You are here
Home > Draft

2017 Huddle mock 1.0

Draft season er over os, og inden de første spillere fredag indtager Lucas Oil Stadiums FieldTurf for at hoppe, springe og løbe foran NFLs beslutningstagere, kommer her min første mock frem mod 2017-draften.

Det er utrolig tidligt i processen og rammer jeg bare en lille håndfuld af nedenstående picks rigtigt, når draften løber af stablen i slutningen af april, vil det være en stor succes. Free agency vil udfylde behov og potentielt åbne nye huller hos holdene, og de kommende små to måneders draftrelaterede aktiviteter – startende med Combine og siden Pro Days og holdbesøg – vil ændre markant på hvordan mange spillere bliver anset.

Jeg er langt fra færdig med at gennemgå spillerne i årets draft, og der er en stor del af de spillere, jeg har fundet plads til i denne mock, som jeg endnu ikke selv har fået kigget på. Tag derfor ikke spillernes placering i mocken som et udtryk for, hvordan jeg personligt rangerer dem – medmindre jeg specifikt laver en mock baseret på, hvad jeg selv ville gøre, så handler det for mig om at prøve forudse, hvad der kommer til at ske, og så er min egen holdning til spillerne aldeles underordnet.

Colts og Vikings endte den regulære sæson med samme record og samme Strength of Schedule og derfor skal der foretages lodtrækning ved Combine for at finde ud af, hvem der vælger først af de to – jeg har selv foretaget lodtrækning om pick nummer 14 og 15, og det endte med at Vikings (dvs. Eagles, efter Sam Bradford-traden) er endt med det tidlige af valgene i denne mock.

Kommentarer er yderst velkomne – både som kommentarer her på siden eller på Twitter (@NFLXPeter/@HuddleUpDK).

Nok snik-snak – hermed min første mock i år:

1. Cleveland Browns – EDGE Myles Garrett, Texas A&M
Al historik peger på quarterback, offensive tackle eller edge rusher ved topvalget. Der er ingen tackle med værdi, quarterbackmarkedet er svært at gennemskue – og Browns vælger igen ved nummer 12, og tidligt i anden runde, hvor der også kan være pæne muligheder – og Myles Garrett er bredt anset for draftens bedste spiller. Læg dertil, at sidste års andenrundevalg Emmanuel Ogbah førte holdet med seks sacks i 2016, og ingen anden spiller havde flere end tre sacks, og det står klart, at behovet for at adressere pass rushet står højt på listen hos et Browns-hold, der har masser af needs.

2. San Francisco 49ers – QB Mitch Trubisky, North Carolina
Rygterne om en trade for Kirk Cousins fyger, men for nu holder vi fast i, at Cousins bliver i hovedstaden. En ny head coach og en ny general manager er ofte lig en ny quarterback, hvis ikke den position allerede er på plads (og det er den sjældent når begge de positioner skiftes ud), og det forlyder, at Niners er indstillet på at finde en langtidsholdbar løsning på positionen i denne offseason. Trubisky ligner for nuværende det bedste bud på den første quarterback af brættet, selvom både Deshaun Watson og måske især DeShone Kizer presser på, og han ender i en fin situation hos Kyle Shanahan, der har fået presset de bedste sæsoner ud af Matt Ryan, Brian Hoyer, Robert Griffin III og Matt Schaub.

3. Chicago Bears – DL Jonathan Allen, Alabama
Quarterback må overvejes med Cutler på vej ud ad døren og Brian Hoyer stående foran free agency, men med Trubisky af brættet, kan de føle sig nødsaget til at kigge i andre retninger. Wide receiver kan blive overvejet, men nummer tre er nok lige tidligt nok til Mike Williams, og så må det næsten blive en forsvarsspiller. Værdien ligger umiddelbart på enten den defensive linje eller safety og Bears har behov begge steder. Historikken taler imod en safety i top 3, så valget falder på Jonathan Allen, der er en systemalsidig komplet defensiv linjemand, der bør give linjen et boost, og kan udgøre fundamentet på linjen sammen med sidste års tredjerundevalg Jonathan Bullard, i de kommende år.

