You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt – Week 12

De tidlige søndagskampe – kl. 19.00:
Tampa Bay Buccaneers @ Atlanta Falcons
Med to sejre på stribe har Bucs fået kæmpet sig på 4-6 – de er dog stadig to sejre fra tredjepladsen i NFC South. Den indtages af netop dagens modstander, Falcons, der med to stærke præstationer har sænket Cowboys og Seahawks i de seneste kampe, og har vundet tre af de seneste fire kampe. Angrebet har vist mere effektivitet og forsvaret hat taget et skridt frem, og mod et Bucs-hold, der virker overmatchet på begge sider af bolden, må og skal Falcons tage denne sejr. Sejren over Seahawks sendte dem op på sjetteseedningen i NFC, men kampen om den sidste plads i slutspillet er hård, og med Vikings, Saints x2 og Panthers på programmet i løbet af de sidste fem uger, kan Falcons ganske enkelt ikke tåle at tabe denne.

Tampa Bay Buccaneers 17 @ 27 Atlanta Falcons

Cleveland Browns @ Cincinnati Bengals
Der er seks skud tilbage i bøssen for Browns, og at finde sæsonens første sejr mod Bengals i kampen om Ohio, vil givet være én af de mest glædelige måder at undgå 0-16 på. Skaderne har dog hobet sig op for Browns, og der er mere oplagte kampe at kigge i retning af, hvis vi skal finde en mulig sejr til Hue Jacksons mandskab. Trods en 4-6-record, er Bengals blot én sejr bag sjetteseedningen i AFC, og skal de overraske og tage pladsen, så er det her en kamp de ikke kan tillade sig at tabe. Der er flere svære kampe tilbage på programmet, så det bliver rigeligt svært, selv hvis de er 5-6 efter denne runde. Selvom Bengals er 2-2 i de seneste fire kampe, har begge sejre været snævre mod dårlige modstandere – 24-23 over Colts, 20-17 over Broncos – så forventning om storspil skal man næppe have. Alt andet lige bør de dog kunne gøre nok hér.

Cleveland Browns 13 @ 20 Cincinnati Bengals

Tennessee Titans @ Indianapolis Colts
Med nederlaget til Steelers sidste torsdag mistede Titans et skridt i kampen om AFC South, men holder dog fast i femteseedningen i konferencen. Kampprogrammet er overkommeligt i de kommende uger – indtil Rams og Jaguars venter i de sidste to kampe, dog begge på hjemmebane – så selvom de kun er én sejr foran holdene, der kæmper om sjetteseedningen, bør der ikke være alt for megen bekymring over om slutspillet bliver misset. Skal man være bekymret over noget, er det dog, at spillet virkelig ikke har været imponerende de seneste to måneder. Sejrene er kommet, men det har sjældent været overbevisende. Siden sejren over Colts i Week 6 er Titans 4-1, mens Colts er 1-4, og selvom Colts har vist defensive fremskridt, og har nok på angrebet til at kunne presse Titans, så er Titans favoritter. Sejren over Colts brød en stime på 11 kampe i træk, hvor Titans havde tabt til divisionsrivalerne – de er nu 2-16 i de seneste 18 indbyrdes møder. Den statistik får mig til at tøve lidt når jeg skal vælge en vinder, og bør om ikke andet give lidt håb om en spændende kamp. Men jeg går med Titans.

