kommet til at få gjort noget ved det. Jones var sammen med Sam Darnold lyspunkterne på et eller tvivlsomt USC-angreb, og han vil give noget tiltrængt speed til enheden. Han har nogle begrænsninger i kastespillet – især som blocker – men med Theo Riddick i folden, behøver Jones heller ikke blive brugt nævneværdigt på kastedowns fra starten af karrieren.

#21: Cincinnati Bengals (f/Bills) – C James Daniels, Iowa
Lions lader Daniels passere, og Bengals tager imod den foræring med kyshånd. Efter flere år med én af ligaens værste centers, Russell Bodine, falder draftens bedste på positionen til dem. Den offensive linje er den helt store svaghed for Bengals, og trods traden for Cordy Glenn, er der behov for at opgradere yderligere – alle positioner fra center til right tackle kan adresseres, men Daniels er den bedste værdi, og det vil sikre en fin trio fra left tackle til center, der kan beskytte Andy Dalton og give plads til Joe Mixon.

#22: Buffalo Bills (f/Chiefs) – OT Connor Williams, Texas
Netop Cordy Glenn-traden åbner for dette valg til Bills. Dion Dawkins gjorde det solidt på left tackle i Glenns skadesfravær sidste år, men kan passe meget vel bedre på right tackle (hvor Jordan Mills ikke er meget bevendt) eller indvendigt på guard. Williams har også alsidigheden til at spille enten tackle eller guard, og efter Richie Incognitos karrierestop, skal der findes en løsning på indersiden. Der er flere muligheder for at rokere rundt på linjen, men topprioriteten må være at finde en langsigtet løsning på left tackle. Med Williams og Dawkins er der to kandidater, og en opgradering på enten right tackle eller left guard.

#23: New England Patriots (f/Rams) – OT Tyrell Crosby, Oregon
Patriots har masser af valg at arbejde med i årets draft, og ikke nødvendigvis mange behov. Nogle få skiller sig dog ud, og hullet efterladt af Nate Solders skifte til Giants, står som det største – og med Crosby på brættet har de muligheden for at udfylde det største need med det første valg til nogenlunde passende værdi. Crosbys upside er måske en smule begrænset, men hans overblik på banen og evne til spil efter spil at undgå at lave fejl passer perfekt til Patriots og deres ”do your job”-mantra.

#24: Carolina Panthers – OG Isaiah Wynn, Georgia
Presset af cappen måtte Panthers lade Andrew Norwell gå i free agency, men de finder erstatningen med det samme i Wynn. Wynn har spillet på ydersiden hos Georgia, men er bygget klart bedre til indersiden i NFL, og han sikrer Panthers en stærk pass protector på og god run blocker på positionen. Courtland Sutton kunne også overvejes til et talentfattigt receiverkorps, og Billy Price kunne også komme i spil til at spille guard i den kommende sæson, for efterfølgende at tage over i midten af linjen når Ryan Kalil indstiller karrieren med udgangen af 2018-sæsonen.

#25: Tennessee Titans – ILB Leighton Vander Esch, Boise State
Vi er ganske begejstrede for Titans’ ageren hidtil i denne offseason, og de står efterhånden med et roster med ganske få nævneværdige behov. Et lille behov kan findes i linebackerkæden hvor Wesley Woodyard har taget nogle skridt tilbage. Jayon Brown havde en lovende rookiesæson, og med Vander Esch ved sin side vil Titans have en stærk duo til årene fremover.

#26: Atlanta Falcons – IDL Taven Bryan, Florida
Også Falcons’ roster er generelt godt besat med få store behov. En opgradering på indersiden af den defensive linje ved siden af glimrende Grady Jarrett ville pynte, og i Taven Bryan får Falcons en spiller med en enorm mængde upside, der kan skabe kaos fra indersiden af linjen. En opgradering af receiverkorpset bag Julio Jones med et valg Courtland Sutton var også i spil.

