You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt – Week 8

Husk, at kampene pga. vintertid starter én time tidligere end normalt.

London Calling – kl. 14.30:
Minnesota Vikings @ Cleveland Browns (3+)
Et Browns-angreb med DeShone Kizer tilbage under center efter pausebænkningen i sidste uge, og nu uden Joe Thomas, skal op mod ét af ligaens stærkeste forsvar, mens deres defensiv skal forsøge at dæmme op for Vikings’ angreb, uden at have Myles Garrett til rådighed. London-kampene i år har været en forfærdelig omgang med resultater på 44-7, 20-0 og 33-0 – og jeg tvivler på at det bliver meget bedre denne gang.

Minnesota Vikings 27 @ 6 Cleveland Browns

De tidlige søndagskampe – kl. 18.00:
Oakland Raiders @ Buffalo Bills
Raiders holdt liv i håbet om slutspil med deres dramatiske sejr over Chiefs sidste torsdag. Bills måtte kæmpe hårdt for at hente en snæver sejr over Bucs, og har sendt Marcell Dareus til Jaguars, hvilket kan give nogle huller i løbeforsvaret. Men kan Raiders, uden Marshawn Lynch, udnyte det? En tidlig kamp på østkysten er ikke just favoritkampene for vestkystholdene, og det kan meget vel være med til at gøre en afgørende forskel. Slutspillet er på spil for begge hold, og da det formentlig vil være gennem et wild card de skal finde vej dertil, kan en sejr i et indbyrdes opgør være en afgørende forskel. Raiders har nok mere brug for sejren – men jeg går med Bills, selvom jeg fortsat ikke for alvor tror på dem på den lange bane.

Oakland Raiders 13 @ 20 Buffalo Bills

Indianapolis Colts @ Cincinnati Bengals
Ét førsterundevalg – Bengals’ John Ross – ser ud til at kunne gøre comeback, mens et andet – Colts’ Malik Hooker – er færdig for sæsonen. Har man samtidig for øje, at Colts, selv med Hooker i aktion, var elendige til at forsvare de dybe kast, er det en opskrift på potentiel katastrofe for Colts. Bengals’ forsvar bør kunne holde Colts’ dysfunktionelle angreb nede, og gæsternes pass rush kan næppe udnytte værternes svage offensive linje. This could get ugly.

Indianapolis Colts 17 @ 34 Cincinnati Bengals

Los Angeles Chargers @ New England Patriots
Dont’a Hightower er færdig for sæsonen, og dermed har Patriots’ allerede svage forsvar lidt et potentielt afgørende tab. Chargers har vundet tre på stribe og er reelt kun to spil fra at være 5-2 og dele føringen i divisionen. Holdet er efter en forfærdelig start begyndt at leve op til det potentiale man vidste det havde – men kan de tage til Foxborough og sænke de forsvarende mestre? Jeg tror Patriots er godt nok kørende på angrebet til at tage sejren, men Chargers står med bedre kort på hånden end de længe har gjort for at hente en sejr. Siden 2006-sæsonen er Patriots 6-1 i indbyrdes opgør – og det ene nederlag var i 2008-sæsonen uden Tom Brady. Det her kan godt ende som én af de tættere kampe, men der skal meget til for at jeg går imod Patriots på hjemmebane – og der er ikke helt nok til det denne gang.

Los Angeles Chargers 24 @ 27 New England Patriots

Chicago Bears @ New Orleans Saints
Med to sejre på stribe har Bears fået tvunget sig ind i kampen om slutspilspladser – selvom deres måde at vinde på ikke virker sustainable. Der venter dog en særdeles svær opgave i New Orleans mod et formstærkt Saints-hold, der virker til at klikke på begge sider af bolden. Bears har været i stand til at vinde i kraft af et godt forsvar og løbeangreb, der kan hjælpe dem til at tage en føring – men Saints’ angreb er stærkt nok til at Bears-defensiven kan blive presset, og selvom Saints’ løbeforsvar er svagt, vil en tidlig føring neutralisere noget af truslen fra Jordan Howard og Tarik Cohen, og tvinge Bears til at vinde ved hjælp af Mitchell Trubisky. Rookien kan næppe skjules i denne kamp, og jeg ser ham ikke gøre nok til at vinde hér – heller ikke selvom Dontrelle Inman er hentet hos Chargers for at styrke receiverkorpset.

Chicago Bears 13 @ 27 New Orleans Saints

Atlanta Falcons @ New York Jets
For fjerde kamp i træk tørner Falcons sammen med et AFC East-hold, og efter nederlag i de tre første, er spørgsmålet om holdet efterhånden har udviklet et AFC East-kompleks. Jets smed sejren mod Dolphins i sidste uge, og er svære at stole på. Deres (kaste-)angreb har dog været overraskende godt kørende, og Falcons’ spil virker bare ikke til at hænge sammen i øjeblikket – hverken på den ene eller anden side af bolden. Jeg har stadig svært ved at have tiltro til at Jets vinder kampe, men er ikke desto mindre fristet til at gå med dem her. Falcons bliver dog mit bud – niveauet i de seneste kampe må fremtvinge en trodsreaktion før eller siden, for holdet har potentiale til markant mere end det har vist hidtil. Det kommer ikke nødvendigvis fuldt til udtryk her, men jeg tror alligevel det kan få gjort nok til at vinde.