Tenenssee Titans 27 @ 20 Indianapolis Colts

Buffalo Bills @ Kansas City Chiefs (TV3 Sport)
Thanksigiving-kampprogrammet var godt. Søndagens kampprogram er mildest talt uinspirerende, og at en kamp mellem to hold i stor resultatmæssig krise, skulle være det på papiret bedste og vigtigste af opgørene her kl. 19 er lidt sørgeligt. Ikke desto mindre er det tilfældet, og vigtigheden af kampen skal ikke undervurderes. Hvem end der taber hér, kan meget vel være færdige for i år, mens holdet der vinder, står med muligheden for at få sæsonen tilbage på sporet. Chiefs har tabt fire af de seneste fem, mens Chargers med fem sejre i de seneste syv kampe, har kæmpet sig ind i AFC West, og aktuelt er blot én sejr fra Andy Reids mandskab. Bills har tabt tre på stribe siden de handlede Marcell Dareus til Jaguars og tilladt 213 rushing yards i snit i de opgør. Efter bænkningen af Tyrod Taylor leverede Nathan Peterman én af historiens statistisk værste kampe – halvlege – med fem interceptions og blot seks completions, og nu er Taylor tilbage under center. Han må klare sig uden Cordy Glenn og Kelvin Benjamin, men har et fint matchup mod et Chiefs-forsvar, der har kæmpet hele sæsonen. Chiefs’ angreb – og ikke mindst Alex Smith – er faldet tilbage i sine gamle vaner, og det hjælper bestemt ikke holdet. Chiefs er det bedste af holdene, og på hjemmebane skal de kunne tage denne sejr – og få gang i Kareem Hunt igen – men udeluk bestemt ikke at Bills kan levere overraskelsen. Hvordan Tyrod Taylor reagerer på behandlingen i den seneste halvanden uge, kan blive afgørende – går han på banen med mindre selvtillid eller går han på banen med en vilje til at modbevise alle, der har tvivlet på ham? Der er dog risiko for at det kan være ligegyldigt med Bills’ løbeforsvar…

Buffalo Bills 16 @ 30 Kansas City Chiefs

Miami Dolphins @ New England Patriots
Dolphins er elendige. Patriots er gode. Patriots er på hjemmebane, hvor de har ikke har tabt til Dolphins siden 2000, på nær kampe hvor Brady ikke har spillet, eller kun har spillet begrænset (Week 17 i 2005, samt mødet i 2008). Jay Cutler er ude, så det bliver Matt Moore, der får fornøjelsen af at blive blæst af banen i denne omgang.

Miami Dolphns 10 @ 34 New England Patriots

Carolina Panthers @ New York Jets
Tre sejre på stribe og udhvilede efter en friuge. Panthers kommer friske ind til ugens kamp og er ganske klare favoritter mod et Jets-mandskab, der har tabt fire af sine seneste fem kampe, men dog også kommer frisk fra en bye. Jets’ angreb har haltet en smule i flere af de seneste kampe, mens Panthers har løbet for 495 yards i de seneste to kampe, siden de, angiveligt med henblik på at få gang i løbeangrebet, handlede Kelvin Benjamin til Bills. Jets er måske nok ikke så dårlige som vi troede, men jeg tror ikke de er gode nok til at tage sejren her.

Carolina Panthers 28 @ 17 New York Jets

Chicago Bears @ Philadelphia Eagles
Eagles er NFLs aktuelt stærkeste mandskab, og på hjemmebane er det svært at se dem ikke gå på 10-1, når de får besøg af et Bears-hold, der har tabt tre på stribe, og ikke – på hjemmebane – kunne sænke Packers. Bears viste lidt fremskridt mod Lions, men Eagles er markant stærkere på begge sider af bolden, og selvom Bears’ forsvar har potentialet til at give de fleste hold problemer, er Eagles så komplette på angrebet, at jeg ikke ser dem blive stoppet – og skulle det ske, vil Bears stadig skulle sætte nok point på tavlen til at tage sejren, og det sker næppe.

Chicago Bears 10 @ 27 Philadelphia Eagles

De sene søndagskampe:
Kl. 22.05:
Seattle Seahawks @ San Francisco 49ers
Skader og tvivlsomt spil har sendt Seahawks udenfor NFCs slutspil, og kampprogrammet byder på Eagles, Jaguars og Rams i de kommende tre uger (og så et Cowboys-hold med Ezekiel Elliott tilbage i Week 16), så der er akut behov for at genfinde formen. Selv hvis ikke forsvaret rammer topniveau og selv hvis den offensive linje fortsætter sit elendieg spil, bør Russell Wilson alene næsten være nok til at sikre sejren mod et 49ers-hold, der endnu ikke er klar til at sende Jimmy Garoppolo i aktion. 49ers har haft to uger til at forberede sig, og gik på bye med sæsonens første sejr, men selvom de er mere friske og kan have fået lidt selvtillid af sejren, så ser jeg dem ikke levere overraskelsen her.

