You are here
Home > Blogs

Fall of the Patriots Dynasty?

Dette gæsteindlæg er skrevet af René Lundgaard, der har været Patriots-fan siden 2001, og sidste sommer deltog i vores podcast, da vi lavede Deflategate-special. Han kigger her nærmere på hvor det mest succesfulde dynasti i NFL-historien står godt midtvejs gennem 2017-sæsonen. Står dynastiet for fald?

I sekunderne efter New York Jets’ scoring til 14-0 i søndagens kamp mod New England Patriots tikkede et tweet frem i mit feed – Fall of the Patriots Dynasty?

At påstå, at selvsamme tanke i lige præcis dét øjeblik ikke strejfede mig, ville være at lyve. Et nederlag til Jets ville sende Patriots på 3-3 og ned som nummer 3 i AFC East – ikke katastrofalt for Patriots, men dog et nederlag, som på mange måder ville have sendt Patriots ud i en dyb identitetskrise. Men hvad er det der ikke fungerer for holdet i øjeblikket?

Når snakken falder på New England Patriots’ dynasti og altoverskyggende dominans i AFC konferencen og NFL siden 2001, kan mange forskellige og relevante statstikker hives frem. Jeg vælger dog at fremhævne tre, som helt uden yderligere kommentar sætter Patriots’ dominans de sidste to årtier lidt i perspektiv:
14 AFC East-divisionstitler, 7 AFC Conference-titler og 5 Super Bowl-trofæer! På 16 år.

Denne artikel har ikke til hovedformål at beskrive New England Patriots’ dynasti og tidligere dominans, men derimod forsøge at sætte nogle ord på, hvorfor Patriots i år på mange måder ikke ligner Patriots, som vi kender dem.

Hvad er der galt?
Hvis man skal forsøge at forstå Patriots’ nuværende problemer, må man i første omgang rette fokus mod hvad der har været med til at skabe deres langvarige succes: En stærk kultur og en vedvarende tørst efter perfektion og den næste sejr.

Den første søndag i februar falder konfettien altid let på det vindende hold, og som en tung kappe på det tabende. New England Patriots orkestrerede et af de mest mindeværdige comebacks i historien den 5. februar 2017. Sejrens sødme varer dog aldrig længe hos head coach Bill Belichick, der dagen efter sejren tørt konstaterede, at hele organisationen var ”(…) five weeks behind the rest of league for 2017”. Den vinderkultur som Belichick gennem næsten to årtier har opbygget i hele Patriots-organisation bliver som ofte gentaget gennem diverse mottoer: ”Do your job” – ”We are on to …” – ”The road to success is always under construction” – ”No days off” – ”I do what’s best for the TEAM”. Køber man ikke ind på ”The Patriot Way”, er man ligeså hurtigt ude som man kom ind. Det er noget mange store Patriots-spillere gennem tiden har oplevet. Der bliver på ingen måde gået på kompromis.

Ved indgangen til traning camp var der enstemmigt i NFL en klar opfattelse af, at Bill Belichick og co. var kommet særdeles godt gennem dette års offseason – også selvom de var fem uger bagud. Ind var bl.a. kommet WR Brandin Cooks i en stor trade fra Saints og CB Stephon Gilmore på en – fra Patriots’ side – ukarakteristisk stor free agency-kontrakt. Da agurketiden blandt NFL-journalister var på sit højeste, talte flere om hvorvidt Patriots i 2017 sæsonen reelt havde holdet til at gå igennem sæsonen 16-0. En absurd snak, men ikke desto mindre havde Patriots – på papiret – et særdeles skræmmende hold forud for denne sæson. Men fokus på Patriots forud for 2017 sæsonen var efter min mening blevet for ensporet. Der var udelukkende et fokus på de spillere som Patriots havde fået tilført holdet, men intet fokus på de spillere, som nu havde forladt det Super Bowl-vindende hold fra 2016.

