You are here
Home > NFL

Sammendrag af week 2 – Houston i himlen og fyringstruede head coaches

Ahh, week 2. Der hvor nogle af de vanvittige ting, som visse eksperter sagde i uge 1, bliver skudt til jorden. Visse overreaktioner bliver pillet ned, mens tendenser som vi måske overså eller bare ’underreagerede’ på i week 1 bliver forstærket. Vi har nu en ottendedel af sæsonen som en vævsprøve, vi kan smide i vores NFL-petriskål. Men hvad er de største historier efter week 2?

Ingen har det så godt som Houston

Houston Texans kunne næsten ikke have bedt om en bedre start på sæsonen. De har vundet deres egne to kampe imod Chicago Bears (som jeg ikke kunne finde plads til i denne klumme i sidste uge), og i denne uge slog de deres overmand fra playoffs i januar, Kansas City Chiefs. Men hvad har ændret sig i Houston?

Løbespillet var meget sporadisk i sidste sæson med en runningback-karrusel, der talte runningbacks som Alfred Blue, Arian Foster (når han ikke var skadet), Jonathan Grimes og Chris Polk. I år har de hentet Lamar Miller ind fra Miami, og han er deres klare bellcow. Han får næsten alle carries i dette offense. Han har i de to første kampe fået 59 touches. 30 touches pr. game er rigtig mange for en runningback i det moderne NFL, hvor løbespillets byrde bliver delt mellem 2-3 runningbacks. Han ligger lige nu på 3,6 yards pr. carry, hvilket selvfølgelig ikke er fantastisk, men det har været nok til at holde kæderne kørende indtil videre.

Derudover har Will Fuller, deres førsterundevalg på receiver, vist sig som en åbenbaring. Han har i sine to første kampe i NFL grebet for over 100 yards i begge. Jeg kunne slet ikke lide ham i draften, men han har været meget overbevisende nidtil videre. Kun én receiver før ham har grebet for 100+ yards i sine to første kampe i NFL, og det var DeSean Jackson. Han har virkelig vist sig som et rigtig godt våben indtil videre, om end stadig med lidt tvivlsomme hænder. Og Brock Osweiler er i øvrigt klart bedre end den karrusel som Houston havde på quarterbackpositionen sidste år.

Én sidste ting, som har set rigtigt godt ud indtil videre i sæsonen: Pass rushet. Jadeveon Clowney er endelig begyndt at vise, hvorfor Texans draftede ham first overall tilbage i 2014. Whitney Mercilus har fået ligeså meget pres på quarterbacken, som i sidste sæson, hvor han nåede 12 sacks, og så var J.J. Watt, efter en stille dag i week 1, tættere på det høje niveau, vi har vænnet os til at se fra ham.

Men hvorfor har Houston det godt? Deres to primære trusler til AFC South-titlen er i mine øjne Jacksonville Jaguars og Indianapolis Colts. Begge disse hold er startet 0-2. Colts er 0-2 på grund af et MEGET skadesplaget forsvar, hvor det snart ikke kan tælles på én hånd, hvor mange cornerbacks de har mistet. Jacksonville Jaguars har ingen undskyldning. Deres forsvar spiller uden intensitet, og deres angreb kunne ikke rigtig gøre noget imod San Diego Chargers, som ellers ikke er et forsvar, der er kendt for sit fantastiske spil. Texans har fået et godt forspring til de to hold. Titans og Mike Mularkey er dog 1-1 efter de fik en sejr i en grim kamp imod Detroit Lions, som Colts tabte til i week 1.

Og nåh ja, Texans skal møde et svækket Patriots-hold, som står uden Brady OG Jimmy Garoppolo i næste uge og hvis de når 3-0, mens Jaguars skal møde lidt af en ubekendt i Baltimore Ravens, som dog er 2-0 efter en kneben sejr over Cleveland Browns. Indianapolis Colts skal møde Chargers, som har set gode ud offensivt, men som er uden de korsbåndsskadede Danny Woodhead og Keenan Allen. Der er en reel chance for, at Texans står med 3-0 og Jaguars og Colts står uden sejre efter week 3. Men nu skal jeg ikke lege Nostradamus.

De varmeste sæder i ligaen tilhører Rex og Gus

Thursday Night Football var en spændende affære mellem Jets og Bills. Tyrod Taylor så ikke specielt god ud udover hans highlight plays. De highlight plays har gjort, at mange, mig selv inklusive, kommer til at overvurdere ham. Tyrod Taylor er på ingen måde en præcis quarterback. Hans dybe bold er smuk, men de korte og mellemlange ruter kan han ikke ramme præcist. Slants bliver kastet bag receiverne, outs bliver kastet højt, you name it. Det er ikke kønt. Løbespillet med LeSean McCoy var heller ikke så godt i denne kamp, som man kunne håbe. 15 carries for 59 yards blev det til for LeSean McCoy. Det sagt… Greg Roman er eller var ikke problemet i Buffalo. Det stoppede dog ikke Buffalo Bills i at fyre ham i stedet for den coach, som jeg mente skulle være røget sidste år.

