You are here
Home > NFL

Rosteranalyse 2017 – Power Ranking: #4-1

Efter en omfattende gennemgang af de 32 NFL-mandskabers rosters, kan vi frem mod sæsonstart løfte sløret for resultatet af Huddle Ups store rosteranalyse anno 2017. Vi er nu nået til vejs ende, med et kig på de fire stærkeste rosters ifølge vores undersøgelse

Ligesom sidste år har vi lavet et bud på et 53-mandsroster for hvert hold, og gradet alle spillere – long snappers undtaget – med henblik på at nå frem til en endelig grade for holdet, der danner grundlaget for denne rangering. Husk, at det er kvaliteten af holdenes rosters, der bliver gradet baseret på grading af den enkelte spiller – der tages ikke hensyn til trænerstab, front office, spillernes evner til i samlet flok at præstere bedre end de enkelte spillere umiddelbart har kvalitet til. Skulle vi lave en power ranking, der udelukkende ser på hvordan vi ser holdene som helhed, ville den næppe se ud helt på samme måde som dette bud ender med at tage sig ud.

De samlet 1664 spillere, der er gradet, er blevet placeret i én af følgende kategorier:
Best at Position (11)
Elite (10)
High Quality (8)
Good (6,5)
Above Average (5) (vi har sat denne grade som max. på rookies)
Average (3)
Below Average (1)
Unknown (0,5)
Replacement Level (-1)
Liability (-3)

Tallet i parentes angiver den talværdi, som den enkelte grade oversættes til, når holdets samlede grade skal udregnes.

Foruden en grade på hver enkelt spiller, er indregnet en vægtning af de enkelte enheder (QB, RB, WR, TE/H-Back/FB, EDGE, IDL, Off-ball LB, DB, ST), samt en vægtning, der tager forbehold for om en spiller er starter eller backup.

I forbindelse med hvert hold angives den grade og rangering holdet har fået i tre kategorier:
Team total (det vægtede snit, der danner grundlaget for denne power ranking)
Player average (rent gennemsnit af de 52 gradede spillere – ingen hensyntagen til positionel værdi, starter/backup ol.)
Starting 25 (vægtet snit af de 11 offensive startere, 12 defensive startere (nickelback inkl.), samt kicker/punter)
Dertil kommer en angivelse af de bedst/dårligst rangerede enkeltstående enheder målt udover hele ligaen.

Analysen er baseret på rosters pr. 30/8 – om tiden tillader, følger en opdateret rangering af holdene inden sæsonstart, baseret på de endelige rosters.

Du kan finde de tidligere gennemgange her:
#32-29
#28-25
#24-21
#20-17
#16-13
#12-9
#8-5

#4: GREEN BAY PACKERS
Team total: 4,684 (#4)
Player average: 2,952 (#21)
Starting 25: 6,329 (#5)
Bedst rangerede enhed: QB (#1)
Dårligst rangerede enhed:
Off-ball LB (#29)

Har du læst med i de foregående syv gennemgange, vil overskriften på Packers næppe komme bag på dig: Quarterbacks er vigtige. Ikke bare vigtige, men tæt på altafgørende. Dårlige quarterbacks holder gode hold tilbage, mens de bedste quarterbacks i ligaen, kan tage svage hold på deres skuldre og føre dem til langt mere end talentet egentlig berettiger. Intet sted står det tydeligere end hos Packers.

Rangeret som nummer 21 i ligaen, hvis vi kun ser på spillergennemsnittet, men nummer 4, hvis vi indregner vægtningerne, kommer intet hold i nærheden af de 17 pladsers forskel på rangeringen i de to kategorier. Kun Saints og Colts rangerer mindst ti pladser bedre i den vægtede rangering end i spillersnit (hhv. 11 og 10 pladser højere), og nummer fire på listen er Panthers, der tog et spring på syv pladser. Men har man ligaens bedste quarterback, så vil man automatisk finde vej til en høj placering på denne liste, næsten uanset den øvrige kvalitet af holdet. Og Packers har ligaens bedste quarterback i Aaron Rodgers. Havde de en startende quarterback vi rangerede som Average i stedet for Rodgers, ville Packers rangere helt nede som nummer 23 i denne gennemgang. Er quarterbacks så meget værd? Hvis de er ligeså gode som Rodgers: Ja. Det er ikke uden grund at Packers, ligesom Patriots, har været i slutspillet otte sæsoner på stribe. Men det er heller ikke uden grund, at det ”kun” er blevet til én Super Bowl-sejr for Packers, og flere skuffende, tidlige exits i slutspillet. Rodgers er i samme båd som Peyton Manning i årevis var hos Colts – en quarterback, der er god nok til at løfte et middelmådigt hold til slutspil, hvor modstanden skærper til og svaghederne på det øvrige roster før eller siden bliver udstillet. I begge quarterbacks tilfælde kom Super Bowl-triumfen (den hos Colts i Mannings tilfælde) i en sæson, hvor forsvaret trådte i karakter da det gjaldt. Men alt for ofte har defensiven svigtet.