4. Jacksonville Jaguars – RB Leonard Fournette, LSU
T.J. Yeldon har i sine første to sæsoner ikke formået at leve op til forventningerne, og Chris Ivory kæmpede både med skader og produktionen i sin første sæson i Jacksonville. Jaguars’ kasteangreb har brug for mere hjælp fra deres running backs, og Fournette bør fra dag 1 gå ind og styrke den del af Jaguars’ offensive spil. Får Jaguars ikke re-signet Johnathan Cyprien, må en safety som Jamal Adams være i spil her.

5. Tennessee Titans (f/Rams) – SS Jamal Adams, LSU
Titans har så småt fået opbygget et konkurrencedygtigt roster, men der er behov for at adressere den bageste defensive enhed. Både Jamal Adams og Malik Hooker kan være i spil, men valget falder på Adams, der kan glide ind ved siden af Rashad Johnson (forudsat han bliver re-signet – ellers sidste års tredjerundevalg Kevin Byard).

6. New York Jets – CB Marshon Lattimore, Ohio State
En quarterback må friste, men er Jets klar til så officielt at kaste håndklædet i ringen på Christian Hackenberg efter at have red-shirtet ham i 2016? Det er én ting, at de burde gøre det, men det vil være en falliterklæring, som jeg ikke er sikker på vi kommer til at se fra Jets’ side. Darrelle Revis er røget ud efter en forfærdelig 2016-sæson, og det efterlader et tyndt besat secondary. Lattimore kommer med nogle skadesbekymringer, men har uomtvistelig upside og lock-down potentiale.

7. Los Angeles Chargers – FS Malik Hooker, Ohio State
Chargers’ største behov er næppe en position, så meget som at finde en måde at undgå de talrige skader, der har ramt dem hårdt de seneste sæsoner, på. På banen er der dog også en del steder de kan adressere, men der er ikke meget værdi på den offensive linje, så det ligner et defensivt valg. Solomon Thomas til den defensive linje kan være i spil, men valget falder på Malik Hooker. Safetypositionen halter for Chargers og Malik Hooker giver fantastisk range og playmakerevner i den bageste enhed. Chargers førte ligaen i interceptions i 2016, men kun to spillere havde mere end én interception – Hooker bør allerede som rookie falde ind i samme kategori.

8. Carolina Panthers – RB Dalvin Cook, Florida State
Fem sæsoner på stribe har Jonathan Stewart ikke kunnet holde sig frisk til at spille 16 kampe, og mens hans samlede ni touchdowns sammen i 2016 og gjorde det bedre end hans 3,8 yards pr. carry indikerer, er der brug for mere hjælp på positionen. Cameron Artis-Payne er fin dybde, men skal ikke være starter, hvis Stewart går ned. I Dalvin Cook får holdet en home-run trussel, der med sin fart alene får modstanderne til at tage forkerte vinkler. Skal Cam Newton have hjælp, skal angrebet omkring ham hjælpe til, og en offensiv linjemand er ikke umiddelbart i spil hér – dels grundet den tvivlsomme værdi, dels fordi general manager Dave Gettleman ikke virker villig til at bruge et højt valg på positionen – så Cook it is.

9. Cincinnati Bengals – MLB Reuben Foster, Alabama
Skader gjorde sit til, at Bengals leverede en skuffende 2016-sæson, og i linebackerkæden missede både Vontaze Burfict og Rey Maualuga tid pga. skader. Maualuga har ikke spillet en hel sæson siden 2012 og holder ganske enkelt heller ikke et højt nok niveau til at skulle føle sig sikker på sit job. Foster overtog på fornem vis fra Reggie Ragland i midten af Alabamas forsvar i sidste sæson og giver Bengals en fremragende hit-and-run-linebacker med spændende upside. Og at han spiller for en stor skole er typisk kun et plus i Mike Browns bog.