Atlanta Falcons 24 @ 17 New York Jets

San Francisco 49ers @ Philadelphia Eagles
Efter fem snævre nederlag på stribe, blev 49ers blæst af banen af Cowboys i sidste runde. Eagles hentede en fin sejr over Redskins og har taget et afgørende skridt mod divisionstitlen. De er langt fra et komplet hold, men i en sæson hvor alle hold har svagheder, er de pt. dét med færrest problemer. Nederlag skal der nok komme flere af – men jeg kommer ikke til at skyde på at det bliver 49ers der tildeler dem det.

San Francisco 49ers 13 @ 31 Philadelphia Eagles

Carolina Panthers @ Tampa Bay Buccaneers (TV3 Sport 2)
Divisionsopgør i NFC South, der er virkelig svært at spå om. Det er to hold i dårlig form med store spørgsmålstegn, men som det ofte er tilfældet i divisionsopgør, er det ikke nødvendigvis afgørende for kampens udfald. Bucs vandt begge kampe mod Panthers sidste år, men havde inden da tabt seks af de indbyrdes møder på stribe. Panthers bør være det bedste af holdene og ser ud til at have Luke Kuechly tilbage. Deres løbeangreb fungerer ikke, men jeg tror de kan gøre nok til at holde Bucs’ angreb nede og finde en måde selv at få sat point nok på tavlen.

Carolina Panthers 18 @ 13 Tampa Bay Buccaneers

De sene søndagskampe:
Kl. 21.05:
Houston Texans @ Seattle Seahawks
Hvad kan Deshaun Watson? Efter nogle (ikke mindst statistisk) imponerende kampe, står han nu foran et af ligaens bedste forsvar på udebane. Seahawks’ angreb virker så småt til at være kommet lidt i gang og har Texans’ pass rush – uden Watt og Mercilus – hvad der skal til for at få lagt pres på Russell Wilson? Jeg er ikke overbevist. Jeg vil bestemt ikke afvise at Texans – midt i al den ballade Bob McNair har fået skabt – kan tage til Seattle og vinde, men jeg kommer ikke til at skyde på at det sker.

Houston Texans 20 @ 27 Seattle Seahawks

Kl. 21.25:
Dallas Cowboys @ Washington Redskins (TV3 Sport 2)
Nøglekamp i NFC East. Eagles ser ud til at være stukket af, men hvilket af 3-3-holdene i divisionen skal etablere sig som front-runner til et wild card? Redskins er ramt af skader, ikke mindst på den offensive linje, og det får mig til at tvivle på om de kan udnytte Cowboys’ svage forsvar nok til at tage sejren – trods hjemmebane. Cowboys er også lidt ustabile, men de er knapt så hårdt ramt af skader, og har umiddelbart overtaget i de indbyrdes møder – de er 6-2 mod Redskins siden 2013 og 12-5 i de seneste 17 opgør. Redskins er ikke ude af kampen om slutspil med et nederlag, men det bliver endnu sværere end det var i forvejen. Og sådan må det så blive.

Dallas Cowboys 28 @ 24 Washington Redskins

Sunday Night Football – kl. 1.30:
Pittsburgh Steelers @ Detroit Lions (3+)
Har Steelers fundet spillet på angrebet? Le’Veon Bell er kommet i gang og Antonio Brown er fortsat ustoppelig, og det har løftet offensiven i de seneste par kampe. Nu venter et Lions-hold, der har haft to uger til at forberede sig til dette opgør, men har kæmpet med spillet stort set hele året; deres sejre er kommet mod et par svage hold i de første to runder og i en grim kamp mod et Vikings-hold, der mistede Dalvin Cook midt i opgøret, og af nederlagene (alle til NFC South-hold) var det kun mod Falcons at spillet ikke var helt skidt (og sådan som Falcons er kørende i øjeblikket, er blot endnu en bekymring at de ikke kunne slå dem). Kort sagt, ser Lions ikke ud til at være så gode som deres 3-3-record antyder, og mens Steelers’ spil heller ikke helt har lignet dét man kunne forvente af et 5-2-hold, så bør de være det bedre hold – og deres spil trender i den rigtige retning.

Pittsburgh Steelers 31 @ 20 Detroit Lions

Monday Night Football – kl. 2.30:
Denver Broncos @ Kansas City Chiefs (TV3 Sport 1)
Chiefs har tabt to i træk, og har store defensive problemer i øjeblikket. Den gode nyhed: Broncos’ angreb har været helt i skoven på det seneste, og deres ti point i to kampe ovenpå friugen giver ikke umiddelbart anledning til at forvente endnu en grim offensiv kamp fra gæsterne. Chiefs har vundet de tre seneste indbyrdes møder (efter syv nederlag på stribe mod Broncos med Peyton Manning fik de skovlen under ham – og Brock Osweiler – i det andet møde i 2015-sæsonen), og selv hvis Broncos’ forsvar formår at genfinde sit niveau, og gøre livet svært for Alex Smith og Kareem Hunt, har jeg ikke nogen nævneværdig tiltro til at deres angreb også kan give problemer for Chiefs-forsvaret.

Denver Broncos 7 @ 17 Kansas City Chiefs

274 total views, 2 views today

Skriv et svar

Top