Packers har i Aaron Rodgers’ tid i klubben  spillet fjorten kampe i slutspillet – holdet er 7-0 når modstanderne holdes til max. 21 point; de er 2-7 når der scores 22+, og i den gruppe af nederlag findes kampe ned 37, 44, 45 og 51 tilladte point. Det er mere end man kan bede selv ligaens bedste quarterback om at overkomme (uagtet at de 51 kom i en kamp hvor Packers selv scorede 45).

Rodgers er den klart vigtigste mand på holdet, men der er trods alt også andre spillere, der skal rundes i denne gennemgang. Han kaster til en gruppe af spillere, der ser særdeles spændende ud. Jordy Nelson har 27 touchdowns over de seneste to sæsoner han har spillet (2014 og 2016 – sad ude i hele 2015) og har været over 1200 yards i fire af de fem seneste sæsoner han har været i aktion, og efter nogle svære år til at starte karrieren, viste Davante Adams endelig noget fremskridt sidste år, mens Randall Cobb omvendt har taget nogle skridt tilbage ovenpå en stærk start på karrieren. Det er en solid trio, der suppleres af den nyankomne tight end Martellus Bennett, der bør vise sig som en opgradering over Jared Cook (uagtet at han viste sig vigtigere for Packers’ angreb end mange ventede). Dertil kommer running back Ty Montgomery, der gjorde fin figur efter i sidste sæson at være blevet konverteret fra receiver til running back. Montgomery kan både løbe og gribe bolden effektivt, og kan han fortsætte hvor han slap, kan han gøre vores Above Average-grade til skamme. Det er en stærk gruppe af pass catchers som Rodgers har til rådighed, men graver man et spadestik dybere, begynder det at se mere tvivlsomt ud, uagtet at Rodgers har evnen til at løfte spillerne omkring sig. Tight end Lance Kendricks er også kommet til i denne offseason og er en anstændig, men bestemt ikke en prangende, spiller, men derudover er backup-running back, rookie Jamaal Williams, eneste reserve på Packers’ skill positions, der opnår en Average-grade.

Den offensive linje var blandt ligaens stærkeste for få år siden, men Packers har ladet herunder begge guards, Josh Sitton og T.J. Lang, samt center J. C. Tretter gå over de seneste to offseasons, og det efterlader pludselig Packers med en sårbar linje. Tackles David Bakhtiari og Bryan Bulaga er dygtige spillere og Corey Linsley har også gjort det godt i midten, men Lane Taylor og veteranen Jahri Evans er slet ikke i nærheden af det niveau Sitton og Lang lagde for dagen, og mens Packers’ backups på ydersiden er fine spillere, er dybden på indersiden noget mere tvivlsom.

Defensiven er en noget blandet flok, hvor edge rushers Clay Matthews III og Nick Perry er fine spillere – Matthews har dog taget nogle skridt tilbage over de seneste år, mens Perry sidste år endelig indfriede sit potentiale. Til gengæld er gruppen af inside linebackers særdeles tvivlsom. Starterne kan lige gå an, men få hold har dårligere dybde på positionen – og også på ydersiden ser det skidt ud i dybden. På den defensive linje er situationen lidt den samme som i linebackerkæden. Mike Daniels er en fantastisk 3-4-end og Kenny Clark havde en solid rookiesæson, og kan meget vel overgå sin Above Average-grade. Resten af enheden halter dog gevaldigt efter.