Rex Ryans forsvar i Buffalo har ikke været godt. Og sjovt at man fyrer den offensive koordinator lige efter en kamp, hvor der bliver sat 31 point på brættet, men man alligevel taber kampen. 37 point tillod Bills til Jets. De tillod næsten TRE 100 yard receivere i kampen. Matt Forte løb tre touchdowns ind. Bills forsvar blev kørt over ende af et godt, men ikke fantastisk, offense. Jeg tror, fyringen af Greg Roman var et forsøg på at finde en syndebuk og købe Rex Ryan noget mere tid. Men holdet møder ikke ligefrem nemme modstandere de næste par uger. De tager imod Arizona Cardinals i næste uge, derefter skal de til Foxborough, hvor de møder Patriots, der er uden Tom Brady og Jimmy Garoppolo, derefter @LA, vs. SF, og @MIA. Hvor mange sejre er der dér? Hvis de er heldige, så er de 3-4 efter syv uger, men det er nok mere sandsynligt, at de er 2-5 og ikke usandsynligt med 1-6.

Og jeg skrev lidt om Gus Bradley ovenfor. Det her er året, hvor Jacksonville skal tage det næste skridt. Rosteret er proppet med talent. Hvis de ikke præsterer i år, så er det 100% på coaching, som jeg ser det, og en head coach, som er 12-38 i sin karriere… Han skal være bange for sit job.

Inden sæsonen bød jeg bl.a. på Mike McCoy som første trænerfyring. Den tror jeg ikke rigtigt på nu. Mike McCoy kan måske ryge efter sæsonen, hvis Chargers får under fem sejre, men tror ikke, han ryger midt i sæsonen.

Sam Bradford spiller sit livs kamp i første optræden for Vikings

Måske var der noget om snakken, da man sagde, at Sam Bradford aldrig har spillet på et godt hold, og at han derfor ville spille meget bedre, når han kom over til et hold som Minnesota Vikings, som er proppet med talent, især i defensiven. Men blandt receiverne har én skilt sig ud i de to første kampe: Stefon Diggs. Han fører nu ligaen i receiving yards, og Green Bay Packers var ude af stand til at stoppe ham i Sunday Night Football-kampen, hvor han greb for 182 yards og ét touchdown.

Vikings er et muligt slutspilshold. Det skrev jeg efter traden skete, og det skriver jeg nu. Og den negative reaktion – som næsten mere er en refleks – vi får, hver gang vi hører Sam Bradfords navn, skal vi måske overveje at vænne os af med. Jeg siger ikke, at han er en transformeret quarterback, men vi skal måske overveje, at han har været igennem en hel del skidt coaching i sin karriere. Og lad mig minde om, hvad jeg skrev lige, da traden skete.

” Vi har alle, mig selv inklusive, en negativ konnotation til Sam Bradford, fordi han blev valgt first overall og har skuffet i forhold til den forventning, man naturligt havde til den først valgte spiller i draften. Men han er stadig bedre end de fleste backups i ligaen, også Shaun Hill.”

Bradfords stats var også rigtigt gode i denne kamp. 22/31, 286 yards og to touchdowns. Det er 9,2 yards pr. attempt. Hans bedste sæson, når det gælder YPA, var sidste år, hvor hans average over hele sæsonen var 7,0 yards pr. attempt.

Selvom det kun var én kamp, bør enhver Vikings-fan være meget glad for, hvad de har set.

Og Adrian Peterson blev skadet, hvilket måske kan ende med at være en god ting for Vikings. Adrian Peterson har i de sidste otte kampe ikke set specielt godt ud. Og i denne kamp inden skaden? 12 carries for 19 yards. Ikke just den Adrian Peterson der skaffede 2097 yards på jorden i 2012. Jerick McKinnon er formentlig den startende runningback med Peterson ude, og ham har jeg stor fidus til.

Har Oakland egentlig et forsvar?

I sidste uge roste jeg Oakland Raiders og især Jack Del Rio for 35-34-sejren over New Orleans Saints. Jack Del Rios kald med at gå efter to point i stedet for ét i de afgørende sekunder imponerede mig. Forblændede mig. Så meget, at jeg ikke tænkte over, hvor mange yards de opgav til Saints. De tillod 507 yards til Saints.

