You are here
Home > NFL

Vejen til Super Bowl LI: Atlanta Falcons

For blot anden gang i Atlanta Falcons’ 51 sæsoner har holdet fundet vej til Super Bowl. Den første deltagelse – et 19-34-nederlag til John Elway og Denver Broncos 31. januar 1999 står formentlig ganske skarpt i mange danskeres hukommelse, om end næppe ligeså lysende klart som sparket, der bragte Falcons til deres første Super Bowl.

I fjerde quarter havde 39-årige Gary Anderson – på det tidspunkt godt på vej mod at passere George Blandas NFL-rekord for flest point i karrieren (en rekord han tog i 2000) – brændt sit første spark i 1998-sæsonen, da han fra 39 yards ude sendte sit field goal-forsøg venstre om opstanderne og forpassede muligheden for at bringe Minnesota Vikings foran med 30-20 med lidt over to minutter tilbage af fjerde quarter. I stedet fik Falcons-quarterback Chris Chandler på lidt under halvandet minut ført sit angreb ned ad banen og – spillet efter Vikings-safety Robert Griffith tabte en interception – fundet Terence Mathis for et touchdown.

Danske Morten Andersen, 38 år og i gang med sin 16. sæson i ligaen, kom på banen og sørgede for udligningen til 27-27, der sendte kampen i overtid.

Vikings’ angreb, der med sine 556 point (34,75 pr. kamp) havde taget NFL-rekorden for flest scorede point i en sæson – en rekord, der blev stående, indtil Patriots scorede 589 i 2007-sæsonen, og stadig den dag i dag er den femtehøjeste sæsontotal – startede med bolden i overtid, men fik blot flyttet bolden 13 yards, inden de måtte punte. Falcons vandt noget field position tilbage på deres første angrebsserie, men måtte efter tre incompletions på stribe fra Chandler, også punte. Vikings fik endnu en chance, men blot ét af quarterback Randall Cunninghams fem kast fandt en modtager – 12 yards til Cris Carter for en ny første down, inden tre incompletions.

Med bolden på egen 9-yard linje havde Falcons bestemt ikke optimal udgangsposition, men tight end O.J. Santiago leverede catches for 15 og 26 yards, mens running back Jamal Anderson og Chandler selv fik skaffet yards nok på jorden til at bringe Falcons indenfor field goal-afstand. Andersen, der 7 år og 11 måneder (minus én dag) efter NFC-finalen ville passere netop Gary Anderson og tage den NFL-rekord han stadig indehaver, kom på banen, og mens Anderson brændte sit spark lige kort af 40 yards, satte Anderson bolden mellem stængerne og gav Falcons deres første Super Bowl.

Men det blev til et nederlag og først nu – 18 år senere – er Falcons atter at finde på den største scene af dem alle, når NRG Stadium danner rammen om Super Bowl LI.

Det “nye” Atlanta Falcons
Mens søndagens modstander kender alt til Super Bowl-oplevelsen, er det altså ganske ubetrådt territorium for størstedelen af spillerne og trænerne på det nuværende Falcons-hold. Og mens Patriots allerede forud for sæsonen var én af de oplagte kandidater til AFCs plads i Super Bowl, var der næppe mange, der forventede, at Falcons ville være at finde i Houston på søndag – ja, bare at se dem nå slutspillet var overraskende for mange efter tre år på stribe uden slutspilsdeltagelse.

To skuffende sæsoner i 2013 og 2014 kostede Mike Smith jobbet som head coach – Dan Reeves var måske den første træner, der fik ført Falcons i Super Bowl, men de første fem år under Smith var på alle andre parametre de mest succesfulde i Falcons’ historie. Fire slutspilsdeltagelser, fem winning seasons – for et hold, der aldrig tidligere havde haft to år på stribe med flere sejre end nederlag, endsige to år på stribe med slutspilskampe.

Men 4-12 i 2013 blev fulgt op af 6-10 i 2014 og Smith røg ud. Erstatningen blev fundet hos de på det tidspunkt dobbelte Super Bowl-deltagere, Seattle Seahawks, i form af deres defensive koordinator Dan Quinn. Under Quinn havde Seahawks, der vandt Super Bowl i 2013 og tabte til Patriots i 2014 med Quinn som koordinator i begge tilfælde, haft ligaens stærkeste forsvar, og efter to svage år for Falcons-forsvaret – nummer 27 i ligaen i tilladte point i begge sæsoner og nummer 27 og 32 i tilladte yards – var der behov for opgradering på den front.

Quinn hentede Kyle Shanahan, frisk fra en tjans som offensiv koordinator hos Cleveland Browns, ind til at styre angrebet og prøvede at rette op på den offensive skude. Førsterundevalget i 2014-draften, Jake Matthews, der af mange var anset for den mest pro-ready offensive tackle i sin draftklasse, havde haft en forfærdelig rookiesæson, mens løbeangrebets tre primære aktører, veteranen Steven Jackson, rookie Devonta Freeman samt Jacquizz Rodgers, havde kombineret for sølle 3,7 yards pr. carry, mens quarterback Matt Ryan ovenpå nogle glimrende sæsoner fra 2010-2012 havde taget et skridt tilbage.

