You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt – Week 16

Saturday Night Football:
Kl. 22.30:
Indianapolis Colts @ Baltimore Ravens (3+)
Colts har haft ekstra forberedelsestid, men som de spiller er det formentlig underordnet i øjeblikket. Ravens er langt fra et komplet mandskab, men de er på praktisk talt alle fronter bedre end Colts. Dertil kommer at Ravens har motivationen med en slutspilsplads på spil – og hjemmebanefordelen. Gæsterne kan spille frit, og det er måske deres chance – men Ravens bør tage denne.

Indianapolis Colts 13 @ 24 Baltimore Ravens

2.30:
Minnesota Vikings @ Green Bay Packers (3+)

Aaron Rodgers kom, han så og Packers fejlede. Rodgers’ comeback blev en kortfattet fornøjelse og han er nu sendt på injured reserve efter Packers’ slutspilsdrøm blev knust. Det bliver dermed Brett Hundley – uden skadede Davante Adams til rådighed – der skal forsøge at stikke en kæp i hjulet på Vikings’ håb om at sikre sig hjemmebanefordel gennem slutspillet. Mod et stærkt Vikings-hold, kan jeg kun sige held og lykke. You’re gonna need it. Vikings’ third down-defense er historisk godt, og det er svært at se Packers finde nævneværdig success mod det her forsvar.

Minnesota Vikings 31 @ 13 Green Bay Packers

Juleaftensbold:
De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Tampa Bay Buccaneers @ Carolina Panthers
Bucs kæmpede bravt i mandags mod Falcons, men måtte, trods Jameis Winstons bedste kamp i sæsonen, i sidste ende se sig slået. Nu venter så et Panthers-hold, der i de to seneste kampe har sænket Vikings og Packers (med Aaron Rodgers). I divisionsopgør skal vi selvfølgelig aldrig udelukke noget, men jeg har svært ved at se Bucs tage til Charlotte og hente sejren – også selvom Panthers mangler karantæneramte Thomas Davis. Panthers bør have for mange tangenter at spille på.

Tampa Bay Buccaneers 17 @ 27 Carolina Panthers

Cleveland Browns @ Chicago Bears
Sidste år fik Browns hentet den ene sejr, der forhindrede 0-16, i næstsidste runde. Med to skud tilbage i bøssen i år, er det formentlig også nu det skal være – Steelers venter i sidste runde, men vil uanset udfaldet af kampene i denne runde have noget på spil i den kamp. Bears har endnu ikke vundet en kamp som favoritter i John Fox-æraen, og med Vikings på programmet i sidste runde, er det her også sidste chance for dem for at bryde den statistik, med tanke på at Fox med al sandsynlighed er færdig som head coach for holdet efter denne sæson. Bears er retteligt favoritter, men det er svært at lure hvilken udgave af holdet, der tropper op til kamp – det, der pryglede Bengals med 33-7 eller det, der var overmatched mod Lions i sidste runde? Browns har ingen takeaways i fire kampe på stribe, og har selv begået otte turnovers i disse (alle i de seneste tre alene), og fortsætter den tendens, er det svært at se dem undgå 0-15. Jeg vil absolut ikke afvise en Browns-sejr, og jeg er fristet til at tage dem, men jeg går med Bears.

Cleveland Browns 17 @ 20 Chicago Bears

Detroit Lions @ Cincinnati Bengals
Bengals’ spil er faldet helt fra hinanden i de seneste kampe – 7-33 og 7-34 er de seneste to kampe tabt med. Nu venter det tredje opgør på stribe mod et NFC North-mandskab, og med Lions kæmpende for en plads i slutspillet, mens Bengals’ sæson er slut, kan motivationen meget vel være til forskel – uagtet, at dét at kunne spille frit, uden noget på spil, også har vist sig effektivt for nogle mandskaber, især mod hold, der folder sammen når de har noget på spil. Lions er ikke noget fantastisk hold, men de bør være gode nok til at vinde her, også selvom det er på udebane.