I den bageste enhed er det safetyduoen HaHa Clinton-Dix og Morgan Burnett, der holder fanen højt, mens reserverne også ser ganske fine ud. På cornerback er det noget mere tvivlsomt. Rookie Kevin King har oceaner af upside, men har stadig nogle spillemæssige mangler – og niveauet fra Damarious Randall og Quinten Rollins har også været noget varieret.

Forsvaret har noget potentiale, men dybden ser tvivlsom ud, og både løbeforsvaret og kasteforsvaret kommer med nogle klare spørgsmålstegn. Aaron Rodgers og angrebet bør kunne gøre nok til nok engang at føre holdet i slutspillet, men skal Packers nå hele vejen til Super Bowl, skal forsvaret træde i karakter, og på papiret ligner det meget at forlange – som helhed rangerer Packers’ forsvar som det fjerdedårligste i ligaen ifølge vores grades, og det startende forsvar er nede som nummer 24.

#3: PITTSBURGH STEELERS
Team total: 5,376 (#3)
Player average: 3,962 (#3)
Starting 25: 7,016 (#2)
Bedst rangerede enhed: RB (#1)
Dårligst rangerede enhed: (tied #19)

Kampen om fjerdepladsen var tæt – fra nummer 4 til nummer 10 var der kun en forskel på 0,178 i Team total – men top 3 skiller sig klart ud fra mængden, når vi skal gøre status op her. Og det er forhåbentlig ikke nogen overraskelse, at det er de tre hold, vi skal til at kigge nærmere på, der rangerer heroppe – og at det er Steelers, der ender som nummer tre. Sammen med Chiefs er Steelers det eneste hold, der ikke har en enhed, der ender lavere rangeret end nummer 19 iføgle vores grades, og er et klart vidnesbyrd om et hold, hvis svagheder ikke er større end de fleste andre holds.

De tabende AFC-finalister ligner nok engang AFCs næstbedste hold, og kan byde på et angreb, der på papiret ligner ligaens stærkeste, i hvert fald målt på starterne. Én af ligaens bedste quarterbacks i Ben Roethlisberger, kombineret med ligaens bedste running back, Le’Veon Bell, og én af ligaens to topreceivers, Antonio Brown, bør jage en skræk i livet på enhver – og med Martavis Bryants reinstatement bør angrebet kun være endnu stærkere. Gruppen af tight ends mangler det topniveau receiverkorpset byder på, men har til gengæld god dybde efter Vance McDonald blev hentet i en trade hos 49ers.

Den offensive linje er ligeledes blandt ligaens stærkeste. Alle fem startere grader ud bedre end Average, herunder fire som Good eller High Quality, og dertil kommer en enkelt reserve, der opnår en Average-grade for at hjælpe enheden på vej.

Samlet har kun otte af Steelers’ 25 offensive spillere i vores roster en grade, der er dårligere end Average – og 12, der grader ud som Above Average eller bedre. Det vidner om et offensivt roster med høj kvalitet. Det startende angreb grader ud som ligaens bedste hos os, mens angrebet som helhed ender som det næstbedste.

At forsvaret er den svage af Steelers’ enheder, er ikke nogen overraskelse, men det er en enhed, der klart trender i den rigtige retning. Draftvalgene fra sidste år har gjort god nok figur til at ende med grades bede end Average, og mens forsvaret ”lider” under kun at have én spiller, der når en High Quality-grade, er linebacker Vince Williams den eneste starter, der ikke grader bedre end Average. Bedste mand på forsvaret er Cameron Heyward, der har stærke Javon Hargrave ved sin side i midten af linjen, og Stephon Tuitt på den anden end-position. Med bedre dybde på linjen ville det se uhyre godt ud hér.

Bud Dupree viste endelig sit potentiale mod slutningen af sidste sæson og ligner sammen med rookie T.J. Watt fremtiden på ydersiden af linebackerkæden, hvor en efterhånden aldrende, men altid skræmmende, James Harrison er rykket til en reserverolle, hvor han dog nok stadig skal skabe kaos. Den bageste enhed ser ganske solid ud med fem spillere i kategorierne Above Average eller Good – og to reserver, der opnår en Average-grade.