Seattle Seahawks 27 @ 13 San Francisco 49ers

Kl. 22.25:
New Orleans Saints @ Los Angeles Rams (3+)
Dagens kamp! For anden uge i træk tager Rams part i den på papiret bedste af søndagens kampe. Efter et klart nederlag hos Vikings, har de denne gang hjemmebanefordel mod et formstærkt Saints-hold, der dog måtte kæmpe hårdt for sejren mod Redskins i sidste uge – deres ottende sejr på stribe krævede 15 point i de sidste tre minutter, og et field goal i overtid. Nu venter så en udekamp mod et endnu stærkere angreb – og et bedre forsvar. For få dage siden ville jeg uden megen tøven være gået med Saints, men nu er jeg mere i tvivl. Saints’ løbeforsvar er stadig ikke godt, så forudsat Rams ikke bliver hægtet af fra start, bør Todd Gurley kunne gøre en del skade, og samtidig har Rams et forsvar, der kan give Saints problemer. Læg dertil at Saints må undvære Marshon Lattimore (Rams er dog også uden Robert Woods), og vi har et Rams-hold med bedre chancer end jeg umiddelbart var tilbøjelig til at give dem. Er det nok til at tage sejren? Det kunne det meget vel vise sig at være. Men jeg går alligevel med første indskydelse og siger Saints – deres angreb er så stærkt i øjeblikket, og Rams’ løbeforsvar har også haft problemer på det seneste.

New Orleans Saints 23 @ 17 Los Angeles Chargers

Jacksonville Jaguars @ Arizona Cardinals
The Blaine Gabbert Revenge Game! Yeah, that’s not happening… Cardinals vandt godt nok over Texans i sidste uge, men Jaguars er bedre til at straffe de fejl Gabbert uundgåeligt vil komme til at lave mod et så stærkt forsvar, og efter tilføjelsen af Marcell Dareus, har Jags også fået bedre styr på løbeforsvaret. Så længe Jaguars-angrebet ikke er helt væk, bør de tage denne uden større besvær.

Jacksonville Jaguars 27 @ 7 Arizona Cardinals

Denver Broncos @ Oakland Raiders
To hold med nye koordinatorer – og ét med ny quarterback. Osweiler-eksperimentet er langt om længe atter slut i Denver og sidste års førsterundevalg Paxton Lynch skal nu ses an over de sidste ses kampe. Det skal han sammen med en ny offensiv koordinator, efter Bill Musgrave har overtaget fra Mike McCoy –og mod et forsvar, der også har ny koordinator efter Ken Norton Jr. er blevet fyret og erstattet af John Pagano. Raiders-forsvaret har ikke præsteret en eneste interception indtil nu i år, men mod Lynch skulle der være potentiale for det, hvis ikke han viser bedre spil end i de få starter han havde sidste år. Broncos får næppe leveret det store offensivt i denne kamp, så det hænger formentlig på forsvaret at sikre en sejr. Raiders-angrebet har også ladet meget tilbage at ønske, men det bør dog være godt nok til at tage denne sejr på hjemmebane.

Denver Broncos 10 @ 17 Oakland Raiders

Sunday Night Football – kl. 2.30:
Green Bay Packers @ Pittsburgh Steelers (3+)
Ugens kamp… hvis Aaron Rodgers spillede. Men det gør han ikke, så nu er det eneste spørgsmål vel, om Steelers nok engang har tænkt sig at spille ned til sin modstanders niveau. Jeg vil aldrig udelukke det, men jeg kommer ikke til at spå det ske her. Steelers plejer at være gode i Primetime – de har vundet syv i træk og tolv af de seneste 14. Mod hold, der ikke slutter med en winning record, er de 5-1 i deres seneste seks Primetime-kampe – og det enlige nederlag var til Ravens, uden Ben Roethlisberger.

Green Bay Packers 13 @ 31 Pittsburgh Steelers

Monday Night Football – kl. 2.30:
Houston Texans @ Baltimore Ravens (TV3 Sport)
Ravens leverede sit tredje shutout i sæsonen i sejren over Packers i sidste uge. Siden mergeren i 1970 er St. Louis Cardinals (i 1970) det eneste hold, der har leveret tre shutouts i en sæson (og i Cardinals’ tilfælde kom de i tre kampe på stribe), og ikke nået slutspillet. Ravens er helt inde i kampen om et wild card, selvom spillet ikke har været overbevisende. Texans vandt ganske vist over Arizona Cardinals i sidste uge, men lader stadig meget tilbage at ønske, og med de skader de er ramt af, og med Tom Savage under center, kan jeg ikke andet end at gå med Ravens, der både er det bedste hold og har hjemmebanefordel.

Houston Texans 14 @ 24 Baltimore Ravens

252 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top