Detroit Lions 31 @ 10 Cincinnati Bengals

Miami Dolphins @ Kansas City Chiefs
Dolphins lever på yderste mandat i kampen om en slutspilsplads, men deres niveau er svært at blive klog på. Deres sejr over Patriots var flot, men de skuffede i nederlaget til Bills i sidste uge. Chiefs ser så småt ud til at have fundet spillet med deres sejre i de seneste kampe, og de tog et vigtigt skridt mod divisionen med sejren over Chargers i sidste uge. Dolphins er bestemt ikke uden chancer for at tage sejren her – det er begrænset hvad Chiefs realistisk kan nå, og divisionstitlen kan blive sikret hvis de ”bare” slår Broncos i næste uge i Denver. De vil dog ganske givet gerne sikre sig den allerede nu, og hjemme på Arrowhead er de så stærke, at jeg ikke kan få mig selv til at spå Adam Gases mandskab tage sejren.

Miami Dolphins 16 @ 23 Kansas City Chiefs

Buffalo Bills @ New England Patriots
Revanchetid for Bills – og Tre’Davious White? Bills fik store klø for tre uger siden, da de hjemme tog imod Patriots; nu tager de til Foxborough i jagten på revanche, og fastholdelse af et wild card. Patriots hentede den vigtige sejr over Steelers, der har bragt dem op på AFCs førsteseedning, men de skal vinde ud for at være sikre på at fastholde hjemmebanefordelen gennem slutspillet. Bills har forsvaret til på dagen at kunne volde Patriots problemer, men jeg kan ikke få mig selv til at spå dem tage til Foxborough og vinde. Det spring er alligevel for stort.

Buffalo Bills 20 @ 27 New England Patriots

Atlanta Falcons @ New Orleans Saints (TV3 Sport)
Ugens topbrag. Falcons holdt liv i håbet om ikke bare slutspil, men divisionstitel, med sejren over Saints for to uger siden – nu skal de så til New Orleans og forsøge at tage et skridt nærmere divisionen, og i samme ombæring lægge afgørende afstand til holdene udenfor slutspillet, der ved et Falcons-nederlag vil kunne komme op på siden af Dan Quinns mandskab, inden den svære kamp mod Panthers i næste uge. Falcons har et modbydeligt slutprogram, og de er i klar risiko for at sætte det hele over styr. Begge holdene i denne kamp styrer selv deres skæbne – hvem end af dem der vinder her, vil med en sejr i næste uge sikre sig divisionen. I New Orleans går jeg ikke imod Saints her, men jeg vil bestemt ikke afvise at Falcons nok engang kan trække det længste strå.

Atlanta Falcons 24 @ 27 New Orleans Saints

Los Angeles Chargers @ New York Jets
Chargers skuffede fælt mod Chiefs, men lever stadig i kampen om slutspil. Jets holdt det tæt mod Saints, men manglede det sidste i fjerde quarter. Nu tager Chargers turen på tværs af landet til en tidlig kamp på østkysten – det kan snildt gå galt. Til gengæld er der ingen chance for at jeg spår Bryce Petty og co. til at vinde den her kamp. Chargers live to fight another week.

Los Angeles Chargers 24 @ 14 New York Jets

Los Angeles Rams @ Tennessee Titans
Titans har tabt to på stribe, og har to svære kampe i vente de kommende runder. Efter 8-4 er de nu i klar risiko for at misse slutspillet. Rams er én sejr fra at sikre sig NFC West-titlen og den første tur i slutspillet siden 2004, og selvom de spiller på udebane i en tidlig kamp et par tidszoner væk, så går jeg med dem. Titans har et stærkt løbeforsvar, der kan give problemer for Todd Gurley, men deres kasteforsvar halter, og deres angreb har haft det særdeles svært, og har en svær kamp i vente overfor Rams’ forsvar.

Los Angeles Rams 31 @ 20 Tennessee Titans

Denver Broncos @ Washington Redskins
Én af de få ligegyldige kampe i denne runde, hvor ingen af holdene har noget på spil i forhold til slutspil. Broncos starter Brock Osweiler, mens Paxton Lynch får endnu en uge til at blive skadesfri. Redskins har skuffet i den seneste tid, ikke mindst efter de ramte den på papiret lettere del af kampprogrammet. Denne skal de kunne vinde.

