You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt – Week 17

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Green Bay Packers @ Detroit Lions
Slutspilsrelevans: Ingen
Det kunne have været en kamp om NFCs sidste wild card, men nederlag i de seneste uger har sendt Lions og Packers udenfor kampen om slutspilspladser. Packers har allerede dømt flere spillere ude, er på udebane og umiddelbart det svageste hold. Jim Caldwell kan stå foran sin sidste kamp som Lions-head coach, og jeg tror at spillerne gerne vil give ham en ordentlig afsked – og gør det.

Green Bay Packers 13 @ 24 Detroit Lions

Houston Texans @ Indianapolis Colts
Slutspilsrelevans: Ingen
To hold, der kan stå foran trænerskifte i offseason. Mens det virker givet at Colts skal finde en erstatning for Chuck Pagano, er det mere usikkert om også Bill O’Brien ryger ud. Texans er helt til hundene på quarterbackpositionen og må også klare sig uden DeAndre Hopkins til denne kamp – de har haft et godt tag på Colts i de seneste sæsoner, uagtet hvem der har været under center, og endnu en sejr skal ikke udelukkes. Colts har dog – deres record til trods – gjort det pænt i flere kampe, men ”bare” smidt det på gulvet i fjerde quarter. Kan de ikke slå et Texans-hold i denne forfatning, står det virkelig skidt til. Colts er på hjemmebane, ligner det bedste af holdene, og ligesom med Lions, tror jeg at dét at Pagano med al sandsynlighed træner sin sidste kamp, kan give et lille ekstra boost.

Houston Texans 10 @ 17 Indianapolis Colts

Chicago Bears @ Minnesota Vikings (3+)
Slutspilsrelevans: Vikings spiller for andenseedningen (sikret med ente en sejr, et Saints-sejr, et Panthers-nederlag eller en Rams-sejr)
Meget skal gå Vikings imod, for at de ikke sikrer sig andenseedningen og en friuge i slutspillet. Jeg tvivler på at Bears har det der skal til for for alvor at give problemer her. John Fox får sin formentlig sidste kamp som Bears-head coach, men mod et Vikings-mandskab med noget på spil, bliver det meget svært at give Fox en ordentlig afsked. Vikings bør være bedst i alle faser af spillet.

Chicago Bears 7 @ 27 Minnesota Vikings

New York Jets @ New England Patriots
Slutspilsrelevans: Patriots spiller for førsteseedningen (sikret med en sejr eller et Steelers-nederlag)
Vi skal kun to år tilbage i tiden for at finde et Patriots-hold, der gik ind til Week 17 blot én sejr over en 5-10-divisionsrival fra AFCs førsteseedning – de tabte i Miami, endte med en udekamp i Denver i AFC-finalen, som blev tabt. Jeg tænker at de har lært noget af det, og ikke dummer sig igen – læg dertil, at de denne gang ikke spiller i Miami, hvor de ofte har kæmpet, men i stedet er på hjemmebane mod Jets, og vi bør få en Patriots-sejr. Jets har tildelt head coach Todd Bowles og general manager Mike Maccagnan forlængelser efter en sæson, der formentlig ender 5-11 efter en 3-2-start – men ikke desto mindre er ganske velfortjente med tanke på de forventninger der var til holdet forud for sæsonen. Patriots måtte kæmpe lidt hårdere end ventet for 24-17-sejren i det første møde (med lidt hjælp fra NFLs værste regel på Austin Seferian-Jenkins’ touchdown/touchback), men på hjemmebane og hjemmebanefordelen gennem slutspillet på spil, så bør de kunne gøre det nødvendige – selv hvis spillet nok engang ikke klikker helt.

New York Jets 16 @ 27 New England Patriots

Washington Redskins @ New York Giants
Slutspilsrelevans: Ingen
Jay Gruden vender tilbage som Redskins-head coach og Giants har ansat Dave Gettleman som general manager og er på jagt efter en ny head coach. Et nederlag (eller et Colts-nederlag) vil sikre Giants valg nummer to i draften, men det er næppe et mål. Eli Manning kunne se ud til at få endnu en sæson i klubben, så der er heller ikke på den front umiddelbart lagt op til at hjemmeholdet har noget ekstra at spille for. Redskins bør være det bedste af holdene, og trods udebane går jeg med dem.