10. Buffalo Bills – WR Mike Williams, Clemson
Sammy Watkins har kæmpet med at holde sig skadesfri og stort set resten af Bills’ receiverkorps står foran free agency. Skal Tyrod Taylor – eller hvem end de ender med at smide under center i 2017 – have en chance, skal han have nogle våben at kaste til. Enter: Mike Williams.

11. New Orleans Saints – OLB Zach Cunningham, Vanderbilt
Dannell Ellerbe har spillet 16 kampe over sine seneste tre sæsoner og står til at ramme free agency efter denne sæson. Der skal tænkes i fremtiden positionen – og måske endda nutiden. Skal Saints tage skridtet væk fra Jeff Fishers bullshit-land (tre 7-9-sæsoner på stribe, fire på de seneste fem år), skal forsvaret hæve niveauet. Cunningham er et skridt på vejen.

12. Cleveland Browns (f/Eagles) – DL Solomon Thomas, Stanford
Browns’ top 3 på quarterbackpositionen skulle allerede ligge klar, og anser de fx DeShone Kizer for at være en mulig franchisequarterback, så bør de ikke tøve med at slå til på ham hér. Jeg er dog langt fra overbevist om at Browns går med en quarterback i første runde – ja, end ikke deres tidlige andenrundevalg er jeg sikker på bliver brugt på positionen. Jeg kunne godt se dem give Cody Kessler og co. endnu et år og fokusere på at bygge resten af deres roster op, uagtet at de før eller siden er nødt til at gå linen ud og prøve at finde en langtidsholdbar løsning på positionen. Sandsynligheden taler nok for at sker her, men Browns’ førsteprioritet må være at finde så mange gode spillere som muligt. Solomon Thomas er et muligt top 5-valg, der hér er faldet til nummer 12. Han har trukket nogle sammenligninger med Aaron Donald, og Browns’ nye defensive koordinator Gregg Williams ved om nogen hvad Aaron Donald er i stand til at skabe af kaos.

13. Arizona Cardinals – CB Marlon Humphrey, Alabama
Der er masser af muligheder her for Cardinals, der ganske vist stadig har et relativt stærkt roster, men er begyndt at blive ramt af alderdom hos nogle nøglespillere. En quarterback kan let komme i spil hér – DeShone Kizer comes to mind – for at få erstatningen til Carson Palmer sikret, men forsvaret tog også et skridt tilbage sidste år, og cornerbackpositionen modsat Patrick Peterson var svært udsat. Humphrey har størrelse, fart og spiller fysisk, og det bør passe glimrende til Cardinals.

14. Philadelphia Eagles (f/Vikings) – CB Teez Tabor, Florida
Der skal bruge tid på at undersøge Tabors personlighed – suspenderet to gange i college – men føler Eagles sig trygge ved personen, får de i Tabor tilføjet en cornerback, der vil opgradere en svag cornerbackgruppe, hvor to mand står foran free agency. En wide receiver kan også meget vel være i spil her, for at sikre noget ekstra hjælp til Carson Wentz.

15. Indianapolis Colts – LB/S Jabrill Peppers, Michigan
Colts’ nye general manager Chris Ballard udtalte ved sit første pressemøde, at han ledte efter spillere, der skilte sig ud på deres game tape – man kan ikke se en Michigan-kamp uden at bide mærke i Peppers. Hvor skal han så spille? Han har linet op overalt, på begge sider af bolden – og som returner – så opgaven bliver for Chuck Pagano og co., at finde en måde at bruge Peppers rigtigt på.

16. Baltimore Ravens – WR John Ross, Washington
Steve Smith Sr. har indstillet karrieren, Mike Wallace er – ikke overraskende – ikke meget værd, og Breshad Perriman kæmper med at holde sig skadesfri. Der er ikke meget kvalitet i receiverkorpset for Joe Flacco, og skal han finde tilbage til sit bedste spil, er Ravens nødt til at gøre noget ved enheden. Ross er lille og eksplosiv, og et vil være et fint supplement til Perriman.