Manglen på ledere og kulturbærere
I sæsonens første seks kampe har New England Patriots tilladt samtlige af modstanderens quarterbacks at kaste for minimum 300 yards. Det er første gang nogen, at et forsvar har tilladt det. Det er nødvendigvis ikke er stort problem, at modstanderens quarterback kaster for over 300 yards. Problemet er, at mange af disse yards er kommet på baggrund af store spil langt nede ad banen, hvor Patriots’ forsvar langt de fleste gange har set decideret håbløst ud. Manglende kommunikation, manglende forståelse for det kaldte spil og skræmmende mange fundamentale fejl har i den grad kostet på den defensive side af bolden – Patriots’ forsvar har i store perioder i 2017 været total ude af sync.

Hvis jeg påstod, at jeg havde svaret (og dermed løsningen) på Patriots’ defensive problemer, ville min private jobbeskrivelse nok være en kende anderledes, men den nuværende situation minder mig i høj grad om den situation som Patriots stod i efter 2008/2009 sæsonen. I løbet af få sæsoner havde spillere som Mike Vabrel, Richard Seymour, Tedy Bruschi og Rodney Harrison forladt Patriots. Markante spillere, ledere og kulturbærere som alle havde vundet flere Super Bowls med Patriots. Patriots gik fra at have et top 5-forsvar i sæsonerne 2007 og 2008 til at have et af de værste forsvar i 2009 og de kommende år frem. Udskiftningerne var blevet for markante og generationsskiftet skete simpelthen sket hurtigt til at nye spillere kunne komme ind og udfylde de roller de gamle spillere havde indtaget. Den tidligere Patriots-stjerne, CB Ty Law, var i 2014 ude med stor kritik af Belichicks håndtering i netop denne periode: ” Belichick’s personnel approach has cost Patriots championships” (…) “I think it has cost them championships. I think they let go of too many guys who can rally the troops and win Super Bowls”.

Om Ty Law har ret i sin påstand er til åben debat, men der manglede i den periode i den grad ledere og kulturbærere på det forsvar, som i næsten et årti havde været Patriots ubestridte varemærke. Det frygtede New England Patriots-forsvar var over få sæsoner blevet afløst af et ligeså frygtet New England Patriots-angreb. Gennem flere sæsoner kæmpede New England Patriots med et ”bend, dont break”-zonekoncept, hvor forsvarets eneste opgave var, at holde så meget stand, at angrebet kunne vinde kampen. Det dårlige forsvar til trods fortsatte Patriots med at vinde – men bare ikke længere i de største kampe. Flere slutspilskampe og en Super Bowl i 2011 blev tab. Ikke nødvendigvis på grund af forsvarets mangler, men Patriots’ endimensionelle stil var i den grad blevet en akilleshæl i de kampe, hvor angrebet ikke alene kunne vinde kampen.

Hvis vi ser på New England Patriots’ forvar anno 2017 kan flere paralleller drages til lige netop dén periode i Patriots’ historie. Forsvar oplevede en renæssance i årene fra 2012 og frem til 2016. Spillere som Dont’a Hightower, Chandler Jones, Jamie Collins, Vince Wilfork, Devin McCortney, Jerod Mayo, Rob Ninkovich, Logan Ryan og Patrick Chung spillede – blandt flere – på et særdeles højt niveau i løbet af denne periode. Krydderet med tilværelsen af All-Pro CB Darrelle Revis og den fysisk betonede CB Brandon Browner i 2014 sæsonen, trådte Patriots’ forsvar igen ind blandt de bedste forsvar i NFL og hjalp holdet til at vinde den første Super Bowl-titel i ni år. Forsvaret toppede på mange måder i 2014, og levede videre på den succes de to efterfølgende sæsoner med den sædvandlige til-/afgang af diverse spillere på den defensive enhed.

Ser vi på de spillere, som bare siden sidste sæson har forladt mesterholdet fra sidste sæson, kan spillere som Logan Ryan, Jabaal Sheard, Chris Long og Rob Ninkovich nævnes. Ikke fire spillere som på nogen måde er tæt på elitespillere, men Ryan, Long og Ninkovich var i den grad ledere og kulturbærere på den defensive enhed. Derudover mistede Patriots som bekendt stjernespillerne Chandler Jones og Collins gennem trades inden eller i løbet af 2016-sæsonen – spillere som på rigtig mange områder kunne forstærke det forsvar Patriots for tiden sender på banen.

