You are here
Home > NFL

Huddle Up-takt, Week 3: New England Patriots – Houston Texans

Thursday Night Football – kl. 2.30:
Houston Texans @ New England Patriots (3+)
Med Jimmy Garoppolo (formentlig) ude, står rookie Jacoby Brissett pludselig foran sin første start, når Patriots’ tidligere offensive koordinator, Bill O’Brien, kommer på besøg med sit Texans-hold til ugens første opgør mellem to 2-0-hold.

Patriots har på fornem vis fået to sejre ud af de første to kampe trods fraværet af Tom Brady. Garoppolo har overgået alle forventninger undervejs og forsvaret har leveret de nødvendige spil. Med Brissett under center bliver opgaven sværere, når modstanderen samtidig kan mønstre en så stærk front, som tilfældet er med Texans. Josh McDaniels var i stand til mod Dolphins at holde spilkaldene tilpas simple med masser af one-reads og noget misdirection, men er det holdbart over en hel kamp? På en kort uge har McDaniels haft et stort arbejde foran sig med at få gjort rookien klar til kamp. Brissett kan dog blive hjulpet på vej, hvis Rob Gronkowski bliver klar til kampen.

Den store test for Patriots bliver dog også at få den offensive linje til at dæmme op for Texans’ front, hvor J.J. Watt og Jadeveon Clowney udgør en stærk duo, mens Whitney Mercilus fra ydersiden også kan få lagt pres på Brissett. Texans har i de første to kampe holdt Bears og Chiefs til hhv. 14 og 12 point, og efter Patriots blot satte syv point på tavlen med Brissett under center i anden halvleg mod Dolphins, er det svært at have tiltro til at Patriots går scoringsamok. Der har været en del snak om, at Julian Edelman kan blive prøvet af på quarterback, men selvom jeg synes, det kunne være spændende, så tillader jeg mig at tvivle på, at det vil blive en succes – Edelman kan måske nok være effektiv på trickspil, men længere tid på positionen har jeg svært ved at se fungere. Og Edelman vil jo nu engang ikke have Edelman at kaste til, så det kan vise sig at være en nedgradering på to positioner.

Min tiltro til Texans var ikke ret stor inden sæsonen, da jeg dels ikke havde fidus til Brock Osweiler, dels ikke var vild med Will Fuller. Begge har dog hidtil præsteret bedre, end jeg havde ventet. Fuller med back-to-back 100-yard kampe og Osweiler, nogle forfærdelige interceptions til trods, med flere gode kast. Osweiler har vist sig i stand til at få bolden i hænderne på sine playmakers, og med Lamar Miller på running back har Texans fundet en workhorse, der måske ikke har et højt snit, men sørger for at hjælpe angrebet med at flytte kæderne. Texans’ offensiv står overfor sin sværeste opgave hidtil mod Patriots’ forsvar, og selvom Ryan Tannehill flænsede defensiven i anden halvleg i søndags og bragte Dolphins tæt på Patriots i en kamp, de aldrig burde have været inde i, tvivler jeg på, at Osweiler uden videre får mulighed for det samme. DeAndre Hopkins og Will Fuller skal nok få deres catches, men over en hel kamp får Osweiler det formentlig svært – og Patriots har revanche til gode overfor Osweiler, efter han i sidste sæson med en stærk afslutning fik Broncos ført tilbage i kampen mod Patriots, som Broncos endte med at vinde i overtid. Det var en sejr, der endte med at give Broncos tiebreakerfordel i slutspillet, og dermed hjemmebanefordel i AFC-finalen.

Man skal aldrig dømme Patriots ude, men på en kort uge med en ny quarterback mod en front, der har nogle af de bedste pass rushers i ligaen, kan det blive svært.

Houston Texans 16 @ 10 New England Patriots

865 total views, 4 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top