Washington Redskins 24 @ 17 New York Giants

Dallas Cowboys @ Philadelphia Eagles
Slutspilsrelevans: Ingen (Eagles er sikret førsteseedningen)
Med hjemmebanefordelen gennem NFCs slutspil sikret, ventes Eagles at lade flere af starterne sidde helt eller delvist over i kampen. Cowboys har intet på spil, men har lidt at revanchere efter sidste uges nederlag til Seahawks, og mod et Eagles-hold, der formentlig allerede har blikket rettet mod slutspillet, burde det være muligt at hente den sejr.

Dallas Cowboys 27 @ 17 Philadelphia Eagles

Cleveland Browns @ Pittsburgh Steelers
Slutspilsrelevans: Steelers spiller for førsteseedningen (sikres med en sejr og et Patriots-nederlag)
Der er en del, der tyder på at Steelers agter at spare flere startere til denne kamp, og det åbner for muligheden for at Browns kan fremtvinge en aflysning af 0-16-paraden i Cleveland. Men kan Browns slå Steelers’ reserver? Det er ikke givet. Og vil Steelers reelt spille alle reserverne, med risiko for at det koster en førsteseedning, hvis Patriots skulle smide kampen mod Jets? Det kunne det godt tyde på. Vil jeg så Browns til at slå Steelers’ reserver? Nej – heller ikke selvom jeg godt kunne se dem give alt hvad de overhovedet kan for at undgå 0-16.

Cleveland Brows 13 @ 20 Pittsburgh Steelers

De sene søndagskampe:
Kl. 22.25:
Carolina Panthers @ Atlanta Falcons (3+)
Slutspilsrelevans: Eneste kamp i runden med noget på spil for begge hold – Falcons spiller for wild card, Panthers for divisionstitel og måske friuge i slutspillet (Falcons sikrer sig wild card med sejr eller Seahawks-nederlag – Panthers er sikret mindst femteseedningen, men tager divisionen med en sejr og et Saints-nederlag; hvis Vikings og Rams derudover begge taber får Panthers andenseedningen; hvis Vikings vinder og Rams taber får de tredjeseedningen; hvis Rams vinder får de fjerdeseedningen)
The Main Event of Week 17. Det kan være alt eller intet for Falcons, der er i en win-and-in-situation, mens Panthers med et nederlag star uden mulighed for at sikre sig divisionen. Begge skal bruge sejren og begge vil gå hårdt efter at sikre sig den – i Panthers’ tilfælde, uagtet udfaldet af Vikings’ kamp, selvom et Vikings-nederlag til Bears vil kunne gøre det endnu mere spændende, med muligheden for at sikre sig andenseedningen, hvis de øvrige resultater flasker sig. Panthers vandt 20-17 i det første møde i Week 9, men havde generelt et godt tag på Falcons i opgøret. Det var i netop den kamp Panthers for alvor fik gang i det løbeangreb, der har gjort meget for at sikre dem seks sejre i de syv kampe siden mødet. Fem af de syv kampe har dog været på hjemmebane, og på udebane er de blot 1-1 (35-27 over Jets, 21-31 mod Saints), så måske formen er lidt misvisende. Falcons er farlige på hjemmebane, men har ikke for alvor leveret nogen overbevisende præstation i lang tid – det vil være et meget passende tidspunkt at gøre det i dette opgør, men jeg har bare ikke rigtig tiltroen til at de kan sætte det sammen. Panthers’ forsvar bør kunne give problemer, og jeg er ikke sikker på at Falcons’ (løbe-)forsvar kan lukke ned for Panthers-angrebet. Det er tæt, men jeg går med gæsterne.