Jeg mener, at Patriots’ defensive problemer i høj grad skyldes den alt for store afgang af spillere, der har kunnet bære holdet udenfor banen. Når man på tre sæsoner mister spillere som Ninkovich, Mayo, Wilfork, Jones, Ryan og Collins, så må det på et tidspunkt begynde at koste. På et tidspunkt kan man ikke blive ved med at erstatte kulturbærerne og rigtig gode spillere med diverse middelmådige spillere udefra. På et tidspunkt kan ”systemet” ikke gøre op for middelmådighed og lederegenskaber.

Men spørgsmålet er så: Er Patriots’ forsvar i virkeligheden ligeså dårligt som langt de fleste statstikker indikerer?

Efter min mening: Nej. Hightower, Butler, McCourty, Gilmore, Chung og Flowers er stadig blandt de bedre spillere på deres respektive positioner i NFL. Men Patriots mangler i dén grad kontinuitet på enheden, og er blevet alt for afhængig af den skadesplagede Hightowers lederegenskaber. Forsvaret mangler simpelthen ganske enkelt ledere og spillere, der har fuld forståelse for den defensive filosofi og de defensive principper.

Patriots’ forsvar viste i kampen mod netop Jets både sin ustabilitet og sit potentiale. Man sad konstant med følelsen af, at enten endte det næste drive 75 yards til touchdown med flere store spil, eller det ville ende med en tre-og-ud for angrebet. Der var flere momenter i kampen, hvor forsvaret så langt bedre ud end på noget andet tidspunkt i sæsonen, men der er stadig lang vej igen for at Patriots’ forsvar ikke er en liability. Hvis forsvaret kan få styr på de fundamentale fejl, er det som minimum en enhed, der hører til midt i ligaen, men trænes og ledes af en af de bedste defensive trænere i ligaen.

Julian Edelman savnes
Da Julian Edelman blev skadet i preseason, skrev jeg til en kammerat, at udover Tom Brady og Dont´a Hightower var ´Jules´ den absolut værste spiller, som Patriots kunne få skadet. Edelmans rolle på offensiven kan ikke undervurderes. Han er vital for det angreb, vi i så mange år har været vant til at se. Selvom Patriots’ angreb ikke nødvendigvis er i pointmæssig krise, er det på mange måder i en identitetsmæssig krise.

Edelmans kvalitet – og her ser vi helt bort fra lederen og personen Edelman – ligger i at læse modstanderens zoner på præcis samme måde som Tom Brady. Den rolle har alle selvfølgelig i tilfælde af zoneopdækning, men Edelman er ubestridt Bradys go-to-guy, fordi kemien og tilliden mellem de to er på så højt et niveau, at Brady ser Edelmans vej når han skal skaffe den nye og vigtige første down. Uden Edelman er Brady tvunget til at kigge i andre retning når presset er størst og spillet er afgørende. Her er Brady bestemt ikke efterladt med en flok ”hvem som helst”, for Rob Gronkowski og Brandin Cooks er skill players som virkelig kan skabe matchupproblemer for de fleste forsvar, og ofte er garant for store spil. Det samme kan siges om Chris Hogan, mens den altid stabile Amendola ligeledes nyder godt af tillid og god kemi med Brady. Men ingen af de fire bidrager med lige præcis dét som Edelman gør i slotten. Hogan er den dybe trussel. Gronk matchupmareridtet, Cooks playmakeren og mens Amendola nok er den, som minder mest om Edelman, har han ikke det samme skarpe cut, som Edelman – og tidligere Welker – havde.

