You are here
Home > NFL

Super Bowl LI: Afslutningen på 2016-sæsonen vi fortjente

Med Falcons oppe med 28-3 midtvejs gennem tredje quarter lignede Super Bowl LI endnu en fæl skuffelse i et slutspil, der har været fyldt med kampe, der på papiret så yderst indbydende ud, men endte i massive blowouts.

I stedet fik vi en Super Bowl til historiebøgerne – på talrige punkter. Den 51. udgave af Super Bowl var min egen fjortende af slagsen foran skærmen, og mens der er masser af Super Bowls, jeg ikke har set og dermed kan holde denne op imod, er mit klare indtryk, at det er et fåtal af de Super Bowls, der er gået forud for min NFL-tid, der kommer i nærheden af at kunne måle sig op mod flere af de fantastiske finaler, vi har haft over det seneste halvandet årti, kulminerende med denne medrivende og fantastiske afslutning vi fik på 2016-sæsonen. Om dette er den bedste nogensinde kan diskuteres – der kan laves stærke argumenter for bl.a. Steelers’ triumf mod Cardinals – men på mange parametre var denne så unik, at den bør nævnes iblandt de bedste.

Et første quarter, der var domineret af de to forsvar, blev afløst af et andet quarter, hvor Falcons’ angreb tilsyneladende fandt opskriften på succes mod Patriots’ forsvar, mens det pres Falcons’ defensive front havde fået lagt på Tom Brady tidligt i kampen, virkede til at påvirke den fremtidige Hall of Famer, der var uskarp som sjældent set. At hans receivers så også tabte flere af de bolde der egentlig var placeret ordentligt, gjorde det ikke lettere. Efter en pick-six kom Falcons op med 21-0, og da Patriots ikke formåede at få et touchdown på tavlen inden pausen – de måtte nøjes med et field goal – kunne Falcons gå i omklædningsrummet foran med tre scoringer, velvidende at de åbnede med bolden i anden halvleg. Muligheden for at stikke endegyldigt af lå lige for.

Patriots fik Falcons hurtigt af banen, men kunne ikke selv sætte sætte point på tavlen, og med 8.31 tilbage af tredje quarter tog Tevin Coleman et kast fra Ryan og omsatte til et 6-yard touchdown og 28-3-føring. Game over? Jeg turde ikke kalde den, men havde svært ved at se, hvad Patriots skulle gøre.

Så kom comebacket.

I de første 50 Super Bowls havde et hold aldrig vundet efter at have været bagud med mere end 10 point – Patriots var nede med 25 og fuldstændig uden rytme, og selvom James White kort før udgangen af tredje quarter kom i end zone, brændte Stephen Gostkowski sit ekstra point. Det lignede ganske enkelt bare én af de dage for Patriots. Én af den slags dage. De er så godt coachet, at de sjældent har den slags dage.

Som den tidligere Colts-head coach Tony Dungy tweetede, da fjerde quarter lakkede mod enden, lever Patriots af at udnytte de muligheder, der opstår, når modstanderne ikke formår at klare de fundamentale betingelser for at have succes på banen. Og Falcons smed al den basale logik over styr i fjerde quarter. Efter et Patriots-field goal fremtvang de en fumble fra Matt Ryan, som blev omsat til et touchdown og en two-point conversion. Nu var de pludselig indenfor én scoring. På 2. og 8 fra Patriots’ 49-yard linje kastede Matt Ryan en perfekt bold til Julio Jones, der lavede et af de mest spektakulære catches, du nogensinde vil få at se. Første og ti fra 22-yard linjen – rigelig indenfor field goal-afstand – med 4.40 tilbage. Opskriften burde være klar – løb, løb, løb. Var det ikke nok til en ny første down, kunne der sparkes et field goal, og Falcons kunne være oppe med to scoringer med begrænset tid på klokken til Brady. Et løb på første down tabte én yard og blev fulgt op af en tåbelig beslutning om at kaste bolden – Matt Ryan tabte 12 yards på det sack. Nu var bolden pludselig på 35-yard linjen – et 53-yard field goal. Endu et kast – 9 yards til Mohamed Sanu, men holding på left tackle Jake Matthews. Ti yards længere tilbage. 3. og 33 fra 45-yard linjen. Endnu et kast. Incomplete. 1.02 efter at have haft første down på 22-yard linjen måtte Falcons punte fra 45-yard linjen – og Patriots havde kun brugt én af deres timeouts.