I denne uge mødte de Atlanta Falcons til endnu et offensivt festfyrværkeri, men denne gang kunne de ikke hive et mirakelspil op ad hatten. Og når man tillader 527 yards til Matt Ryan og co., så skal man altså have en alvorssnak med den defensivt mindede head coach, Jack Del Rio. Over 1000 yards tilladt på to kampe? Bevares, det kommer ikke til at ske hver uge – Slet ikke i næste uge, hvor de møder Titans – Men det er en skidt, skidt start på sæsonen, og forsvaret kan være det, som holder det her hold ude af AFC Championship-gamet, som jeg mener, de har potentiale til.

Som det er lige nu, stadig kun efter to uger, så er fører Raiders NFL i yards på angrebet, men ligger sidst på forsvaret i tilladte yards. Det lugter mere af 8-8 end 12-4, når ens forsvar præsterer på den måde. Det skal dog siges, at Falcons og Saints er ganske gode offenses, så måske var det bare en hård start for de defensive stats. Næste uge skal være bedre på den front, men Derrick Henry og DeMarco Murray kan måske få en god kamp der?

Jimmy G fantastisk indtil han udgår

Patriots er 2-0. Alt er godt, selv uden Brady. Angrebet var endda bedre end forventet søndag aften imod Miami Dolphins.

Æren for dette skal i høj grad placeres hos Jimmy Garoppolo, som boostede sin fremtidige trade-værdi ved at spille næsten fejlfrit i den halvleg, han nåede at spille, inden han gik ned med en skade. Patriots offense lignede næsten et Brady-Gronk offense med Jimmy Garoppolo og Martellus Bennett. Garoppolo gik 18/27, 234 yards og tre touchdowns i halvandet quarter. Miami havde simpelthen intet modsvar. Men kampen ender alligevel med at blive tæt, fordi Garoppolo må udgå med en skulderskade.

Patriots ender kun med at vinde 31-24 over Dolphins, selvom de dominerede dem i første halvleg, og kampens MVP udover Garoppolo var LeGarrette Blount, som fik løbet en masse tid af clocken i denne kamp. Ikke en fantastisk spiller på nogen måde, men han er svær at lægge ned.

Garoppolos skade betyder, at man i de to næste uger formentlig starter rookie quarterbacken Jacoby Brissett, som formentlig ikke er helt klar til den store scene. I næste uge er det en kamp imod Texans, og det forsvar, tror jeg, bliver for meget for ham.

Men Patriots-fans har intet at være bekymrede over. Tom Brady kommer tilbage i week 5, og så skal Patriots nok gå 12-4 som altid.

Quick hits:

Jeff Fisher vandt sin personlige Super Bowl, da han vandt på den måde, han allerbedst kan lide at vinde på. En sejr på 9-3 over Seattle Seahawks på hjemmebane er VINTAGE Jeff Fisher. Imponerende defensiv indsats.

Josh McCown blev skadet for Cleveland Browns efter en ret god kamp imod Baltimore Ravens, som Browns lå til at vinde. Undervejs førte de 20-2. De tabte dog 25-20. I næste uge starter Browns til gengæld deres FEMTE quarterback på fem uger. I uge 16 sidste år var det Johnny Manziel, uge 17 Austin Davis, uge 1 i år RGIII, denne uge Josh McCown, og i næste uge bliver Cody Kessler den heldige. De er ikke heldige i Cleveland. Kun Atlanta Falcons i 1986-1987 har skiftet quarterback hyppigere end dette. De nåede op på seks quarterbacks på seks kampe, men husk på at 1987 var den strejkeramte sæson, hvor holdene måtte hente spillere ind udefra.

Redskins gjorde det helt rigtige ved Kirk Cousins, da de valgte ikke at give ham en dyr forlængelse over flere år, som han ellers bad om. Franchise tagget gør, at de kan lade ham gå helt gratis næste år, hvilket er præcis, hvad der skal gøres, når han spiller så dårligt, som han gør for tiden. INGEN præcision. Nick Foles 2.0. Der var også en del tydelig frustration fra Washingtons receivere i kampen.

2015-opgøret mellem Saints-Giants: 101 point.
2016-opgøret mellem Saints-Giants: 29 point.

Arizona havde brug for oprejsning efter et grimt nederlag til Patriots i uge 1, og det fik de i den grad. De fik Jameis Winston til at ligne en rookie, og de gjorde, hvad der nødvendigt på offense.

Hvem er den bedste quarterback efter uge 2?

 

688 total views, 2 views today

Skriv et svar

Top