#27: New Orleans Saints – TE Mike Gesicki, Penn State
2017-draften markerede noget, der lignede et filosofisk skifte for Saints i retning af større fokus på gode atleter – Marshon Lattimore, Trey Hendrickson, Marcus Williams og Alvin Kamara var alle blandt de bedste atleter på deres respektive positioner ifølge deres SPARQ-score, mens Ryan Ramczyk på tape også lignede en god atlet (men ikke lavede øvelser til at bekræfte det). Med valget af Gesicki kan Saints fortsætte denne trend i 2018 og samtidig opgradere en position, hvor de har kæmpet med at finde en stabil løsning siden Jimmy Graham-traden; Coby Fleener, Ben Watson og Josh Hill er ikke brugbare løsninger på den lange bane, men i Gesicki får de adresseret ét af de største positionelle behov på holdet, med én af de bedste spillere tilbage på brættet, mens de får en glimrende atlet. Jaire Alexander passer på samme profil, hvis de vil opgradere på cornerback, bag Marshon Lattimore.

Gesicki blev sammen med resten af tight end-årgangen – og nogle fullbacks – sat under lup i podcast #126, som du kan finde nedenfor.

#28: Pittsburgh Steelers – CB Jaire Alexander, Louisville
Saints lader Alexander falde forbi, men faldet stopper med det samme. Cornerbackgruppen lader noget tilbage at ønske – Artie Burns har skuffet hidtil og mens Joe Haden gjorde det anstændigt sidste år, kan man godt stille spørgsmålstegn ved, om han er sin løn værd. Safety kunne også komme i spil for at opgradere Sean Davis ved siden af nytilkomne Morgan Burnett, og var der værdi at komme efter på linebacker ville det være topprioriteten efter Ryan Shaziers alvorlige skade. Afhængigt af Le’Veon Bells situation kunne Nick Chubb også blive valget.

#29: Jacksonville Jaguars – OG Will Hernandez, UTEP
Udover quarterback er der ikke mange behov at adressere for Jaguars, men forlængelsen af Blake Bortles’ aftale udelukker nok et valg dér – og der er heller ikke værdi at komme efter i dette scenarie ifølge vores board. En cornerback til slotten kunne være i spil, men værdien er ikke til det, og det efterlader umiddelbart en adressering af den offensive linje som bedste bud – og der er heldigvis for Jaguars god værdi at komme efter i Will Hernandez. Jaguars vil gerne spille fysisk på jorden, og i Will Hernandez får de et godt fit med en klassisk mauler, der har en overraskende pæn mængde atletisk potentiale og gode evner i pass protection. Han bør hurtigt vise sig som en opgradering over A.J. Cann, der kan tage en backuprolle på indersiden.

#30: Minnesota Vikings – OLB Lorenzo Carter, Georgia
Med valget af Hernandez er værdien på den offensive linje væk for Vikings, og det andet af de oplagte behov – cornerback – er også udtømt for oplagt værdi. I Anthony Barr og Eric Kendricks har Vikings en fremragende linebackerduo, men der er plads til at opgradere på den tredje position (selvom Vikings ikke spiller med tre linebackers på en ret stor procentdel af deres spil), og med Barr i et contract year vil Carter stå klar til at kunne tage over næste år, hvis ikke aftalen bliver forlænget.

#31: New England Patriots – WR Courtland Sutton, SMU
Værdien på positionerne, hvor behovene er størst, er ikke specielt god, med første- og næsten også andenrundeværdien udtømt på både linebacker og cornerback. Patriots har en fin gruppe af pass catchers, og har aldrig haft det store behov for topnavne på positionen, men Courtland Sutton vil ikke desto mindre pynte i et receiverkorps, der var ramt af skader sidste år. Julian Edelman og Malcolm Mitchell kom aldrig i aktion i 2017, mens Chris Hogan var begrænset til ni kampe grundet en skulderskade, og resten af receivekorpset består umiddelbart af underpræsterende tidligere førsterundevalg og en skadesplaget Jordan Matthews.

#32: Philadelphia Eagles – RB Nick Chubb, Georgia
De forsvarende Super Bowl-mestre går draften i møde med ét af de mest komplette rosters i ligaen. Running back-gruppen er én af de svagere enheder på holdet og et talent som Nick Chubb vil absolut pynte. Med Jay Ajayi, Nick Chubb, Corey Clement og Wendell Smallwood vil Eagles stå med en alsidig enhed, der har både fysik, fart og pass catching-ability.

 

Husk, at du kan finde en komplet oversigt over vores podcasts inde på Soundcloud. Vi har indtil nu gennemgået alle de offensive positioner, og gennemgang af de defensive topnavne, som vi ikke har gået i dybden med endnu, vil følge i løbet af de kommende små to uger frem mod draften.

308 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top