Et fantastisk 10 spil, 91 yard drive fra Patriots med endnu et catch til historiebøgerne – efter David Tyree og et par andre absurde Super Bowl-catches, der gik Patriots imod, havde de nu endelig ét, der gik deres vej, takket være opmærksomt spil af Julian Edelman. Falcons valgte at challenge – to sekunder før two-minute warning. Et gratis ekstra spil til Patriots – og en challenge, der var dømt til at gå galt. Patriots omsatte den gave til 20 yards, og de var nu på 21-yard linjen. Tre spil og ét minut senere var James White atter i end zone, og Danny Amendola hev den vigtige two-point conversion ind og sikrede udligningen, der sendte kampen i overtid – den første overtidskamp nogensinde i Super Bowl.

Patriots fik bolden først – og kørte over otte spil bolden 75 yards til end zone. Fra 3-28 til 34-28. Patriots’ drives efter pausen: Punt, touchdown, field goal, touchdown, touchdown, touchdown (her fraregner vi det ene spil efter Falcons puntede i slutningen af fjerde quarter, hvor Patriots kørte et fake kneel down, der nok skaffede yards, men end ikke var tæt på at give touchdown).

Falcons blev kørt i knæ. Patriots kørte 93 spil i kampen mod Falcons’ 46, og mens Falcons fra starten havde fået rystet Brady og Patriots-angrebet, var det Falcons’ forsvar der til sidst var kørt træt. Patriots omstillede sig på angrebet, satte tempo på og fik bolden hurtigere ud af hænderne på Brady, og det virkede. Samtidig med Falcons’ tvivlsomme play-calling og clock management, gav det Patriots akkurat tid nok til at lave det fornemme comeback og sikre sig sejren.

Om det var manglende erfaring fra Falcons’ stabs side skal jeg ikke sige, men mens Patriots i perioder virkede paniske og desperate, da de var langt bagud, var det som om Falcons på samme tid kom i tvivl om, hvordan de bedst kunne bevare føringen. Jeg forstår som sådan godt, at de har tiltro til at deres MVP-quarterback kan bære dem til titlen, men løbeangrebet var så effektivt i kampen, at det på alle punkter gav mere mening at læne sig op ad det. Falcons mistede fatningen og de mere erfarne Patriots-folk – både på og udenfor banen – drog fordel af det.

Tom Brady og Bill Belichick har med sejren nok engang indskrevet sig i historiebøgerne – og de har efterhånden hele kapitler dedikeret til sig. Fem Super Bowl-triumfer er uovertruffent for en QB/HC-duo, Bradys fire Super Bowl-MVP-titler er flest af alle, og Brady satte trumf på med Super Bowl-rekorder for både completions og yards, da han ramte på 38 af sine 62 kast i opgøret for 466 yards. James Whites 14 catches var ligeledes flest nogensinde i en Super Bowl.

Og hvor placerer det så Brady og Belichick, når snakken falder på deres plads i historien? Belichick er i min bog den bedste træner nogensinde – en holdning jeg har haft i et stykke tid. At han er den mest succesfulde kan der vist heller ikke længere sås tvivl om. Brady er en anden sag – og det er udelukkende en smagssag for mig. Der er ingen tvivl for mig om, at han er den mest succesfulde quarterback i historien – men det gør ham bare ikke automatisk til den bedste i min bog. Det er en helt subjektiv vurdering og jeg har både forståelse og respekt for dem, der mener, at han hører til på toppen. Jeg har andre, jeg vil placere foran ham, og det vil kræve meget for ham at passere dem, selvom jeg ikke vil afvise, at det kan ske. Det er en holdning, man kan være enig eller uenig i – men det er nu engang min holdning, og ikke én jeg gider bruge mere tid på at debattere, end jeg bruger på nu at skrive om den hér.