Carolina Panthers 23 @ 20 Atlanta Falcons

Cincinnati Bengals @ Baltimore Ravens
Slutspilsrelevans: Ravens spiller for et wild card (sikret med en sejr eller et nederlag til Titans og/eller Bills)
For femte gang på seks sæsoner tørner Ravens og Bengals sammen i sidste spillerunde, og med tanke på at værterne kun er garanteret en slutspilsplads hvis de vinder denne kamp, er der måske lidt bævren i Ravens-land med tanke på at de er 0-4 i de foregående fire Week 17-møder. Til forskel fra de andre opgør har Ravens dog hjemmebanefordel denne gang, og mens de kan få et wild card selv hvis de taber, så kan de ikke tillade sig at lade andre kampe afgøre deres skæbne. På hjemmebane mod et ustabilt Bengals-hold, man slog 20-0 i sæsonpremieren – og som ikke just står meget stærkere i dag, mens Ravens omvendt ser ud til i et vist omfang at have fundet melodien på angrebet – skal Ravens tage sejren. Det kan snildt gå galt, men det må det ikke. Bengals’ offensive linje og løbeangreb bør være overmatched mod Ravens’ forsvar, og så skal Ravens-angrebet kunne gøre resten af arbejdet færdigt derfra.

Cincinnati Bengals 6 @ 20 Baltimore Ravens

Buffalo Bills @ Miami Dolphins
Slutspilsrelevans: Bills spiller for et wild card (sikret med en sejr og et nederlag til enten Ravens eller til både Titans og Chargers; tager femteseedningen hvis både Titans og Ravens taber; tager sjetteseedningen hvis Titans vinder og Ravens taber eller hvis Ravens vinder og både Titans og Chargers taber)
Bills styrer ikke deres egen slutspilsskæbne, men skal vinde for at holde liv i håbet. Dolphins’ middelmådige sæson lakker mod enden og det kan meget vel blive det sidste gang vi ser Jay Cutler på banen. Det har været meget op og ned for Bills i år – men det har det så sandelig også for Dolphins, som Bills besejrede med 24-16 på hjemmebane for blot to uger siden, i et opgør hvor Bills havde det klare overtag. På udebane kan det godt blive sværere, men det er en kamp, der må og skal vindes – det vil ikke chokere mig hvis de bukker under for presset og leverer en svag præstation, men motivationen får lov at trumfe (selvom Dolphins ganske givet også er motiverede for at slukke håbet for Bills).

Buffalo Bills 23 @ 17 Miami Dolphins

New Orleans Saints @ Tampa Bay Buccaneers
Slutspilsrelevans: Saints spiller for divisionstitel (sikret med sejr eller Panthers-nederlag; sejr og Rams-nederlag giver tredjeseedning; hvis Rams vinder og Panthers taber er Saints sikret fjerdeseedningen, uanset udfaldet af denne kamp)
Skal Saints vinde NFC South skal de ”bare” vinde her – et nederlag og en Panthers-sejr vil betyde femteseedning og et besøg hos enten Rams eller Panthers, og med tanke på den hjemmebanefordel Saints (med enkelte undtagelser) har haft i New Orleans, er det absolut værd at spille for, uanset om det vil være mod Falcons, Seahawks eller Panthers i Wild Card Weekend. Meldingerne fra Tampa går på at Dirk Koetter vender tilbage til næste sæson, men vil et ydmygende nederlag her i sidste runde kunne ændre den beslutning? Der er risiko for en afklapsning mod et stærkt Saints-mandskab, der har masser på spil og vandt problemfrit med 30-10 i det første møde. Bucs har det svært mod løbet og Saints har et stærkt løbeangreb, som jeg ikke ser blive lukket ned. That should do it.

New Orleans Saints 31 @ 14 Tampa Bay Buccaneers

Jacksonville Jaguars @ Tennessee Titans
Slutspilsrelevans: Titans spiller for et wild card (sikret med en sejr eller nederlag til Chargers og Bills; en sejr og et Ravens-nederlag sikrer femteseedningen, mens sjetteseedningen kommer i hus med en sejr og en Ravens-sejr eller nederlag til både Titans, Chargers og Bills). Jaguars er sikret tredjeseedningen
Ovenpå det skuffende nederlag til 49ers i sidste uge forlyder det at Jaguars agter at spille starterne i denne uge. Om det varer ved i hele kampen eller planen i praksis kun er at give dem en halvleg i en kamp, der ikke har nogen indflydelse på hvor Jaguars ender, må tiden vise. Jaguars kan dog gøre sit for at holde Titans ude af slutspillet – eller i hvert fald tilsikre, at hvis de kommer ind, så bliver det dem de også skal møde i næste uge (da Titans i bedste fald kan blive sjetteseedet med et nederlag) – og det er måske også værd at spille for. Titans er sikret slutspil med en sejr, men hvis Jaguars virkelig går ind til kampen med det rette mindset, så ser det svært ud for Titans, uagtet deres 37-16-ydmygelse af Jaguars tilbage i Week 2 i Jacksonville. Titans’ angreb er ustabilt, og mens det ikke nødvendigvis er en stor svækkelse at DeMarco Murray er ude, så bør et motiveret Jaguars-forsvar kunne lukke ned for Titans’ offensiv, og så er spørgsmålet kun om Jaguars kan få gang i løbeangrebet eller om det skal hænge på Blake Bortles, der trods nogle gode kampe i december, stadig er svær helt at stole på. Jeg går med Jags, men jeg er langt fra overbevist om at de tager sejren.