17. Washington Redskins – DL Malik McDowell, Michigan State
Free agency står til at ramme Redskins’ defensive linje ganske hårdt, og da den i forvejen er blandt holdets dårligste enheder, understreger det blot, at de – medmindre de ender med at trade Kirk Cousins, så de er nødt til at finde en quarterback – må kigge i retning af linjen i draften. Optimalt set ville de finde en stor klods, der kan hjælpe et løbeforsvar, der var blandt ligaens dårligste i 2016, men McDowell er en fin trøstepræmie. Han kan sagtens bidrage mod løbet, men er samtidig en dygtig pass rusher, der kan udnytte den plads, der bliver skabt til ham af – eller skabe plads til – Ryan Kerrigan og Preston Smith.

18. Tennessee Titans – WR Corey Davis, Western Michigan
Meldingerne går på at Titans er indstillet på at opgradere deres wide receiver-korps frem mod den kommende sæson (pt. luftes rygter om at trade dette valg til Saints for at hente Brandin Cooks). Uagtet at Cooks og Corey Davis på ingen måde ligner hinanden, så vil det for mig at se give mening for holdet at finde et nyt stort våben til at komplimentere Rishard Matthews (6’0, 217 lbs) og sidste års femterundevalg Tajae Sharpe (6’2, 194 lbs) efter det forfejlede Dorial Green-Beckham-eksperiment. Med Kendall Wright foran free agency, er vejen til spilletid banet for Davis, der selv hvis han får brug for en indkøringsfase, hurtigt bør kunne overhale Harry Douglas i kampen om spilletid.

19. Tampa Bay Buccaneers – TE O.J. Howard, Alabama
(Make) Cameron Brate (Again) har gjort pæn figur i de seneste sæsoner og fik et gennembrud i 2016, men er det nok til at forhindre Buccaneers i at gå med en så dynamisk spiller på positionen som O.J. Howard? Med de begrænsede våben Bucs har til rådighed i kastespillet – Vincent Jackson er dalet i niveau og står foran free agency, og foruden Mike Evans er der ikke meget at komme efter på ydersiden – kan de bruge enhver god pass catcher, og Howard er bestemt ikke begrænset til at spille in-line. Howard kan meget vel ende med at gå tidligere end dette, så er han på brættet, kan Bucs føle værdien er for god – Cameron Brate eller ej.

20. Denver Broncos – OT Ryan Ramczyk, Wisconsin
Brættet falder næsten perfekt for Broncos, der ser Ramczyk falde i favnen på dem. Efter at have declinet deres option på Russell Okung står Broncos med et stort hul på left tackle, og skal hvem end de ender med at line op under center, have en chance, har han brug for beskyttelse. Ramczyk har kun ét års erfaring på det højeste collegeniveau, men har værktøjerne og potentialet til at overkomme den begrænsede erfaring og blive en stærk left tackle i NFL.

21. Detroit Lions – EDGE Taco Charlton, Michigan
Med fire defensive linjemænd – to ends og to tackles – på vej på det frie marked, har Lions brug for at få adresseret den defensive front. Kerry Hyder viste lovende takter sidste år, men startede kun to kampe i Ziggy Ansahs fravær, og det er ikke givet at han er klar til at tage over i en starterrolle hvis Devin Taylor ikke vender tilbage. Charlton har alsidigheden til at line op både ind- og udvendigt, og kan starter på ydersiden og rykke indvendigt på kastedowns og give plads til Hyder. Sacks var lidt af en mangelvare – Hyder havde 8, Taylor 4,5, Armonty Bryant (også free agent) 3 og Ansah 2 – og oftere end ønsket kneb det også med bare at få lagt pres på quarterbacken. En tilføjelse af Charlton bør hjælpe på den front.