Efter i årevis at have været kendetegnet på Steelers-football, har forsvaret været noget af en hæmsko i de senere år – det er dog så småt ved at ændre sig igen, og selvom angrebet klart er styrken på holdet, er forsvaret så småt ved at være stærkt nok til at Steelers ikke skal dømmes ude i AFC. Hvis de havde vist tegn på at have fundet en måde at kæmpe sig forbi Patriots på, ville de for alvor skulle tages seriøst som en Super Bowl-contender. Men Mike Tomlins mandskab har ganske enkelt notoriske problemer med at besejre Patriots, og skal de gå hele vejen, kan de være afhængige af at andre hold får nedkæmpet Belichick og co.

Steelers angreb er en forrygende enhed i skades-/fraværsfri tilstand. Desværre har vi haft alt for få kampe til at nyde enheden for fuld udblæsning. Martavis Bryant sad ude i hele 2016, og i 2015 havde holdet kun Le’Veon Bell til rådighed i seks kampe – fire af de kampe sad Ben Roethlisberger ude med en skade, og i den ene af de to tilbageværende var Martavis Bryant ikke med. Den ene kamp hvor både Bell, Big Ben, Bryant og Antonio Brown var med, var mod Bengals i et 10-16-nederlag – Roethlisbergers første kamp tilbage fra en skade. I de ti kampe i 2014, hvor alle fire var til rådighed gik Steelers 8-2,mens Roethlisberger kastede 24 touchdowns mod 6 interceptions (og undervejs havde to kampe på stribe med 6 touchdowns og ingen interceptions – noget ingen anden tidligere har gjort i to på hinanden følgende kampe).

Steelers’ angreb er ikke ustoppeligt, selv med alle mand i aktion, men det er en enhed, der er særdeles svær at lukke ned – og med en offensiv linje, der kun er blevet bedre siden da, kan modstanderne godt frygte hvad Steelers kan byde ind med i år.

#2: NEW ENGLAND PATRIOTS
Team total: 5,411 (#2)
Player average: 4,202 (#1)
Starting 25: 6,949 (#3)
Bedst rangerede enhed: TE/FB/H-back (#1)
Dårligst rangerede enhed: EDGE (#28)

Skulle jeg lave min egen power ranking, ville Patriots ryge ind som nummer 1, men coaching tæller ikke med hér, og mens jeg har alverdens respekt for cheftræneren for holdet, der ender som nummer 1 hér (jaja, du ved godt hvem det er, men hvis nu du ikke gør, så vil jeg ikke afsløre det her), så er der ingen over, ved siden af, eller lige under, Bill Belichick. Coaching matters. Men i en rosteranalyse, er en træners egenskaber irrelevante, og den sæsonafsluttende skade til Julian Edelman (som vi havde gradet til High Quality) skubbede Patriots fra førstepladsen på denne liste – og efterlader Patriots tættere på at falde bag Steelers og ned på tredjepladsen end på at tage førstepladsen.

De forsvarende Super Bowl-mestre har været aktive i denne offseason og styrket angrebet. Wide receiver Brandin Cooks og running backs Mike Gillislee og Rex Burkhead er kommet til, og kun skaden til Edelman afholder Patriots fra at have et angreb udelukkende med grades på Average eller bedre. Kampen om titlen som ligaens bedste quarterback stod mellem Aaron Rodgers og Tom Brady, og tilfaldt Rodgers, men tag ikke fejl: Selvom Brady har rundet de 40 år, er han muligvis bedre end nogensinde. Systemet er skræddersyet til hans styrker og han er omgivet af talrige talentfulde spillere og et angreb med god dybde på de fleste positioner.

Fire running backs gradet Average eller bedre – tre af dem bedre – en backupreceiver, der har opnået en Above Average-grade (og burde start på bekostning af Danny Amendola (Below Average)), og en backuptackle der har opnået samme grade, samt både en backup-tight end og backupquarterback, der opnår en Average-grade, betyder at Patriots i alle enheder har en reserve, der mindst er gradet til Average. Det er en sjældenhed i NFL, og medvirker også til at Patriots rangerer som det bedste hold i ligaen, når man måler på den gennemsnitlige spillergrade, selvom deres startende enhed ”kun” er nummer tre.