Jacksonville Jaguars 24 @ 16 Tennessee Titans

Kansas City Chiefs @ Denver Broncos
Slutspilsrelevans: Ingen (Chiefs er sikret fjerdeseedningen)
Med fjerdeseedningen sikret er det tid for Chiefs til at se førsterundevalget Patrick Mahomes an. Han må klare sig uden Tyreek Hill, der ovenpå sin fars død, sidder kampen over. Selvom jeg ikke var stor Mahomes-fan i draften, er han i en god situation hos Chiefs, og selv uden Hill, bør angrebet omkring ham være godt nok til at give problemer for Broncos – eller i hvert fald gøre mere end Broncos’ angreb formår, trods hjemmebane.

Kansas City Chiefs 20 @ 10 Denver Broncos

Oakland Raiders @ Los Angeles Chargers
Slutspilsrelevans: Chargers spiller for wild card (sjetteseedningen sikres med en sejr, et Titans-nederlag, samt enten en Ravens-sejr eller et nederlag til både Ravens og Bills)
Chargers er afhængige af hjælp fra først og fremmest Jaguars (der vil være modstanderen i Wild Card-runden, hvis Chargers kommer i slutspillet), hvis de skal i slutspillet – men der er ingen pointe i at holde øje med øvrige resultater, hvis ikke de selv får gjort det nødvendige arbejde. En sejr er på krævet, og mod et kriseramt Raiders-hold, der kan risikere at så foran et trænerskifte ovenpå en skuffende sæson, er der umiddelbart gode muligheder. Chargers har dog haft mere eller mindre notoriske problemer indenfor divisionen de seneste år – inden deres 17-16-sejr i Oakland tidligere på sæsonen, havde de tabt fire på stribe til Raiders, alle dog indenfor én scoring. Intet vil være mere Chargers-agtigt end at alle resultater flasker sig for dem, og de i fjerde quarter finder en grim måde at tabe denne kamp på. Chargers må og skal vinde, og de bør finde en måde at gøre det på, selv hvis de ikke for alvor rammer dagen. Hvis Raiders er i drillehumør kan de snildt give problemer, men der er ingen undskyldning for Chargers for ikke at gøre deres del af arbejdet.

Oakland Raiders 13 @ 26 Los Angeles Chargers

San Francisco 49ers @ Los Angeles Rams
Slutspilsrelevans: Rams spiller for tredjeseedningen (sikret med en sejr; hvis de taber får de fjerdeseedningen hvis Saints og/eller Panthers vinder)
Selvom Rams har en seedning på spil vil de angiveligt spare flere startere til denne kamp mod et formstærkt 49ers-hold, der har vundet fire på stribe, og fået et skud optimisme frem mod næste sæson med Jimmy Garoppolo under center. Mod et reservespækket Rams-hold, skal 49ers – udebane til trods – tage sejren.

San Francisco 49ers 23 @ 10 Los Angeles Rams

Arizona Cardinals @ Seattle Seahawks
Slutspilsrelevans: Seahawks spiller for wild card (sikrer sig sjetteseedning med sejr og Falcons-nederlag)
Få hold har haft større succes med at tage fra Seattle med en sejr end Cardinals, der har vundet tre af de seneste fire møder hos Seahawks. I Cardinals’ nuværende forfatning er det dog svært at se dem tage sejren i Seattle, selv mod et Seahawks-hold, der har problemer på begge sider af bolden. Russell Wilson bør nok engang gøre forskellen – og så må Seahawks håbe at Panthers kan give dem den nødvendige hjælp til at de får sjetteseedningen.

Arizona Cardinals 9 @ 17 Seattle Seahawks

2,881 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top