Hvem er den bedste tennisspiller af Nadal og Federer? Siger du Nadal, kan jeg bl.a. pege på Federers rekordmange Grand Slams og hans mange uger som verdensetter – siger du Federer, kan jeg pege på at Nadal fører 23-12 indbyrdes og endda er 6-3 i de allervigtigste kampe, Grand Slam-finalerne. Hvem er den bedste fodboldspiller af Messi og Ronaldo? Vil din holdning på det punkt ændre sig, hvis den anden spillers hold vinder ligaen og Champions League fem år i træk med spilleren som suveræn topscorer? Næppe. Pointen er: Det er subjektive vurderinger, der ligger til grund for den slags – personlige præferencer i spillestil ol.; bare fordi den ene spiller er mere succesfuld, er han ikke nødvendigvis bedre – slet ikke i en holdsport. Der kan laves valide argumenter for Brady som den bedste nogensinde, men det kan der også for andre. Jeg tror efterhånden, at jeg har hørt alle argumenterne for, hvorfor Brady skulle være den bedste nogensinde, men jeg vægter andre ting højere end hans uomtvistelige succes og sådan er det ganske enkelt bare. Der er ikke noget odiøst i det – så lad være med at gøre det til det. Og vi kommer ingen vegne ved at spilde tid på at diskutere det, så lad os bare være enige om at være uenige og lade den ligge dér og bruge vores tid på mere relevante footballdiskussioner. Om Brady er nummer ét eller “kun” top 3-5 ændrer ikke på, at han er blandt de største nogensinde.

En lang offseason venter nu forude. Falcons står til at sige farvel til Kyle Shanahan, der måske også tager nogle assistenter med sig til San Francisco, når han i den kommende uge ventes at blive annonceret som 49ers’ nye head coach. Det kan betyde installering af et nyt system i Atlanta – på et hold, der har nogle store, åbne sår at slikke. Det her nederlag kan hænge ved langt ind i offseason. De havde Patriots i sækken, de havde fået snøret sækken, men flåede så selv sækken vidt åben og lukkede Patriots tilbage i kampen – og al ære og kredit til Patriots for at gribe fat i den lillefinger de fik rakt, og fortære hele armen. Buccaneers er på vej frem i NFC South, Saints er umulige at blive kloge på, men kan de få styr på forsvaret, er de også farlige – og Panthers bør kunne finde tilbage til noget af det, de har vist de seneste år. En tilbagevenden til slutspillet er på ingen måde givet for Falcons, men Dan Quinn har – trods nogle bump på vejen i Super Bowl – vist, at han kan få det meste ud af sit hold, og med unge profiler på forsvaret ned gennem midten i Grady Jarrett, Deion Jones og Keanu Neal, foruden bl.a. Vic Beasley på ydersiden (om end han var stort set aldeles anonym mod Patriots) er der masser at bygge videre på for et forsvar, der begyndte at finde sin identitet i anden den af sæsonen.

Offseason er lang, men ikke stille – free agency og draft vil fylde på denne side over de kommende måneder. Podcasten fortsætter ufortrødent hver uge – måske med flere draft specials lagt ind – og vi ser frem til at give jer en masse godt content over de kommende måneder.

Men rigtig football er nu syv måneder væk – og 2017-sæsonen kan meget vel åbne med en Super Bowl-rematch for andet år på stribe. Falcons skal på besøg hos Patriots i den kommende sæson og efter kampen i nat, kan det blive svært for NFL at vælge at gå i en anden retning når kampprogrammet skal lægges fast.

Syv måneder uden football er lang tid – men til gengæld fik vi én af historiens mest medrivende footballkampe, og én af de bedste Super Bowl hidtil, at varme os på i den lange tid. Og om godt seks måneder kan vi se frem til at se Morten Andersen officielt blive indlemmet i Hall of Fame.

Tak for denne sæson – og vi ses i offseason!

377 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top