Kasteangrebet ser atter ud til være svært at dæmme op for, og kan Rob Gronkowski holde sig fra af skader i år, vil det kun være endnu farligere end sidste år. Gruppen af running backs er en stærk enhed, med nogle gode pass catching-backs i Super Bowl-profilen James White og Dion Lewis, og de to nye mand i enheden, der skal være med til at erstatte touchdownmaskinen LeGarrette Blount – Gillislee og Burkhead er dog begge meget mere end early-down bruisers, og det efterlader Patriots med en gruppe af spillere, hvor de kan finde den rette mand til stort set enhver situation, og hvor enhver mand på dagen kan indtage en hovedrolle.

Mens offensiven er styrket, har forsvaret på papiret taget et lille skridt tilbage. Cornerback Stephon Gilmore blev hentet dyrt ind i free agency, men vi har gradet manden han erstattede, Logan Ryan, højere. Læg dertil udfordringer på pass rush-siden med et karrierestop fra Rob Ninkovich, en forfejlet trade for Kony Ealy og en bitter skade til en lovende rookie, Derek Rivers, og Patriots står tilbage med et pass rush, der ser noget tvivlsomt ud. Trey Flowers er en dygtig spiller og rookie Deatrich Wise har gjort god figur i off- og preseason, men dét Patriots skal prise sig lykkelige for, er at dét at komme ind til quarterbacken ikke er det vigtigste for deres defensive ends, for den del kan meget vel komme til at knibe. Indvendigt på linjen er Alan Branch og Malcolm Brown fine spillere, mens Lawrence Guy sikrer en fin reserve. Som helhed er linjen dog en smule udfordret, hvis man ser på den spiller for spiller.

Linebackerkæden har en glimrende spiller i Dont’a Hightower, mens Kyle Van Noy og veteranen David Harris er anstændige startere, og Elandon Roberts sikrer lid dybde. Heller ikke denne kæde er dog fantastisk besat.

Det startende defensive backfield ser til gengæld godt ud. Malcolm Butler er en glimrende spiller, mens Gilmore er fin, men ikke så god som hans kontrakt indikerer. Jonathan Jones og Eric Rowe kæmper om spilletid som tredjevalg – Rowe var et flop hos Eagles, der valgte ham i anden runde, men viste sig som et godt matchupvåben på forsvaret for Patriots, efter han blev hentet i en trade. Devin McCourty og Pat Chung er en stærk safetyduo, mens Duron Harmon sikrer fin kvaliet som tredjevalget i den enhed.

Det er lidt hårdt at sige, men det er ærligt ment: Vejen til Super Bowl er lagt for Patriots. En division, hvor holdene på skift kæmper for at gøre det let for Patriots at sikre sig AFCs førsteseedning, kombineret med et spillemæssigt og mentalt overtag overfor de nærmeste konkurrenter. Steelers har ikke fundet ud af hvordan de skal komme forbi Patriots. Er Raiders, Titans, Chargers, Chiefs klar til at gøre det? Chiefs er måske næsten bedste bud, men de er i en stærk division, hvor der ikke skal gå meget galt før de risikerer at misse slutspillet – og er Alex Smith (eller Patrick Mahomes?) manden, der skal føre dem forbi Patriots i en afgørende kamp? Og Ravens, der jævnligt har givet Patriots problemer i slutspillet? De har dog ikke slået dem siden deres Super Bowl-run, og er selv en tvivlsom slutspilsdeltager.

Alt andet end endnu en Super Bowl-optræden vil være en skuffelse for Patriots, og det er næsten kun skader eller en Tom Brady, der pludselig ligner en 40-årig quarterback, der kan afholde dem fra at nå dertil. Om de så også kan hente den sjette Super Bowl-sejr… det er nok næsten det største spørgsmål.