22. Miami Dolphins – OG Forrest Lamp, Western Kentucky
Med Branden Albert på vej til Jaguars, vil sidste års førsterundevalg Laremy Tunsil overtage på left tackle, men det efterlader Dolphins med to huller på indersiden (right guard Jermon Bushrod var forfærdelig sidste år – og er free agent). Skal Dolphins vende tilbage til slutspillet, skal Ryan Tannehill holdes oprejst og Jay Ajayi skal have plads at løbe på. Lamps arme er kortere end ønsket, og det kan afholde ham fra at ende på ydersiden i NFL – som guard vil det dog næppe blive udstillet nævneværdigt og han giver Dolphins en dygtig, fysisk run blocker, der også kan beskytte quarterbacken. Erfaring har han masser af og mens han ikke har spillet meget på indersiden, bør han kunne finde sig til rette som guard.

23. New York Giants – OT Cam Robinson, Alabama
Til ingens overraskelse – forudsat de så hans collegetape – har Ereck Flowers været ude hvor han ikke kunne bunde (og hvor fødderne ikke kunne følge med) på left tackle. Cam Robinson har Flowers’ størrelse (begge er 6’6, Flowers 329 lbs, Robinson 322 lbs), men er milevidt mere atletisk og kan begå sig på venstre side, og hjælpe både i løbespillet og i beskyttelsen af Eli Manning, der som han bliver ældre, har et øget behov for hjælp på den front.

24. Oakland Raiders – RB Christian McCaffrey, Stanford
Latavius Murray ser ud til at være fortid hos Raiders, og holdet skal have fundet en erstatning. Jalen Richard og DeAndre Washington viste begge fine ting som rookies – snittede hhv. 5,9 og 5,4 yards pr. carry – men det var i begrænsede roller, og det er ikke givet at de kan overtage starterrollen. McCaffrey havde fænomenal produktion hos Stanford, og mens der er bekymringer om hans fysik, har han et spændende skill-set, og i en rotation med Richard og Washington, bør Raiders være tilpas godt besat på positionen, til at fastholde et effektivt løbeangreb.

25. Houston Texans – QB DeShone Kizer, Notre Dame
Som ventet var Brock Osweiler ikke i stand til at leve op til sin store kontrakt hos Texans – og han viste sig sågar endnu værre end man kunne have frygtet. Pengene er kastet afsted, og vil ramme Texans i år, men de er nødt til at finde en opgradering, hvis de skal holde fast i det greb, de har haft i divisionen de seneste sæsoner. To år på stribe er Texans nået i slutspillet på trods af deres horrible quarterbacksituation – med den rette quarterback kan de bringe sig i spil som en reel contender, og det skal en dyr investering i en elendig quarterback ikke forhindre dem i at jagte. Den rette quarterback kan vise sig at være Tony Romo, men det kan også blive via et valg i draften. Det er svært at gennemskue, hvordan holdene ser på toppen af quarterbackklassen, og DeShone Kizer kan meget vel gå meget tidligere end dette, men er han på brættet hér og har Texans ikke fået fundet en løsning på positionen, skal han være i spil.

26. Seattle Seahawks – OT Antonio Garcia, Troy
Enhver der så Seahawks’ angreb i aktion i sidste sæson, kunne (forhåbentlig) se at den offensive linje var et gigantisk issue for holdet. Eksperimentet med George Fant og Garry Gilliam på ydersiden af linjen var ikke nogen succes, og der skal finde en løsning. Sidste års førsterundevalg Germain Ifedi kan rykkes til ydersiden, men det løser kun den ene position. Antonio Garcias størrelse har været luftet som en bekymring, men efter at have brugt Fant, der er 6’5, 296 lbs på left tackle sidste år, bør Garcias 6’6, 302 lbs (og selv 293 lbs, som han vejede ind på ved Senior Bowl) ikke skræmme Seahawks, der får en spiller med det atletiske potentiale de typisk er vilde med.