Falcons startede 2015 som lyn og torden, sejrede i de første fem kampe og Devonta Freeman blev den første running back siden Shaun Alexander og LaDainian Tomlinsons i 2005-sæsonen til at løbe for otte touchdowns i de første fem kampe i en sæson. Én sejr i de efterfølgende otte kampe – en snæver 10-7-sejr ude mod Titans med Zach Mettenberger under center – agerede dog en kold spand vand i hovedet på Falcons’ drømme om en stor sæson, og lige lidt hjalp det, at de sluttede af med to sejre i de sidste tre kampe, herunder den eneste sejr over Carolina Panthers i sæsonen indtil divisionsrivalerne faldt i Super Bowl til Broncos.

Front office-kontinuitet gav pote
Mens Mike Smith var blevet udskiftet efter 2014-sæsonen, havde ejer Arthur Blank valgt at holde fast i Thomas Dimitroff som general manager, og Scott Pioli som Dimitroffs højre hånd. Den beslutning har vist sig at give pote. Dimitroff, der åbnede sin karriere som general manager med valget af Matt Ryan i 2008-draften og siden leverede den store trade med Cleveland Browns for at handle sig op efter Julio Jones i 2011, fik i 2016 sammen med Pioli sammensat Falcons’ vel nok stærkeste offseason under det nuværende regime.

I draften fandt de safety Keanu Neal og middle linebacker Deion Jones i de første to runder og fulgte op med tight end Austin Hooper og linebacker De’Vondre Campbell i de efterfølgende to, mens de gik på rov i AFC North med signings af center Alex Mack hos Browns, wide receiver Mohamed Sanu hos Bengals – og siden hentede receiver Taylor Gabriel ind, efter han kom i overskud hos Browns.

2016-draftvalgene og de tre free agent-signings har alle – sammen med Dimitroffs og Piolis 2015-draftvalg, edge rusher Vic Beasley (førsterundevalg), cornerback Jalen Collins (andenrundevalg), running back Tevin Coleman (tredjerundevalg), wide receiver Justin Hardy (fjerderundevalg), defensive tackle Grady Jarrett (femterundevalg) – været bidragsydere i denne stærke sæson. Flere af dem som deciderede nøglespillere.

År to i Kyle Shanahans system viste sig også som en gigantsucces. Freeman og Coleman kombinerede for 1599 rushing yards (4,6 yards pr. carry), 19 rushing touchdowns og 85 catches for 883 yards og fem touchdowns i den regulære sæson, mens Matt Ryan tilsyneladende havde fået systemet helt ind under huden og med tilføjelsen af Sanu og Gabriel fået forstærket dybden bag Julio Jones så meget, at han gik ud og leverede sin suverænt bedste sæson i karrieren.

Da røgen havde lagt sig stod Falcons med divisionstitlen i NFC South for første gang i fire år, en 11-5-record, NFCs andenseedning og en formodet MVP på quarterbackpositionen.

Forsvaret lod som sådan meget tilbage at ønske – nummer 27 i tilladte point og nummer 25 i tilladte yards – men efter at have tilladt mindst 24 point i ni af de første ti kampe (kun den noget nær inkompetente rookie Paxton Lynch formåede ikke at føre sit angreb til så mange point), viste defensiven en anden skarphed efter friugen. Modstanden blev i det store hele lettere, hvilket uden tvivl har haft sit at sige, men også i de to slutspilskampe, der har bragt holdet til Super Bowl, har forsvaret leveret stærkt spil. Angrebet har hjulpet det godt på vej med 40 point i snit i de to opgør, men Seahawks blev, efter et stærkt åbningsdrive, holdt til to field goals i de efterfølgende tre quarters indtil et sent “trøstetouchdown”, mens Packers i NFC-finalen blev holdt fra point, indtil stillingen var 31-0.

Men tag ikke fejl. Angrebet er nøglen til sejr for Falcons, hvis de skal kunne løfte Lombardi-trofæet i de tidlige morgentimer mandag dansk tid. Falcons’ 3,03 point pr. drive overgås kun af Patriots anno 2007 (3,19) siden 1998, og ingen hold i den periode har sat point på tavlen oftere end de 54,1% af alle drives Falcons har omsat til point. Vi har altså at gøre med et historisk stærkt angreb – og et angreb, der bestemt ikke har sat farten ned i slutspillet.

Deres 80 point i slutspillet er kommet på 19 drives (4,21 point pr. drive), og de har omsat 13 af de 19 drives (68,4%) til scoringer. Med til den historie hører, at det ene drive mod Seahawks bestod af ét løb for tretten yards og herefter tre Matt Ryan-kneeldowns, der kunne køre de resterende sekunder af klokken.

I deres otte kampe siden friugen har Falcons været ustoppelige på angrebet i starten af kampene – om end det også har været mod flere svage forsvar. Kun i én af de otte kampe – mod Rams – har de puntet i første halvleg. 18 af 20 drives, der er blevet påbegyndt i første quarter i den periode, har kastet scoringer af sig – 13 touchdowns mod fem field goals. I første halvleg i de otte kampe er det blevet til 21 touchdowns, 8 field goals og kun 17 drives, der ikke er endt med en scoring. Ikke ligeså skræmmende som statistikken for drives påbegyndt i første quarter, men stadig noget der vidner om et forrygende angreb.

Bliver anden gang lykkens gang for Falcons? Svaret får vi på søndag, dagen efter vi får afklaring på om Morten Andersen, manden, der sparkede Falcons i deres første Super Bowl, bliver indlemmet i Hall of Fame.

370 total views, 1 views today

Skriv et svar

Top