#1: SEATTLE SEAHAWKS
Team total: 5,499 (#1)
Player average: 4,067 (#2)
Starting 25: 7,129 (#1)
Bedst rangerede enhed: EDGE, DB (#1)
Dårligst rangerede enhed: OL (#30)

Patriots mod Seahawks i Super Bowl? Det skal nok kunne blive seværdigt. Vejen er bestemt ikke banet ligeså tydeligt for Seahawks som for Patriots, men Seahawks skiller sig klart ud fra mængden, når man kigger ned over NFCs rosters. Kan Matt Ryan fortsætte hvor han slap sidste år, er Falcons stadig en solid kandidat. Kan Cowboys bygge videre på sidste års præstation og overkomme de defensive mangler, skal de heller ikke dømmes ude. Finder Packers et forsvar, er de farlige. Og hvad med Cam Newton og Panthers? Og der er flere. NFC har historisk været meget mere åben, når det kommer til Super Bowl-deltagere, end AFC –14 af AFCs seneste 16 Super Bowl-deltagere har været fordelt på tre quarterbacks/fire hold (Tom Brady (7), Peyton Manning (4 – to med Colts, to med Broncos), Ben Roethlisberger (3); og så Raiders og Ravens. I samme periode er Giants (3), Seahawks (3) og Panthers (2) de eneste gengangere i NFC, og de ”kun” stået for halvdelen af disse optrædener.

Efter en sæson under vanlig standard på angrebet sidste år, ser Seahawks stærkere ud til denne sæson. Running back Eddie Lacy er hentet ind og vil kæmpe med Thomas Rawls om spilletid, mens C.J. Prosise vil tage sig af resterne, og evt. agere third-down back. Efter en sæson, hvor løbeangrebet blot snittede 3,9 yards pr.c arry, bør der være fremgang at spore i år.

Russell Wilson tilhører fortsat eliten på positionen og har en fin gruppe af spillere at fordele bolden til. Doug Baldwin overses af mange grundet den relativt lave volumen, der er i Seahawks’ kasteangreb, men han er blandt de mest effektive wide receivers i ligaen og når Tyler Lockett er helt ovre den skade, der kostede ham slutningen af sidste sæson, er han yderligere et glimrende våben. Paul Richardson viste endelig noget af sit potentiale frem i slutspillet, og kan han bygge ovenpå det, ser det virkelig lovende ud. Tight end Jimmy Graham er på nippet til at ryge op i Elite-kategorien, mens hans backup Luke Willson er en bundsolid reserve.

Problemet er – nok engang – den offensive linje. Det så ellers bedre ud, men en grusom skade til left tackle George Fant har tvunget Seahawks ud i en klar nedgradering med Rees Odhiambo som ny starter på positionen. Luke Joeckel har været et flop siden Jaguars valgte ham med andenvalget i 2013-draften, og uanset om han spiller guard eller tackle vil forventningerne være meget lave. Center Justin Britt er eneste mand på linjen, der grades bedre end Average – der er dog nogle solide reserver, der i vores optik burde være startere.

Forsvaret overgås i vores rangeringer kun af Minnesota Vikings’. Det er en forrygende enhed, som Seahawks kan sende på banen [og den er kun blevet stærkere med tilføjelsen af Sheldon Richardson efter vi låste rosters til denne analyse, red.], og ser man udelukkende på linjerne i stedet for helt ned i de enelte enheder – IDL og EDGE under ét som DL – siger det en hel del, at en linebackerkæde med én af ligaens to top-off-ball linebackers, Bobby Wagner, samt K.J. Wright (High Quality) ligner det svageste punkt på forsvaret.

Gruppen af edge rushers er uovertruffen med Michael Bennett, Cliff Avril og Frank Clark alle gradet til mindst High Quality. Indersiden af linjen halter lidt efter, men løbeforsvaret hjælpes på vej af de ovenfor nævnte linebackers, der bestemt også har gjort deres for at tilsikre at modstanderne er holdt under 4 yards pr. carry fire sæsoner på stribe.

Det bageste forsvar har én af ligaens topcornerbacks i Richard Sherman og ligaens bedste safetyduo i Earl Thomas og Kam Chancellor, og det eneste der er at udsætte på forsvaret ,er at dybden er en smule tvivlsom, hvis vi ser bort fra den defensive linje.

Seahawks vil nok engang være svære at flyte bolden på, og med et schedule, der virker nogenlunde overkommeligt, bør Seahawks som minimum kunne sikre sig en friuge i slutspillet – potentielt hjemmebanefordel gennem slutspillet – og være helt inde i kampen om en Super Bowl-optræden. Angrebet har på papiret ikke alt for mange svære matchups i vente, og kan Wilson og co. genfinde niveauet fra for få år siden, vil det kun øge presset på modstandernes angreb, mod et forrygende forsvar.

 

423 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top