Savnet af Julian Edelman kombineret med et Patriots-forsvar som alt for mange gange har efterladt angrebet i en jagtende position, har på mange måder revolutioneret offensiven. Tom Brady sagde forud for kampen mod Jets, at angrebet endnu ikke havde spillet en kamp på egne præmisser. Det hurtige release, de ”lette” yards, de mange første downs og de mange temposkift og formationer, der i mange år har kendetegnet Tom Brady og Patriots-angrebet, er i denne sæson blevet afløst af mange dybe spil ned ad banen i et forsøg på at score hurtigt – noget man ikke rigtig har set siden 2007-udgaven. De har haft svært ved  at sammensætte lange scoringsgivende drives og dermed have kampen og tempoet under kontrol.

Offensiven har på ingen måde lignet sig selv, og spørgsmålet er, om offensiven på sigt kan gøre op for den manglende defensive stabilitet. Spørgsmålet er ligeledes, om angrebet kan finde ind i en ny rytme uden Julian Edelman når/hvis angrebet for lov til at diktere spillets tempo. I den forbindelse savner Patriots nok running back LeGarrette Blount, med tanke på at nyerhvervelsen Mike Gillislee endnu ikke har formået at sætte sit aftryk.

Hvad nu, Patriots?
Spørgsmålet er nu, om den nuværende identitetskrise på begge sider af bolden er nok til, at Patriots ikke for niende gang i træk skal både nå i slutspillet og sikre sig titlen i AFC East?

De klarede skærene mod Jets og det er svært at påstå et 4-2 hold er i krise (med mindre man hedder Green Bay Packers og lige har mistet Aaron Rodgers). Faktum er dog, at det lige nu er nye tider i New England. Man er ikke længere i dominerende kontrol af divisionen, og fundamentale fejl spøger i et sådant omfang, at Bill Belichick må have flere søvnløse nætter. Det nuværende Patriots-mandskab minder mig på virkelig mange måder om det 2009- hold, som gennem hele sæsonen kæmpede og til sidste blev sendt på røv og albuer ud i egen hule af Ray Rice og Ravens i Wild Card-runden. I netop 2009 fulgte NFL Films Bill Belichick og udgav i den forbindelse de to første afsnit i serien ”A Football Life”. På et tidspunkt i serien ser man Tom Brady og Bill Belichick stå ved siden af hinanden på sidelinjen. Kampen er tabt på grund af et hav af mentale fejl. Belichick siger til Brady: “I just can’t get these guys to play the way I want them to”. På mange måder minder netop den sæson – og den udtalelse – mig om lige præcis dét holdet gennemgår lige nu. Hele tiden søgende efter deres identitet og konstant på bagkant med tingene grundet fundamentale

Jeg tror ikke, at dette er ”The Fall of the Patriots Dynasty”. Dertil spiller den nu 40-årige Tom Brady stadigvæk på et alt for højt niveau. Og med den efter min mening bedste trænerstab i NFL, bør New England Patriots få styr på de fundamentale fejl, som igen og igen har kostet holdet i løbet af de første seks kampe. Derudover kan Patriots prise sig lykkelige for, at Raiders og Steelers af forskellige årsager heller ikke har fundet deres absolutte topniveau, alt imens Broncos og Texans hver især har deres skadesproblemer at kæmpe med. Patriots vil med en sejr søndag over Falcons ”kun” være en halv kamp efter Chiefs (tiebreakerfordel efter sejren i Week 1) som på nuværende tidspunkt ser ud til at være ”the team to beat” i AFC, men til gengæld spiller i en noget sværre division end Patriots, og har tabt to på stribe.

Jeg er spændt på, om Patriots’ forsvar får løst sine problemer, og om enheden på sigt kan overkomme tabet af mange gode spillere, ledere og kulturbærere. Derudover er jeg spændt på at se, om de på samme måde som tidligere kan kontrollere kampene gennem deres angreb.

I sidste ende tror jeg, at Patriots ender med en 11-5-record, hvilket bør være nok til endnu en AFC East-titel, og potentielt også kan vise sig at være nok til andenseedningen i AFC, men holdet er efter min overbevisning ”kun” en skade til Gronkowski og/eller Hightower fra at være det samme identitetsløse slutspilshold som 2009-udgaven, der gik 10-6.

202 total views, 3 views today

Skriv et svar

Top