You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt, Week 11: Tennessee Titans @ Pittsburgh Steelers

Thursday Night Football – kl. 2.25:
Tennessee Titans @ Pittsburgh Steelers (3+)
Preview på slutspilskamp i AFC? Fem hold har kørt sig selv i stilling til slutspil i AFC, mens der er åben kamp om sjetteseedningen. Titans og Steelers fører aktuelt deres respektive divisioner, men har begge masser på spil. Titans kæmper en hård kamp med Jaguars om AFC South, og vil med en sejr i denne kamp sikre sig en tiebreakerfordel over Steelers, som potentielt kan blive afgørende for hvilket af holdene, der får en friuge i slutspillet (eller hjemmebanefordel gennem slutspillet). Steelers har taget teten i AFC North, men kæmper indædt for at sikre at vejen mod Super Bowl på US Bank Stadium i Minneapolis går gennem Pittsburgh og ikke Foxborough.

Mens der altså er masser på spil for begge mandskaber når vi sparker Week 11 i gang i nat, er der absolut ikke garanti for at vi får en flot kamp. Begge hold har kæmpet gevaldigt med spillet i lange stræk i denne sæson. Titans har vundet fire kampe på stribe, men har reelt ikke leveret en god, helstøbt præstation siden Week 2 og 3 (sejrene over Jaguars og Seahawks). Steelers havde én af sæsonens bedste kampe for fire uger siden mod Bengals, men har siden – på hver side af friugen – måttet kæmpe hårdere end nødvendigt for snævre sejre over Lions og Colts. Begge disse var dog på udebane og ikke på Heinz Field, hvor de tager imod i dag, når Titans’ defensive koordinator Dick LeBeau vender tilbage til Pittsburgh, hvis forsvar han senest styrede fra 2004-2014.

Steelers har gjort det godt i Primetime med sejr i seks på stribe og 11 af de seneste 13. Titans har vundet deres seneste to Primetime-kampe – begge med 36-22 hjemme mod divisionsrivaler (senest Colts i Week 6) – men havde tabt fire på stribe inden da. På hjemmebane må Steelers påtage sig favoritværdigheden, og deres angreb er på papiret fortsat uhyre skræmmende – ikke mindst hvis Ben Roethlisberger kommer i gang – mens Titans, trods et umiddelbart stærkt angreb, virker til at have større problemer med at få det til at klikke. Titans skal på ingen måde dømmes ude – slet ikke hvis Steelers leverer en præstation som i søndags – og kan løbeforsvaret, der har holdt modstanderne til 3,6 yards pr. carry for sæsonen, fastholde niveauet, kan presset blive lagt på skuldrene af en rusten Roethlisberger, og så har Titans en solid chance for at levere overraskelsen.

Trods deres records stoler jeg ikke overvældende meget på nogle af holdene, men fordelen må tilfalde værterne.

Tennessee Titans 20 @ 27 Pittsburgh Steelers

116 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top