Denver Broncos 13 @ 20 Washington Redskins

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Jacksonville Jaguars @ San Francisco 49ers
49ers har endnu ikke tabt siden Jimmy Garoppolo blev udnænt som startende quarterback. Nu venter dog den hidtil sværeste opgave mod et stærkt Jaguars-forsvar. Offensivt har Jaguars også været godt kørende og Blake Bortles har endnu fejl i de seneste kampe. Jaguars lever fortsat i kampen om en friuge i slutspillet, og skal de fastholde det håb, kræver det en sejr her.

Jacksonville Jaguars 24 @ 10 San Francisco 49ers

Kl. 22.25:
New York Giants @ Arizona Cardinals
Drew Stanton er tilbage under center for Cardinals, når de skal forsøge at fastholde muligheden for at nå at undgå en losing season. Giants kæmpede godt mod Eagles i sidste uge, men måtte i sidste ende se sig besejret. Cardinals er favoritter, og mens jeg ikke vil blive chokeret hvis Giants kan hente sejren, så bliver det hjemmebanefordelen, der får lov at afgøre det for mig hér.

New York Giants 17 @ 24 Arizona Cardinals

Seattle Seahawks @ Dallas Cowboys (TV3 Sport)
Ezekiel Elliott er tilbage efter udstået karantæne, og får et matchup mod et Seahawks-forsvar, der blev løbet i sænk af Todd Gurley i sidste uge. Umiddelbart lyder det ret indbydende, men jeg ser ikke umiddelbart Seahawks levere en så forfærdelig defensiv (eller offensiv) præstation to kampe i træk, og de kunne snildt gå ud og tage sejren i en ren trodsreaktion. Cowboys har fortsat mange mangler, men kan måske få et mentalt boost af at have Elliott tilbage – de risikerer dog at være uden Tyron Smith, og det kan vise sig at være et afgørende fravær, hvis han sidder over. Begge hold lever akkurat i kampen om slutspil, men taberen af opgøret vil endegyldigt være ude. Jeg tror i praksis at løbet er kørt for dem begge, og mens jeg kan se Elliott gøre en forskel, så er mavefornemmelsen i løbet af dagen skiftet, og jeg går med Seahawks.

Seattle Seahawks 30 @ 24 Dallas Cowboys

Monday Night Football:
Kl. 22.30:
Pittsburgh Steelers @ Houston Texans (TV3 Sport)
Trap game? Steelers led et bittert nederlag til Patriots, og satte – i hvert fald for nu – førsteseedningen over styr. Dertil kommer så skaden til Antonio Brown, og vi står med et Steelers-hold, der kan have taget et par alvorlige mentale slag inden en kamp de på papiret burde kunne vinde let. Og som vi ved er det netop den slags kampe de ofte har svært ved at vinde. Texans blev blæst af banen af Jaguars og har tabt fire på stribe og syv af otte siden deres 3-3-start. Steelers’ favoritværdighed kommer vi ikke udenom, og selvom jeg går med dem, vil det slet ikke komme bag på mig, hvis de taber.

Pittsburgh Steelers 20 @ 16 Houston Texans

Kl. 2.30:
Oakland Raiders @ Philadelphia Eagles (TV3 Sport)
Eagles er én sejr fra at sikre sig hjemmebanefordel gennem slutspillet. Nick Foles kan gøre sit for at sikre det mod et Raiders-forsvar, han tidligere har kastet syv touchdowns mod i én kamp. Så galt går det næppe denne gang, men Raiders – der stadig hænger på i kampen om AFCs wild cards med det yderste af neglene – kan godt få store problemer. Det er muligt, at de skal håbe på nogle store Patterson-returns, for at have en ordentlig chance, for både offensiven og defensiven ser på papiret overmatched ud i denne kamp. Giants fik dog lov at gøre det tæt mod Eagles i sidste uge, så måske Raiders kan gøre det samme. Men jeg tvivler.

Oakland Raiders 17 @ 34 Philadelphia Eagles

559 total views, 2 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top