27. Kansas City Chiefs – CB Desmond King, Iowa
Marcus Peters er blandt ligaens bedste cornerbacks, men på den anden side af banen har det knebet for Chiefs med at finde en stabil løsning. Terrance Mitchell viste nogle lovende takter mod slutningen af sidste sæson, men var det nok til at have tiltro til at han kan varetage jobbet fremadrettet? Selv hvis det er tilfældet, er dybden et issue for Chiefs. Desmond King mangler noget størrelse og atletisk upside, men han var en ballhawk hos Iowa (otte interceptions sidste år), og er alsidig nok til at kunne bruges både ind- og udvendigt og som safety.

28. Dallas Cowboys – EDGE Derek Barnett, Tennessee
Hvis produktion var den afgørende faktor for hvornår en spiller skulle vælges, ville Barnett være blandt denne drafts absolutte topnavne med sine 32 sacks over tre sæsoner (herunder 13 i 2016), spillende i college footballs stærkeste konference. En evaluering af et prospect handler om mere, og mens Barnett uomtvisteligt har nogle spændende traits, så har han også sine begrænsninger. Han bør dog stadig finde vej til første runde og Cowboys har et massivt behov for at få styrket deres pass rush efter en sæson, hvor Benson Mayowa førte holdet med blot seks sacks. Randy Gregory ligner en lost cause, Demarcus Lawrence har misset 16 kampe på tre sæsoner og havde blot ét sack i ni optrædener sidste år. Barnett bør være en tiltrængt opgradering.

29. Green Bay Packers – EDGE Takkarist McKinley, UCLA
Både Nick Perry, Julius Peppers og Datone Jones er free agents og det efterlader Packers tyndt besat bag Clay Matthews. McKinley er mindre end ønskværdigt, men er en eksplosiv rusher med en glimrende motor, der bør være klar til at bidrage fra dag 1, uagtet at det kan blive som situational pass rusher, indtil han får forbedret sig mod løbet.

30. Pittsburgh Steelers – EDGE Tim Williams, Alabama
Det sene run på edge rushers fortsætter. Få hold har større behov for en impact-pass rusher end Steelers, der de seneste år har haft en snart 39-årig James Harrison som sin største trussel for modstandernes quarterbacks. 2013-førsterundevalget Jarvis Jones slog aldrig til og er free agent, og mens Bud Dupree kom lidt i gang med slutningen af sidste sæson – alle 4,5 sacks han præsterede i sine syv kampe i sæsonen, kom i løbet tre af hans sidste fire optrædener – er der behov for mere. Tim Williams samlede 18,5 sacks sammen over sine sidste to sæsoner hos Alabama, og vil kunne udgøre en eksplosiv duo med Dupree. Han kommer dog også med flere bekymringer – han har ikke spillet nævneværdigt mod løbet hos Alabama og kommer med en vis mængde off-field bekymringer, og er Steelers klar til at investere et førsterundevalg i en spiller med den mængde bagage? Hvis de er, har Williams et år eller to til at tage ved lære bag ny-signede James Harrison, og stille og roligt få arbejdet med bl.a. sine evner mod løbet.

31. Atlanta Falcons – OG Dan Feeney, Indiana
Chris Chester var det svageste punkt på Falcons’ offensive linje i 2016, og står foran free agency. Med ansættelsen af Steve Sarkisian som offensiv koordinator, vil der formentlig blive fastholdt et vist fokus på løbeangrebet, og her bør Feeney kunne hjælpe. Han var en vigtig del af den succes spillere som Tevin Coleman og Jordan Howard havde hos Indiana, og bliver nu genforenet med Coleman. Han kan samtidig forblive på right guard, hvor han har startet samtlige kampe i sin collegekarriere.

32. New England Patriots – TE David Njoku, Miami (FL)
Martellus Bennett havde en stærk sæson hos Patriots, men ser ud til at være på vej væk i free agency, og det efterlader Patriots lidt tyndt besat bag Rob Gronkowski, der har fået opbygget en ikke-ubetydelig skadeshistorik. Njoku er et fysisk vidunder med et #vanvittigt 82,5” (ca. 210 cm) vingefang og masser af fysisk upside. Han skal udvikle sig som blokeringsspiller, men har uomtvisteligt potentialet til at blive en komplet spiller på positionen.

662 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top